Sæson for utroskab?

Så stop dog lige op engang…

Vi kan læse og læse, udvikle os igen og igen og gøre alt der er i vores magt for forholdet, vi kan give og give af os selv, vi kan undertrykke vores behov, håb og drømme for vores partner og for ”husfredens” skyld. 

Vi kan give kærlighed, anerkendelse, opmærksomhed, sex og romantik i læssevis, vi kan være åbne for alverdens særheder, være tilgivende som vi kan sørge for at vi også har interesser vi dyrker for at holde os i gang mentalt som fysisk.

Vi kan følge alverdens selvhjælpsbøger, terapeuter og psykologers råd og så alligevel opleve at få svigtet vores tillid af vores partner.

Og uanset hvor meget eller hvor lidt du gør, så vil det aldrig nogensinde være dit ansvar at en anden vælger at svigte dig.

Du skal naturligvis holde dig attraktiv og tage ansvar for dit liv og jeres forhold, men er din partner utilfreds med noget, er der noget der savnes eller andet, så er det din partners totale ansvar at tale med dig om det, i stedet for at svigte dig.

Jeg kender til nogle forhold, hvor jeg ved at manden er elsket og nærmest forgudet af sin hustru og alligevel lyver han om hvad han skal, for at tage i byen og flirte med mere, nogle sexchatter eller skriver fortroligt med andre kvinder, nogle tager på decideret ferie-sex-ture, nogle har datingprofiler og andre opsøger intim kontakt med andre kvinder når det er muligt og særligt hvis andre kvinder viser interesse, så er alle grænser på mystisk vis ophævet.

Og jeg forstår det ikke, for de her mænd siger at de elsker deres kone og ikke vil miste hende, hvorfor handler de så sådan, at det med meget stor sandsynlighed vil ske på et eller andet tidspunkt?

Jeg vil ikke sige, at det kun er mænd der kan opføre sig sådan, slet ikke. Kvinder kan også, men lige de forhold jeg kender til personligt og af omtale, det er mænd, så derfor er det mænd der benævnes her i indlægget, men der kunne lige så godt stå kvinder.

Nu nærmer vi os julen og dermed også en hel masse artikler i diverse medier omkring utroskab og hvordan man undgår at ens partner er en utro, og det undrer mig gang på gang, at der i stedet ikke er fokus på den potentielle utro og hvordan og ikke mindst hvorfor de skal holde sig fra utroskab.

Sidste jul skrev jeg et indlæg omkring julefrokost-utroskab som du kan læse her ”Julefrokost, julesild og julevild

Det kan da være fristende at møde andre interessante attraktive mennesker, som til og med også synes at man selv er interessant og attraktiv, men fra at tænke at ham/hende her er da meget sød og så til at handle på det, om det er sex, intime berøringer, kys eller bare at give sit mobilnummer eller aftale at mødes, der bør være meget meget langt til dette og hvordan kommer man egentlig dertil?

Jeg har tidligere skrevet et indlæg til kvinder der bager på gifte mænd, som du kan læse her “Tænder du på gifte mænd?

Der er naturligvis flere ting i det her, for ikke nok med at begge skal gøre noget for forholdet og huske at holde romantikken, sexlivet og kærligheden i live, så skal man også sørge for at hverdagen fungerer med alle de forpligtelser der nu engang er, og ja – det sucks at være voksen og have forpligtelser, engang i mellem i hvert fald.

Men det hører bare med og ønsker man sig ikke forpligtelser, ja, så anskaffer man sig ikke nogen.

Man får ikke en kæreste, man får ikke børn, man gældsætter sig ikke, man får ikke et job, et husdyr, familie og så videre. Men mange ønsker sig netop dette i deres liv, nok lige med undtagelsen af gælden, og når vi så har været så heldige at få det i vores liv, ja- så er der også forpligtelser – that’s it.

Alt i livet har konsekvenser i en eller anden grad, alt det du vælger at have i dit liv og alt det du fravælger til dit liv vil give dig konsekvenser i form af for eksempel forventninger og afsavn.

Og har du valgt at have en kæreste i et monogamt forhold, at have børn og et hjem sammen, så har du også valgt at være til at stole på og for at være det, så skal du sikre dig at du ikke selv sætter dig i situationer som kan og vil friste dig og dermed udfordre dig på dit værd som en partner der er ens tillid og kærlighed værd.

Så den her mand der opsøger kvinder på nettet for at sexchatte eller tale fortroligt og måske endda opfordre til at mødes.

Eller den her mand der tager på herre-ferie-sexture og knalder til højre og venstre.

Og den mand der flirter med undertoner og løfter om mere og måske går lige over grænsen med berøringer og hentydninger som blot kræver en julefrokost eller andet socialt for at grænsen er mere end overskredet.

Eller den mand som finder ethvert påskud til at tage i byen og spille rig-mand for at score damer og få anerkendelse for noget han reelt ikke er.

Og den mand som opretter dating-profiler og flirter med tanken om utroskab, hvor næste skridt er at skrive med de her kvinder og dernæst mødes.

Alle de mænd her har til fælles at de er villige til at bruge en masse energi og fantasi på alt andet end forholdet og de sætter sig i situationer som vil gøre at de vil miste den de siger at de elsker og ikke vil leve uden.

De vil udover at miste kæresten også miste en hverdag med deres børn, de vil miste nogle af deres venner i deres omgangskreds, måske deres job, de vil med stor sandsynlighed miste deres hjem, de vil miste en at dele de minder og oplevelser med som et kærlighedsforhold også har og så vil de miste alt det der kunne have været.

Udover at de gør deres nærmeste, deres kæreste og børn, ualmindeligt voldsomt smertefuldt ondt.

Så stop lige op engang og tænk over hvordan du lever dit liv og om du gøder eller dræner dit parforhold og hvad du selv kan gøre for at få lige det forhold som du ønsker dig inderst inde med den partner som du allerede har valgt to gange – den første gang under forelskelsen, den anden gang da forholdet fortsatte i kærlighed og måske en tredje gang da i blev gift.

Opskriften er ganske enkel og alligevel kan det føles svært, men tænk så på alternativet?

Nu skal jeg nok sænke min hævede pegefinger, kan godt mærke at den stritter lidt. Jeg bliver bare så frustreret af at man kan gøre hinanden så ondt.

Jeg bliver trist over alle de forhold der går i stykker og alle de ulykkelige skilsmissebørn der er, netop fordi den ene forældre opførte sig som et lille barn og svigtede i den grad.

Lad os i stedet for opføre os ordentlig overfor hinanden og ikke love hinanden noget vi ikke kan eller vil holde. Lad os tage ansvar for os selv, vores liv, for kærligheden og vores valg af partner.

”Græsset er grønnest, lige dér hvor du vander det” / ukendt

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Utroskab. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar