On the radio…

Musik der rør…

For nogen tid siden var der en pige på Twitter der spurgte: ”Hvordan kan det være at der er bestemte numre der bare rør mig sådan?”

Jeg svarede hende, at det sikkert er fordi, at dét at andre har sat ord på og måske endda tænkt de samme tanker eller haft de samme følelser som én selv, det er befriende, støttende og på en eller anden måde rørende og bekræftende.

Hun var sød og takkede mig søreme og svarede så, at sådan havde hun egentlig aldrig tænkt, men ja, det var da sikkert derfor. Det rørte mig, jeg tænkte på hende, på at hun sad der et eller andet sted og måske var ked af det og brugte musikken til at hive sig selv op igen.

Musik er perioder og mennesker i mit liv.

Da jeg var lille pige og alle mine fætre og kusiner vi sad sammen i kælderen hjemme hos min mormor og morfar, hvor min meget unge onkel og hans kæreste, som havde et band, de stod og øvede sig, så fik vi unger lov til at sidde og skråle med eller blot se imponeret på dem.

Det husker jeg især når jeg hører ”Tennessee Walz” med Patsy Cline og den rør mig stadig, den gamle slager.

3-ugers kolonierne med folkeskolen hvor vi var nogle unger der sneg os over på Tvind-skolens gymnastiksal med en spolebåndoptager og dansede til “Do ya think I’m sexy” med Rod Stewart og lavede dansekonkurrence, med to skridt til højre og to skridt til venstre.

“On the radio” med Donna Summer er fra folkeskoletiden på mellemtrinnet og jeg kan huske at vi var tre piger der fik klippet akkurat den samme frisure op til en klassefest. Og ”Don’t you want me” med The Human League, var da dengang jeg sad sammen med Ann oppe hos Henrik og en af hans kammerater sagde at jeg havde smukke knæ og at jeg som 13-årig ikke lige vidste hvad jeg skulle sige til det.

Så er der min første store kærlighed som desværre ikke var gengældt, men jeg var da lun på ham i et års tid eller to og når jeg hører ”I was made for lovin’ you” med KISS, som jeg hørte på hans walkmann, som jeg lånte af ham på en cykeltur i udlandet med ungdomsklubben, ja, så skænker jeg da ham og hvad der måske kunne have været en lille bitte tanke.

Eller ”Baby Jane” med Rod Stewart, som jeg hørte rigtig meget dengang jeg var forelsket i min anden store kærlighed og gik med min spolebåndoptager på skulderen og hørte det nummer igen og igen når jeg skulle op og besøge ham. Det var optaget tre gange på hver side af kassettebåndet mindst.

Min tid som elev i Nørgaard på Strøget hvor ejeren kun ville have at vi spillede tøsedrengene eller Frank Sinatra, så det var de samme to kassettebånd der kørte igen og igen og igen i de tre år jeg var der.

Kool and the gang og Madonna minder mig i den grad om min tid på diskotek Motown på Vesterbrogade (mon den stadig eksisterer) hvor man lige skulle have nok penge til indgangen og en cola, fordi jeg bare dansede hele tiden og ikke altid lige havde til natbussen hjem og følelsen af bare fødder på den varme sommer asfalt på turen hjem til Østerbro.

Og den gang i bussen, hvor en stor meget mørk mand, satte sig ved siden af mig med scorereplikken “Hello, I’m James, I’m a saxofonplayer” – Okay, sagde jeg så bare – jeg var træt.

Eller den gang hvor en veninde og jeg var på vej hjem fra byen og vi mødte nogle unge fyre som ville have selskab til natmaden på restaurant og det var bare kanonsjovt og alle gik hver til sit bagefter, og dengang jeg var med en veninde på italiensk restaurent og de italienske tjenere stod og talte om os og hvad de i havde i tankerne med os, og hun svarede dem så på italiensk da de serverede for os, totalt morsomt og meget meget høflig betjening resten af aftenen. og meget meget mere som der bare står Kool and the gang med selvlysende bokstaver henover.

Rigtig mange rocknumre med Toto, Pretty Maids, Thin Lizzy,  Jon Bon Jovi med flere hørte jeg rigtig mange gange og kan se mig selv sidde der på gulvet foran pladespilleren og lære mig selv teksten udenad mens jeg flyttede pick-uppen hundrede gange, når der var noget jeg ikke lige fik fat i, imens min daværende kæreste var på aftenarbejde.

EM 1992, da vi kørte igennem Rådhuspladsen, mig højgravid og masser af mennesker klar til at møde landsholdet imens et gammelt nummer som ”Please don’t leave me” med Pretty Maids  kørte i bilens højtalere.

Backstreet Boys som var ældstesønnens første yndlingsband og vi sad sammen og skrålede med på numrene da han var lille, skønne hyggestunder sammen. Eller Spice Girls som var datterens første yndlingsband. Og ”Summer of 69” med Bryan Adams som var yngstesønnens første yndlingsnummer, som han ville høre igen og igen når vi kørte bil og han sad og skrålede med på nummeret, på trods af, at han ikke kunne engelsk og ikke anede hvad han forsøgte at synge. Skønt.

Så er der alle ferieminderne fra Benidorm, Ibiza, Halkidiki og så Tyrkiet sidste år hvor de spillede et nummer som jeg finder brand hamrende irriterende og egentlig ganske rædselsfuldt, men netop fordi det var en dejlig ferie med mine nærmeste så kom jeg til at holde af ”What the f..k” med Sak Noel.

Og så alle de numre der minder en om de gange man blev svigtet og samlede sig selv op igen, og alle de skøre fester man har været til og skønne mennesker man har mødt igennem tiden. Den store kærlighed og den næste og den næste og så min endelige(?) store kærlighed. Mange numre mange minder.

Jeg har også perioder, hvor jeg har en håndfuld yndlingsnumre, som jeg kan høre uafbrudt, så ryger der et par stykker fra yndlingslisten og nye kommer til, men musikken er hos mig og i mig – altid.

Ikke alle mennesker lytter til teksterne, jeg kender til nogle som næsten ikke lægger mærke til at der er ord i teksten, det synes jeg er mystisk at man kan, men de må så mere mærke stemningen i sangen og så selv lægge deres betydning i uanset hvad sangskriveren ellers havde tænkt sig.

Jeg lytter efter teksterne og det kan små irritere mig når der mumles, og jeg kan sagtens finde på at google teksten til en sang som jeg synes om, for at lære teksten udenad men også fordi jeg ser en god tekst som et meget poetisk digt, som f.eks, Adele med “Set fire to the rain” eller Aerosmith med “I don’t wanna miss a thing”.

De behøver ikke altid at være dybsindige, men de betyder noget for mig, særligt hvis jeg på en eller anden måde kan relatere mig til dem, eller hvis de bare gør mig glad i låget eller sætter tanker igang, så er det også fint med mig.

Musik gør mig glad, den støtter mig når jeg er trist, og giver mig styrke til at hive mig selv op igen og jeg kunne slet ikke forestille mig en verden, et liv uden musik og kan sagtens forestille mig de første mennesker på jorden helt ubevidst har nynnet og lavet melodier som er gået i arv generation efter generation sammen med historierne og erfaringerne.

Og så er jeg absolut og helt sikker på, at der er rigtig mange der har det helt ligesom mig, blot med andre numre og andre minder.

Tænk hvis når man udåndede, så blev alle de numre der igennem livet har betydet noget for en, spillet fra hjertet af og man blev taget med igennem livet endnu engang, inden man var klar til… det næste liv, til intetheden eller til at være skytsengel for endnu et musikglad menneske.

Dette indlæg blev udgivet i Selvindsigt. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar