På flugt

På flugt fra kærligheden… 

Når vi ikke har ambitioner for kærligheden, ambitioner som vi vil ”ofre” noget for, når vi kommer med alverdens undskyldninger for ikke at give af os selv til forholdet, så er det en flugt fra os selv, en flugt fra at se os selv i øjnene, vores behov, håb, ønsker og drømme.

Vi kommer med tusind af undskyldninger for os selv som at tidspunktet ikke passer så godt, børnene skal lige være lidt større, når jeg får min forfremmelse, når vi er færdige med køkkenet og så ender det med at vi dermed tvinger vores partner til at handle – og den handling kan meget vel ende med at være fra forholdet fordi at der alt for længe har manglet ens tilstedeværelse fysisk som psykisk i forholdet.

Har du ambitioner… – for kærligheden?

Vi investerer, efteruddanner os og prioriterer så meget andet end lige kærligheden som vi oftest tager for givet når vi først har fået indfanget den eneste ene og fået etableret os med villa, Volvo, vovse og 1,8 børn.

Hvordan kan det være at vi gerne investerer så meget af os selv for at holde os attraktive og på dupperne på arbejdsmarkedet, i foreningen, til vores fritidsinteresser – dér vil vi gerne være den bedste, eller gør i hvert fald vores yderste for at være uundværlig, eller som det mindste respekteret og værdifuld ved at vi bidrager til udvikling, optimering og fællesskab.

Når det kommer til kærligheden, så har vi tendens til at man ikke behøver at yde noget særligt for kærligheden og for det at bevare sin partners interesse i én, vi tager hinanden for givet og tager for givet at vi får det vi savner i forholdet uden at vi overhovedet beder om det, uden at vi giver af os selv til forholdet.

På arbejdspladsen skal man nok sørge for at overholde aftaler, at bidrage til udvikling og et godt arbejdsklima, man klæder sig pænt på, tager ansvar for sine opgaver og gør sit bedste hver gang.

Mens det står straks mere sløjt til med kærligheden og det er så nemt at tage hinanden for givet, for det kan gøre ondt at skulle give af sig selv og vise sin sårbarhed, fordi det er så svært at tale sammen, så svært at få hul og åbne op, af frygt for at blive afvist, så man bliver konfliktsky og undgår de tunge emner, de vigtige emner, men på arbejdet går man ind i en diskussion, man siger til og fra og er ærekær omkring sit arbejde og vil gerne stå på god fod med de fleste.

Kan du se ironien i det?

Utallige undersøgelser viser at vi mennesker ønsker os kærligheden allermest, hvorfor er det så så uendeligt svært at investere i vores kærlighedsforhold til forskel fra vores arbejds- og fritidsliv?

Vi har ambitioner for vores arbejdsliv og har masser af fremtidsdrømme som vi gerne forfølger. Hvor er vores ambitioner for kærligheden?

Og har vi ambitioner, så er de intet værd hvis vi ikke vil gøre en indsats for kærligheden, intimiteten, nærheden i forholdet og så er det bare så nemt at brokke sig over sin partner fordi at vedkommende ikke kan læse ens tanker og imødekomme ens behov, ønsker og drømme. Men hvordan skulle vedkommende dog kunne det, hvis man ikke selv åbner sig, fortæller om sine håb, ønsker og drømme og viser sin sårbarhed?

Som mand kan det være rigtigt svært, man har måske et bevidst eller ubevidst behov for at være en slags ridder på den hvide hest og være ham den stærke der reparerer og fikser alt fra komplekse problemstillinger til den dryppende vandhane. Den mand kan have rigtig svært ved at fortælle sin kæreste at han savner anerkendelse for det han siger og det han gør, anerkendelse for sin krop og at mærke at hans kvinde har lyst til ham, begærer ham.

Kvinder kan også have svært ved det, på trods af at de generelt er meget bedre til at sætte ord på deres følelser og tanker, og deres styrke i den retning kan godt skræmme manden, så han føler sig mindre i forhold til hende, så kvinden går på listesko, når hun har et behov hun gerne vil give udtryk for. Her kan hun have glæde af at lære at vise sin sårbarhed i stedet for sin styrke, at hun fortæller ham at hun bliver ked af det når… at hun savner ham når… at hun får lyst til ham når… osv.

Desværre er det bare sådan at man i de længerevarende forhold, kan begynde at tage hinanden for givet, at man har indrettet sig på en sådan måde at samværet er blevet en vane som hverdagen er blevet det. Og det kræver virkelig en indsats, hvis man skal have et godt kærlighedsforhold, ligesom det kræver en indsats at blive god til sin sport, til sit arbejde, til samværet med andre mennesker.

Flere undersøgelser viser at utroskab opstår af at vi mangler noget hjemme og i stedet for at gøre noget ved det og få talt med vores partner, så søger vi bekræftelsen og anerkendelsen blandt fremmede og henter vores fix dér om det er på nettet eller fysisk utroskab. På den måde fjerner vi os yderligere fra vores partner og bevæger os længere væk fra at få det forhold som vi higer efter.

Vi giver ikke vores partner en kinamands chance for at imødekomme vores behov og gør heller ikke selv noget for at finde ud af vores partners behov og for at imødekomme disse og så nytter det ikke noget at have håb, ønsker, drømme og ambitioner for kærligheden hvis man ikke handler mod disse men tværtimod fra disse.

Og nu at kærligheden er så vigtig for os mennesker, hvorfor er det så så uendeligt svært for os at prioritere og virkelig arbejde for den?

Hvordan arbejder man så for kærligheden?

Det er helt sikkert forskelligt hvad der skal til i de forskellige forhold, men alligevel vil jeg vove mig ud i nogle helt generelle punkter mænd som kvinder kan gøre for at give kærligheden de bedste betingelser i forholdet.

Udgangspunktet er at kærligheden skal være der og lysten og viljen til at ville hinanden og udover dette så er der en uundværlig ingrediens, nemlig 100% tillid, som man skal være værd.

Mand:

  • I takt med at du bliver ældre, bør du gøre en indsats for at udvikle dig som menneske og kæreste ved at opnå selvindsigt og tage ansvar for kærligheden i forholdet med sex ligesom for din partners tryghed i forholdet
  • Sig til og fra med respekt for din kæreste, vær åben og ærlig, fortæl hende hvad du kan lide og ikke lide, fortæl hende om dine bekymringer uden at skulle løse dem for dig, det kan du som oftest godt selv, giv af dig selv til hende og hun vil føle sig vigtig i dit liv og åbne sig for dig. Hvis du holder dig lukket, vil hun føle sig ensom i forholdet og trække sig fra dig.
  • Hold altid de aftaler du laver med din kæreste. Når du siger en tid du er hjemme, så opleves det for hende som en aftale, når du siger ja til at ordne noget, så er det også en aftale. Holder du ikke aftaler eller opleves utroværdig på anden vis, så vil hun blive utryg i forholdet og trække sig fra dig
  • Vis hende at du elsker hende, ved at hun oplever at være i dine tanker også når I ikke er sammen, ved at du rører ved hende, smiler og blinker til hende uden at det fluks skal efterfølges af sex, ved at du viser andre at hun er din kvinde, ved at du lytter til hende, så vil hun føle sig elsket og få større lyst til sex med dig
  • Sørg for at I er fælles om at få hverdagen til at hænge sammen med børn, job, hjem, fritid, at du også prioriterer tiden sammen som kærester og familie, at du svinger støvsugeren eller andet der gør at hverdagen fungerer

Kvinde:

  • Glem bebrejdelserne og stikpillerne, husk at anerkende din mand for alle de gode ting han gør, for alt det gode og lækre han også er og gerne når hans venner også hører det
  • Husk at et godt kærlighedsforhold også indeholder sex og giv din mand mulighed for at vise dig sin kærlighed også igennem sex
  • Vær mere imødekommende og mindre afvisende – Smil og flirt med din mand og rør ved ham
  • Lyt til din mand og lad der gerne være tænkepauser, al stilhed skal ikke fyldes ud med snak
  • Husk at din mand ikke er tankelæser, fortæl ham hvordan du har det og hvad du godt kunne tænke dig, sig til og fra med udgangspunkt i dig selv
  • Vis ham at han er vigtig for dig, han skal være vigtigere end at puderne står korrekt i sofaen, vigtigere end alle de materielle ting… og på skift også vigtigere end ungerne, mange gange kan barnet godt vente lidt hvis du er i gang med at lytte til din mand eller give ham et velkommen hjem knus

Mange mennesker kan vælte verden, bestige de højeste bjerge, gå de største udfordringer i møde på arbejdspladsen når de er glade og lykkelige i deres base.

Mænd er som oftest bedre til at drukne sig i arbejde, for at dulme uopfyldte behov på hjemmefronten, men på den måde vil de rykke sig længere og længere væk fra deres partner og dermed ikke opnå det de også ønsker inderst inde – nemlig et godt og trygt forhold med masser af kærlighed, sex og nærvær.

Vi er vores egen værste fjende når vi tager flugtvejen der får os væk fra vores partner, væk fra kærligheden…

Læs også:

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Selvindsigt. Bogmærk permalinket.

10 kommentarer til På flugt

  1. Pingback: Står du i vejen for dig selv? |

  2. Pingback: tilgivelse hvordan, hvornår og hvorfor egentlig? |

  3. Pingback: Personlig udvikling grunlæggende |

  4. Pingback: Tro og spiritualitet |

  5. Pingback: Dit liv – dit ansvar |

  6. Pingback: At være til fest sammen |

  7. Pingback: Troværdighed |

  8. Pingback: tillidsbrud, utro, utroskab, fejltagelse, tage ved lære, udvikle sig |

  9. Pingback: Elsker eller elskerinde |

  10. Pingback: Kærligheden er væk |

Skriv et svar