Står du i vejen for dig selv?

At ville udvikle eller ændre…

At ønske noget anderledes er ikke det samme som at ønske personen anderledes, det er oftest handlingerne der ønskes en fremadrettet ændring for og ikke at personen skal ændre sig som person. Ligesom der aldrig kommer en god dag...

– så hvor går grænsen for, at vil lave hinanden om, til at støtte hinanden i at blive den bedste udgave af sig selv

– og hvordan opnår vi den indsigt der gør, at vi kan se forskellen i det og fordelen ved det – og ikke mindst vil handle på det?

For baggrunden i dette ønske er jo netop, at man elsker personen, at personen er mere end bare god nok, og derfor vil man ikke ende ud med at miste hinanden…

Så hvilke muligheder er der tilbage, for at redde forholdet på en sådan måde, at begge har en indsigt der gør, at hver især har en forståelse for, at vi påvirker hinanden ved det vi gør og det vi ikke gør, og at vi derfor bør tænke over, om det vi gør er vigtigere for os end konsekvenserne af det?

Oftest så forelsker vi os i en person udfra vedkommendes personlighed, værdier, moral, normer osv. og at det som personen giver udtryk for at stå for, også er noget som vedkommende efterlever.

Hvis vi så oplever når hverdagen i samlivet rammer os, at personen ikke efterlever de her værdier, overbevisninger etc. men er en anden end den han/hun gav udtryk for at være, så er det ikke fordi vi ønsker at ændre vedkommende, vi ønsker blot at han/hun er den som vi forelskede os i.

Naturligvis ændrer og udvikler vi os igennem et forhold, men hvis ændringen indebærer at man fremstår utroværdig med manglende integritet eller andet som har betydning for ens partner, vores arbejdsliv eller de mål vi har sat os i livet. Eller hvis ens adfærd, vaner etc. virkelig ikke understøtter den person, som man er og gerne vil være – ja- så står vi i vejen for os selv.

Jeg har i nogen tid reflekteret over det her med at ville udvikle sig og kunne se fordelen ved det, kontra at andre ønsker at man skal ændre sig

– og betyder det sidste så, at andre vil lave en om, eller betyder det blot, at andre vil støtte op om, at man udvikler sig til den bedste udgave af sig selv?

Som udgangspunkt ville det være fantastisk, hvis det altid var noget som man selv tog ansvar for.

Jeg har endnu ikke fået helt klarhed over, hvordan vi hver især kan få øjnene op for at det at udvikle sig, ikke er det samme som at man ikke er god nok, men nærmere at man er mere end god nok og derfor fortjener at være den bedste udgave af sig selv.

Men også fordi at ens vaner, adfærd og handlemønstre godt kan stå i vejen for det man ønsker sig i livet.

Da jeg ikke kan levere en ready-to-go-løsning, så håber jeg alligevel at mine reflektioner kan give dig en form for afklaring og at du derigennem kan finde en løsning der passer dig og jer ud fra de tanker som jeg har gjort mig.

“Alle tænker vi på, at verden burde forandres. Men ingen tænker på, at vi selv burde være anderledes” / Leo Tolstoj

Min overbevisning er at al forandring skal ske med udgangspunkt i os selv, men hvad kan man så selv gøre anderledes for at ens partner stopper med de vaner eller handlemønstre der skubber en fra sig?

Og her taler jeg ikke om at skoene ikke står pænt, at jakken hænger på stolen og ikke på knagen, at man kan lide at se fodbold og ikke tennis, at man kan lide rød og ikke blå, at man kommer til at snerre eller fyre en malplaceret vittighed af osv. for alt dette er noget, som man bør gøre sig selv den store tjeneste, at lære at grine af eller sige “pyt” til.

Jeg tænker mere på de oplevelser, som virkelig sårer eller støder en og som gør at man trækker sig følelses- og/eller lystmæssigt fra sin partner og ikke blot bliver fornærmet over. Men ting der gør at man som partner føler sig svigtet, krænket, utryg etc.

Det vender jeg lidt mere tilbage til senere i indlægget…

Det kom op at vende igen her forleden i en debat der kørte på LoveRoad.dk’s facebook side udfra et indlæg af parterapeut og sexolog Maj Wismann som jeg linkede til, du kan se et lille uddrag her:

“Hun havde adskillige gange forsøgt at tale med ham om det, men hun var aldrig blevet mødt med forståelse, anerkendelse eller: ”Det sker ikke igen.”

Nej, hun var tværtimod blevet mødt af en mand, der ikke kunne se, at det da skulle være et problem, så hvorfor i alverden skulle han nu til at ændre sig.

Hun havde et problem med hans adfærd. Og han negligerede og ignorerede det. Han ville ikke indse, at hans adfærd over for hende skubbede hende følelsesmæssigt væk. Og fordi han ikke ville se det i øjnene, så kunne han heller ikke ændre sin adfærd.

Han havde ikke lært, at når den ene part i et parforhold oplever et problem, så er det parforholdets problem, forstået på den måde, at det uanset, hvordan man vender og drejer det, vil ”gå ud over” parforholdet i en eller anden henseende, hvis ens partner går og slås med et problem

Afsnittet fra Maj omhandler en kvinde der føler sig svigtet af sin mand ved hans adfærd, men det er ikke lige præcis denne konstellation jeg har i tankerne, for det kan sagtens være omvendt, at det er kvinden der har en adfærd der skubber manden fra sig.

Som du kan læse ud af ovenstående, så trækker den ene part sig og ønsker ikke at anerkende eller forstå sin partner og slet ikke finde en løsning der gør at partneren igen føler sig tryg. Personen mener ikke at det er vigtigt, negligerer det og søger ikke at forstå sammenhængen imellem egne handlinger og konsekvensen af disse.

Problemet forsvinder jo ikke blot fordi at man ikke taler om det, problemet bliver heller ikke mindre for partneren af den grund og hvad sker der så?

Ved at det er et problem for ens partner, så bliver det også et problem for parforholdet og dermed er det også et fælles problem.

“Du er enten en del af løsningen eller en del af problemet” / Eldridge Cleaver

Man må så gøre op med sig selv, om den her vane eller adfærd, som virkelig betyder noget for ens partner, om det er noget som er vigtigt for en eller om det kan erstattes af noget andet.

Hvis adfærden eller vanen f.eks. bunder i kedsomhed, så kunne den snildt erstattes af noget andet, du kan vælge at foretage dig noget med din partner eller børn, du kan gå eller løbe en tur, læse en bog, få dig en hobby eller en fritidsinteresse, du kan få ordnet noget af det der trænger i boligen og dermed opnå en tilfredsstillelse oveni at du får bugt med din kedsomhed.

Men bunder din kedsomhed i ugidelighed, så skal du tage hånd om ugideligheden, før du kan tage hånd om kedsomheden og igen, det er dit liv og dit valg – og det du vælger eller fravælger at gøre har en betydning for dig og dine nærmeste om du vil det eller ej.

Hvis man finder ud af, at den adfærd eller de vaner som man har, der står i vejen for et godt kærlighedsforhold, at de er så vigtige, at man hellere vil bevare disse end forholdet, så er det lige det, som man skal handle på og melde ud, så ens partner kan vælge en til eller fra på det rigtige grundlag.

Så kan du måske sige, at det ikke er dig der skal ændre dig, det er din partner der ”bare” skal lade være med at blive såret, vred, føle sig utryg eller ulykkelig. Men så skal du tænke på, at din partner sikkert har haft det op at vende mere end tusind gange i sit hoved og i sit indre, før det siges til dig.

Tanker omkring om det virkelig er så vigtigt, om man nu er nærtagende, snerpet, urimelig etc, og derfor først taler med dig om det, når det er afklaret at det faktisk har en stor betydning for, om han/hun kan være lykkelig sammen med dig, hvis du ikke ændrer adfærd.

Det at emnet bliver taget op, er faktisk en stor kærlighedserklæring, for det er netop for at finde en løsning der gør, at man ikke skal gå fra hinanden, det er med ønsket om at kunne fortsætte sammen.

Det er også en stor tillidserklæring, fordi det kan være ganske grænseoverskridende at vise sin sårbarhed også til sin partner.

Lave om på hinanden?

Hvis nu du har en partner med, lad os kalde det for, en uhensigtsmæssig adfærd. Det kan være at vedkommende har nogle vaner som skubber dig fra ham/hende og hvis vedkommende negligerer problemet og ikke har en forståelse for, at hvis det er et problem for dig, så er det også et problem for forholdet og dermed for vedkommende selv, hvad er mulighederne så?

Skal du så prøve at ændre på din partner på en sådan måde, at det er en opfordring til udvikling, skal du bide det i dig som nu sårer dig, eller skal du gøre det forbi?

Det bedste ville jo være, at når vi har indfanget den eneste ene, at vi selv hver især tager ansvar for at blive den bedste udgave af os selv, at det ikke bliver pålagt vores partner at sige til og fra, men at vi selv tager ansvar for os selv og vores liv.

Det handler om det her med, at man ikke skal gå og lave hinanden om, samtidig med at man skal ønske at udvikle sig til den bedste udgave af sig selv for hinandens og dermed for ens egen skyld.

Vi har hver i sær så meget i bagagen som vi bruger til at begrænse os i at gøre dette.

Men hvor går grænsen så?

Forskellen må ligge i om man prøver at lave om på sin partner som person, eller om man støtter op om hinandens personlige udvikling, ikke for at blive en anden person, men for at blive den bedste udgave af sig selv.

Efter min bedste overbevisning så indebærer muligheden for at være lykkelig, at man har personlig integritet, er autentisk og troværdig.

Er det disse ting her som er i spil, på den måde at der faktisk er nogle handlemønstre, vaner eller en adfærd, som man skal ændre på, for at have personlig integritet, så er det for mig at se en støtte og ikke en anklage, når ens partner har modet til at tale med en om disse ting.

Naturligvis kan det sige på mange måder, og nogle helt sikkert bedre end andre, men hvis man lige hæver sig selv op i helikopteren engang og ser på det udefra, med tankerne på at ens partner faktisk elsker en og vil en og forholdet det bedste, så giver det et meget bedre udgangspunkt for at tage imod og se indad.

At inspirere og støtte hinanden i personlig udvikling

Jeg så for nogen tid siden en film, som jeg har set før. Den hedder ”A walk to remember”, det er en ganske romantisk kærlighedsfilm, men den er meget mere end dette.

Den handler om en skøn ung mand med en adfærd som bestemt ikke er den bedste udgave af ham selv. Han forelsker sig i en pige, som har personlig integritet, er et autentisk og troværdigt menneske ved at hun står ved sig selv og den hun er samtidig med at hun er bevidst om at være den bedste udgave af sig selv.

Den unge mand lader sin kærlighed til hende udvikle ham, til at blive den bedste udgave af sig selv og han elsker hende for det.

Det er meget skarpt sat op, for filmen har rigtig mange fine budskaber, men lige for dette indlæg så er det denne essens som jeg gerne vil hive frem.

For hvordan får vi så hinanden til at ville udvikle sig til at være den bedste udgave af os selv?

Det kan vi efter min overbevisning ikke rigtig gøre, vi kan måske påvirke, støtte og inspirere til det, men hvis vedkommende ikke selv vil, så er det en umulig opgave.

Så udgangspunktet må være omvendt, at vi hver især vil gøre os fortjent til den kærlighed vi får af vores partner ved at være den værd og tage ansvar for at blive den bedste udgave af os selv som et autentisk troværdigt menneske.

Når det bliver svært

Det er bare sådan, at når vi elsker et andet menneske, så kan vi give vedkommende mange chancer, vi taler og taler om tingene, vi fortæller hvad det gør ved os, vi fortæller at vi ikke kan leve sådan, vi græder, råber og bliver indadvendt.

Vi bliver ulykkelige, modløse og vrede og hvis intet hjælper for at trænge igennem, om at det her problem, som man har med den eller den adfærd, det er et fælles problem, så bliver det med tiden sådan et problem, der vil ødelægge forholdet.

Og det er ikke den anden person der er problemet i sig selv, problemet er den andens adfærd, en vane eller en handling som der blot kan ændres på – hvis man vil.

Jeg har i et tidligere indlæg skrevet om det her med at vi kan stå i vejen for vores egen lykke, ved at holde fast i nogle uhensigtsmæssige vaner.

Hvis vi har en vane eller en adfærd som sårer vores partner og vi alligevel fortsætter med den, så skubber vi vores partner fra os, det kan være lyst-, kærlighedsmæssigt eller begge dele.

Og hvis vi måske endda fortsætter med det i det skjulte, så der udover adfærden der sårer, også er kommet hemmeligheder og måske endda løgne ind i billedet, så har vi udover dette også valgt utroværdighed til vores person og dermed skubber vi vores partner endnu længere fra os.

Det er sådan, at hvis man fortsætter med noget som sårer ens partner, uanset om man tror at det er hemmeligt eller ej, så vil ens partner på et tidspunkt give op og et tydeligt tegn på dette er at vedkommende ikke længere kommenterer det eller tager emnet op.

Og så kan du måske tro at du er ”safe” og at din partner har accepteret at du fortsætter, men når man giver op på hinanden, så er det ikke lig med accept, det er en form for afklaring i ens indre, om at man er mindre værd for ens partner end det som han/hun fortsætter med at gøre – og det eneste der kan ændre på dette, det er at du stopper også i det skjulte.

Når man har givet op, så vil det gøre, at man bevidst eller ubevidst er på vej ud af forholdet og det næste tegn på dette kan være, at lyset bliver slukket i øjnene når vedkommende kigger på en.

Du kan også se det ved at vedkommende er ikke så glad i dit selskab, som personen før har været, trækker sig måske mentalt og lystmæssigt fra dig, har perioder hvor vedkommende kan opleves ekstra indadvendt, trist eller vred og så er vedkommende på vej væk fra forholdet i en eller anden forstand, hurtigt eller lidt efter lidt.

Og var det egentlig det som du ville?

Når partneren har fortalt os hvad der sårer, så er det fordi at partneren gerne vil forholdet og ønsker at der sker noget, som gør at vedkommende ikke længere føler sig såret og dermed ikke skal tænke på at afslutte forholdet.

Når partneren ikke længere tager emnet op, så er det ikke fordi at vedkommende tror at man er stoppet med det eller ikke ved at handlingen fortsætter, det er fordi at partneren ikke orker mere.

Når ens partner fortæller hvad der sårer, så er det jo ikke med et ønske om at lave om på en som person, for man er sikkert elsket meget højt som person.

Det er ens handlinger der bliver kommenteret på og derfor bør man ikke gå i forsvar, blive aggressiv eller vred eller måske endda negligere og undgå emnet, men bør nærmere gå ind i en dialog og finde en fælles løsning eller blot stoppe helt med adfærden eller vanen.

Tabe ansigt

Der er mange mennesker, generelt tror jeg at det er overvejende mænd, som har svært ved det her med at skulle ”tabe ansigt” og det kan de føle at de gør hvis de beklager og indrømmer fejl eller hvis de står med oplevelsen af at de kunne gøre noget bedre som person og måske får en oplevelse af at ”skulle rette ind”.

Uanset at de måske har overtrådt deres partners grænse, har såret, svigtet eller lignende.

Hvis man har det skidt med at ”tabe ansigt”, så er det svært som partner at fortælle om sine sorger og bekymringer, hvis de omhandler personens handlinger, for hvad nytter det, hvis vedkommende ikke kan eller vil tage ansvar for sine vaner eller adfærd, ikke vil gå ind i en dialog og finde en fælles løsning, ikke vil anerkende ens følelser? Det vil på sigt ødelægge forholdet.

“At tabe ansigt er en ædel sag, som vel kan frelse klodens folk en dag og give taberen evig hæder – hvor kun tåber vil se det som et nederlag” / Piet Hein

Hvis man føler, at man skal indrette sig eller ændre sig, og at det er lig med at man så ikke er god nok som et individuelt menneske, så kan man have en oplevelse af at ”tabe ansigt” ved at skulle ”føje sig” for den andens behov og det er en side af sagen, som oftest slet ikke er tilfældet set fra den andens side, men måske kan opleves ganske reelt for en selv.

Men hvad er stolthed værd, hvis den koster en noget, som i sidste ende er meget mere værd?

Den part der kommer med et ønske om en ændring, tænker ikke i sejre og nederlag og slet ikke i at man ikke er god nok. For man er mere end god nok, netop fordi ens partner har valgt en på grund af at man er så meget mere end god nok.

Ønsket bliver fremsagt af kærlighed, fordi man ønsker forholdet og det at vise sin sårbarhed og fortælle om sine bekymringer og om det der sårer en, det kræver et stort mod, netop fordi man er bange for at blive afvist.

Men fordi kærligheden og fordi at du er vigtigere end ens egen sårbarhed, så ønsker man at få denne splint af vejen.

Man ikke kan ændre på andre mennesker, man kan fremkomme med et ønske, men ændringen skal komme indefra personen selv.

Hvordan kan man så selv finde frem til, at ville udvikle sig ved at ændre på de vaner etc. som ikke er særlig hensigtsmæssig for ens egen lykke, når nu det ikke nytter så meget at ens partner forsøger sig?

Det er sjovt det her med at udvikle sig, for på arbejdspladsen retter man ofte ind, man går i dialog, går på kompromis, ændrer adfærd eller andet der gør at hverdagen fungerer, arbejdsopgaverne bliver løst på bedste vis, firmaet får en større indtjening eller at man ved at ændre/udvikle sig så kan få den stilling, det ansvar eller de opgaver som man ønsker sig.

Hvorfor er det, så uendeligt svært når det drejer sig om kærligheden, er det fordi at kærligheden er mindre vigtig for en end arbejdslivet, eller er det fordi kærligheden netop er så vigtig for en, at man gør det mere besværligt for sig selv af frygt for… hvad?

Det kræver virkelig en selvindsigt og en personlig modenhed, at kunne se indad hos sig selv og ikke mindst at kunne handle på det.

Hvis man kan se udover dette med at ”tabe ansigt” og evner at se, at de problemer hver især har i forholdet, først bliver et problem, hvis der ikke ryddes ud og op i dem, der ikke er hensigtsmæssige, så er jeg overbevist om, at det vil gavne ikke blot kærligheden og forholdet, men også os selv hver især.

Jeg har skrevet i indlægget ”Dit liv – dit ansvar”, mere omkring det her med at tage ansvar for sig selv og sit liv og ikke lade vaner og adfærd stå i vejen for at nå de mål man sætter sig i livet, om det er i kærligheden eller i arbejdslivet.

De mennesker som gerne vil have en til at udvikle sig ved at ændre på sin adfærd, det er oftest kærlighed der ligger bag dette ønske og ikke en overbevisning om, at man ikke er god nok – tvært imod.

Desværre er det også sådan, at hvis man ikke kan eller vil tage imod denne kærlighed ved at vælge at udvikle sig for sin parter, for forholdet og dermed for en selv, ja, så står man i vejen for sig selv

– og måske i sidste ende, så står man også med en kuffert i hånden og et afsluttet forhold.

Desværre har jeg endnu ikke fundet ud af hvordan den her nød kan knækkes, så jeg søger stadig…

Billedet her nederst, som er en oversigt der kan bruges for at opnå indsigt vedr. eventuel ændring af adfærd og vaner kan hentes som PDF-fil her visuelt stillads – ændre adfærd vaner

Læs også:

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

– / –

PS! Tjek ind på Facebook og tryk “Synes godt om” på LoveRoad.dk, så vil du kunne holde dig orienteret om nye indlæg her på siden, samt få kloge citater, indlæg fra andre samt stof til eftertanke om livet og kærligheden  – Helt ærligt!

visuelt stillads ændre uhensigtsmæssig adfærd og vaner

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Selvindsigt. Bogmærk permalinket.

23 kommentarer til Står du i vejen for dig selv?

  1. Pingback: 2014 |

  2. Pingback: Kommunikation og evolution |

  3. Pingback: Kan du være noget halvt og stadig opfatte dig selv som hel? |

  4. Pingback: Klare aftaler i forholdet |

  5. Pingback: Hvorfor dog være autentisk? | Compell - Online forretningsudvikling

  6. Pingback: Er du monogam? |

  7. Pingback: Det kræver mod at vælge ærligheden | Compell - Online forretningsudvikling

  8. Pingback: Er du eller kender du en "hverdags psykopat"? |

  9. Pingback: Er din kæreste din bedste ven? |

  10. Pingback: Miste for at lære at værdsætte? |

  11. Pingback: Skal den gamle udskiftes eller er du på udkig efter den nye store kærlighed? |

  12. Pingback: Kvinder er kvinder værst |

  13. Pingback: Du har et valg |

  14. Kåre Fog skriver:

    Jannie
    Du skriver bl.a.:
    ” så hvor går grænsen for, at vil lave hinanden om, til at støtte hinanden i at blive den bedste udgave af sig selv”
    Det er et af de steder, hvor hunden ligger begravet. Kvinder er meget ofte emsige m.h.t. hvordan manden skal være, og de kalder det at støtte ham eller at hjælpe ham. Det er en tilgang, som fungerer fint kvinde og kvinde imellem. Men den fungerer som regel dårligt over for mænd. Det som kvinden kalder at støtte og hjælpe, opfatter manden som utidig indblanding. Ofte virker det provokerende for konen, at manden ikke tænker og føler som hende selv, og derfor vil hun lige `hjælpe´ ham til at opnå den rette måde at tænke og føle på, nemlig hendes. Hvis dette hjælpeprojekt lykkes, er det til skade for begge parter, for så er manden ikke længere en mand og ikke den person, hun i sin tid forelskede sig i.

    Din artikel tager udgangspunkt i situationer, hvor manden gør noget, som sårer kvinden. Du er meget lidt konkret her, så det er egentlig umuligt at tage stilling til, hvad der er rigtigt. Somme tider skal kvinden simpelt hen fortælle manden, at det-og-det er sårende, og hvis manden slet ikke havde tænkt den tanke, at hun kunne opleve det på den måde, så vil det gøre ham mere opmærksom på at undgå det næste gang. Hvis han elsker sin kone, ønsker han selvfølgelig ikke at såre hende.

    Men -men-men. I mandens øjne er konen ofte hyper-sensitiv. Konen påstår at føle sig såret over noget, hvor manden siger, at det er altså for latterligt at hun ikke kan tåle det. Det kan f.eks. være en lidt barsk form for humor, som ikke skal tages alvorligt. Eller hvad ved jeg – du nævner ingen konkrete eksempler. Sagen er nu den, at hvis konen påstår at en bestemt adfærd sårer hende, så siger hun også, at den adfærd er helt uacceptabel for hende. Derved bliver hun igen dominerende og bestemmer over manden. Hun fremfører ikke et ønske om at han skal ændre adfærd, nej, hun forlanger at han skal ændre adfærd, ved at bruge ordet `sårende´.

    Alt kan bruges eller misbruges. Ordet `såre´ kan også bruges eller misbruges. Om det er det ene eller det andet kan ikke siges generelt. Det må komme an på den konkrete situation.

    • JannieNH skriver:

      Du har helt ret Kåre og jeg har med vilje ikke givet eksempler, jeg har taget udgangspunkt i det virkelige liv ud fra størstedelen af de læserbreve som jeg har modtaget, ud fra mit eget og min omgangskreds, venner og bekendtes liv og alt det jeg har læst mig til og hørt om, det har både været mænd og kvinder – og derfor har det været forskelligt det som jeg har haft i tankerne, for mennesker er forskellige og vi har derfor ikke de samme grænser.

      Fællesnævner for dem alle er dog at partneren har haft en adfærd, vaner etc. som virkelig har såret den anden part og her taler jeg ikke om at man er småfornærmet osv., det er sådanne ting som gør, at man begynder at overveje skilsmisse hvis der ikke sker en ændring, fordi handlingen opfattes som et svigt, at man bliver krænket, føler sig utryg etc.

      Jeg nævner bl.a. i indlægget at hvis disse vaner er noget der gør at det er ens personlige integritet, ens troværdighed der er på spil så adfærden gør at partneren udover selv at føle sig svigtet, krænket, utryg etc. oplever at partneren er utroværdig, uautentisk med en vaklende personlig integritet, så er der meget mere på spil udover forholdet.

      Som udgangspunkt flytter vi ikke sammen med en person som vi ikke elsker, for personens egen skyld, lige som han/hun er, med bevidsthed om de mindre heldige ting, som man heldigvis kan sige pyt til og derfor (meget generelt, ved jo at det ikke gælder i nogle tilfælde) så ønsker man derfor heller ikke at ændre på hinanden.

      I mange af de her tilfælde som jeg har i tankerne, så har partneren givet udtryk for en ting i forelskestiden og løbende over årene har virkeligheden vist noget andet, så det er ikke en ændring der ønskes, man ønsker blot at vedkommende virkelig er den som man forelskede sig i, med de normer, værdier, moral etc. som vedkommende gav udtryk for at have og selv efterleve.

      Vi udvikler os alle igennem livet, bevidst og ubevidst, og dermed kan vi også ændre os, vi bliver forhåbentlig klogere og mere moden, men vi kan også få nogle dårlige vaner og adfærd som kan udspringe af kedsomhed, ugidelighed osv. Når jeg her nævner dårlige, så mener jeg vaner/adfærd der står i vejen for et godt kærlighedsforhold, et godt arbejdsliv eller blot at nå de mål som vi har sat os i livet.

      Forskellen er om man er bevidst om sine handlinger og derigennem at man påvirker sine omgivelser og dermed sine egne relationer eller om man blot lader sig glide med strømmen uden at tænke over, om man går den rigtige vej, som understøtter den person man er og gerne vil være…

      • Kåre Fog skriver:

        OK, her er vi inde på noget andet, nemlig at partneren (f.eks. manden) ikke er den, han gav sig ud for at være i kurtiseringsfasen.
        Folk vil ofte falde for en person, der er dygtig skuespiller og forstår at gøre og sige lige netop det, som han forventer at den anden gerne vil se og høre. Hvorimod en person med knap så stort ego, som hellere vil fremstille sig selv lidt ringere end han er, frem for at overdrive sine fortrin, har langt sværere ved at overbevise en partner.
        I de fleste tilfælde har en mand ganske svært ved at ændre sig. Han er som han er (og denne urokkelige fasthed er ofte noget af det, kvinden falder for i forelskelsesfasen). Hvis kvinden opdager at hun har købt katten i sækken, må hun forlade ham.
        Jeg er udmærket klar over, at det er rigtig godt, hvis manden er bevægelig og kan ændre sig gennem personlig vækst. Men impulsen til det skal måske ikke komme fra konen, for så bliver det let til, at konen bestemmer, hvordan han skal være. Hvis livets udfordringer mere generelt kan motivere manden til at udvikle sig, er det godt. Men den der med, at kvinden tror at hendes varme, uegennyttige kærlighed kan smelte ham og sætte ham i bevægelse, er desværre ofte kun en umulig drøm.

      • JannieNH skriver:

        Ja faren kan ligge i, at man går ind i et forhold, med en eller anden naiv forestilling om, at man kan/skal lave om på hinanden uanset ens ellers gode intentioner.

        Hvor ville verden dog se anderledes ud, hvis vi hver især ikke gav udtryk for at være andre end lige den vi er og samtidig søgte mod at blive den aller bedste udgave af os selv. Mon vi nogensinde når dertil, det ved jeg ikke, men håbet vil jeg bevare 🙂

      • Kåre Fog skriver:

        En bemærkning mere:
        Der er en sammenhæng mellem testosteron og mangel på fleksibilitet.
        Et højt niveau af testosteron i blodet giver manden en maskulin – og dermed tiltrækkende – adfærd. Hertil hører f.eks., at han stædigt bliver ved med at efterstræbe det, han vil have. Han tager f.eks. ikke et nej for et nej, men bliver ved med at kurtisere, indtil kvinden giver sig. Det finder visse kvinder attraktivt.
        Problemet er så, at når denne attraktive testosteron-mand er blevet gift, så er han stadig lige ufleksibel.
        En mand med lavere testosteron-niveau vil have betydelig lettere ved at se sine egne fejl, og være betydelig mere villig til at ændre sig og udvikle sig. Men en sådan mand er også mindre viljefast og målrettet over for kvinder, og derfor mindre tiltrækkende i første omgang.
        Så kvinderne må være opmærksomme på, hvad det egentlig er for en mand, de vælger.

      • JannieNH skriver:

        Den her synes jeg kan være rigtig farlig – for hvilken mand vil ikke give indtryk af at have et stort testoteron niveau og dermed måske forfalde til at tro at det der gør ham til en mand er at være stædig, ubøjelig eller have en stereotyp adfærd der vises i diverse reklamer etc. Det kan have sin relevans i nogle sammenhænge, men absolut ikke i alle.

        Jeg har ikke låst mig fast på om mænd er på en helt bestemt måde og det samme med kvinder, men kan dog godt se at vi håndterer problemer/udfordringer forskelligt. Ganske generelt så har kvinder det bedst med at tale sig frem til en løsning hvor mænd også helt generelt har det bedre med at klare det inden i sig selv. Dér tror jeg at vi ville have godt af at lære af hinanden.

        Min overbevisning er at der ikke er en mandetype som er fremherskende for hvordan mænd er, for mig at se er der nærmere forskellige typer af mænd, lige som der er med kvinder. Det man så hver især foretager sig, gør os så til en bestemt type mand eller kvinde.

  15. Kåre Fog skriver:

    En tilbagemelding:
    En hovedoverskrift for mig er, at man må aldrig være dominerende, dvs. sådan at man insisterer på at få sin egen vilje igennem trods partnerens modstand. Det gælder for både mand og kvinde.

    Det der kan være galt ved den form for kritik, som mange mænd føler sig udsat for, er at konen er dominerende. Det er hun i den forstand, at hun er overbevist om at hun har ret, og at det kun er et spørgsmål om tid førend manden til sidst indser det. Den mulighed, at hun måske ikke har ret, eller at mandens synspunkt er lige så godt, eksisterer slet ikke i hendes bevidsthed. Hvis dét er tilfældet, så er hun dominerende, og det går ikke.

    Ændring og personlig vækst kan kun ske i en atmosfære, hvor ingen bliver tromlet over af den anden. Hvis manden svarer til konen, at han kan ikke give hende ret i hendes synspunkt, så skal hun respektere det. Hvis hun ikke respekterer det, så respekterer hun i virkeligheden ikke manden som person, og så ved vi jo nok, hvordan det ender.

    Pudsigt nok er det langt mere almindeligt, at konen vil lave om på manden, end at manden vil lave om på konen. Jeg sammenligner det lidt med, at når møblerne først er stillet op i stuen, og potteplanterne har fundet deres plads, så er manden tilfreds – det fungerer jo. Sådan kan det godt få lov at blive stående de næste 40 år. Hvorimod konen som regel bliver grebet af trang til at flytte om på møblerne med jævne mellemrum. Hvad der gælder møbler, gælder også vaner og væremåde. Når manden er gift, og familielivet kører derudaf, så er det som det skal være, og han kan ikke se nogen grund til at lave om på noget. Hvorimod det snart sitrer i hende for at lave noget om, bare for forandringens skyld.

    Det er selvfølgelig særlig slemt, hvis konen bruger alle mulige småbitte detaljer i husholdningen som påskud til at kritisere manden. Konen er ofte perfektionist, og hun forlanger at de små ting skal være på en helt bestemt måde, nemlig hendes måde. Det er at være dominerende. Sommetider ser man, at hvis først parret bliver skilt, så er alle disse små detaljer pludselig ikke vigtige mere. De var kun vigtige, så længe dét kunne bruges til at tryne manden.

    Hele dette mønster er meget skadeligt, uanset om manden vælger at give efter, og derfor kommer under tøflen, eller om han vælger stædigt at holde fast på sit, af princip, for at bevare sin værdighed. Der er kun én løsning: konen må lære at det er være forkert at være dominerende. Hvilket jo slet ikke er det samme som, at hun aldrig må påtale, når noget er forkert.

    • JannieNH skriver:

      Hej Kåre

      Tusind tak for tilbagemeldingen.

      Jeg kender udmærket til sådanne forhold som du beskriver her, de findes i den grad og det er ubehageligt at være vidne til og at skulle leve i sådan et forhold som er totalt uligeværdigt må være rædselsfuldt. For mig er dette blot en helt anden problematik, end den som jeg gerne vil have frem i mit indlæg, så måske er det ikke lykkes mig godt nok 🙂

      Det som jeg reflekterer over, det er det her med, at man kan være sin egen værste fjende, ved at have taget en vane eller adfærd til sig, som ikke er hensigtsmæssig fordi den ødelægger noget for en, som er langt vigtigere for en end selve adfærden/vanen i sig selv.

      Og hvordan kommer man ud af dette, opnår en bevidsthed og selv indsigt der gør, at man kan sætte sig udover en stolthed, som i denne sammenhæng er helt malplaceret, selvom den kan føles ganske reel.

      Kommunikation er en rigtig god ting, at lære at lytte for at forstå, er en endnu bedre ting, og for at kunne dette, så skal man kunne sætte sig ud over sig selv og have et oprigtigt ønske om at ville det bedste for helheden…

      Det er ikke nemt, det er en process, men en process som kan læres – hvis man vil og er åben for det og hvordan kommer man så derhen, hvis man ikke er bevidst om at dette er en mulighed, som man faktisk kan have stor glæde og gavn af…

  16. Kåre Fog skriver:

    Jeg er meget uenig i denne artikel.
    Det er en almindelig `sygdom´ i et parforhold, at kvinden igangsætter et `projekt-lav-manden -om´. Det kommer der som regel ikke noget godt ud af.
    Der er to muligheder: 1) Manden accepterer konens kritik, og forsøger at lave sig selv om, sådan som hun beder om. Han håber så, at når han har vist sin gode vilje, så belønner hun ham med større hengivenhed og kærlighed. Det gør hun måske så i 14 dage. Derefter finder hun en ny ting, som han også lige skal lave om ved sig selv, og sådan fortsætter det. Jo mere manden accepterer at ændre sig selv, uden at gøre modstand, jo mere mister konen respekt for ham, og til sidst er al respekt væk, sådan at forholdet opløses, med en nedbøjet og deprimeret mand og en uforsonlig, hævntørstig kone som de kombattanter, der ødelægger de sidste rester af parforholdet.
    Mulighed 2 er, at manden har en instinktiv fornemmelse af, at hvis først han giver efter for det første krav, så kommer der et nyt og et nyt. Han ved at hvis han går ind i den proces, så mister han sin mandighed. Hvis konen insisterer og bliver ved med at bringe det samme kritikpunkt på bane dag efter dag, så bliver mandens tilværelse i hjemmet ulidelig. Han forsøger at undslippe, og hvis han ikke kan, kan det ende i hustruvold.
    Konen må derfor indse, at det er forkert at ville lave et andet menneske om. Hun kan påpege et problem – f.eks. at hun lider meget under at manden ikke overholder aftalte tidspunkter. Når først hun har påpeget det, må hun holde inde. Hvis manden nægter at lytte til hende, er det værste hun kan gøre, at insistere. Det får kun tingene til at gå i hårdknude.
    Hvis manden bliver mødt med kritik, opfatter han det som kulde, og kulde får ham til at fryse fast. En ændring, dvs. en omformning af den faste figur, kræver varme for at blødgøre figuren og smelte ham.

    • JannieNH skriver:

      Hej Kåre

      Tak for din respons på mit indlæg.

      Hvis udgangspunktet er at ville ændre på hinanden så den ene bliver føjelig, så går man helt galt i byen og deri er jeg meget enig med dig. Jeg taler ikke om at ændre sig på den måde, at man går på kompromis med sine primære værdier, for dermed vil det være krænkende at skulle ændre sig. For mig i dette indlæg er det ikke at man ændrer sig, men nærmere at man udvikler sig og det kan så indebære en ændring af en adfærd, nogle handlemønstre eller vaner.

      Hvis mit indlæg kan tolkes som at det er de små ting i hverdagen man vil have ændret og er på nakken af hinanden omkring, så er det bestemt ikke hensigten. Jeg har derfor tilføjet et mindre afsnit hvor jeg fortæller at det er de store ting der virkelig fylder og ikke det som man bør kunne sige pyt til.

      Mit udgangspunkt er også, at vi ønsker at beholde den person som vi forelskede os i, kontra det her med at vi alle kan tillære os dårlige vaner, være ubetænksom eller dumme os, men kan man ikke tale om det, kan man som partner til en sådan person ikke tillade sig at have et ønske om at denne adfærd etc. ændres, hvor står man så, hvad er det så for et forhold, hvis man ikke kan kommunikere og vise hensyn?

      Skal det være sådan at “nu har du gjort noget som jeg ikke bryder mig om – jeg kan ikke bede dig om at ændre på det eller stoppe med det”? Så tror jeg at det vil betyde at skilsmisseprocenten ikke blot er de her ca. 43% men nærmere vil eksplodere mod de 90%.

      Jeg kan heller ikke se problemet i, at søge at være den bedste udgave af sig selv, ved at lære af sine fejltagelser, lære at gå på kompromis, at vise hensyn, at give og tage plads med respekt for hinanden etc. Det kan absolut være en udfordring, men hvis at det også skulle være et problem så synes jeg at det er trist.

      Det er så nemt i forelskelsen at vise den bedste side af os selv og søge mod at være den bedste udgave af os selv, men som årene går sammen så bliver det åbenbart sværere og sværere, vi tager hinanden for givet, vi bliver dovne, på den måde at det kommer til at gå ud over intimiteten, nærværet og fortroligheden i forholdet.

      Der er rigtig meget i dette og du har helt ret i at oplevelsen af at blive mødt med kritik, ikke gør noget godt for noget som helst. Derfor er det også vigtigt at man tager udgangspunkt i sig selv og hvad det gør ved en, når man bringer emnet på bane. Man skal naturligvis heller ikke vade i det, men de to andre alternativer er heller ikke at foretrække, nemlig at gå og være ulykkelig eller at stoppe forholdet.

      Så hvilke muligheder er der tilbage, for at redde forholdet på en sådan måde, at begge har en indsigt der gør, at hver især har en forståelse for, at vi påvirker hinanden ved det vi gør og det vi ikke gør, og at vi derfor bør tænke over, om det vi gør er vigtigere for os end konsekvenserne af det?

Skriv et svar