Tænk nu hvis…

Der må da være noget bedre. 

Det er så nemt at blive bitter og gå og tro at alt andet, end det man har er meget bedre, og tro at man går glip af noget… og det sidste har man på denne måde absolut ret i.

For når ens fokus er på alt det man tror at man går glip af, ja så går man rent faktisk glip af at nyde alt det man faktisk har.

Jeg kender til nogle forhold, hvor særligt den ene “holder døren åben” for alt andet end sin partner, for tænk hvis der var noget bedre derude…

Alt det man er villig til at gøre for en flirt, en ny forelskelse, en elsker/elskerinde, de handlinger og den energi er efter min overbevisning meget bedre brugt i forholdet.

Når man vender energien fra forholdet eller deler energien op så forholdet dermed ikke får ens fulde engagement, så kan det ende med en skilsmisse, et brud af kærlighedsforholdet.

Udover at man har svigtet sin partners tillid så har man på denne måde intet lært og i et nyt forhold vil man sikkert derfor igen vende energien fra forholdet, for tænk nu hvis… og så får man aldrig det man inderst inde søger.

Det bliver en spiral af svigt, bitterhed og utilfredshed, som man selv skal tage ansvar for at komme ud af, ved at vende sit fokus…

“Der kan ligge en stor frihed i at forpligte sig helt. For hvis du altid holder en bagdør åben – eller bare på klem – vil du aldrig mærke den frihed, der kommer af at have sagt ja til noget af hele dit hjerte” / Sofia Manning

Jeg kender til en kvinde der aldrig var tilfreds i sit forhold og en dag tog hun mod til sig og kom ud med alle sine frustrationer og bad om skilsmisse, hun var på det tidspunkt meget sikker i sin sag og havde gået og bygget det op inde i sig selv over meget lang tid.

Hun var bitter og følte at hun havde spildt mange år af sit liv og synes at hun selv fortjente bedre, hun var sikker på, at der var noget bedre i vente derude for hende et eller andet sted.

Det var en hård skilsmisse, der var børnene at tænke på, økonomien, huset der skulle sælges, ny bolig der skulle findes, opdeling af hjem og minder, kontakt til nogle venner løb ud i sandet og nye venner skulle findes, et nyt hjem og en ny hverdag skulle findes.

Nu sidder hun i sin lejlighed, har fået det på afstand og er dybt ulykkelig, hun har fundet ud af at hun faktisk elsker og savner sin mand, hun savner hverdagen, hun savner sin mands særheder som pludselig ikke længere synes så uoverskuelige, hun savner en at have en fælles fortid med, hun savner det de kunne være blevet sammen.

Tænk al den energi der er brugt på at bekymre sig, at være utilfreds, på skilsmissen og alt det der fulgte med, tænk hvis den energi var brugt på forholdet i stedet for, hvilke muligheder havde det ikke givet.

Du kan her læse mit indlæg “Gør det ondt at tale sammen“.

Jeg mener ikke at man skal kæmpe for alle forhold, for nogle forhold har bedst af at slutte og stoppe inden man gør hinanden unødvendigt ondt, men rigtig mange forhold er værd at gøre en indsats for.

Hvis hun i stedet for at gå og bygge bitterheden op inde i sig selv og gå i find-fem-fejl-hos-din-ægtefælle-mode, havde taget snakken med sin mand, havde åbnet sig og fortalt om hvordan hun havde det, havde fortalt ham om hendes savn, ønsker, håb og drømme, havde været nysgerrig på ham og hans drømme.

Hvis hun i stedet for som en vrissen sidebemærkning og stikpille i ny og næ når hun blev tilpas irriteret mellem linjerne viste ham sin utilfredshed og på en måde så han skulle tænke sig til hvad hun egentlig mente med det, blot havde valgt virkelig at få talt med sin mand.

Hvis hun i stedet havde valgt at se på dem som kærester og set på sin mand med fokus på alle de ting ved ham som hun jo var glad for, som hun inderst inde elskede, så havde det måske set meget anderledes ud.

Hvis hun havde givet forholdet sit fulde engagement og ikke hele tiden været på udkig efter noget bedre, mon han så ikke også havde handlet anderledes i forholdet.

Han havde måske givet op og følt sig skubbet væk af hendes utilfredshed og ikke fået mulighed for at drage omsorg for hende og deres kærlighedsforhold som i stedet blot var blevet til et forhold hvor man lige får klaret hverdagen med hvem der gør hvad, men kærligheden og passionen, venskabet og nysgerrigheden på hinanden er kølet så meget ned, at den ville gå i stykker hvis man prikkede til den.

Han havde ikke svigtet hendes tillid, han hjalp til derhjemme og var en sød og omgængelig mand, men han havde jo heller ikke kæmpet for deres forhold, han havde ikke givet af sig selv, han havde ikke krævet at de var kærester, han havde ikke gjort noget for forholdet som kæreste men kun som sambo.

Han var blevet sløv og gad ikke længere gøre så meget for hjemmet og for at have tid sammen udover den de havde i hver sin sofa når ungerne var lagt og tv’et kørte til programmerne ophørte og hele tekst-tv’et skulle derefter tjekkes igennem så de aldrig kom i seng samtidig.

De havde ikke noget kæresteliv, de boede bare sammen og hun ryddede hans sokker op og vaskede hans tøj og han lappede hendes cykel og handlede ind, det var deres liv og det gik galt i mere end en forstand.

Jeg kender til bitre mænd, til ensomme mænd, til frustrerede mænd som i den grad savner at blive bekræftet, savner at være vigtig for deres partner, savner at blive set på som mand, kæreste og ægtefælle og ikke blot som en far til deres børn og en at deles om hjemmet med.

Nogle af disse mænd, holder en dør åben eller blot på klem, de søger ude i stedet for at tale med deres partner om hvad de savner i forholdet, fortælle om deres ønsker, håb og drømme. I stedet for at lægge deres fulde engagement i forholdet. så giver de halvdelen hjemme for samvittighedens skyld, så har de da gjort noget…

Det er ikke nemt, vi kan alle synes at vores partner er irriterende eller lignende ind i mellem, men det betyder jo ikke, at vi så aldrig kan tale med vores partner, det betyder vel heller ikke at vi ikke elsker.

Det betyder blot, at vores partner ikke er et hak bedre end os selv, for vi kan være lige så irriterende, gnavne, utålmodige, trætte, triste, sløve, fraværende… ind i mellem.

Så i stedet for at lade bitterheden æde os op indefra og måske ende med at handle overilet af frygt for at gå glip af en hel masse, så lad os hver især gå all in for de valg vi tager i vores liv.

Når vi vælger en partner, vælger at gå fra forelskelse til kærlighed, vælger at flytte sammen, få børn sammen, blive gift og få forpligtelser sammen, så lad os tage disse valg helt bevidst og engagere os fuldt ud i vores valg.

Lige så længe at kærligheden er til stede, lige så længe at tilliden er intakt (eller kan reddes), lige så længe at vi behandler hinanden med kærlighed og respekt, lige så længe er forholdet værd at gøre en indsats for.

Den vi forelskede os i, er stadig derinde et eller andet sted og i takt med at vi udvikler os, udvikler vores partner sig sikkert også, så der vil hele tiden være noget at være nysgerrig på hos hinanden og dermed forelske os i hinanden igen og igen.

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

Dette indlæg blev udgivet i Selvindsigt. Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Tænk nu hvis…

  1. Pingback: En bedre hverdag - en bedre verden |

  2. Jesper Vingborg Andersen skriver:

    Jeg var i sådan et forhold. Præcis som du beskriver. Det var hårdt. Og det trak ud. Alt for længe. Vi begik alle de fejl, du opregner. Til sidst var det blevet for meget, og så sagde vi stop.

    Det simple faktum er, at da forelskelsen havde lagt sig, så var der ikke andet. Den store kærlighed havde ikke indfundet sig. Alligevel kørte vi videre i årevis … for det var jo ligesom det, man skulle. Det var jo idealet.

    I dag har vi et fremragende forhold, og jeg vil uden tøven kalde mine børns mor for en af mine nærmeste venner. På nogle områder måske den bedste jeg har. Vi er bedre som eks’er, end vi nogensinde var som kærester. Vi ses nærmest dagligt, og samarbejdet omkring børnene er så godt som lydefrit. Vi spiser sammen en gang om ugen, og vi har tilmed holdt jul sammen. Det skal vi igen i år, og vi glæder os alle.

    Jeg siger ikke, at du tager fejl. Tværtimod. Den historie er alt for almindelig. Men der er også andre historier, og de kan også ende lykkeligt. Hvor den kærlighed vi ledte efter, bliver erstattet af den, vi rent faktisk fandt … selvom den var en helt anden slags.

    • JannieNH skriver:

      Tak for din historie Jesper

      Dejligt at høre at det også kan gå sådan, men du fortæller at det aldrig blev til kærlighed efter forelskelsen og den historie kender jeg også selv til, men man lader sig føre med strømmen, vennerne etablerer sig og får børn og det samme gør man så selv, det forventes og man stiller ikke selv spørgsmål til det før man sidder midt i det alt for længe.

      Men det er bedre at stoppe op sent end aldrig hvis kærligheden aldrig har indfundet sig og/eller hvis man gør hinanden mere skade end gavn og kan man skilles så godt som I har formået, er det jo fantastisk.

      Må I få en dejlig jul 😉

      Bh Jannie

Skriv et svar