Kvinder betror sig ikke til mænd

Jeg tænker jævnligt over hvordan det mon kan være, at mange mænd ikke tror på, at kvinder – fra de er piger på ca. 8-10 år  – jævnligt oplever grænseoverskridelser fra drenge/mænd.

At de ikke tror på omfanget af det, at det egentlig er helt så slemt, eller tror ikke på, at det har noget med dem at gøre.

Anne Dalum har et bud på dette: ”Ifbm. alt dette her #metoo og alle de dumme bro’s der ikke tror på, at næsten alle kvinder er blevet chikaneret af mænd mindst én gang i deres liv, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at disse mænd aldrig nogensinde må ha’ haft en nær, dyb, autentisk relation til en kvinde. Hverken som kæreste, veninde, elsker, søster, mor, mormor – whatever. De har ikke haft en relation til en kvinde, hvor de har medbragt den intention at komme til virkelig at lære hende at kende og respektere hende som ligeværdig. Ellers ville de jo kende omfanget af problemet. Hun har altid bare været en ressource for dem, som de kunne udvinde fra – været reduceret til funktion. Det er tragisk, men også morsomt afslørende”.

Og her tror jeg at Anne rammer ned i noget ganske væsentligt.

For havde disse mænd haft en tæt relation til en kvinde, så ville hun have betroet sig til dem om dette, han ville have spurgt ind og han ville dermed kende til nogle af de ting som kvinder oplever, ikke bare én men flere gange i løbet af vores liv.

Og hvis/når kvinder oplever, at mænd i deres nærhed ikke lytter til dem, victimblaimer kvinder eller opfører sig sexistisk på anden vis, så er der ikke den store tillid til og tryghed ved manden til at dele dette og lignende med ham.

Her for nyligt var der flere indlæg, artikler etc. omkring Aalen og at han gav sine kvindelige medarbejdere et klask i røven og dette agtede han ikke at stoppe med. Flere i kommentarsporene gav udtryk for alt fra; ”Herregud, et klask i røven, dør man da ikke af” til ”Jamen, det er jo bare sådan han er, så slap lige af”.

Hvis man ikke kan se det problematiske i disse såkaldte undskyldninger, så har man langt igen ift. til at sætte sig ind i hvordan det er som kvinde i en professionel situation og af sin arbejdsgiver at blive behandlet sådan.

Hvis vi skal til at nuancere og vurdere graden af de forskellige grænseoverskridelser og om hvert enkelt skal tages alvorligt, så fjerner vi fokus fra at dette ikke er enkelthændelser, men en del af en struktur der er i vores kultur – i vores samfund.

Jeg vil påstå, at de større ting er der, fordi vi giver lov til og ser igennem fingre med de mindre ting og nej, det er ikke fordi man ikke må flirte med hinanden, men en flirt er noget som begge parter er indforstået med og indebærer ikke nødvendigvis berøringer intime steder, og slet slet ikke nedgørende, fordomsfulde eller objektiviserende (tingsliggørende) kommentarer.

Som du måske har læst i et af mine indlæg ‘Et kvindeliv’, så har jeg oplevet så mange ting, at jeg slet ikke har tal på det mere. Jeg har ikke altid været bevidst om at mine grænser var overskredet, fordi det var så normaliseret at få overskredet disse. Så det er meget nemt, at vende det indad, og tro at det er en selv der er noget galt med, og som kvinde – der i vores samfund får og tager ansvaret for emotional labour – så er det lige til højrebenet, at begynde at arbejde med sig selv, at udvikle sig selv, at påtage sig ansvaret osv. osv. osv.

Men hvad gør mange af disse mænd så? For langt de flestes vedkommende – INGENTING. Jeg oplever gang på gang i diverse kommentarspor, i samtaler med mænd, via fortællinger fra andre kvinder, at mænd ikke tager det til efterretning. Hverken når kvinder fortæller at grænser er blevet overskredet som uønskede seksuelle berøringer og vold/voldtægt eller når det gælder beretninger om nedgørende kommentarer, vurderinger eller meget andet, som kommer til udtryk i den kultur vi lever i, der sætter kvinder lavere rangeret end mænd.

I stedet for at lytte til de kvinder der fortæller, så går disse mænd i gang med en bro-alliance, der går ud på at skærme manden (den anden mand og måske også derigennem sig selv), for “Vi skal jo ikke i gang med en mande-heksejagt”, og “Hvad med alle de uskyldige mænd” samt “Hvad med de mænd der får påvirket deres karriere for et enkelt lille fejltrin” og mere i den dur.

Vær opmærksom på, at dette indlæg vedrører et bestemt segment af mænd, som der desværre er alt for mange af, fordi det er noget som overvejende alle kvinder oplever, i en eller anden grad og i et eller andet omfang.

Og tilbage til det Anne skriver, hvis disse mænd havde haft et nært følelsesmæssigt tillidsfuldt forhold til en kvinde – kæreste, mor, søster etc. – så ville verden se anderledes ud, er min påstand, fordi jeg ikke tror på at mænd er biologisk betinget for at opføre sig sexistisk, grænseoverskridende etc. overfor kvinder som køn. Og jeg tror at mænd godt evner empati og refleksion og kan se disse strukturer, som de også er en del af, hvis de vil.

Så er det fordi de ikke vil, og hvorfor vil de mon ikke det?

Jackson Katz kommer ind på dette, når han formidler omkring den maskulinitetskultur der er i vores samfund og hvilke konsekvenser det har, også for mænd selv. Og jeg tror – føler mig meget overbevist om – at det netop er denne maskulinitetskultur vi skal have udfordret, men kvinder kan ikke udfordre den alene, mænd skal også selv udfordre den, fordi vores samfund netop stadig er så patriarkalsk at mænd ikke lytter nævneværdigt til kvinder, men primært lytter til andre mænd – det er der masser af undersøgelser der har belyst.

Denne maskulinitetskultur skal udfordres allerede fra vores børn er helt små, og her kommer forældre, institutioner og alle der har med børn at gøre ind i billedet, samt ikke mindst de der underviser de der har med børn at gøre og her har kvinder også et ansvar. Ligesom vi også har et ansvar for at lære vores børn emotional labour uanset køn, ved ikke kun at påtage os dette medansvar, men også at sige fra og ikke påtage os dette som en selvfølge og som eneansvarlig – og/eller at emotional labour begynder at blive anerkendt og påskønnet.

Hvis maskulinitetskulturen indebærer, at man som mand, skal føle sig som en mand ved ikke at gå til lægen, ikke at tale om følelser, ikke at tage et følelsesmæssigt medansvar i sine relationer, ikke at sikre følelsesmæssig tilknytning til sine børn, ikke at kunne vise sine tvivl, usikkerhed og sin sårbarhed, altid tro at man skal have svaret på alt, skal sætte ’sin kvinde’ på plads, skal være forsørgeren, er noget i kraft af sit job og ikke sin person og meget andet, som er ganske ødelæggende for ikke blot de indbyrdes relationer, for piger og kvinder, men også for drenge og manden selv.

Denne kultur gør også, at disse tillidsforhold mand og kvinde imellem får ganske svære vilkår, og dermed vil manden aldrig få den indsigt i, hvor ofte disse ting sker for piger og kvinder. Til gengæld kan manden tage ansvar for at ville lytte til kvinder og være opmærksom på hvilken form hans egen maskulinitet tager, om han skal hævde sin maskulinitet igennem at nedgøre/objektivisere kvinden for at kunne føle sig som en mand. Eller om han hviler så meget i sig selv, at han nærmere i sin værdiorientering oplever sig som mand, ved at søge at være tro mod de værdier som han gerne vil stå for, som menneske.

Nogle af disse mænd hverken kan eller vil se, at de selv bidrager til den kultur der gør, at kvinder oplever disse ting og dette skrev jeg i går om i et facebookopslag om misogyni:

Misogyni er en betegnelse for had eller stærke fordomme over for kvinder. Mange af de mænd der opfører sig sexistisk, fordomsfuld, dominerende, fysisk/psykisk voldelig og/eller objektiviserende overfor kvinder, de giver udtryk for at de jo elsker kvinder, og de kan ikke se at denne form for ‘kærlighed’ netop er misogyni.

Når man(d) behandler og opfatter kvinder som f.eks. et objekt, eller giver udtryk for fordomme, så er det et udtryk for at man(d) opfatter kvinder som mindre værd end en selv – som køn – og dermed som nogle der kan behandles på anden og dårligere vis, end man(d) ville have behandlet (talt om) andre mænd.

Had er et voldsomt ord, for heri indeholder et ønske om at gøre skade på andre – fysisk/psykisk – og dette ønske har de fleste af disse mænd jo ikke. Men men men, uagtet deres hensigt, så opleves deres ageren som had/foragt o.lign. af de kvinder som det går ud over og som observerer det.

“Og de handlinger er had uanset om hensigten er at skade eller modtageren opfatter det sådan. Fordi det helt tydeligt skader. Skader kvinders indflydelse, magt, indkomst, helbred osv. osv.” / Malene Ingwersen

Denne misogyni er internaliseret i os alle – også kvinder og her er der nærmere tale om horisontalt had – og derfor, er det noget som vi alle skal lære at være bevidste om, for at kunne ændre på det.

Når jeg tænker tilbage, så kan jeg godt huske, at jeg som teenager bl.a. gav udtryk for ikke at kunne sammen med andre piger og at jeg var ‘en af drengene’. Jeg kan huske, at jeg selv har givet udtryk for fordomme om piger/kvinder og at jeg engang så andre kvinder an med mandens blik og meget andet som jeg ville ønske havde været anderledes, men det var hvad jeg havde lært igennem vores kultur, normer etc.

Jeg oplever i debatter på f.eks. Facebook, at kvinder giver udtryk for at de i hvert fald godt kan tåle mosten, at de synes det er så sjovt, at de bestemt ikke er nærtagende, hysteriske etc. som de andre kvinder. Disse kvinder søger at hævde sig selv – at være en af drengene – ved at stå på skuldrene af andre kvinder. Og dette uden at være bevidst om, at de selv bidrager til at de aldrig bliver opfattet ligeværdige med mænd, men kun værdsat fordi der tales for mænd imod kvinder.

Nå, nu kom jeg lige ud på et sidespor, for det som jeg gerne vil være klogere på, det er hvordan disse mænd ikke kan (vil?) se deres handlinger og opfattelser som misogyne og i stedet ser det som kærlighed til kvinden. ”For hvordan kan de da også hade kvinder, når de nu begærer kvinder”, ”Hvordan kan de da hade kvinder, når de gerne vil være i relation med en” osv. Men det er jo deres eget behov der er i centrum, hvor kvinden bliver en brugs-/servicegenstand, som er der på mandens præmisser – uanset hans ‘kærlighed’.

Kvindehad og stærke fordomme over for kvinder er så integreret i vores kultur, at det er usynligt for os, hvis vi ikke bliver bevidste omkring dette, derfor skal vi oplyse, oplyse og oplyse, for det eneste der kan skabe viljen til forandring er viden og indsigt sammen med empati og en god samfundsforståelse.

Tilføjelse: Og måske endda en revolution

Misogyni er en del af den maskulinitetskultur, som vi simpelthen skal have gjort op med, og jeg har læst og læst, set det ene og det andet, talt med flere som er kloge på aspekter indenfor dette, og jeg ved stadig ikke hvordan det kan lykkes, fordi udfordringen er så stor ift. at få folk til at se, at blive bevidste.

Måske fordi vi lægger så meget af vores identitet igennem vores internalisering, at det simpelthen er for utrygt at udfordre denne, men hvad så med alle de af os – mænd som kvinder – der turde og valgte denne udfordring, hvori ligger forskellen …

Jeg har igennem mange år, søgt at se på hvordan vi får gjort flere mennesker bevidste omkring dette, og har også ageret lommepsykolog på mig selv, for at finde frem til hvad der rykkede mig og dermed måske også kan rykke andre. Og igennem mange af de samtaler jeg har haft, kan jeg se, at der er mange forskellige indgange, nogle er blevet opdraget med et bevidst feministisk værdisæt (gid det var mig), nogle har været ude for nogle kriser i deres liv, der gjorde at de måtte finde ind til deres kerne, deres værdier, og andre igen har evnet at lytte og undersøge for at blive klogere på dette, sådan at denne nye indsigt har skabt den forandring i dem selv.

Og vi skal ikke være blinde for, at der er nogle forskellige ting på spil afhængig af ens køn, men det er et andet indlæg værd.

Så hvad vil jeg egentlig med dette indlæg, kort sagt, så vil jeg have gjort op med vores kultur og den kønsproblematik som æder os op indefra som samfund.

Læs også gerne:

Jannie Nielsen Hansen

Dette indlæg blev udgivet i Blog og tagget , , , . Bogmærk permalinket.