Rene´s historie…

Jeg har modtaget en fortælling af Rene, som fortæller om sit liv med fokus på kærligheden og særligt når kærligheden ikke holder.

Her bliver jeg igen bekræftet i, hvor vigtig at tilliden er i et forhold, og det er ikke blot, at man har tillid til sin partner, men i langt højere grad, at man hver især er tilliden værd…

For der er intet der slår så hårdt i sjælen, som at svigte hinandens tillid.

Det går op og ned… og op igen… svigt af tillid

Livet er en rutschebane, og mit liv har indtil videre ikke været nogen undtagelse, en del opture men også nogle nedture der virkelig tog pusten fra mig.

Alligevel har jeg kunnet kæmpe mig igennem og det er måske fordi, jeg efterhånden ved, at nedturen stopper på et tidspunkt, og så er der lys for enden at tunnelen.

Selvom jeg efterhånden har en del i bagagen, som bevirker at den næste optur er tungere og med en større oppakning, og derfor ikke går så stærkt op ad, så har jeg alligevel bevaret håbet og troen på kærligheden.

Forhold starter som udgangspunkt med gode intentioner. Vi går ind til opgaven med kraft og livsmod, og er sikre på vores valg og dispositioner, livet er fedt, intet kan røre en, og gøre fortræd, fordi vi har en allieret som dækker vores ryg.

Vi lægger livet i hinandens hænder og begiver os ud på livets rejse fuld af mod, tillid og kæmpe selvværd. Intetanende om hvad vi møder på vejen, men vi ved at vi klarer det sammen, fordi vi har et fælles mål om en fremtid med kærlighed og lykke.

Sådan går det desværre ikke altid, og skuffelsen kan være svær at bære og opleves som en kamp, en kamp, hvor man ikke har nogen ide om, hvad man bliver udsat for, fordi det ikke er noget, som vi på forhånd har lært at tackle.

Præcis som løverne på savannen, der lever i flok, er vi dybt afhængige af hinanden, når først den usynlige og mentale kontrakt er indgået. Den ensomme og svigtede løve må kæmpe hårdt, og kan have en oplevelse af at dø indeni, af sine kampe for overlevelse.

Vi er flokdyr, og jeg vil fortælle om en del af mit liv, som den løve der kæmper alene.

Modet er på fuld kraft, og jeg startede godt og modigt her i livet, mødte en dejlig partner, vi planlagde fremtiden, den var lys, årerne gik og vi fik bygget et trygt og godt hjem for fremtiden.

Ingen bekymringer, hårdt slid, mega hårdt slid, men hvad betød det, vi var to og ville samme vej, så vi kunne klare alt.

En tilfældig dag – efter 7 år – i ferieperioden, da valgte min daværende partner, at tage ferie i en uge, for som hun sagde: hendes veninde havde også ferie, så de ville have lidt tid sammen.

Jeg tænkte ikke yderligere over det, før jeg fandt ud af, at hun hver dag i 4 dage ikke besøgte sin veninde, men stod op og tog afsted med naboen i hans lastbil og dyrkede sex i sovekabinen i bilen.

Dette var en helt ny situation for mig, som jeg slet ikke anede hvordan jeg skulle eller kunne tackle.

Jeg blev sønderknust, alt det jeg troede på faldt til jorden.

Det blev en lang kamp med forsonings sex, tuderi og skænderier. Til sidst stod jeg der alene, med vort hjem, alt det vi havde bygget op på tillid, respekt, og en fælles alliance, men alt var  borte, og for mig var det bare blevet en tom kasse, uden betydning mere.

Hvorfor, var det store spørgsmål, som jeg aldrig fik stillet, eller besvaret. Livet var pludselig blevet en benhård kamp for overlevelse, både mentalt, fysisk og økonomisk. Jeg talte aldrig rigtig med nogen om det, men begravede mig i arbejde for at klare skærende.

Efter nogle år følte jeg mig igen ovenpå, men forstod stadig ikke hvorfor og hvad der gik galt. Min før så optimistiske holdning til monogami, havde fået et alvorligt knæk.

Selv den dag i dag, mere end 25 år efter, brænder det stadig i mit hjerte også det at jeg aldrig har forstået hvad der gik galt. Det startede en angst, og måske for andre uberettiget mistillid, men dengang så jeg ikke, at det var virkelig alvorligt.

Mit selvværd var i bund, jeg var rystet i min grundvold, og angst, ulykkelig, og fucki… bange for at vise mit indre for nogen, aldrig mere tænkte jeg. Den store sorg jeg følte, kunne ikke beskrives, jeg gik bag en facade af rædsel, for igen at blive trukket ind i smerten af angst og fortvivlelse.

Jeg levede med smerten, og kom op, men aldrig helt. Jeg var en knækket person, og kan ikke huske hvor mange timer, jeg sad for mig selv, og græd og græd i ensomhed og afmagt.

Efter nogle år for mig selv, fik jeg mod på igen at møde en, og gjorde det, og følte lykke igen. Men jeg var brændt, og såret for livet.

Det nye forhold indbefattede, at min nye partner flyttede ind hos mig. Efter et par år flyttede vi, da hun ikke brød sig om at bo i et hus, hvor jeg havde boet med en anden og fandt så ud af, at hun var frygtelig jaloux, og det endte med endnu et brud, med de konsekvenser det nu har.

Denne gang gjorde bruddet ikke så ondt, men det gjorde heller ikke noget godt for mit selvværd, og inden i nagede tanken om, det måske var mig, der var noget galt med, at jeg ikke duede til nogen.

Min første svage depression kom snigende, og jeg gik i en verden af tomhed, og følte mig uværdig som menneske. Jeg der altid havde overskud og kraft i livet, var ved at bukke under.

Det resulterede i, at jeg blev afmægtig, indelukket i en lang periode, og bare passede mit job, fordi jeg skulle, af nyttebetonede årsager og ikke af lyst..

Jeg var en skygge af mig selv, og havde en oplevelse af, at der ikke var nogen, der rigtig havde forståelse, for hvordan jeg havde det indeni, fordi jeg jo passede mit job og opførte mig ”normalt”.

Min ensomhedsfølelse voksede, jeg levede med den voldsomme smerte og  passede mine ting, men forliste min økonomi, og kæmpede mig op igen uden støtte, som en endnu mere smadret sjæl, men dog i live. Mit livsmod reddede mig dengang fra den dybe afgrund med ensomheden, som var ved at vride min sjæl ud af kroppen.

En ny start

Mit næste forhold er det længste, som jeg har haft, til trods for, at jeg på det tidspunkt, var en revet sjæl med evig smerte i hjertet, lavt selvværd og knuste drømme.

Jeg havde levet for mig selv i ca tre år, havde venner, gik i byen igen, hyggede med at køre MC om sommeren, og passede mine ting.

En tilfældig aften i byen med vennerne, jeg var vel en af dem der holdt længst ud, og gik hjem alene i gaderne, pludselig kommer en super smuk kvinde hen til mig, og spørger om alt er lukket nu, jeg vidste hvor der ikke var, og tilbød at vise hende det. Vi blev enige om at gå ind sammen, og der var kemi med det samme, jeg troede ikke mine egne øjne og hjerne….

Vi tog en taxi hjem, skulle samme vej, da hun skulle af inviterede hun mig med ind og hvad pokker, jeg sagde ja, var jo single på tredje år. En ensom løve på savannen.

Det næste har jeg aldrig rigtig fortalt mine nærmeste, fordi det var så vanvittig og ubehagelig en oplevelse, at jeg selv havde svært ved at forstå, at det virkelig var sket.

Det viste sig, at hendes ex havde gemt sig i hendes lejlighed, havde set at vi var sammen og ventet til vi sov, før han tog sin hævn. Jeg endte på hospitalet og var efterfølgende igennem en masse, som man ellers kun læser om i aviserne og ser i diverse krimifilm.

Oplevelsen knyttede os tættere sammen, vi kunne tale sammen og det havde jeg brug for. Hun er mor til mine børn og vi holdt sammen i 8 år.

Jeg bar stadig på min bagage af svigt, sorg og frustrationer med en utryghed, men vi var gode til at støtte hinanden og fik et hjem op at stå med 2 piger, og alt var lyserødt, og langsomt blev jeg fortrolig og troede på det, lige indtil den dag hun ikke kom hjem og jeg fandt ud af, hvad hun havde gjort, og at min tillid endnu en gang var blevet svigtet…… der blev alle de gamle sår revet op og jeg var tilbage til en langt værre tilstand end før.

Det blev en turbulent tid, jeg havde en frygtelig smerte i både krop og sjæl, men der var mine børn, som jeg skulle forholde mig til, jeg elskede dem så højt, og kunne ikke overskue hvis jeg ikke skulle vågne op med dem hver dag.

Jeg forsøgte at forstå, at give det en chance så vi kunne fortsætte, men som tiden gik, blev smerten, sorgen og den frygtelige følelse af total svigt for svær at bære. Alle de gamle sår blev revet op igen og det var ti skridt tilbage.

Jeg følte mig så forbandet uværdig og kasseret som både mand og menneske.

Vi havde købt ferie og skulle sydpå til Mallorca med pigerne, de glædede sig, men jeg havde virkelig ikke lyst, til at være tvunget ind i et hotelværelse i en uge med hende, der havde svigtet mig så groft.

Derhjemme passede jeg mit job, men gik i en frygtelig sort verden, var konstant i sorg og meget ulykkelig, men kunne så gå væk fra hende, når det blev for meget.

Jeg følte væmmelse, afsky, sorg og en ubeskrivelig smerte i mit hjerte. Men tog alligevel med på ferie.

Da der var gået 4 dage, fik jeg et totalt sammenbrud, da hun kom nøgen ud til mig på badeværelset da jeg var i bad – jeg kunne ikke se hende stå der nøgen, jeg brød sammen, og tænkte kun på, hvordan hun kunne finde på, at svigte min tillid så groft, jeg måtte ud, væk, bort fra hende.

Jeg sagde til hende, at jeg tog hjem, og hende og pigerne kunne blive eller tage med, sagde til pigerne at jeg måtte hjem på job, der var meget vigtigt, og de forstod.

Turen hjem var lang og kold. Jeg måtte tage en omvej over Malmø og der sad jeg grædende kl. 2 om natten og skulle vente i 10 timer, inden jeg kunne komme videre. Jeg var alene og alt var lukket ned, jeg var så såret, at jeg tænkte på at tage mit liv, gøre en ende på al smerten, her i Malmø.

Jeg kan ikke med ord forklare smerten, sorgen og afmagten. Jeg følte mig død indvendig, følelses-tom, uelsket, meget ensom og kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne komme videre.

Jeg kom hjem i det tomme hus, og besluttede så at jeg måtte væk, men kunne ikke tænke rationelt mere, alt var kaos i mit hoved, og hele tiden havde jeg et billede af hende med en anden, og mig og børnene der stod der i døren, da hun kom hjem efter sin bytur, og pigerne der nysgerrigt sagde heeeej mor hvor har du været henne, har du været oppe hos mormor?

Jeg kunne ikke mere, græd, hulkede, brød sammen, sad på mine knæ og bad til gud om at det hele bare var en drøm. Men lige meget hjalp det, det totale sammenbrud var uundgåeligt, jeg havde ikke flere kræfter, hverken mentalt eller fysisk.

Tankerne fløj tilbage til alle de andre brud, og jeg følte virkelig, at jeg intet var værd, alt jeg havde elsket, havde jeg mistet, mine drømme om livet, kærligheden, håbet, og nu også børnene. Jeg skrev en besked til min partner, ringede til min arbejdsgiver, han fandt et værelse til mig, og vi flyttede det mest nødvendige.

Der sad jeg så, ensom forladt og alene, og skiftevis græd, sov og drak. Da de kom hjem, var jeg i huset for pigernes skyld, jeg savnede dem så usigeligt og måtte bare se dem.

Jeg fik forklaret min partner, at jeg var flyttet, og at hun ikke skulle opsøge mig foreløbig, hun skældte og smældte og sagde, at et enkelt sidespring da ikke kunne betyde så meget, hun anede slet ikke, hvad hun havde gjort, for hende var det måske ubetydeligt, men min verden brød sammen, mere end nogensinde, jeg gik.

Så sad jeg der, i mit lille rum, og alt gik bare ned ad bakke, sorgen og smerten blev til depression, jeg lukkede mig inde i flere måneder, ville ikke tale med nogen, mistede mit job, og endte med at blive indlagt.

Men der kunne jeg heller ikke være, blev der kun i 2 dage, bilen havde hun, så jeg gik de knap 40 km hjem til mit værelse, men der var låsen udskiftet, og jeg kunne ikke komme ind, jeg gik ned til havnen og satte mig i et af de små fiskerhuse. Der var jeg i et par måneder, fik ingen post, kom ikke i bad, bare græd og græd, hele mit liv lå i ruiner, jeg var hjemløs, min familie havde jeg heller ikke kontakt med.

Efter næsten 3 måneder, fik jeg via nogle bekendte et job og en ny bolig. Jeg kravlede såret og nedbrudt op ad bjerget af ulykkelighed, sorg, depression, fysisk og psykisk svag, og utrolig sårbar.

Efter et halvt års kamp, men stadig lige såret og ødelagt, fik jeg job i Norge, og begravede mig igen i arbejde, og kom økonomisk ovenpå, begyndte at se pigerne, og blev lidt mere glad, men hvor der alligevel med jævne mellemrum kom frygtelige nedture.

Efter et år flyttede jeg til en anden by, mødte en svensk kvinde, og begyndte igen så småt at tro på mig selv, men var konstant på vagt, ofte i sorg, fortidens skygger ville ikke give slip.

Vi flyttede til Sverige, jeg havde job i Oslo, og alt gik nogenlunde, men det blev for mig aldrig den helt store lykke, jeg turde ikke give mig hen og stole på nogen, levede et mekanisk, men dog tåleligt liv.

Efter 3 år i Sverige flyttede vi tilbage til Danmark. Jeg fik arbejde i Horsens, og var væk hjemmefra 4 dage ad gangen, men min vagtsomhed kørte oppe i det røde felt og jeg følte mig aldrig rigtig helt tryg.

En dag kom jeg hjem, tidligere end forventet, og fandt hende i seng med en anden mand, og hendes børn sad i stuen sammen med et par fyre, som jeg ikke kendte, de sad og drak øl.

Jeg fik et chok… det var som at få et slag i hovedet, jeg blev fuldstændig omtumlet, måtte gøre noget, men hvad vidste jeg ikke, jeg satte mig ned på en stol ude i køkkenet, og ventede, de tre fyre gik med meget røde ører, og jeg bad dem holde sig væk, for altid.

Derefter kom hun og undskyldte med, at det var fordi jeg aldrig var hjemme…… jeg var stadig i chok, kunne ikke reagere og tale med hende om det, sagde blot at hun og hendes børn havde en halv time til at pakke, og det var ikke til diskussion, jeg var lammet.

Det var et slemt brud med nogle efterfølgende oplevelser, som ikke hører til de bedre, hun havde bl.a. ryddet lejligheden for alt en dag, hvor jeg ikke var hjemme.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det jeg følte, det var så frygteligt, så fornedrende, og uværdigt, jeg fik en voldsom depression ,som varede i næsten 4 måneder, hvor jeg var så frygtelig såret, og kunne intet gøre, tilstanden var ved at blive mere eller mindre permanent med op- og nedture.

Jeg passede mit job, gik ud, datede, mødte en, men alle mine følelser var smadret, hvordan skulle jeg kunne fortælle alt dette til en evt. ny partner. Kunne ikke, så det her forhold gik itu efter nogle måneder, fordi jeg fik et tilbagefald, og ikke kontaktede nogen.

Efter endnu et år med op og nedture på samme måde, og med flossede følelser, sorg, tuderi, og en følelse af at være et andenrangs menneske, begyndte jeg at date lidt igen, og mødte en, som jeg så begyndte at se.

Vi var sammen i et år og havde det rigtig fint, vi rejste på ferie, hyggede os med børnene som jeg endelig igen havde fået kontakt til. Hun havde også to piger, og det gik tilsyneladende rigtig godt, men de sorte skygger hang altid i baggrunden og lurede med torden, jeg turde simpelt hen ikke stole på hende, eller fortælle om mine forfærdelige oplevelser.

En dag kom hun og fortalte mig, at hun skulle på date, jeg tænkte, jeg vidste det, og min reaktion i situationen var, at jeg sagde held og lykke med det, for vi havde jo ikke lagt bånd på hinanden. Jeg skjulte min smerte, hvilket jeg efter de mange brud var blevet ret god til, af hensyn til at overleve. Men dybest set gjorde det frygteligt ondt igen, og jeg blev sendt ud i endnu en depression, kraftigere og mere hårdtslående end alle de andre tilsammen.

Endnu engang var jeg dybt ulykkelig, og i en dyb sorg som varede i 3- 4 måneder, jeg fik igen hevet mig selv op på et plan hvor jeg kunne arbejde, og få en hverdag til at fungere. Men jeg var begyndt at få angst, gemte mig, skammede mig, og følte de næste to år var et helvede, når jeg gik ud var jeg fraværende og altid alene, turde ikke henvende mig til nogen, og sad oftest for mig selv.

Jeg havde udviklet en glad-maske som jeg trak på, når jeg var sammen med andre mennesker, så ingen kunne se min smerte, jeg var fraværende i andres selskab, hele tiden kørte angsten, uroen, og tanken om de voldsomme oplevelser, og jeg ville helst bare hjem hurtigst muligt.

