Medie-lede

Der er jævnligt fokus på politikerlede,
kunne vi snart i stedet få en debat om medielede?

Jeg oplever, at vores debatniveau er vanvittigt lavt og at vores medier ikke er synderligt gode til at moderere kommentarspor samt vinkle eller behandle emner på nogen særlig sober eller oplysende måde.

”Vores medier er bundrådne, de løber med fake news, halve vinde og vinkler benhårdt på det som giver reaktioner. De er med til at skabe den virkelighed de skal beskrive og dette er dybt problematisk, når de ikke er sig deres ansvar bevidst” / Jannie Tolstrup

Ganske ofte har jeg oplevet, f.eks. når nogen jeg kender eller kender til, har skrevet et indlæg eller en artikel, så har de ikke selv kunnet bestemme overskriften, eller har haft noget at skulle have sagt vedr. denne. Dette bevirker desværre at overskrifter alt for ofte bliver vinklet, for at skabe den største effekt som muligt og gerne på en måde, så den indre svinehund bliver fodret. Desværre er der mange, der kun læser overskrifter, og ud for dette danner sig en mening i ytringsfrihedens navn.

“Ytringsfriheden er en grundlæggende forudsætning for et demokrati. Den sikrer, at alle må sige deres mening om, hvordan samfundet skal se ud, uden at blive straffe for det. Uden ytringsfrihed ville der ikke være mulighed for fri meningsdannelse og medbestemmelse for borgerne. Retten til ytringsfrihed er derfor udgangspunktet for de såkaldte politiske rettigheder og fundamentet for forsamlingsfriheden, foreningsfriheden, politisk og offentlig deltagelse, uddannelse og oplysning. Politikere og journalister har en særlig udvidet ytringsfrihed, fordi de i kraft af deres arbejde er med til at debattere samfundsforhold og derigennem sikre demokratiet. Pressen bliver ofte omtalt som demokratiets vagthund” / Menneskeret.dk

“Grundloven giver alle borgere ytringsfrihed: ret til at udtrykke det, de vil, offentligt. Samtidig har alle borgere ansvar for det, de siger og skriver. Lovgivningen sætter nogle grænser for, hvad man kan tillade sig at sige eller skrive offentligt. Hvis man f.eks. fornærmer et andet menneske groft offentligt, kan man risikere at blive stævnet i en injuriesag. Og hvis man f.eks. skriver noget, der truer landets sikkerhed, kan man blive tiltalt ved domstolene og idømt straf”. / ft.dk (Folketinget, ytringsfrihed)

Og i diverse kommentarspor flyder galden og gyllen så alligevel, for man har jo lov til at have en mening, og hvis nogen er uenige i denne, så får man at vide, at man så må være imod ytringsfrihed imens de med trusler, sexisme etc. søger at lukke en ned – ha ha ha eller noget.

Det som mange af disse glemmer, det er, at det at have en mening om noget, ikke er ensbetydende med, at dette er sandheden. Det er ikke alt som – eksempel vis det modsatte af fakta – som man kan feje af med ‘det er bare min mening’.  ’Eksisterer der ugler’? Nej, der eksisterer ikke ugler, det er bare min mening, og hvis du siger, at jeg tager fejl, så er du imod ytringsfrihed. Gak? Ren gak gak!

Jeg kan godt lide lakridser, og du siger, at du ikke kan lide lakridser, okay, det er så bare din mening. Smagen af lakridser kan vi godt have hver vores mening om (Kilde: No, It’s Not Your Opinion. You’re Just Wrong)

Udover at ovennævnte ofte sker, så sker det også jævnligt, at de der forholder sig kritisk og udfordrer vores såkaldte danske frisind, vores selvfedhed, vores selvforståelse som nogle, der bare er meget bedre end alle andre, de får en vanvittig respons også i ytringsfrihedens navn.

Dette skete for nyligt, da Maria Vicki Lindbaum var i DR studiet , som forkvinde for ESPD (Everryday Sexism Project Danmark), hvor hun opfordrede til en debat om hvorvidt det at herrelandsholdet som sejrsråb – der bliver vist i alt fra Nyhederne til Youtube – råber ’Store patter’ i forhold til om det ikke blot er sexistisk. men også om herrelandsholdet på den måde lever op til deres ansvar – og den kodeks som DBU har opsat – i forhold til at være rollemodeller for ganske mange børn, unge og voksne.

ESPD blev nærmest væltet ned med hadfulde, tåbelige, ignorante og truende beskeder og kommentarer, hvor uendeligt pinligt få rent faktisk forholdte sig til det Maria havde givet udtryk for. Det var rent selvsving for den indre svinehund. Maria modtog ligeledes beskeder på sin private facebookprofil, på SMS, mail etc. som folk havde gjort sig den ulejlighed at opspore for at få afløb for deres nonsens og grovheder. Det skal lige siges, at der da også var nogle der støttede op.

Mette Gjerskov – politiker for Socialdemokratiet – skrev et humoristisk opslag om herrelandsholdet og deres såkaldte sejrsråb på sin Facebookside. Og det kommentarspor der udfoldede sig dér, er lige til et sociologisk forskningsprojekt ”den indre svinehund anno 2017 og konsekvenserne for vores samfund”.

Jeg er rystet over mediernes håndtering og hvor lidet reflekterende mange – uendeligt mange – mennesker er. Men det kan vel ikke undre – ikke at det fralægger den enkelte et ansvar – når nu medierne håndterer diverse emner som sexisme, sexindustrien (herunder prostitution/sugardating, porno og strip), racisme, feminisme, Sverige, ’de fremmede’, forældre-, kvinde-, køns-, handicappede, arbejdsledige-problematikker som de nu gør.

Det at have digital dannelse, er også at kunne forholde sig kritisk, men det at forholde sig kritisk er ikke lig med, at svine folk til, at viderebringe fake news, at splitte befolkningen i dem og os (såkaldte fremmede mod såkaldte danskere – kvinder mod mænd osv.). Både medier og diverse læsere mangler generelt denne digitale dannelse, vi er håbløse for at sige det mildt.

Og nej, dette er ikke for at skære alle over en kam, for der findes også gode mennesker derude, både læsere, debattører og journalister, der er bare for langt mellem snapsene.

Og jeg kan godt forstå når flere fravælger at deltage i disse debatter, fordi disse ofte er ret så grimme, og det kræver et overskud uden lige at stå model til den respons, som man alt for ofte får.

Jeg har selv oplevet, at blive stalket digitalt og få mail til min private mail, beskeder via Messenger samt kommentarer fra vildt fremmede på mine billeder og opslag, blot fordi jeg har formastet mig andetsteds til ikke at være enig eller at forholde mig kritisk til vinklingen af et af nævnte emner.

Jeg vil ikke fralægge den enkelte deres personlige ansvar, men medierne bliver simpelthen nødsaget til at tage et langt større samfundsmæssigt medansvar, for ellers vil meideleden brede sig, og så kan vi begynde at tale om mediedøden, i hvert fald den oplysende og samlende en af slagsen, og det har store konsekvenser for vores samfund og demokrati.

Jeg vil varmt anbefale alle – også og måske især journalister – til at læse Mediernes møgkællinger af Susanne Staun, for at få et indblik i hvordan medierne bliver manipuleret og selv manipulerer. (Den kan lånes på biblioteket og eksempelvis købes hos Saxo til 249,95 – Kilde: Saxo.com)

Troels Mylenberg er en af de – alt for få – dygtige journalister vi har, og jeg kan lige så varmt anbefale, at følge ham og læse det han skriver, f.eks. Ugens bagkant: Jul i det omvendte krænkelsessamfund. Uddrag herunder:

“Det er i udgangspunktet helt selvfølgeligt, at et råb som det skaber debat og opmærksomhed. Det er selvfølgeligt, at der spørges til, om råbet er udtryk for en kvindefornedrende kultur, en kultur som trænger til modificering og modarbejdelse. Men selv om den debat er helt på sin plads, og selv om det selvfølgelig er vigtigt at tale om ikke mindst den afsmittende effekt som rollemodeller som landsholdsspillere har på børn og unge landet over, så er det ganske sigende, at debatten skred et helt andet sted hen.

Nemlig til de tusinder af mennesker, som følte et behov for at latterliggøre selve debatten, altså en slags omvendt krænkelse over, at nogen følte sig krænket over, at landsholdet råber den slags. Der var med andre ord med meget voldsom afstandtagen til den krænkelse, som meget få – hvis nogen overhovedet – havde givet udtryk for, at de oplevede.

Medier – ikke mindst sociale – flød over med budskaber om, hvor latterligt det var, hvis nogen gjorde dette ligegyldige spørgsmål til et vigtigt tema, altså uden en egentlig fastlæggelse af, hvem disse nogen – krænkede – var. Åbenbart var bare det at stille spørgsmålet om, hvorvidt landsholdet går over stregen nok til, at nogen følte sig kaldet til anfægtelse. Og på den måde sikrede vi endnu engang, at debatten selvfølgelig løb af sporet. De latterlige var, måtte man forstå, dem, der begrænsede landsholdets ytringsfrihed, selv om det stadig synes svært at finde mennesker med den holdning.

Samtidig virker det velsagtens åbenlyst, at selv om et sådan kampråb bare er et kampråb og næppe ment som specifikt kvindenedgørende, så er det som minimum dumt og unødvendigt, hvor barnligt det end måtte være. Men som sagt lever vi i denne omvendte krænkelsestid, hvor de mest krænkede altså er dem, der krænkes over andres krænkelse. ”

“Måske er det selvironien, der mangler. Den selvironi og selvindsigt, der er helt nødvendig og påkrævet for, at en samfundsdebat kan blive til mere og andet end evige slåskampe fra fastlåste positioner. Nuancerne eksisterer ikke, i stedet kun optrapningen af en mulig konflikt som måske ikke engang findes i virkeligheden. Men som søreme skal udforskes til det yderste. ” / Troels Mylenberg

Videoen jeg nævnte med Maria kan ses på DRs Facebookside, og her kan du også læse kommentarsporet. Hvis du gør sidstnævnte, så vil jeg opfordre dig til at like de fornuftige kommentarer der også er.

Og Mettes opslag samt de kommentarer jeg nævnte kan du se på hendes Facebookside, da det er et offentligt opslag.

Nå, tilbage til medierne. 

Jeg er vred. Jeg er vred på de medier der går efter laveste fællesnævner, laver click-baite arikler og overskrifter, ikke modererer deres kommentarspor, formidler fake-news samt groft manipulerede statistikker og ikke mindst lader sig manipulere med.

Jeg er vred på de der inviterer folk i studiet, ikke for at oplyse, men i stedet agerer mikrofonholdere for ekstremer og generelt ikke spørger kritisk ind til deres holdninger, men lader dem slippe alt alt for nemt.

Jeg er vred på de der står for nyhederne, hvor alt for meget ligegyldigt bliver vist for at fylde ud, i stedet for at bruge tiden mere fornuftigt og så gå i dybden med de lidt tungere emner. De mest ligegyldige ting bliver behandlet som Breaking News, og diverse personer bliver brugt som såkaldte eksperter, fordi de er kendte eller har skrevet noget på Facebook engang. og ikke fordi de rent faktisk ved noget mere end den almindelige borger om emnet.

Og ja, så er jeg også vred på diverse politikere, der laver politik alt efter hvad medierne fokuserer på, ren symbolpolitik der skal please den indre svinehund og dermed lever disse politikere ikke op til deres ansvar, ej heller medierne  – igen igen – fordi for mange politikere agerer efter mediestemningen.

Og ja, jeg er frustreret over hvor vanskeligt det efterhånden er, som ganske almindelig samfundsborger. at finde rundt i det hav der er af såkaldte nyheder, informationer og misinformationer – endda på medier, som jeg førhen opfattede som bundsolide og troværdige.

#Medielede

Jannie Nielsen Hansen

Læs også gerne:

 

Dette indlæg blev udgivet i Blog og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar