Ny partner?

Overvejer du at udskifte den gamle eller er du på udkig efter den store kærlighed?

Det er egentlig noget mystisk noget det her med at blive forelsket, for er det egentlig noget, som vi kan styre og kan vi så styre hvem det er som vi vil forelske os i?

Det tror jeg til en vis grad, at vi faktisk godt kan. Den eneste ene

Vi kan sagtens blive betaget af andre mennesker, synes de er interessante, flotte eller hvad ved jeg af gode sager, men det er jo ikke det samme som at være forelsket, hvis vi altså evner at skelne.

Men går vi skridtet videre og flirter med disse mennesker og det så viser sig, at der er en form for gensidig interesse, så bliver vi pludselig åbne for at blive forelsket og leger måske lidt med tanken.

Derfor er det så hamrende vigtigt, at du forstår denne grænse, når du er i forhold og har givet din partner indtryk af at være trofast, at du er monogam. Ikke kun for ikke at svigte din partner, men faktisk også for ikke at svigte dig selv, ved at svigte dine værdier og din troværdighed.

For sætter du sig selv i situationer, hvor du åbner op for den form for flirt, der giver løfte om mere og som måske også fysisk udvikler sig til mere, så er du pludselig ude der hvor du ikke længere kan bunde, fordi konsekvenserne er alt for store, i forhold til det lille kortvarige kick du kan få.

Så ja, når du er i forhold, så vælger du om du bliver forelsket i andre, ved at være bevidst omkring hvilke situationer, som du sætter dig selv i. Eller om du hellere ”vil elske” din partner og derigennem blive forelsket på ny med mellemrum i vedkommende, for det kan faktisk lade sig gøre, hvis du vil.

Og her mener jeg at “vil” betyder, at du skal gøre en aktiv indsats for det, du skal gøre alt det der indebærer at være forelsket, indebærer at elske, på den måde vælger du kærligheden med drys af forelskelse i ny og næ i det forhold, som du er i.

Det er altså ikke nok at ønske sig forelskelsen i forholdet, hvis du ikke vil pleje og gøde den. Men det er en anden snak som jeg sikkert vil vende tilbage til i et andet indlæg.

“Don’t ever think a relationship is like an account you can log into and log out whenever you want” / ukendt

Desværre bruger flere utroskab til at finde sig en ny partner, og vælger dermed at svigte sin partner, ikke lære noget i det forhold man er i og samtidig til-vælge utroværdigheden til sin personlighed.

På den måde har man så heller ikke noget nyt at byde på, til det nye forhold, for når forelskelsen engang har lagt sig og man igen står og keder sig, føler sig for lidt set, har ingen eller en dårlig kommunikation, savner forelskelsen, savner berøringerne og at grine sammen, så har man ikke lært noget som helst.

Vi mennesker er ret så gode til at vide, hvad vi i hvert fald ikke vil og ikke ønsker i vores liv, men derfra og så til at være bevidst om det når vi er i et forhold, ved at vi vedligeholder og udvikler de ting, som vi ønsker i vores liv eller til når vi indleder en flirt der udvikler sig til forelskelse, der kan faktisk være rigtigt langt.

Det kan også være sådan, at vi har været i et forhold, som ikke endte godt og nogle af problemerne kunne have været økonomien og derfor kan en af de ting vi falder for hos vores nye partner, måske være at vedkommende har styr på sin økonomi og måske endda er nærig.

Det kan også være, at vi kommer ud af et forhold til en person, som kun kan brokke sig, og aldrig foretager sig noget for at forbedre det der brokkes over, og derfor falder vi for en person, som ser ud til at ”hvile i sig selv” og opleves som at være ambitiøs og handlingsorienteret.

Vi kan også have oplevet utroskab eller andre svigt i tidligere forhold, og derfor forelsker vi os i en person, som virker til at have stærke værdier og moral eller i hvert fald giver udtryk for at have det.

Men desværre så er det ofte sådan, at vi mennesker rigtig gerne vil, at andre synes godt om os, derfor vil flere have svært ved at vise hvem de er og hvad de står for, fordi frygten for at blive afvist for den man virkelig er, kan være rigtig stor, derfor kan det opleves nemmere at sige og gøre det i forelskelses- og flirte fasen, som man tror, at den anden person vil synes bedst om.

“Det er i kærlighedens lotteri som i ethvert andet, at man ikke kan spille på en ottendedel og samtidig forlange fuld gevinst” / Nis Petersen

Og så står vi pludselig der efter villa, volvo, vovse og 1,8 børn og finder ud af, at personen slet ikke er den vi troede, slet ikke er den som vi forelskede os i og skal til at vælge, om vi skal lære hinanden at kende på ny eller om vi skal gå fra hinanden.

Når du er i et forhold, som har varet mere end 5 år, så kan du ind imellem godt savne forelskelsen, hvis du ikke sørger for, at den er et del af forholdet og med mellemrum titter frem og giver varme sommerfugle i maven, når du ser på din partner, så du bare må røre.

Derfor kan det opleves som harmløst og nemt lige at få det kick udenfor forholdet, men det er desværre slet ikke så harmløst, som du kan bilde dig selv ind, og her taler jeg ikke om almindelig overfladisk flirt, men om den form for flirt, der kan eller vil udvikle sig til forelskelse eller begær, om det så blot er i tankerne.

Ifølge parterapeut Martin Østergaard’s bog ”Vejen til mandens hjerte”, så er åndeligt utroskab faktisk langt farligere for et forhold end fysisk utroskab og hvis du ved, hvor ødelæggende fysisk utroskab er, hvad siger det så ikke om åndeligt utroskab?

Martin beskriver åndeligt utroskab sådan her:

”Åndelig utroskab kan også kaldes for følelsesmæssig utroskab eller psykisk utroskab. Åndelig utroskab opstår når du holder op med at dele dine dybe tanker og følelser med kæresten. Åndelig utroskab omhandler at du føler dig forsømt af din kæreste fordi han/hun er åndeligt fraværende – det vil sige fraværende i tanke, handling og følelse og i stedet for at tale om problemet, så optrapper I det, ved at blive kolde, begynde at kritisere og bebrejde, dropper de små daglige kærtegn – og vigtigt af alt fortroligheden”

Så er du nået hertil i dit forhold og tror at du kan helbrede dig selv og din sårethed ved at være fysisk utro, i stedet for at tage ansvar for forholdet og få fortroligheden og nærheden tilbage, så er du ude på et sidespor, som ikke fører til et bedre forhold.

Og skulle det komme så vidt, at I dermed går fra hinanden, så står du igen i samme situation om nogle år med en ny partner, hvis du ikke har taget ved lære af det tidligere forhold, ved at sørge for at fortroligheden og nærheden bliver en vigtig ingrediens i forholdet.

Og så kører du bare i ring igen og igen med en ny partner igen og igen, eller også giver du op og fortæller dig selv, at du har det meget bedre som single og det er der sikkert også nogle der har, men når nu at diverse statistikker, datingsider etc. fortæller os, at vi alle søger kærligheden hos ”den eneste ene” så vil det ikke være holdbart for dig, hvis du ikke tager ved lære.

“A relationship is more than just finding the right person. It’s about being the right person”  / ukendt

Nogle mennesker oplever også, at gå fra et dårligt forhold, eller bare sådan et forhold der endte skidt, blot for at havne i et lignende forhold, måske endda med samme dårlige udgang og hvad skal du så gøre?

Er det de forkerte mennesker, som du vælger at falde for?

Er det fordi, du ikke har lært noget af tidligere forhold?

Er det fordi, du netop på grund af tidligere dårlige forhold, vil det nye forhold alt for meget, alt for lidt eller har så svært ved at have tilliden som udgangspunkt i forholdet, fordi du er blevet svigtet for mange gange?

Måske vil du bare have bedst af at få helet dig selv, inden du går ind i et nyt forhold. Men også at gøre dig selv den store tjeneste, at få afklaret dine primære værdier, så du kan være tro mod dem og dermed mod sig selv.

Så du må nok selv mærke efter dybt inde og være ærlig over for sig selv.

De problemer du har i dit forhold, dem vil du med stor sandsynlighed tage med dig i et nyt forhold, hvis du ikke lærer at løse dem, så hvorfor ikke løse dem i det forhold du er i, så et nyt forhold ikke er nødvendigt?

Og er du single og det ikke er noget, som du vil fortsætte med, hvordan kan du så sikre dig, at den næste du forelsker dig i, virkelig er den rette for dig?

Jeg tror det er noget med at have fælles værdier, at forventningerne er afklaret, og at du er helt ærlig omkring hvem du er og hvad du står for, så en ny partner kan forelske sig i dig på det helt rigtige grundlag.

Min overbevisning er, at jo ældre du er, jo bedre kan du styre det her med forelskelsen og jo yngre du er, jo sværere er det.

Det er også lidt sjovt det her med diverse kontaktannoncer og datingsider, for dér kan vi godt fortælle hvad vi ønsker os af en kommende partner.

Men desværre er alle ikke helt ærlige, hverken når de skal beskrive sig selv eller når de henvender sig på en annonce, at man faktisk også lever op til de ting der ønskes, for som udgangspunkt vil vi gerne se os med ”de rigtige” værdier, at vi er trofaste, ærlige, loyale, handlekraftige, har humor og selvironi og alle de andre fine personlige kompetencer og værdier.

Og måske mener vi virkelig også, at vi er sådan, vi ønsker i hvert fald at være sådan, men vi har blot svært ved at leve op til det i den virkelige verden udenfor vores hoved.

Dermed sætter vi ikke blot en eventuel ny partner i en dårlig situation, ved at de bliver forelsket i os ud fra en person, som vi reelt ikke er eller kan leve op til, vi går dermed i vejen for os selv, og ender igen med, hvis ikke et forlist forhold, så i hvert fald et mindre lykkeligt eller måske direkte ulykkeligt forhold.

Hvis du har været igennem flere forhold, som ikke er endt særligt godt, så kræver det sin mand/kvinde at gå ind i et nyt forhold, for du bliver uendeligt sårbar og det kræver også noget af den nye partner at kunne rumme den bagage, som du bærer på.

Man kan ikke bebrejde hinandens bagage, eller give sin nye partner i skoen for hvad tidligere partnere har forvoldt en af smerte.

Du kan blot slå en streg i sandet og gøre en indsats for forholdet, for kærligheden, for fortroligheden og troværdigheden i forholdet, ved selv at være den bedste udgave af dig selv.

Og her mener jeg ikke, at du bare skal give og give, yde og yde, for det er da også fint at være flink, kærlig og givende, men kun så længe, at du bevarer din selvrespekt og ikke ender ud med at glide i et med tapetet eller blive lagt under sofabordet.

Nej, jeg mener, at du skal finde frem til hvem du er, hvad du står for og være tro mod dig selv og dine værdier, først dér vil du finde selvrespekt og selvværd og dermed vil du også få respekt fra andre, som vil gøre kærligheden mere ligeværdig, enten i det forhold du er i, eller når du skal finde dig en ny partner.

Med ligeværdig mener jeg ikke, at “hvis du giver mig det, så får du det”.

Med ligeværdig mener jeg, at hvis begge har tydelige værdier, som hver især selv efterlever, så giver det en tryghed i forholdet, som gør at man kan respektere hinanden, rumme hinandens forskelligheder og have den kommunikation der skal til, for at have et godt nærvær og en fortrolighed i forholdet som knytter stærke bånd.

Læs også:

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

– / –

Vil du holde øje med indlæg til bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside.

Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig om mennesker, livet, værdier, troværdighed og kærligheden – Helt ærligt!

Dette indlæg blev udgivet i Selvindsigt. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar