Er kvinder kvinder værst?

Endnu en drenge-pige… Vi kan gøre mere...

Igennem min barndom, ungdom og til dels også igennem noget af mit voksenliv har jeg ikke været helt tryg ved mit eget køn og har søgt drengenes og mændenes selskab oftere end pigernes og kvindernes.

Jeg har nok været det som man kalder for en drengepige, selvom jeg også legede med piger, men det var lege eller komsammener der skulle have et formål til forskel for med drenge, så kunne jeg godt bare hænge ud med dem uden at skulle noget særligt.

Det var ikke fordi jeg troede at de var vilde med mig, fordi jeg ville score dem eller lignende, jeg var bare mere afslappet og tryg, var mere mig selv sammen med dem.

Når jeg kigger tilbage så kan jeg nu se, at jeg også er blevet opdraget til at det skulle være sådan. Jeg er blevet opdraget til at være pæn og sød og at drenge skulle synes det samme og naturligvis søgte jeg så dem ubevidst for at opnå denne anerkendelse.

Jeg havde også lært at piger er intrigante og andet skidt og det giver ganske naturligt en utryghed, hvis man lærer at et helt køn er på denne måde.

Dermed vokser vi ikke op som medsøstre, men nærmere som konkurrenter på livets vej og det synes jeg skisme er rigtig synd.

Jeg har naturligvis haft veninder, blot ikke de samme igennem alle årene, det har været lidt på skift og jeg har heller ikke selv været god til at holde kontakten vedlige.

Jeg har nærmere haft ”gå-i-byen” veninder og ikke nogle længerevarende og rigtig fortrolige af slagsen til forskel fra nu, hvor jeg har et par stykker, som jeg faktisk føler mig tryg ved.

Jeg har efterhånden fundet ud af, at vi er rigtig mange kvinder der er vokset op som drenge-piger med samme oplevelse og opfattelse af vores eget køn som jeg.

Det at være en drenge-pige er også lidt sejere end at være en tøs og det at skulle være en prinsesse var lidt for kedeligt i længden, så jeg tog drenge-pigen til mig, men den udgave der også har den fineste guldmedalje fra flinkeskolen og gøre-sig-pæn-skolen.

Derfor tænker jeg, at vi må være rigtig mange, der godt kunne tænke os, at det havde været anderledes, forholdet piger og piger imellem, som forholdet kvinder og kvinder imellem.

Joan Ørting har på et tidspunkt udtalt noget i den her retning med at der med god grund er en stor mistillid kvinder imellem, fordi kvinder ”stjæler” hinandens mænd, i stedet for at bakke hinanden op som medsøstre, så sår vi splid og modarbejder hinanden.

Måske konkurrerer vi også i langt højere grad mod hinanden, vi skal være den bedste mor, den bedste hustru, den bedste til at holde hjemmet, den bedste til karriere, den bedste til det hele på samme tid? (Er kvinder virkelig kvinder værst på Femina.dk, Kvinder er kvinder værst på jobbet på Metroxpress)

Og måske er det lige det, som det bunder i, at vi måske vokser op med en usikkerhed, et ringe selvværd, som mediebilledet i den grad understøtter, eller andet som vi lader os styre af sammen med det her billeder af hvad piger/kvinder er og at det at være dreng og mand er meget mere værdifuldt.

Jeg kan simpelthen ikke tro, at det virkelig er det vi vil for os selv.

Det skal lige siges at det ikke er fordi at kvinder rent faktisk biologisk set vitterligt er hinandens fjender, men fordi vi opdrages til det, vi får det fortalt i diverse reklamer og film, mange komikere bruger det også i deres show og det er blevet til talemåder som netop “kvinde er kvinde værst” eller ord som “sladrekællinger”, “bitches”, “tøs” med mere og det præger os naturligvis.

At tale dårligt om andre mennesker...

Jeg har oplevet i flere henvendelser jeg har fået at særligt kvinder har tendens til at give “den anden kvinde” skylden hvis deres partner er dem utro, og så kan manden læne sig tilbage og undgå at tage ansvar for sin hamrende dårlige og tarvelige opførsel.

Indtil de indser at der ikke er nogle mennesker der kan tages mod deres vilje og at deres partner faktisk hele tiden har haft muligheden for at sige nej og bede vedkommende om at holde sig langt væk.

Hvis vi gav vores børn den store gave, at få ændret vores kultur sådan at billedet af det at være en rigtig kvinde og en rigtig mand blev ændret sådan at vi hver især uanset køn er helt rigtige som vi er, at vi ikke oplever at det er sejere at være en drenge-pige og nedværdigende at være tøset, så vil vi alle sammen få meget bedre betingelser ikke blot i forhold til at kunne finde os selv som mennesker og ikke bare som køn, men også i forhold til vores relationer mennesker imellem.

Tænk hvis vores børn og børnebørn kunne vokse op uden dette i deres liv – naivt? Ja, naturligvis, men hvis vi ikke kan forestille os det og gøre en indsats for det, hvad er der så tilbage?

Læs også:

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

(Redigeret og ændret 23.08.14)

 – / –

PS! Tjek ind på Facebook og tryk “Synes godt om” på LoveRoad.dk, så vil du kunne holde dig orienteret om nye indlæg her på siden, samt få kloge citater, indlæg fra andre samt stof til eftertanke om livet og kærligheden  – Helt ærligt!

 

Dette indlæg blev udgivet i Selvindsigt. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar