Tak for lussingen…

Værdsætte sorgen? 

Hold da helt op hvor får jeg ofte smækket i hovedet ifølge citater og diverse statusopdateringer, nyhedsbreve og andet godt, at jeg skal være glad for de kriser og de mennesker der har opført sig skidt overfor mig i mit liv og det synes jeg er helt hen i vejret.

Jeg er da skisme ikke lykkelig for de sorger og for de svigt jeg har oplevet i mit liv og kan slet ikke finde nogen grund til at værdsætte de gange jeg har været ulykkelig, følt mig svigtet og trådt på og jeg forventer da absolut heller ikke at de mennesker jeg måske selv har svigtet eller trådt over tæerne igennem tiden skulle sætte pris på det.

Nu kan det måske lyde som om at mit liv har været en stor sorg, sådan er det bestemt og absolut ikke, men jeg har da oplevet mit og uanset hvor utrolig mange glæder jeg også har haft i mit liv, så gjorde den enkelte sorg ikke mindre ondt af den grund og det er klart også min oplevelse når andre fortæller om sorger i deres liv.

Vi har alle opført os mindre heldigt ind i mellem og lærer forhåbentlig af det, så vi ikke begår samme fejl igen. Men derfor er den fejl vi har begået jo stadig en fejl og skal vel ikke kaldes andet end det den er, når vi sårer et andet menneske, ja så bliver vedkommende vred og/eller ked af det, sådan er det, det ville da også være fuldstændig mystisk andet.

Det der tricker mig er, at alt skal vendes til noget positivt, og det siger jeg som er et ganske positivt menneske, men det at være vred, såret, ulykkelig, frustreret og irriteret er altså også en del af det at være menneske og når andre opfører sig skidt overfor en, så skal vi da ikke bare vende den anden kind til og sige “én mere tak, det klæder mig så godt når begge kinder er røde”.

Det er derfor fuldstændig underligt at se på en sorg som en glæde, i stedet for det den er, nemlig noget man absolut ikke ønsker for sig selv, eller for andre for den sags skyld.

Hvem siger dog hurra når man bliver trådt over tæerne med sikkerhedssko beklædt med syvtommersøm? Hvem siger dog tak for at du dolkede mit hjerte, mit selvværd eller hvad der lige kunne kommes i nærheden af. Og hvorfor skal alt negativt vendes til at være noget positivt, kan det ikke blot få lov til at være noget møg helt for sig selv?

Så skal jeg nok tage ansvar for min vrede og den måde jeg handler på ud fra dette og også tage ansvar for at tilgive mig selv, for ikke at have set det komme og tage ansvar for at komme videre.

Man bliver da ikke et ringere menneske af at blive vred, af at kalde noget møg for det det er, nemlig møg. Det betyder jo ikke at man ikke også rummer alle de gode ting og kan se når solen skinner, når kæresten smiler til en, når ungerne kommer med deres tegning, når en fremmed holder døren for en og alt andet godt.

Glæden kan ligge i det man lærer ved de erfaringer man får og dermed den udvikling man gennemgår og den indsigt man opnår, man lærer at tilgive, man finder måske en form for forståelse og man lærer at leve med sine sår, men ligefrem at værdsætte selve sorgerne? Nope.

For uanset hvor glad jeg er for det menneske jeg er i dag og at jeg udmærket ved at de kriser og sorger jeg har været igennem har gjort mig til det menneske jeg er lige nu og jeg da naturligvis er glad for den indsigt jeg har fået, så var jeg faktisk ikke mindre lykkelig før de her kriser og sorger og kunne sagtens have fortsat mit liv i lykkelig naiv tillidsfuld uvidenhed om hvad livet ellers kunne bringe mig.

Forskellen er nu blot at jeg besidder en meget større indsigt i mig selv, mine medmennesker og livet generelt, kombineret med nogle ar og plastre i mit indre og dem ville jeg sagtens kunne leve godt uden på anden vis og det er bestemt ikke fordi at jeg ikke værdsætter hvad det har lært mig, men heller ikke af den grund vil jeg værdsætte de dårlige ting der har været i mit liv.

Så nej – de sorger der har været i mit liv glemmer jeg ikke og jeg bliver aldrig nogensinde glad for det. Jeg bærer ikke nag, jeg er ikke bitter og jeg er kommet videre, jeg har lært af det og lært at leve med det, det er ikke længere tunge skeletter der bæres rundt på, de er blot hver en brik af puslespillet mig, hverken tungere eller lettere end de andre brikker.

Og ja, det har udviklet mig, det har presset mig og givet mig lyst til at blive klogere på mig selv og mine medmennesker, og dermed åbnet nogle andre døre for mig. Og jeg ved også godt, at det kræver et menneske der selv har oplevet svigt som kriser at kunne se andres sorger og udfordringer og have forståelse for disse.

Den er jeg helt med på og det er helt fint med mig, men man skal bare ikke fortælle mig, at jeg skal værdsætte de sorger der har været i mit liv, dem havde jeg gerne været foruden.

Naturligvis ved jeg hvad der menes med det, at hvis jeg ikke havde oplevet det jeg nu engang har oplevet, ja så ville jeg ikke være det menneske og have den viden som jeg har i dag.

Men hvem skal bestemme at det er bedre end det jeg havde og det jeg var før – og hvem siger at jeg ikke ville kunne opnå dette på anden vis?

Vi er hele mennesker på godt og skidt og vi udvikler os fra godt og skidt til noget der forhåbentligt er bedre for os selv og andre, men udgangspunktet må vel være at vi behandler hinanden ordentligt og dermed også kan lære og vokse af det gode.

Så det giver mig alligevel ticks og panderynker, at alt det negative altid skal vendes til at være noget åh så positivt.

Det er i orden at blive vred, at føle sig såret, svigtet og være ulykkelig og brænde de følelser af og helt ned til grunden, så man kan give plads til alt det gode også.

Man får mig aldrig med på, at selve det dårlige der sker i ens og andres liv skulle være godt, det er det man vælger at lære af det, der kan være godt, men mon ikke at man alligevel hellere end gerne havde villet undvære selve sorgen?

Så jeg vil værdsætte glæderne i mit liv, de små og de store ting og lære at takle udfordringerne, for det er ikke mit ønske eller mit ansvar hvis andre behandler mig skidt, det er blot mit ansvar hvordan og om jeg vil handle på det og dem.

Jeg gemmer mig ikke for udfordringerne, jeg går dem i møde med oprejst pande og tager dem som de kommer, men det er ikke dem jeg søger i mit liv, jeg vil glædes over at solen skinner, de smil jeg får, vil glædes over min mand og mine børn, vil glædes over kærligheden og livet.

Og jeg vil fortsat blive vred og sige pis og møg til sorger, svigt og kriser og stadig opfatte dem som noget der er rasende dårligt, uanset at det er en del af livet.

Jeg vil samtidig værdsætte det som disse sår så også lærer mig, men det er ikke i taknemmelighed over hvad andre påfører mig, det er nærmere en taknemmelighed over at jeg har valgt at lade det udvikle mig som menneske.

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

 

Dette indlæg blev udgivet i Selvindsigt. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Tak for lussingen…

  1. Susan Kent Justesen skriver:

    GOD artikel. Jeg bliver nogen gange også bare SÅ frustreret over altid at høre, at man skal tænke positivt og komme videre – ja, næsten vende den anden kind til istedet for at vise/udtrykke, at man blev sku´ked her – sur, skuffet eller såret over en dårlig behandling og/eller opførsel.. Man skal jo helst ikke skabe sig eller lave scene 🙂

    • JannieNH skriver:

      Tak Susan!

      Man ender jo med at blive en stor undskyldning for sig selv, når alt skal vendes til noget positivt og hvis man ikke har lov til og ret til at blive vred og ked af det når andre opfører sig dårligt overfor en.

      En spade er en spade og bliver ikke til en frugtkurv blot fordi at vi ønsker det. Måske finder vi ud af hvorfor det er en spade, men det bliver vi ikke mindre sårede af 😉 og hvorfor skulle vi da ikke også have lov til den følelse?

  2. JannieNH skriver:

    Du har ganske ret Stig – men det er ikke selve skidtet vi modtager som vi værdsætter, det er nærmere mere hvad vi vælger at lære af det 😉
    Bh Jannie

  3. Stig Skovlind skriver:

    Hej Jannie. Jeg forstår budskabet om at sige tak for for skidt – som en stor hjælp – fordi vi netop hver især modtager vores portion skidt i livet. Altså virkeligheden er at vi modtager skidt. Vi giver og modtager også masser af dejlige ting heldigvis. Så istedet for at grave os ned og blive bitre og kaste skidt tilbage så er opgaven at se hvorfor vi modtager skidt nu og bruge det som retnings viser. Det er og har været et utroligt værktøj for mig og betyder at jeg bevæger mig i retning af at sætte bedre og tydeligere grænser for mig selv hele tiden. Det betyder ikke at jeg værdsætter skidt – men for hver gang jeg møder skidt bliver jeg i stand til at tage et skridt i en bedre retning for mig. Når skidt’et ikke længere bider på mig – finder skidt’et andre og lettere ofre at gå til og så er det deres tur til at træffe et valg 🙂 Så jeg siger tak for alt det dejlige og tak for skidt. Ha en dejlig dag.

Skriv et svar