Køn forskellighed…

Mænd er fra Mars, eller er de nu også det?Act

 

Og er kvinder så fra Venus?

Den gamle traver har virkelig slået rod i os, vi – jeg generaliserer lige – har efterhånden større fokus på forskelligheder kønnene imellem uanset hvor få de er, end vi har på alt det der gør, at vi ikke er så forskellige endda, når det kommer til stykket.

For mænd er fra Jorden og det er kvinder faktisk også.

Jeg oplever, at der er en del der henviser til biologi, for at forklare eller rettere argumentere for forskelle kønnene i mellem. Men jeg er efterhånden af den opfattelse at, ud fra alt det jeg har læst mig til og undersøgt samt ud fra alle de der har skrevet til mig, mænd som kvinder, at vi oprindeligt ikke er så forskellige endda, når vi lige ser bort fra de fysiske forskelle som for eksempel forplantningsevnen.

Ud fra ovenstående så har jeg fundet frem til at vores hjerne kønnene på tværs, ikke er så forskellige, at dette har kunnet bevirke de forskelle vi har set igennem årtier. Jeg tror at de forskelle vi oplever, mere er betinget af kultur og opdragelse.

Jeg oplever også, at vi uanset køn har mange af de samme behov og ønsker for vores liv.

Uanset køn, ønsker langt de fleste af os, at elske og blive elsket, at opnå egen som andres anerkendelse og at blive set som det menneske vi hver især er.

Maslows behovspyramide skelner jo heller ikke mellem køn. Han argumenterer for, at alle mennesker skal have opfyldt de fysiske behov som fx mad, drikke og søvn. Behov for sikkerhed som fx tryghed, stabilitet og beskyttelse med vind og vejr samt smerter og andet ubehag samt fravær af angst og frygt. De sociale behov som fællesskab, kærlighed og venskab samt behovet for at høre til enkeltpersoner og grupper og at føle sig accepteret og her hører også behovet for ligeværd og respekt til.

Disse er de helt basale biologiske behov, som vi alle uanset køn skal have dækket, før vi kan udvikle os selv som mennesker og gå efter agtelse og selvrealisering.

Flere studier viser også, at der rent faktisk er større forskel inden for kønnene end imellem kønnene, de understreger at forskellen ikke er så stor kønnene imellem samt at den forskel vi ser skyldes den sociale påvirkning, netop fordi vores hjerne udvikler sig i den retning som den bliver brugt.

Det vil sige, at selvom testosteron fx har en indflydelse på hjernens udvikling, så kan denne sagtens påvirkes til at udvikle sig fx mindre aggressivt og risikobetonet, ved at man opmuntrer andre dele af et barns opførsel. Dette kan fx ses ved folk der er hjerneskadede hvor andre dele af hjernen tager over og lærer at gøre som de dele af hjernen er for beskadiget til at gøre.

Vi opdrager drenge og piger til at skulle være på en bestemt måde for at ”være rigtig” og dermed påvirker vi vores børn til at fremelske særlige kompetencer og måder at være på.

Jeg oplever desværre, at biologi-argumentet ofte bruges til at fralægge sig ansvaret for sig selv, fralægge sig ansvaret for det man siger og det man gør, og denne manglende ansvarstagen holder bare ikke, netop fordi vi rent faktisk har evnen som menneske til at vælge at gøre og sige anderledes.

Det betyder så ikke, at det er nemt, netop fordi vi også er et produkt af kultur og opdragelse og skal have aflært ganske mange vaner.

Men første skridt er at blive bevidst om at vi ikke er tvangsindlagt til at gøre det ene eller det andet ud fra biologi, og derfra tage et valg omkring os selv, hvem vi er og gerne vil være og handle derefter.

Jeg ønsker ikke. at alle mennesker er ens, jeg ønsker tværtimod at vi mennesker skal have lov til at være forskellige, at være den vi er og har lyst til at være, blot det er med respekt for andre mennesker.

Vi mennesker er rigtig gode til at putte hinanden i de her kasser af at være ”rigtig”, en rigtig dreng, en rigtig mand, en rigtig pige og en rigtig kvinde. Min oplevelse er at vi gør dette for at gøre det nemmere for os selv, det her med at kunne finde ud af hinanden. For hvis vi er i en forud defineret boks, så behøver vi jo heller ikke at gøre en indsats for at lære hinanden at kende som menneske.

Desværre begrænser vi så også hinanden rigtig meget ved brug af de her bokse, det går ud over vores selvværd, vores relationer og vores mulighed for at vokse op og finde vores egen identitet, uden at opleve os selv som mindre rigtig i ganske mange sammenhænge.

Jeg oplever også, at ganske mange forhold opløses på grund af manglende eller dårlig kommunikation. Disse bokse er medvirkende til, at vi så ofte går fejl af hinanden, netop fordi vi har defineret hinanden på forhånd ud fra køn, med alle vore fordomme og forud indtagelser i stedet for at lære hinanden rigtig at kende, som det individ vi nu engang er.

Om du ønsker at være hjemmegående uanset køn, om du ønsker at have en karriere uanset køn, om du ønsker at have børn uanset køn, eller hvordan du nu vælger at leve dit liv uanset køn, så skal der være plads til dette, uden at andre skal vurdere om det er rigtigt, om vi er det på den rigtige måde og ser ud på den rigtige måde.

Vi mennesker tænder på hinandens udseende, udstråling og væremåde og det at alle ikke er inden for den kategori som vi hver især tænder på, gør jo ikke disse mennesker til forkerte mennesker, blot forkerte for os at være partner med.

Vi mennesker er ikke sat i verden for at tilfredsstille alle andres forestillinger og fantasier om hvordan vi skal være for at være rigtig for dem. Vi må tværtimod søge mod at være rigtig for os selv og derigennem finde den, som er rigtig for os selv hver især.

Jeg tror, at det vil gøre livet meget nemmere, hvis vi kunne komme ud af de her bokse, vi kan starte med at befri os selv, hinanden og vores børn og derigennem håbe, at næste generation eller næste igen kan blive fri som menneske og få meget bedre betingelser i livet som i kærligheden.

Læs også:

Jannie Nielsen Hansen
LoveRoad.dk

Vil du læse mere omkring livet og kærligheden med indspark til at finde ind til dine egne værdier, etik og moral og er du ikke bange for at blive provokeret og blive prikket til, så kan du købe e-bogen ”Helt ærligt!” på saxo.com.

Læs også på bloggen:

Vil du holde øje med indlæg på bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside.

Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig om mennesker, livet, værdier, troværdighed og kærligheden – Helt ærligt!

 

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Køn forskellighed…

  1. Pingback: Følger du strømmen? |

Skriv et svar