Sådan var det altid når jeg var ude, ville hjem i tryghed hvor ingen kunne se mig, jeg følte mig skadet for livet på mine følelser, på grund af den fandens forbandede utroskab, løgne og hemmeligheder.

Jeg mødte så en smuk kvinde, der var midt i en skilsmisse, og min første tanke var, nå hun har sikkert også været ude på vulkaner siden hun skulle skilles, negativ tilgang til en date. Men jeg turde ikke rigtig og holdt mig lidt tilbage, selv om hun selv havde henvendt sig via facebook, fordi en af mine bekendte havde fortalt hende, at jeg var single.

Det endte så alligevel med, at vi begyndte at ses, og hun blev vildt forelsket, det ku jeg mærke og var slet ikke i tvivl om, og hun fortalte det da også til mig, men jeg var totalt på vagt, og turde ikke give helt slip og gengælde, selv om vi havde det fantastisk, jeg måtte beskytte den lille del af mit hjerte der var helt.

Hun skulle flytte i ny lejlighed efter skilsmissen, og var økonomisk trængt, så jeg lånte hende penge til indskud, og hjalp med flytningen, og vi besøgt hinanden flere gange om ugen.

En dag hvor jeg ringede, for at høre om vi skulle ses, sagde hun at, det nok ikke var så godt, fordi hun fik gæster, ok tænkte jeg det var vel helt ok, men min mistanke var vagt, jeg troede simpelt hen ikke på hende, selv om hun ikke havde givet mig nogen grund, til ikke at gøre det.

Det gamle sår begyndte at bløde igen, angsten, sorgen lurede lige om hjørnet… jeg forstod nu hvor skadet jeg var, og undertrykte det så godt jeg kunne. De efterfølgende gange hvor jeg kontaktede hende, havde hun et hav af undskyldninger for ikke at mødes, og jeg fik så af omveje og ved en tilfældighed at vide, at hun havde fundet en anden.

Dette var i 2009, og siden da har jeg haft depression, social angst, sorg, følt mig ulykkelig, og nedværdiget, uværdig og krænket på det groveste.

I 2012 mødte jeg så en kvinde igen, hun fik en kort version af historien, og bakkede mig op, og jeg skylder hende en stor tak, for det som hun har måttet stå igennem med mig. Jeg fik hjælp, kom igen i kontakt med familien, som jeg siden det første brud kun havde set sporadisk, og aldrig har fortalt om min tilstand.

Jeg kom på psykiatrisk skadestue, og derfra gik det fremad, med færre og færre tilbage fald, dog med perioder hvor hun ikke magtede det, når jeg lukkede mig inde, men når jeg var på vej på fode igen, så var hun der, hele tiden, selvom hun ikke helt forstod.

De mørke skygger dukkede stadig ind imellem frem, på trods af, at hun i handling viste hvor meget jeg betød for hende. Men så en aften skulle hun holde noget komsammen med kollegerne, i hendes hjem, og jeg skulle med.

Jeg overhørte at en af kollegerne ringede og at hun fortalte, at jeg også kom med, så hørte jeg hende sige, ”nej, nej han er bare en ven” jeg blev helt forskrækket, vi havde kendt hinanden i 14 måneder, og jeg var altså bare en ven, når hun omtalte mig for andre.

Min mistanke var igen vagt, jeg beskyldte hende for de værste konspirationer. Hun blev vred, og jeg med, hun brød, og nu kunne jeg se at skaden og sårene var værre end jeg havde troet. Min mistillid sammen med min manglende oplevelse af, at hun havde valgt os fuldt ud, gjorde at vi måtte skilles.

Vi skal lære af vores fejl og af vores valg i livet, jeg har naturligvis også lavet mine fejl, men har i den grad også oplevet andres fejltagelser, og desværre i en forstand som gør, at jeg ind imellem kan tvivle på, at kærligheden findes derude et sted, en kærlighed med gensidig tillid og respekt, som man hver især er værd.

Hvad fremtiden bringer ved jeg ikke, på trods af og måske endda også i kraft af mine egne oplevelser, så har jeg alligevel stadig håbet…

/ Rene Christensen

På LoveRoad.dk via Jannie Nielsen Hansen

Læs også:

– / –

Vil du holde øje med indlæg til bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside.

Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig om mennesker, livet, værdier, troværdighed og kærligheden – Helt ærligt!

Dette indlæg blev udgivet i Kærligheden. Bogmærk permalinket.

8 kommentarer til Rene´s historie…

  1. Karl-Otto skriver:

    Man skal nogle gange gå grueligt meget igennem, for at lære at kærlighed og tillid starter med at man elsker sig selv og lærer sig i at have tillid til en selv.
    Kærligheden derude er et svar på det man sender ud.

    Karl-Otto

    • JannieNH skriver:

      I en eller anden forstand er det, der er blot ikke nogle mennesker der beder om at blive svigtet, så det må være den der svigter der har ansvaret for det valg, for vi har alle et valg og vi kan så vælge hvordan vi vil reagere når og hvis andre svigter os, men bedt om det har ingen 🙂

      • Karl-Otto skriver:

        Jeg har den overbevisning at jeg får som jeg har fortjænt ift hvad jeg har sat i gang af karmiske mønstre.
        Det er selvfølgelig nemt nok at sige at andre har ansvar for jeg ikke bliver sviktet, men det er i sidste ende mit ansvar at tage ved lære af den illution.
        Man opsøger de der vil lære en lektien, om man så vil eller ej. Det betyder i virkeligheden, at ens ubevidste mønster/sind bliver tiltrukket af den andens ubevidste mønster, for at vi kan aktivere disse “skygge sider” og som du siger, vælge om vi vil lave om på vores reaktions mønster eller gentage dem.
        Karl-Otto

      • JannieNH skriver:

        Andre har ansvaret for det de gør, vi har hver især ansvar for det vi gør og for hvordan vi vælger at reagere ud fra hvad andre gør. Så vi er nok alligevel enige for som du siger vi har i sidste ende selv ansvaret for at tage ved lære. Dog mener jeg ikke at vi på nogen måde vælger at blive svigtet, men vi kan vælge at være sammen med mennesker der svigter eller de der ikke svigter… 🙂

      • Karl-Otto skriver:

        Jeg tror bestemt vi vælger at opleve det som svigt, fordi det fritager os for ansvaret ved at tage ved lære. Det er jo de andre der svigter, så det er jo ikke min skyld. Det er ansvars forflygtigelse i mine øjne.
        Offer identitet, så det vil noget 😀

      • JannieNH skriver:

        Der er jeg ikke helt enig – man skal ikke påtage sig ansvaret for alt og alle, det bliver tungt at bære. Vi kan sagtens placere ansvaret der hvor det skal ligge og tage vores del af den hver især, og alligevel stadig tage ved lære uden at være eller opføre sig som et offer

  2. hanne andersen skriver:

    hej ved hvad og hvordan det føles når man mister tilliden til en kæreste , en man stoler på , os ens barn ens nærer venner . Jeg har altid været en positiv pige , er stadigvæk men hold da op et sår jeg befinder mig bedst med min hund smiler en kæreste holder jeg mig fra og jeg ved hvorfor man er bleven en anden selvom man smiler ud af til og betaler sin smerte i ens personlighed med hvad dette tilhører . Håber ikke andre skal opleve sådan en afmagt følelse når tilliden brister . mvh hanne

    • JannieNH skriver:

      Du har absolut ret Hanne.

      Det er ubeskriveligt rædselsfuldt at få svigtet sin tillid, der findes ikke ord for hvor meget det kan ryste og ødelægge indeni, heldigvis kan man lære at komme videre, men oplevelsen vil altid være en del af en og påvirke en til hvordan man takler og forholder sig til livet og til andre mennesker og måske endda også sig selv.

      Det at opleve svigt flere gange af den samme person, kan være dybt ødelæggende og virkelig kræve sin mand/kvinde at komme videre fra også som Rene her, der har oplevet svigt gang på gang igennem flere af de forhold som han har været i.

      Det tager tid og mere tid at pleje sine sår og man vil nok altid have et ar på sjælen når man har fået svigtet sin tillid af den som man stolede på, den som man mente burde ville en det bedste og ikke det værste, som svigt jo er.

      Det kan lyde voldsomt og måske endda utroligt, for de der ikke har prøvet det, men alle de mails og beskeder, som jeg har modtaget fortæller en historie som bestemt skal tages alvorligt, for det er netop sådan det opleves – voldsomt og alvorligt.

      Det kan jeg af din historie høre, at du vidst kender alt til.

      Heldigvis er der også mennesker der lærer af deres fejl og andre mennesker som har taget et valg og ikke svigter. Så det er ikke kun de mennesker der svigter der findes derude, der er også masser der både kan og vil et kærlighedsforhold med ærlighed, troskab og kærlighed. – Heldigvis da 🙂

      Bh Jannie

Skriv et svar