MeToo og vrede kvinder

Tak til dig – du ved hvem du er <3

Jeg har haft et travlt år med alt for mange ting igang, men een ting vil jeg se tilbage på med STOR tilfredshed og det er #MeToo som var vendepunktet ift. at kvinder ikke længere tier stille, at kvinder har fundet deres indre vrede frem og ikke længere vil finde sig i at blive holdt nede, holdt tilbage og ikke længere vil tage ansvaret for den gode stemning, en stemning som andre allerede har ødelagt for os.

Jeg vil påstå at Everyday Sexism Project Danmark har gødet jorden for at kvinder nu tør tale højt om de oplevelser alt for mange kvinder har fra vi er 8-10 år piger. Men vi har stadig lang vej igen, jeg tror at vi blot har set toppen af isbjerget, der er stadig mange der ikke har talt højt, men vi er på vej.

Tak til Irene Manteufel for i tidernes morgen at tage den store tørn og ikke mindst at tone frem på min skærm og give mig en oplevelse af at være blevet set og få anerkendt mine oplevelser som kvinde og tak til holdet bag Everyday Sexisme Project Danmark, I er vigtige, vi er vigtige. Og tak for de forkvinder/-personer der igennem årene har været, hvad I ikke har lagt ryg til og tak til alle de frivillige kræfter der har arbejdet aktivt og støttet op.

Og tusind tak til alle de – ingen nævnt ingen glemt – der har deltaget i debatten som privatpersoner ved at lægge opslag på deres væg, deres sider og grupper og de der utrætteligt har søgt at holde medierne på sporet, for det er gud-hjælpe-mig ikke nemt. I ved hvem I er.

Jeg ser også at flere mænd er blevet mere reflekterende i forhold til hvordan det er at gå igennem livet som kvinde til forskel fra hvordan det er som mand, at der er en væsentlig forskel som ikke er i kvindernes favør. Tak til jer mænd – her igen, ingen nævnt ingen glemt – som siger dette højt, som skriver indlæg og artikler, som deltager i debatten her der og allevegne, det betyder uendeligt meget skal I vide. Jeg sætter stor pris på jer og I giver mig tro på at vi nok skal komme i mål med ligestilling – engang.

Og tak til Laerke Reddersen og Dorte Rømer for at have opstartet #StopStilheden og forestillingen med oplæsning af vidnesbyrd fra film- og teaterverdenen som berørte mig dybt og stadig sidder i mig. Det er væsentligt at kunsten også formidler dette, for I kan nå ud på anden vis end mange af os andre.

Og ja, jeg er vred – men det er en god vrede – en vrede der giver mig energi til alt det jeg gør.

Mit ønske for 2018 ift. #MeToo er, at vi får hævet debatniveauet og ikke ser på alle disse vidnesbyrd som enkeltstående særtilfælde hver og en, men på at dette er et strukturelt problem i vores kultur og derfor ikke noget med kvinder mod mænd, mænd mod kvinder.

“Women aren’t supposed to be angry ― at least not outwardly so. We’re supposed to maintain composure under pressure, and be friendly and approachable and nice. An angry woman is a crazy woman. And crazy women can’t be trusted” / Women, The Year Women Found Their Rage

Jannie Nielsen Hansen

Læs også gerne:

Dette indlæg blev udgivet i Blog og tagget , , , . Bogmærk permalinket.