Træt af mænd …

Træt af mænd – not all men! 

Gid jeg havde løsningen, men det har jeg desværre ikke. Jeg ser et kæmpe behov for, at vi her i Danmark får en fælles forståelse for hvad der ligger til grund for bevægelsen #MeToo, for det er op af stejl bakke i strid modvind blot at kunne komme til at tale om disse ting.

Nej, det er ikke en kønskamp, og som det kvikke menneske nok har opdaget, så er det de færreste kvinder der sætter navn på de – primært mænd – som har optrådt eksem.pelvis grænseoverskridende overfor dem.

Det er i højere grad medierne der smasker rundt i diverse ekstremer og ge.rne med mulighed for en kendisfaktor eller favoritdisciplinen “feminist-bashing” og kønskamp – os mod dem, dem mod os, i stedet for at hæve sig op i helikopteren og se på strukturerne, de strukturer der gør at #MeToo er hamrende væsentlig.

Jeg er træt af mænd – not all men – mænd der opfører sig som om det var og er en kønskrig, mænd der tager det personligt, mænd der mangler selvindsigt, mænd der siger det ikke er værd at bruge tid på og samtidig selv bruger tid på at gøre opmærksom på dette, igen og igen og igen og …

Os der har deltaget i bevægelsen er da ikke dumme, vi ved da godt at det ikke er alle mænd, det har vi aldrig sagt at det er, men vi siger at det er alle kvinder der i større og mindre grad oplever dette som en del af vores hverdag og dermed er det et problem, et strukturelt problem.

Og nej, det har intet at gøre med at ‘nå, må man nu ikke flirte mere’, for er man i tvivl om den måde man flirter på kan være grænseoverskridende for de man ‘flirter’ med, så skal man stoppe øjeblikkeligt, for så er det ikke flirt.

Jeg har oplevet at have mit køn imod mig særligt fra jeg var 15 til 35 år og første gang jeg oplevede en uønsket befamling fra en voksen mand, da var jeg blot 10 år. Og det at mænd blottede sig foran mig har jeg oplevet fra jeg var 12 år og det samme for min datter, hun var nok nærmere 10 år første gang.

Det at opfatte og behandle kvinder som andenrangs, det er internaliseret i os alle sammen. Jeg kan heller ikke sige mig fri fra det. Jeg har selv sunget med på parolen ‘jeg er ikke som de andre piger, jeg er en drengepige og mere en af drengene type’ eller ‘jeg orker ikke det her pige-fnidder/hønsegård’ eller ‘kvinder er kvinder værst’ eller at jeg har synes det var synd for mænd når de ikke pr. automatik fik førertrøjen (blev lyttet mest til, fik lov at bestemme, at de skulle manipuleres med, sådan at de troede de havde fået ideen (et virkeligt dårligt råd jeg fik af en kvindelig kollega for mange år siden), at de skulle have de blå og grønne farver, og absolut ikke de lyserøde osv. osv. osv.) Alt dette kan jeg ikke sige mig fra for at have været en del af.

At kvinder skulle nedgradere sig selv, spille hjælpeløs, spille dum eller i hvert fald ikke måtte vise at man vidste mere om noget end manden, at man skulle lade mænd fylde og kvinder være usynlige andet end som smilende, nikkende dukker der grinte af alt manden sagde, så han kunne føle sig stor og mægtig eller som minimum charmerende.

Jeg har selv været med til at tale kvinder ned (kvindelige sangere er kedelige, kan bedre lide de mandlige, aj, hvad er dog det hun har på, hvordan er det dog hun ser ud, hun er da for gammel etc. etc. etc.) Jeg har lært at skulle tjekke kvinder ud gennem det mandlige blik, for det mandlige blik havde jeg lært mig. Vi lærer det alle igennem film, reklamer, musikvideoer etc. som alle (helt generelt) er lavet for det mandlige stereotype blik.

Så nej, jeg har ikke nogen glorie, som jeg kan pudse. Jeg har været en enabler af denne kultur, jeg har givet rum for at mænd kunne opføre sig sådan, i min iver for at være inde i varmen, ikke være en af de snerpede, eller uha uha en rødstrømpe.

Jeg kunne ikke dengang selv se, at jeg var en del af problemet, jeg søgte blot at navigere i det, sådan at jeg ikke levede men overlevede.

Vi er alle en del af problemet og bør alle være en del af løsningen, men desværre så oplever jeg en kæmpe modstand mod at indse dette og ikke mindst mod at være en del af denne løsning. Der bruges alt for meget krudt på at forklare stolpe op og stolpe ned og jeg er ved at brække mig (billedligt talt).

Når nu så mange kvinder – tusindvis, millionvis – fortæller om de her oplevelser, fra de helt små, som ville være totalt ligegyldige hvis der ikke var så mange af dem – dryp, dryp, dryp – til de mere grove som f.eks. vold og voldtægt til mord, så forstår jeg ikke at det ikke får flere til at tænke ‘hov, der er noget galt her’ og lytte, og tænke og reflektere og lytte mere og så måske endda komme med bud på hvad de selv vil være opmærksom på, gøre anderledes etc

Mange forstår ikke, at de små ting – som der er allerhelvedes mange af – at de har en stor betydning, ikke hver hændelse i sig selv, men antallet af dem gør at det ikke kan ignoreres længere.

Everyday Sexism Project Danmark har udarbejdet en sexismetrekant som viser hvordan alle de her små ting understøtter og forstærker de større og langt alvorligere ting.

Nogle af de ting, som jeg har oplevet har jeg skrevet i et indlæg, som du kan læse her:
http://www.loveroad.dk/et-kvindeliv/

Espd har som jeg nævnte også skrevet om dette, det kan du læse om her, hvor du også kan se sexisme-trekanten:
https://www.facebook.com/TheEverydaySexismProjectDanmark/photos/a.1645713742341328.1073741828.1573308446248525/1985738431672189/?type=3

Jannie Nielsen Hansen

Læs også gerne:

NB! Dette er fra mit facebook opslag den 19-12-17, da mit opslag ikke er offentligt, har jeg også lagt det op her som et blogindlæg, jeg har dog valgt ikke at reklamere for det, da aktiviteten foregår direkte på min side, dette er primært for at jeg selv nemt kan finde det igen 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Blog og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.