Så ti dog …

Schhh, blev der sagt!

I forbindelse med Psykisk vold i en tråd på Twitter, 
var der en kvinde der skrev noget som har rodet i baghovedet på mig. Hun skrev bl.a. at hun forleden kom til at sige noget til en forældre til et af børnenes legekammerater, ikke noget særligt, men alligevel nok til at hun blev bange, og hun skrev hvor meget hun følte sig i klemme ift. ikke at kunne sige noget om hvilket forhold hun har levet i – og hvilken psykisk vold der har været og stadig er igennem børnene – af hensyn til alle andre end hende selv.

Den nager stadig, jeg har ikke løsningen, men jeg har en masse begrundelser, forklaringer, for og imod og så pisser det min retfærdighedssans godt og grundigt af, at den der har været offer og måske stadig er offer for psykisk vold, sidder med alle nitterne, og udøveren fortsætter bare sit liv ganske pletfrit og har sikkert intet lært ift. et nyt forhold og ikke mindst ift. påvirkningen af fælles børn.

Ovenstående slog jeg så efterfølgende op på min profil på Facebook, hvor en af mine facebookvenner kommenterede, og et citat fra dette er: ” Jeg tror ikke der er nemme svar på disse problemstillinger. Først og fremmest er dette et tabu hvilket er et problem i sig selv. Det er vigtigt at der kan blive talt åbent om det, så offeret på den måde får sin historie fortalt. Og så tror jeg ikke på at den der begår psykisk vold lever pletfrit, mennesker der begår denne type vold lever typisk et ulykkeligt liv selv uden at vide, hvad reel kærlighed til et andet menneske vil sige”.

Det jeg bed mærke i ved denne kommentar, det er at personen her anerkender vigtigheden af at offeret får fortalt sin historie og at dette er et tabu.

Min kommentar til denne var: ”Nej, der er ingen nemme svar, men det glæder mig, at du skriver ,at det er vigtigt, at offeret også får fortalt sin historie, for det er netop hvad ofre oplever, at de ikke gør, ikke kan, ikke må, at der ikke er plads til eller et ønske om at høre på og forholde sig til. Udover dette, så er der frygten for konsekvenserne af at tale åbent om det, konsekvenser for børnene og ikke mindst for at den psykiske vold eskalerer og flere magtmidler tages i brug.

Om den der udøver psykisk vold lever pletfrit eller har mén af sin ageren som udøver af denne vold, det afhænger virkelig af hvilket menneske det er vi taler om. Som jeg har læst mig til – og jeg har vitterligt pløjet mange bøger, artikler og indlæg samt debatspor igennem efterhånden – så er mange udøvere psykopater, sociopater, narcissister eller har karakterafvigende personlighed med faktorer fra nævnte. Og er det sådanne typer vi taler om, så vil de ikke selv kunne se deres eget ansvar i forhold til at have/opnå reel kærlighed i et forhold, det vil altid være andres skyld og påtager de sig en del af denne, så vil det ikke være reelt, men for at opnå noget fra andre, som f.eks. at fremstå på en bestemt måde eller at få andre til at indrømme egne større fejl, så de på den måde kan føle sig hævet. Det er et komplekst emne”.

Jeg har været inde på det før, det med hvor svært det kan være for et offer for psykisk vold, at komme til at tale om det med de personer som også kender voldsudøveren og faktisk også i det hele taget. Det vækker et ubehag hos de der skal lytte, og jeg ved ikke konkret hvad dette ubehag bunder i, det er sikkert flere ting, ud over at de der kender til udøver ikke ønsker at vide, at vedkommende kan finde på at opføre sig sådan, at denne viden direkte/indirekte tvinger dem til at tage stilling og handle derefter, så hellere søge at holde sig udenfor, desværre støtter dette indirekte udøveren af den psykiske vold, for denne får dermed ikke problematiseret sin opførsel, og denne har ligeledes ikke andre konsekvenser end at offeret gør forholdet forbi og flytter væk.

Som offer for psykisk vold, kan man derfor godt komme til at føle sig meget ensom og ene med at skulle hele sig selv og komme videre, uanset man har venner og veninder samt eventuelt kolleger at kunne tale med, så betyder forståelsen og anerkendelsen fra de nære – de der også kender voldsudøver – ganske meget.

En veninde fortalte mig for nogle år siden, at hun var blevet voldtaget af en kollega, og noget af det værste var at hendes venner og andre kolleger, som kendte manden, ikke ville tro på hende, de ville ikke tro dette om denne pæne mand, så hellere mistro hende. En anden veninde fortalte mig også for nogle år siden, at en mand havde opført sig meget grænseoverskridende og stalkingagtigt over for hende og det der gjorde mest ondt, det var at de fælles venner de havde, at de bare fortsatte deres venskab med ham, som om det ikke havde nogen betydning.

Jeg tænker, at der er nogle af de samme ting på spil her, noget med som offer at stå helt alene, at folk ikke ønsker at blande sig, at tage stilling og at det ofte har større konsekvenser for offeret at stå frem end for den der udøver volden. Dette er nogle af de faktorer der gør, at man som offer ikke fortæller om det til sine nærmeste, måske blot meget overordnet, men ikke sådan at folk forstår og anerkender den psykiske vold som er blevet udøvet.

Af hensyn til børn, af hensyn til ikke at få ødelagt andres verdensbillede, af frygt for ikke at blive troet på, fordi det er så svært at forklare og af hensyn til alt muligt andet end en selv, så tier offer ofte med den psykiske vold.

Et andet aspekt, som er værd at have med, er at den der er eller har været offer for psykisk vold, ofte igennem flere år har lært at bevæge sig i et minefelt for at undgå nedgørelser, afvisning, kulde etc. og har med stor sandsynlighed ofte fået at vide at skulle holde sin kæft og dermed lært at holde sin mund for ikke at tricke noget af dette. Erfaringen er ofte ligeledes, at ens interesser, viden, følelser og holdninger ikke er samtaleemner, ikke har værdi og ikke ønskes at høre om, dette i kombination gør, at det for det første er svært at få hul på overfor andre, og for det andet så har vedkommende som vanligt sine antenner ude og lige så snart det mærkes, at det man siger føles ubehageligt for andre eller ikke har interesse, så trækker man sig ind i sin beskyttende skal igen.

Men jeg tænker, at andre må da have lagt mærke til noget, som de har bortforklaret med ting som ’han siger jo også nogle dumme ting engang i mellem, sådan er han bare’, ’han var også i en presset periode’ og meget andet, som hvis de ikke så disse ting som enkelthændelser, men i en større sammenhæng, så ville de selv kunne se at der var noget galt i dette forhold, at der var/er en ulige magtbalance, eller at udøver kørte/kører en magtkamp i forholdet.

Jeg har ikke løsningen lige nu og her for den enkelte, der lige nu lever med det og søger at komme ud af det, desværre. Men som en mere langsigtet løsning, så er kriminalisering og oplysning vejen frem, som jeg skrev om i et tidligere indlæg; ” I første omgang, skal der masser af oplysning til samt en kriminalisering af psykisk vold, sådan at dette får en opmærksomhed i vores samfund der gør, at flere vil kunne få øje på den psykiske vold og reagere på det inden det eskalerer og nedbryder.

Først når vi har opnået dette, kan vi tale om hvorfor hun dog ikke bare går, for først når hun ved hvad det er hun udsættes for, at det faktisk er ulovligt og derfor ikke i orden og det ikke er hende der er nærtagende etc., så vil hun kunne gå med støtte fra alle de der også er bevidst om at støtte op om hende, fordi de også ved, at dette ikke er ok. ”

Så hermed en opfordring til, at oplyse dig selv om dette emne, om at støtte op, når der er en der betror sig til dig om den psykiske vold som personen oplever eller har oplevet, og ikke mindst til at være mere opmærksom på, når du ser den psykiske vold blive udøvet. Og ja, det indebærer så, at du må træffe et valg, for du kan ikke støtte op og samtidig agere som vanligt overfor udøver og måske endda fortsætte dette eventuelle venskab, for det bliver på bekostning af venskabet til offeret, som dermed aldrig vil kunne blive nært fordi det efterlader en usikkerhed – en utryghed – som ikke er givende for nogen nær relation.

Læs også gerne:

Jannie Nielsen Hansen

Dette indlæg blev udgivet i Blog og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.