MeToo og porno

Hvorfor er seksuel vold så stort et tema i vores kultur? 

Jeg har gjort mig nogle tanker omkring dette – faktisk igennem flere år – og nu er tiden måske i kraft af #MeToo forhåbentligt inde til, at vi kan se på hverdagssexisme i et langt større perspektiv end vi hidtil har gjort.

Dette er faktisk ikke noget vi er synderligt gode til i Danmark. Og når vi i denne sammenhæng taler seksuel vold, hvad er så dette?

Det er faktisk ikke altid lig med fysisk vold, herunder voldtægt og mord på ex-/partner samt seksuelt grænseoverskridende handlinger, som primært går ud over kvinder og udøves af mænd. Når vi taler vold, kan vi også inkludere den psykiske vold herunder den hvor manden udøver sin større styrke, de patriarkalske strukturer etc. hvor kvinden bliver til et objekt, en af mindre værd end manden, der ikke skal tages alvorligt, hverken hendes viden, tanker eller følelser.

Det er jo ikke kun mænd der udøver denne vold mod kvinder, kvinder gør det også mod andre kvinder – og det har intet med ’kvinder er kvinder værst’ at gøre, den talemåde skal bare dø. Vi er alle internaliseret i denne kultur der gør, at kvinder bliver behandlet sådan at #MeToo er ekstremt vigtig for at vi kommer videre ift. at opnå ligestilling herunder ligeværd.

Og hvad er det så der gør at vi har denne kultur? Det har noget med vores sprog om og til hinanden at gøre, det er den måde køn bliver fremstillet på i diverse medier, reklamer etc., det er at mænd stadig kan købe sig adgang til kvinders kroppe og onanere i disse, det er den høje grad af seksualisering/pornoficering der er overalt i vores samfund – alt skal være sexet – og her har ikke blot de seksualiserede musikvideoer og normaliseringen af porno meget at skulle have sagt.

En podcast der virkelig er værd at lytte til!

Sananda Solaris: ”Der er lavet en masse begavede undersøgelser omkring porno, bl.a. en der viser at når du ser porno, når du ser video, så påvirker det dig rent fysisk på et andet plan end hvis du sidder og ser på et billede. Fordi der er lyd og levende billeder så oplever kroppen det som om at du virkelig var der, når du sidder og ser porno.

Vores børn sidder og ser kvinder der bliver gangbanget, af op til tyve mænd, analt, vaginalt og oralt. De ser voldsporno og der er rigtig meget overgrebsporno i spil (mig: main stream porno er overgrebsporno). Der er også rigtig meget virkeligt bizart porno og det er efterhånden måske sådan, at det er det første møde en dreng på 12 år – måske endda yngre – har med kvinden. Altså nogle enormt voldsomme billeder som kroppen altså oplever som var det virkelighed.

Videnskaben siger, at årsagen til at der er stigende depressioner, ADHD og psykisk ustabile sind blandt unge mænd, handler rigtig meget om porno, fordi det der sker når du har en udløsning, er at du får bl.a. en endorfin udladning og helt fysisk sker der en forløsning. Hvis det sker hvert 3. minut (altså at den kan opnås indenfor tre minutter) i stedet for at have denne langvarige proces hvor du først flirter osv. inden det måske ender ud med at have sex med kvinde og så der måske gået en måned.

Den her hurtige effektive tre-minutters proces, gør at mænd bliver impotente (nogle af konsekvenserne ved porno udover impotens, er bl.a. at manden ikke kan få udløsning i kvinden, at manden følsomhed ved penis forsvinder, at manden får stillet sit behov for nærhed igennem porno og får svært ved nære relationer herunder ikke-porno-sex i det virkelige liv, at manden pr. automatik objektiviserer kvinder som noget af det første), hvilket bl.a. forklarer hvorfor så mange skal bruge viagra, og hvorfor dette stiger, fordi det går for hurtigt når du kommer ind i en cyklus hvor seksualitet tager tre minutter. Det vil sige, at det at gennemføre et samleje på syv eller tyve minutter ikke kan lade sig gøre, da manden ikke er i stand til at holde en erektion længere fordi kroppen vænnes til tre minutters intervaller.

Andet er også at disse udløsninger af bl.a. endorfiner betyder at du tømmer dit depot og så er der ikke noget tilbage til resten af dagen (læs tilbage til at indgå i relation med andre), og så opstår der altså depressioner og angst samt andet som du så er nødsaget til at dulme og misbruget stiger i vores samfund.

Vi har altså at gøre med en masse mænd, som er opdraget (og påvirket) af porno til at se kvinder som seksuel-væsener og objekter, og med disse øjne sammen med f.eks. depressioner eller andet samt svært ved at holde erektionen med en levende kvinde, det ER et reelt problem, og jeg gentager, det er ikke mig der siger dette, det er videnskaben, ud fra undersøgelser i USA og andre steder, som fortæller dette.

Jeg synes det er interessant at snakke om, for når jeg hører hvad min datter på 21 år siger om hendes generation og hører hendes veninder, så er mange af de unge mænd som hun kender og har kendt de bruger viagra, og der er mange med dette problem. Forholdsvist få unge mænd, har taget et aktivt fravalg af porno, og de har ikke de her problemer.

Jeg kan genkende mønsteret, og det er blevet værre og værre fordi porno er blevet mere tilgængeligt. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at når mænd ser kvinder med de her øjne, at det er medvirkende til at vi oplever at kvinder bliver behandlet som de/vi gør af for mange mænd og at mange mænd ser kvinder – altså rigtig levende kvinder – som en trussel. Mange kvinder er oprigtigt kede af, at de ikke kan flirte, fordi hvis de smiler og flirter med en mand, så opfatter han det i mange tilfælde som en indbydelse til sex – øjeblikkeligt. Jeg synes at vores seksuelle pseudo-frihed rent faktisk er meget problematisk.” (lyt til podcasten for at høre mere …)

OBS! Ovennævnte er transcriberet fra nævnte podcast, og jeg beklager hvis jeg ikke har fået alt med i uddraget. Det der står i parenteser er ikke Sonandas men mine ord.

Ønsker du at vide mere omkring dette, så er der masser tilgængeligt på nettet helt gratis, brug din sunde fornuft. Du kan også følge Porno og Samfund her på facebook eller læse nogle af de links jeg har på min hjemmeside (nederst i linket) http://www.loveroad.dk/ligevaerd/1-2/

Jannie Nielsen Hansen

Læs også gerne:

NB! Dette er fra mit facebook opslag den 16-12-17, og da mit opslag ikke er offentligt, har jeg også lagt det op her som et blogindlæg. Jeg har dog valgt ikke at reklamere for det, da aktiviteten foregår direkte på min side, dette er primært for at jeg selv nemt kan finde det igen 🙂

Dette indlæg blev udgivet i Blog og tagget , , , . Bogmærk permalinket.