Lykkelig i dit perfekte hjem?

At være gift er som at have et ekstra barn… 

Jeg har hørt fra flere kvinder, ”for pokker da, man kan skisme da lige så godt bo alene, for man er alligevel alene om det hele” – ”Han (manden) gider for pokker da heller aldrig noget, jeg skal blive ved med at huske ham på det ene og på det andet” og mere i den dur.

Ofte har kvinderne ret – helt ret, men mange andre gange, så er det blot andre ting som manden prioriterer og de ting har ikke samme værdi for kvinden, og derfor bliver de usynlige.

Det er naturligvis ikke altid i forholdet at det er kvinden der prioriterer rengøringen, jeg kender indtil flere forhold hvor manden har gang i det ene og det andet projekt i huset og går op i at alt er skinnende rent, så den gælder naturligvis begge veje.

Men mange, mænd som kvinder, vil have godt af at se indad, for hvad er det for nogle forventninger man har til sig selv, til hinanden, til hjemmet, karrieren, børnene, hverdagen og fremtiden?

Og er ens forventninger og krav mere rigtige end den andens? – Nej vel?….. vel?

Måske skulle man sætte sine krav og forventninger ned til ”perfektheden”

Nogle kvinder og søreme også nogle mænd, har kæmpe krav til at hjemmet skal være bakterie- og rodefrit område og hvis man skal suse rundt og støvsuge hver og hver anden dag, stryge viskestykker og underbukser, rette sofapuder og mere i den dur, ja, så levner det skisme ikke meget energi til også at være kærester eller forældre for den sags skyld.

Husk at det du brokker dig over, det er dit behov og ikke nødvendigvis andres behov.

For nogle er det vigtigt at hjemmet stråler som en nystrøget støveklud, og det at hjemmet roder det dræner dem for energi, fordi at de ikke kan slappe af i rod, men disse mennesker skal så tage ansvar for at de har det sådan og dermed tage ansvar for rengøringen, og endnu bedre finde sig en partner der har det akkurat på samme måde.

Eller også skulle disse mennesker måske lære at give lidt mere slip?

Der er forskel på rod og på noget der er ulækkert. At puderne ikke står korrekt i sofaen og at der ligger en bunke i hjørnet på kommoden med papirer og andet man skulle kigge i – på et tidspunkt – og at ungerne eller manden for den sags skyld, ikke har sat skoene pænt ved siden af hinanden på dertil indrettede hylde, er det værre eller bedre, end hvis der står daggamle kopper og tallerkner med mugrester på spisebordet og kattebakken ikke har været skiftet i 14 dage?

De fleste mennesker ville sikkert foretrække rodet frem for ulækkerheden.

Jeg kender én som i rigtig mange år, som noget af det første hun sagde til ungerne og manden når de kom hjem, det var ikke ”Hej min skat, dejligt at se dig”, nej, det var, ”Sæt nu skoene på plads, jeg har lige vasket gulv og hæng din jakke op” og mere i den dur.

Eller en anden, som altid rettede puderne når man rejste sig fra deres sofa, selvom man bare lige skulle på toilettet.

Eller en anden som, skulle gå partnerens rengøring efter med en klud og et falkeblik, der nok skulle finde noget, der kunne vendes det hvide ud af øjnene og ryste på hovedet for, og også gerne lige komme med en spids kommentar, der hævdede dem selv, for hvor fantastisk de selv gjorde rent, for det var bare aldrig godt nok, det andre gjorde.

Når det er sådan, så mener jeg at rengøringen fylder alt for meget og at det overtager nærheden i hverdagen og så sidder man der og kan ikke forstå at ens nærmeste og en selv for den sags skyld, ikke er lykkelig, for man gør jo så meget, og det gør man jo også, men bare ikke for kærligheden.

Så jeg vil opfordre til at man lige kiggede indad en gang.

Hvis behov er det? 

Er det kun dit behov, så tag selv ansvar og til det du ikke orker, lær dog at sige pyt til det.

Det betyder så ikke at ens partner har fribillet, men læg mærke til hvad partneren gør, og anerkend dette.

Desværre er der mange ting i hverdagen der gøres, som er nærmest usynlige.

For det at tage sig af alt det praktiske vedrørende ungernes sport og skole, at der bliver smurt madpakke, at der bliver hygget om, og der bliver talt med og hygget med hinanden, at der skiftes sengetøj og handlet ind, det rykker bare ikke på nogle rodebunker og så bliver det usynligt, men det er lige så vigtigt, eller måske endda vigtigere end alverdens rod og støv.

En mand sagde engang til mig, at han havde det sådan, at hvis der var noget man havde et problem med, ja så måtte man selv gøre det, så hvis man synes at der trængte til at blive støvsuget, så gjorde man det, i stedet for at blive sur over at andre ikke gjorde det. Og det synes jeg at der er meget rigtigt i.

Når du får gæster, så er det fordi at de besøger dig, og hvis du tror at de kommer for at se hvor pænt du bor, eller fordi at de gerne vil imponeres, så tager du enten fejl eller også skulle du måske se dig om efter nogle andre venner? Eller endnu bedre, find ud af hvorfor du har det behov for at andre skal blive misundelige eller at du har behov for at blive anerkendt for dit hjem i stedet for den person og det gode selskab du er.

Rengøring med mere, bør aldrig være på bekostning af kærligheden og nærheden i hverdagen, det er livet skisme for værdifuldt til.

Hvis du er for træt til at kysse med din partner, fordi du har knoklet hele dagen med hjemmet, så bør du tænke over dine prioriteringer.

For ellers kan du ende med at sidde ensom, i forhold eller ej, i dit ”Bo Bedre-hjem” og kigge ud på livet og andres kærlighed igennem dine nyvaskede og polerede ruder.

Jannie Nielsen Hansen
LoveRoad.dk

Læs også:

– / –

Vil du holde øje med indlæg til bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside.

Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig om mennesker, livet, værdier, troværdighed og kærligheden – Helt ærligt

 

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar