Tænder du på gifte mænd?

Opsang medsøstre imellem… utroskab

Hvad med at vi som medsøstre passede lidt bedre på hinanden og ikke deltog i splittelse af familier og ægteskaber…

Jeg har hørt fra nogle mænd, at selvom de er gift og gør opmærksom på det, så oplever de intens flirten fra andre kvinder, og nogle gør det særligt efter når kvinden, hører deres stillingsbetegnelse såsom direktør, selvstændig, leder etc.

Nogle mænd fortæller, at de får sms’er fra kvinder, intime som fortrolige eller blot opfordring til at mødes og tale videre…

Andre mænd oplever, at en kvinde sender dem smigrende til alt for anmassende mails og andre kvinder begynder pludselig at massere deres skuldre og andre igen oplever andet, som er mere end almindelig flirt.

Det er gifte mænd, jeg her taler om og kvinder der ved, at disse mænd er i et fast forhold og  måske endda har børn og andre forpligtelser sammen.

Så er det jeg tænker på, om nogle af disse kvinder tænder på gifte mænd eller blot mænd med titler, gift eller ej, og tænder måske på, at disse ikke burde kunne scores og så skal det prøves af.

Hvis det blot er sex

Er det blot sex man som kvinde er ude efter, så er der så mega mange skønne ledige mænd, at man ikke behøver at gå efter en, der har ansvar andet steds og som på den måde gør livet besværligt for sig selv og for andre og dermed måske også for en selv.

Bare se alle de dating- og sex-sider der findes, kvinder kan generelt få sex hvor som helst og når som helst de ønsker det og er det blot for at få lettet trykket, så har man jo sig selv lige ved hånden, så at sige.

Så nej, jeg tror ikke på at det blot er sex – det må nærmere være bekræftelsen, og den er vel ikke mere værd fra en mand som er gift kontra fra en mand der er single.

Er det manden selv der tændes på?

Jeg kan sagtens se, at en titel kan signalere f.eks. handlekraft, beslutningsdygtig, engagement, empati etc. Men det behøver ikke nødvendigvis at betyde at en person der har en stilling der kræver handlekraft, så også præsterer det på hjemmefronten.

Eller er det den tryghed en god titel udstråler, som flere kvinder falder for? Det at være kravlet op ad rangstigen signalerer en jobtryghed og en fast og som regel god indtægt.

Eller er det usikkerhed?

Hvis man nu kan score en mand, som ikke burde kunne scores, for eksempel fordi at han er gift, så kan man måske overbevise sig selv om, at man da virkelig er noget værd, hvis han vil risikere sit ægteskab, familie og måske sit job, for at være sammen med en, er det mon dét, som der ubevidst tænkes?

Men sådan tænker en der er utro sikkert slet slet ikke.

De færreste der indleder et forhold eller et sidespring tænker på konsekvenserne, de skubbes langt langt væk og vedkommende føler sikkert ikke, at der risikeres noget ved at være sammen med en anden, i hvert fald ikke lige i det øjeblik, men mon ikke bagefter, for hvorfor ville man ellers lyve om det…

Måske tænker man slet ikke, men handler blot instinktivt på tiltrækkelsen uden at slå hjernen til og lader det på den måde udvikle sig til mere end blot god kemi og hyggelig flirt uden undertoner.

Men den person det gør en til, at ville score en, der ikke burde kunne scores, det tæller ikke til ens fordel.

Naturligvis findes der de forhold, hvor manden ikke har taget ansvar for det forhold han er i og ubevidst er på vej ud af forholdet og bruger en ny forelskelse (en villig kvinde) til det sidste skub.

Og naturligvis kan man blive betaget af eller forelsket i en gift mand, men derfra og til at handle på det, der skal være ubeskriveligt uopnåeligt vanvittigt langt for ikke at sige totalt no-go.

Er det mændenes egen skyld?

Det er da absolut mændenes egen skyld, men det fratager absolut ikke kvinden han involverer sig med for ansvar.

Mændene ved da, at de er på glatis, for når man nu er gift og har lovet konen at man er tro, at man ønsker at konen skal være tro og så alligevel sætter sig i situationer der modsvarer dette, så er man jo ikke selv troværdig og tager slet ikke ansvar for sig selv og sit kærlighedsforhold, sin familie.

Når man giver personlige oplysninger som arbejdsplads, mobilnummer, mail, adresse etc. Ja, så giver man et klart indtryk af, at man gerne vil tale med kvinden igen, at man gerne vil kontaktes og dermed giver man vedkommende indtryk af at man er til mere.

Og hvorfor vil man så gerne det?

Er det en form for bekræftelse man hungrer efter og derfor ikke tør sætte en skarp grænse, med risiko for at man så ikke får den bekræftelse det kan være at blive kontaktet?

Når man skriver intimt og fortroligt med en anden end sin partner, så vil næste skridt være at mødes, og hvad så… der vil hele tiden være et næste skridt der overvejes for og imod at tage.

“Man kan ikke gøre ondt mod andre uden derved at skade sig selv” / Desmahis

Jeg ved så, at nogle/enkelte af disse mænd heller ikke er særligt afvisende og halvt om halvt indforstået lover disse kvinder noget, ved at flirte intenst tilbage, give dem deres mobilnummer eller lave andre aftaler med dem, som de overbeviser sig selv om, er ganske harmløse.

En mand fortalte mig, at han var meget bevidst om dette, og derfor ikke satte sig i situationer, hvor han kunne blive fristet til at bryde sine værdier og ikke mindst risikere at miste kvinden i hans liv.

“There is nothing quite as sexy as a man who loves his wife – Every woman in the room wants to be her” / ukendt

En anden mand fortalte mig, at han selv længe havde undret sig over, at mænd i hans omgangskreds ikke var bevidste om at deres handlinger havde konsekvenser, og nogle af hans familiemedlemmer og kammerater stod nu ansigt til ansigt med konsekvenserne af dette, og de havde det nu virkelig rædselsfuldt med sig selv og overfor den person i deres liv, som de havde sagt at de elskede.

En mand fortalte mig, at han da godt kunne blive fristet og måske også gik lidt for langt ind imellem, uden dog, i hans optik, at være direkte utro, så vidste han alligevel, at han bevægede sig på farlig grund og egentlig heller ikke brød sig om det – bagefter.

Det var sjovt nok når han var i det, og fedt samt møgubehageligt når kvinderne efterfølgende ringede eller mailede til ham. Han havde selv givet dem muligheden for at kunne gøre det, men synes alligevel at det var ubehageligt, fordi han jo egentlig ikke ville mere, men fedt fordi han så følte sig bekræftet når de kontaktede ham.

“Har man ingen karakter, må man skaffe sig leveregler” /Albert Camus

Han var bange for at komme til at ende som et ensomt menneske, hvis han ikke fandt en grænse, som han kunne se sin kvinde i øjnene med, for lige nu kørte det ikke særligt godt.

Kvinden

Hvad er det så der gør at en kvinde flirter intenst med gifte mænd, flirter med undertoner, skal røre ved dem, sender dem frække beskeder på mail eller mobilen, opsøger dem og så videre?

Er det måske bare fordi det er ”ufarligt” for hende selv, fordi manden er gift, eller er det fordi hun tror at en gift mand er mere værd end en single?

Men prøv lige at tænke efter engang…  for hvis han er sammen med dig, så er han faktisk sin ægtefælle utro og hvis det er hans måde at agere på i et forhold, når han keder sig eller andet, i stedet for at tage ansvar for kærligheden i forholdet, så er han jo ikke længere den sikre, troværdige person som du faldt for og så har jeres forhold måske heller ingen fremtid.

Eller er du blot, på den ganske umodne og uintelligente måde, ude på at lave lidt rav i den?

Kvinder er kvinder værst

En helt anden ting i dette her er noget som Joan Ørting gjorde mig opmærksom på, og det er den mistillid der kan være kvinder imellem.

Joan nævner at mistilliden bunder i, at kvinder stjæler hinandens mænd, i stedet for at bakke hinanden op som medsøstre og holde fingrene langt væk, når det gælder mænd der er i forhold.

Det synes jeg er en rigtig god vinkel, blot skal man huske på, at ingen kan stjæles, som der ikke selv vil nappes og ansvaret ligger primært hos den der er i forhold og har påtaget sig et ansvar for et kærlighedsforhold, en familie.

Ansvaret ligger også hos en selv, om man tager ansvar for sig selv, sit liv og sine medmennesker, og her sine medsøstre, ved ikke at opføre sig på en sådan måde, som man bestemt ikke ville ønske for sig selv.

“Strong people stand up for themselves – stronger people stand up for others” / ukendt

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

– / –

Uddrag fra brev og svar fra Joan Ørtings brevkasse på facebook:

Hej Joan!
Er det altid forkasteligt at have et forhold til en gift mand?

Det har jeg nu haft i lidt over to år. Hans kone og børn ved ikke noget om det, de bor ret langt herfra. Han er meget yngre end jeg, som har voksne børn. Man kan jo ikke sige, det er et godt eksempel at vise ens store børn. På et tidspunkt vil de sikkert finde ud af det.

Forholdet til denne mand giver mig virkelig meget, men på en eller anden måde har jeg jo ikke fortjent det, derfor føler jeg mig ikke helt tilpas med situationen. Der er jo også så meget, jeg ikke kan sige til nogen.

Kærlig hilsen Kristine
Kære Kristine

Jeg synes, at det er stort af dig at sige, at du ikke har fortjent at være sammen med den unge mand. For det er faktisk sandt.

Du skummer fløden, og kommer lige ind fra højre og giver ham alt det, som kan være rigtig svært at få til at fungere i en hårdtarbejdende børnefamilie.

Selvfølgelig kan du sige, at han så bliver en bedre mand ved at få taget trykket, men samtidig lærer han også at lyve og have hemmeligheder bag sin kones ryg. Hvis hun en dag finder ud af det, så vil det være løgnen, der vil ødelægge hende.

Det er meget utrygt og også lidt uhyggeligt, at finde ud af, at ens elskede har løjet for en i 2 år – Det kan du naturligvis være ligeglad med, men det er jeg ikke.

Jeg arbejder nemlig med kvinder, laver kvindekurser og lign. og det interesserer mig, hvorfor kvinder har mistillid til hinanden. Jeg tror, at det skyldes, at kvinder stjæler andre kvinders mænd.

Hvis kvinder lod være med at stjæle hinandens mænd, og opførte sig som søstre overfor hinanden, så ville meget være anderledes.

Jeg er ikke nervøs for dig og dine voksne børn, og hvad de mon vil tænke, hvis det kommer frem. Jeg er nervøs for den lille nye familie.

Hvorfor bruger far sin tid hos dig, når der er brug for ham derhjemme? Hvad sker der med familien, (børnene) hvis det bliver opdaget?

Hvorfor bruger du din tid på noget, som der ikke er fremtid i ? Jeg synes, at du skal stoppe forholdet med det samme, og finde en mand som du kan kalde din.

Kærligst Joan

– / –

Læs også:

 – / –

PS! Tjek ind på Facebook og tryk “Synes godt om” på LoveRoad.dk, så vil du kunne holde dig orienteret om nye indlæg her på siden, samt få kloge citater, indlæg fra andre samt stof til eftertanke om livet og kærligheden  – Helt ærligt!

Dette indlæg blev udgivet i Selvindsigt. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Tænder du på gifte mænd?

  1. Pingback: Kvinder er kvinder værst |

  2. Pingback: Sæson for utroskab |

Skriv et svar