Mor, far og børn og øhhh kærester?

At være kærester og forældre på samme tid… børn

Der er rigtig mange parforhold der kommer på en hård prøve, når de får børn og ikke længere kan være kærester på full time, men pludselig også skal til at være forældre og samarbejdspartnere i en travl hverdag.

Og det er jo ikke fordi børnene hverken er uelsket eller uønsket, vi elsker dem absolut over alt på jorden og kunne give vores højre arm, for at undgå at der nogensinde skete dem noget, vi vil gå igennem ild og vand for dem…

…men pludselig en dag, når det er alt for længe siden, at vi har haft følelsen af, også at være kærester, så ville vi give vores venstre arm, for at få den tid tilbage igen, altså kærestetiden, ikke at vi vil undvære vores børn.

Så får vi at vide, at det kun er imens de er små, så det er bare nogle år, at man lige må sætte forventningerne til kærlighedslivet lidt ned, og det bliver da også bedre. Ungerne bliver mere selvstændige, og hvis de så også har fået en fast rytme med sengetider, så kan man pludselig være kærester om aftenen og natten med.

Men så bliver ungerne større og kommer rendende i tide og utide, for lige at høre om noget, for lige at tømme køleskabet eller også hænger de i sofaen, til langt efter, at vi selv er gået alt for træt i seng, så pludselig er det som at have bittesmå børn igen.

Ikke fordi de ikke er selvstændige, men der er ikke nogle faste rytmer, og vi ved aldrig hvornår vi har tid for os selv eller ej. De store unger fylder også på en anden måde og det er ikke størrelsesmæssigt, jeg tænker på. Og så går de bare senere og senere i seng, så der er ikke noget alenetid, som man som voksen kan være sikker på at have, medmindre man aftaler sig frem til det med ungerne.

Men hvordan fortæller man så sine store unger, at vi som voksen har brug for alenetid, og det er jo ikke blot for at kunne elske uden at blive afbrudt eller forstyrret, eller bare være bange for at blive overrasket eller hørt, det er også blot det, at kunne være kærester, holde i hånd, tale fortroligt og bare have tid sammen, uden at der er forventninger til en som forældre.

Og det er jo ikke fordi, vi ikke elsker vores store unger, tvært imod, vi er jo helt vilde med dem og hamrende stolte af dem, vi imponeres af deres personlighed og selvstændighed, og vi nyder at kunne tale fornuftigt med dem, når den værste teenagetid er overstået, vi værdsætter at kunne tale med dem om andet end Ramasjang og andet godt, vi har blot også brug for at være kærester.

Ungerne har også brug for, at vi som forældre kan være kærester, for kan vi ikke det, så vil forholdet langsomt gå i stykker, eller også er det bare så følelsesmæssigt hårdt at være forældre uden også at kunne være kærester…

…uden at det er noget, man som en anden teenager, skal stjæle sig til at være, så hverdagen bliver måske i stedet fyldt med snerren, mismodhed, afvisninger og indelukkethed, og det er virkelig en dræber for et ellers godt forhold.

Men hvordan gør man det så praktisk og ikke mindst så hensynsfuldt som muligt?

Nogle fortæller at de tager på weekend sammen en gang om måneden uden unger.

Andre fortæller, at de har en aftale med ungerne, at i hverdagen efter kl. 21:30 så er stuen de voksnes, og det er forbudt at komme rendende efter det tidspunkt, og vil de ikke i seng, så er det hjemme hos venner det foregår, eller også må de blive på værelset og se tv eller andet der. Naturligvis kan de også have kammerater på besøg, blot det ikke er hver og hver anden dag.

Andre igen fortæller, at de ikke har alenetid, i hvert fald ikke en alenetid, som de kan regne med, og at de derfor har rigtig svært ved at være kærester, og at det efterhånden går mere op i, at få hverdagen til at hænge sammen, og de har begge gjort op med sig selv, at det vil være sådan i rigtig mange år endnu, og så håber de, at de kan finde hinanden igen til den tid.

Det kan også være svært at fortælle sine unger, at man som voksen har brug for alenetid, for vi kan være bange, for at såre vores unger, bange for, at de kan tolke det, som om at vi ikke vil dem, som om at de er i vejen, for det er absolut slet ikke sådan, at det er.

Til min yngste har jeg sagt, at voksne har brug for at kunne være alene sammen, så når vi har sagt godnat, så skal han ikke kalde, medmindre det er så vigtigt, at det ikke kan vente til næste dag.

Jeg har fortalt, at hvis voksne ikke har tid til også at være kærester, så er der mange der bliver skilt og det ønsker vi ikke, vi elsker hinanden og ham meget højt, så vi vil gerne gøre alt hvad vi kan, for at vi fortsat kan være en familie, men for at kunne være mor og far, så har vi også brug for at kunne være kærester og have alenetid.

Det forstod han faktisk, måske også fordi, der samtidig var en fra hans klasse, hvis forældre skulle skilles og det forskrækkede ham en hel del.

Hvordan fortæller man det så til teenagere, og de der er ældre? Vi vil jo stadig ikke såre og samtidig er det vigtigt for os, at de forstår eller i hvert fald accepterer det. Jeg ved ikke hvilken måde der er bedst, vi må have tiltro til, at vores store unger er så fornuftige, at de forstår eller accepterer, uden at tage det personligt.

Derfor tror jeg, at det er vigtigt at vi fra ungerne er små, vænner dem til, at mor og far har kærestetid, som den mest naturlige ting i verden, så vil vi heller ikke stå med den udfordring når ungerne bliver store.

Der er sikkert rigtig mange løsninger til det her, men uanset hvilken løsning man vælger, så skal man huske at flirte med hinanden, huske at vise at man tænker på hinanden ved at sende en lille besked i tide og utide eller ringe blot for at høre den andens stemme, købe en lille ting med hjem, yndlings-chokoladen, favorit-vinen eller den bog, som har været ønsket længe.

Huske at smile til hinanden og grine sammen, huske at kysse og røre ved hinanden, at anerkende og rose hinanden og at lytte til hinanden, alt dette når man kan og ved at prioritere de to eller femten minutter det tager, hver dag.

Det er blot lettere at huske at gøre dette og ikke mindst at have overskuddet, når der også er alenetid i hverdagen, så hvordan man vil få den lagt ind er nok en smagssag, men et forhold uden, vil langsomt kvæle forholdet, så gør det til en vane helt fra starten af, når der kommer børn i forholdet.

På den måde viser vi også vores unger, at lige så vigtige de er i vores liv, lige så vigtigt er det at prioritere hinanden som kærester, ikke blot for kærlighedslivet men også for familielivet.

Læs også:

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

– / –

Vil du holde øje med indlæg til bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside.

Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig om mennesker, livet, værdier, troværdighed og kærligheden – Helt ærligt!

Dette indlæg blev udgivet i Kærligheden. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Mor, far og børn og øhhh kærester?

  1. Pingback: At føle dig ensom i et forhold |

  2. Pingback: Er du monogam? |

Skriv et svar