Åbne breve

Lettet og ulykkelig…

“Jeg fik et chok da jeg fandt brevet fra min mands elskerinde imellem hans sokker, men jeg blev også lettet og måske endda glad over at få vished for min mistanke.

Vi havde haft det smådårligt i det sidste års tid og jeg havde prøvet at tale med ham om det, men han havde hele tiden benægtet at noget var galt, jeg havde mistanke til at han havde vendt sig til en anden, men det benægtede han også. Jeg havde følt at det så var mig der var noget galt med og havde det rigtig skidt, for tænk at jeg var blevet en mistroisk, sur gammel tante, men det måtte jeg jo være, når han benægtede, så var det jo mig og min opfattelse den var helt galt med.

Jeg viste ham brevet, og er ganske skuffet over at jeg skulle stå med det i hånden, før han kunne være ærlig overfor mig. Han blev pludslig meget lille og var meget skyldbetynget, men han var også lettet og sagde at nu skulle det være forbi med den anden, fordi at det var mig han ville have. Han fortalte nu sandheden og vi fik virkelig talt ud om det hele, men hvorfor kunne vi dog ikke have gjort det inden det gik galt, hvorfor skulle han gøre mig ondt først…

Allerede dagen efter at vi havde fået talt ud, så kom angsten og tvivlen. Ville han virkelig stoppe forholdet til hende til fordel for mig. Jeg følte mig meget fornedret som kvinde, og følte mig uden værdi, var trist og rynket. Følte mig trampet på, og så alle mine egne fejl, når jeg sammenlignede mig med andre kvinder. For små bryster, for blød en mave, mit hår, som jeg ellers havde været så stolt af, synes slattent og kedeligt. Jeg følte mig i den grad kedelig og usexet. Når jeg købte ind, kunne jeg stå og stirre på de andre kvinder. De var smukkere og mere interessante, og de så også ud til at være meget klogere end jeg.  Jeg følte mig uinteressant, usexet, kedelig, sølle og uden værdi.

Jeg fik mareridt både når jeg sov og var vågen, omkring hvordan min mand havde elsket med den anden kvinde og hvordan de havde siddet tæt sammen og grinet og måske endda talt om hvor latterlig og sølle jeg var.

Min mand havde fortalt mig at hun var yngre end jeg og havde en lang uddannelse og et krævende arbejde, hvordan skulle jeg dog kunne hamle op med det, jeg gik jo op i hverdagen, gik op i at vi alle havde det godt, jeg gik op i de små ting og har ingen lang uddannelse og ikke noget spændende job, blot en almindelig stilling uden mulighed for karriere og heller ikke et ønske om det.

Jeg hadede hende, hadede at hun var brudt ind i vores ægteskab, og fantaserede om mange metoder for at få hævn over hende, for at ødelægge hendes liv og hendes karriere, hun skulle ned med nakken, ydmyges og jeg slog hende ihjel i fantasien rigtig mange gange, den møgmær der ødelagde min nattesøvn, som gjorde mig utryg og bundhamrende ulykkelig.  Jeg overvejede også at finde mig en elsker og få taget nogle billeder som min man kunne se, i håb om, at han ville føle samme dybe smerte, som han havde tilføjet mig.

Der er nu gået et år, og jeg kan godt se, at jeg havde en del af skylden i, at han var
gået til en anden, men jeg vil aldrig kunne tilgive ham for at han ikke kom til mig, at han ikke gjorde en indsats for os, i stedet for at vende sig fra mig, han havde også en stor del af skylden, jeg håber så bare, at han har taget ved lære, for der er sår, som vist aldrig bliver lægt igen.

Vort ægteskab er blevet bedre og vi skændes ikke ret tit mere, vi er ikke sure, og vi forsøger begge to at lytte til og tale med hinanden. Vi er også blevet mere tolerante og kan grine sammen og med hinanden. Vi anstrenger os begge meget for ikke at falde tilbage i det gamle mønster af vane og ligegyldighed. Men der er noget der er ødelagt inden i mig, kun tiden og hans troværdighed kan løse dette, sammen med vores anstrengelser for kærligheden”

/Bitten

Ulykkelig efter min mands utroskab

”Min mand har været mig utro – én gang, siger han – og jeg har så svært ved at komme videre. Jeg fandt ud af det, fordi han havde været til lægen og fået konstateret en kønssygdom og så blev han jo nødt til at fortælle mig om sit sidespring, så jeg også kunne blive tjekket om jeg også skulle på antibiotika som han. Ellers havde han nok ikke fortalt mig noget.

Jeg var højgravid, det var to uger før jeg havde termin og jeg var frygtelig ked af det og følte mig så svigtet, vi havde ikke haft så meget sex på det seneste, men for pokker, det var jo ham der havde gjort mig gravid, han ville også have børn, og så kunne han ikke engang tage det med, eller som det mindste bare tale med mig om det, så vi kunne finde en løsning og få lyst og tid til hinanden. Jeg var bundhamrende ulykkelig.

Han fortalte, at det kun skete én gang, og at han virkelig inderligt havde fortrudt, at det havde været kikset og slet ikke det værd, og at han samtidig lige siden havde været så bange for, at jeg ville jeg forlade ham, så han havde bevidst valgt, at jeg aldrig skulle få det at vide. Vi snakkede og græd rigtig meget.

Nu er der gået 1 år, og vi er stadig sammen. Min mand opfører sig som han altid har gjort, jeg kan ikke mærke nogen ændring på ham, han opfører sig som om alt er godt og dejligt. Men jeg har det virkelig rigtig dårligt med hele situationen.

Jeg føler det som om, at vores ægteskab de seneste år har været én stor løgn, som jeg har været naiv nok til at tro var perfekt. Det var det jo slet ikke og jeg er blevet i tvivl om, at jeg måske slet ikke kender ham og vi har endda været sammen i mere end 10 år. Jeg ved ikke, hvem han var utro med, om det måske var en prostitueret – det hele kører bare rundt i mit hoved. Var det en han arbejdede sammen med?

Jeg ved ikke om han har ændret sig, jeg ved ikke om han har gjort sig nogle tanker for hvordan han vil undgå at være mig utro igen og i stedet komme til mig, jeg ved ikke noget mere og har anfald af utryghed, desperation og tristhed. Udadtil har vi sikkert et perfekt liv. Mand, kone, børn, hus, bil, arbejde osv. Men jeg føler mig fastlåst og er ikke rigtig glad over noget som helst.

Jeg er helt sikker på, at hvis ikke der var børn i vores forhold, så var jeg stille og roligt trådt ud ad hoveddøren uden at kigge mig tilbage. Men samtidig er jeg glad for, at vi stadig holder sammen. Jeg elsker ham virkelig, og børnene elsker ham også, og han mig og dem.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, og hvordan jeg kommer videre. Jeg er ked af det, vred, føler mig trådt på, kasseret og udnyttet. Jeg ville bare ønske, at det var muligt at viske
tavlen ren, men smerten og tvivlen på ham ligger indeni mig hele tiden og gør så pokkers ondt.”

/Den fortvivlede

Psykopatiske træk…

Jeg har været sammen med min kæreste i mere end ti år, siden jeg var 19 år og vi har to børn sammen som nu er 3 og 5 år. Han er meget svær at bo sammen med, han bliver utilfreds over det mindste, der er ikke noget jeg kan gøre godt nok, han tjekker efter når jeg har pudset vores glasbord, han hjælper dårligt nok til med ungerne og hjemmet i hverdagen, det er mig der laver mad, han gør det kun når vi får gæster så han kan få ros for hvor dygtig han er.

Når han endelig laver noget i hjemmet, så er det de store ting han starter på og involverer mig i, så vi ender med at gøre det sammen og han tager så æren, for det er meget mere værd at starte det op, siger han…

Når jeg har handlet ind til hele ugen i Netto, får jeg brok over hvor dyrt det er og hvor dum jeg er til at handle og at jeg godt kan lægge bonen så han kan tjekke efter, det betyder så intet at han kan finde på at gå ned på tanken og købe mælk og rugbrød til dobbeltpris samtidig med at han lejer tre film.

Når ungerne skal skiftes er det op til mig og spørger jeg ham om han lige tager den, når jeg er igang med andet, så bliver det når det passer ham, når han har læst avisen færdig eller når han gider at rejse sig fra sofaen og så ender jeg alligevel med at gøre det, for jeg kan ikke være det bekendt overfor barnet at skulle gå med en lorte-/tisseble der ødelægger huden. Da vores ældste var baby havde han kolik og jeg gik med ham hver aften, i næsten tre måneder fra kl. 17-20, rundt i stuen og sang for ham og skulle jeg på toilettet eller andet og hørte ham ad om han lige kunne tage over, så var det med modstand og beskeden om, at han gad i hvertfald ikke rejse sig fra sofaen og gå og jeg skulle vide, at det absolut ikke havde hans interesse.

Da vores ældste skulle lære at bruge toilettet og følte sig for stor til potten og faderen sad på toilettet med sytten aviser og ikke ville rejse sig så hans søn kunne komme på toilettet, men bare kylede potten ud og sagde at vi ellers kunne gå ned på vaskeriet, da talte jeg også for døve øren.

Når jeg skulle til jobsamtale så kunne han finde på pludselig at skulle ud at løbe, og så stod jeg der med to unger der skulle i tøjet og i børnehave og skulle jage afsted til jobsamtalen. Han kan finde på at gå igang med at pudse vinduer lige før vi skal ud af døren for at besøge min familie, aldrig når det er hans egen.

Han kan ikke lave noget i hjemmet uden at jeg skal deltage, han kan finde på at gå igang med at ville rydde ud i et skab, og selvom jeg er igang med at sortere vasketøj og underholde unger på samme tid, så bliver han stjernetosset hvis jeg ikke også deltager i hans skabsrydning.

Når han ikke kan finde sine sokker, så får jeg skylden og ansvaret for at finde dem igen, for at modbevise at det ikke er mig der har lagt dem væk. Når jeg er i bad så forventer han at jeg rykker bruseren op på plads og på plads er for ham at den står i hans højde. Når jeg laver mad og han kommer til at svuppe grydeskeen så det sprøjter på køkkengulvet, får jeg skyld for at have sat skeen i den forkert side.

Han kan blive sur og tvær som et lille barn, hvis vi er på vej i byen og jeg ikke tager de sko på som han synes vil være pænest til mit tøj og endda så tvær at han ikke vil med, så jeg må gå alene.

Seksuelt passer vi heller ikke sammen, jeg har i mange år troet at det var mig der var noget galt med, men har endelig langt om længe fundet frem til, at vi bare er for forskellige med et alt for forskelligt syn på det at elske med hinanden.

Når jeg fortæller ham at jeg bliver ked af at han kalder mig for luder, smatso og lede taske så siger han bare at jeg jo blot kan lade være med at være dum for så er der jo heller igen grund til at han kalder mig det.

Det var ham der ville have børn, og efter at vi har fået dem, fortalte han mig, at det i hvert fald ikke skulle ændre på hans liv. Mine børn betyder alt for mig, og jeg vil ikke undvære dem for alt i verden, kunne bare godt have tænkt mig, at jeg havde valgt en anden far til dem.

Jeg har rigtig rigtig mange historier at fortælle om vores samliv, desværre har jeg ikke været god til at sige fra, ikke fordi at jeg ikke har sagt fra, det har bare prellet af. Jeg har også været flyttet  nogle gange, men han er kommet tårevædet og lovet bod og bedring og jeg har gerne villet stole på ham også på grund af børnene.

Vi har naturligvis også haft gode tider og øjeblikke, men alt den kontrol og søgen på at styre og nedgøre mig, det kan jeg ikke mere. Jeg er ved at blive en person som jeg ikke selv bryder mig om og en del af et parforhold, som  jeg ikke ville se mig selv eller nogen anden i.

Nu er det nok – jeg betegner ham ikke længere som min kæreste, vi har intet udover børnene sammen, vi passer ikke sammen – så jeg må videre og har heldigvis nogen der vil hjælpe mig og støtte mig i dette.

Jeg håber at flere vil tænke sig om inden de får børn sammen, for det gør ondt.

/Lene”

 

 

Menuoversigt:

 

  1. Forside
  2. Blog
  3. Personlig udvikling – Selvindsigt – Vaner og mønstre – Intuition
  4. Kærlighed – Forelsket
  5. Utroskab – Er du utro? – Når din partner er utro… – Jalousi – Åbent forhold – Skilsmisse
  6. Sex – Lidenskab
  7. Links
  8. LoveRoad produkter
  9. Brevkasse – Åbne breve
  10. Bag LoveRoad
  11. Kontakt