Skilsmisse

En skilsmisse opleves ofte som en af de største kriser at komme igennem, et brud af dimensioner.

Man har fælles børn, minder og venner, ens familier er flettet ind i hinanden, man har  fælles bolig og måske økonomi og alt bliver flået fra hinanden.

Har man længe skændes meget og haft en hverdag der var mere ulykkelig end lykkelig, ens partner lyver, fortier og bedrager og kommunikationen er gået helt af sporet, man har virkelig forsøgt og måske også gået til parterapi eller individuel terapi uden at det har hjulpet, så er det nok tid til at komme videre.

“En skilsmisse er som at blive kørt over af en lastbil. Hvis man overlever, begynder man opmærksomt at se til højre og venstre” / Jean Kerr

Man skal ikke blive sammen for enhver pris, men man skal virkelig gøre sig selv og sine evt. børn den tjeneste at være absolut sikker på, at man ikke kan få en god hverdag sammen og elske hinanden igen, før man vælger skilsmissen som en løsning.

Vold fysisk som psykisk samt anden svigt i ægteskabet, giver ikke andre alternativer, end at komme væk i en rasende fart og måske søge hjælp og støtte til dette.

En skilsmisse giver et hav af nye udfordringer, og har man intet lært, af hvad der gik galt i forholdet, så er der stor sandsynlighed for, at et nyt forhold ender på samme vis, og så kunne man lige så godt have fundet ud af det sammen, og udvikle sig og lære noget af det forhold man er i.

Det tager mange år, at komme igennem en skilsmisse følelsesmæssigt. Det kan føles som et nederlag, uanset om du er den der ville ud eller du er den der står tilbage og gerne ville have fortsat.

”Det gør så ondt at gå ved siden af den man elsker, som kun holder af” / Piet Hein

Mange singler søger en partner og det er tosomheden der ofte søges, det at elske og ikke mindst at blive elsket og når man så har fundet den man elsker og vedkommende elsker en tilbage, hvad er det så der gør, at man ikke plejer forholdet og holder hinandens interesse ved lige – at man pludselig tager hinanden for givet, bliver utilfreds, ikke tager ansvar for forholdet og skubber sin partner fra sig, så man risikerer at miste?

Det er en meget stor beslutning at ønske skilsmisse, og det er ikke den lige lette vej, men en vej fyldt med krinkelkroge, smerte, ensomhed, frustrationer afvekslet med lettelse og godt mod, der pludselig igen kan afløses af den dybeste afgrund.

Men det er en endnu større beslutning at tage, at vælge ikke at tage ansvar for det forhold man er i, da det er det, der i bund og grund fører til skilsmissen. Det er dit valg.

Men siden du læser dette, så er skilsmisse måske med i dine overvejelser, så jeg vil fortælle dig at du har ret til separation og kan efter et halvt til et helt år søge om skilsmisse i forlængelse af separationen, så det er en lang proces.

Hvis din partner har været dig utro, kan man undgå separationen og gå direkte til skilsmisse. Så også her via lovgivningen er utroskab et fuldstændigt fravalg af forholdet og et brud af værste skuffe. Du kan også få skilsmisse, hvis I har levet adskilt de seneste to år evt. på grund af uoverensstemmelser.

Hvis du ønsker separation eller skilsmisse, skal du sende en ansøgning til statsforvaltningen.

Har I børn?

Skilsmisse er aldeles rædselsfuldt for børn og det er meget vigtigt at I gør dette på den absolut bedste vis for dem. Her skal I sætte jer selv til side og klart tænke mest på jeres børn.

Har I større børn (måske fra 6 år, afhængig af modenhed) så bør I løbende fortælle dem, at I har problemer med at finde ud af at være kærester og at I gør jeres bedste for at I ikke skal skilles, men at I ikke lige ved hvad det ender med, men at det ikke er deres skyld, det er jeres skyld og noget I ikke kan finde ud af.

Ved at informere jeres børn på et tidligere tidspunkt end ved selve skilsmissen beholder børnene tilliden til jer, og I er troværdige overfor barnet. I signalerer også åbenhed, og at det er tilladt at tale om tingene.

For nogle børn kan en skilsmisse være en lettelse, hvis de længe har oplevet skænderier og manglende overskud til dem, men uanset hvad så vil jeres børn opleve stor sorg.

Når man selv er i en skilsmisse proces, så kan det være svært at have overskud til at tale med barnet, men det er meget vigtigt at man gør dette og er helt ærlig uden at tale dårligt om den anden forælder. Det er meget vigtigt at man ikke inddrager sine børn i sin sorg og sine frustrationer, men man må gerne fortælle at man er rigtig ked af det og at man synes det er rigtig svært.

Det gælder først og fremmest om at være ærlig, når jeres barn spørger, også når det drejer sig om skilsmissen og dens konsekvenser. Det er vigtigt at I vurderer ud fra jeres børns alder og udviklingsniveau, hvor meget de skal have at vide, og hvornår i processen det skal ske.

Det er vigtigt, at du er opmærksom på og følsom overfor de signaler, som jeres barn/børn sender, så I kan få talt om dem. Skilsmissen er naturligvis en voldsom krise, men i dette tilfælde skal man sætte sig selv i anden række, og lade barnet få afløb for frustrationer og følelser og vise at det er ok at være vred og ked af det, og at man kan tale om det, så de også får sat ord på.

Langt de fleste børn ønsker at mor og far finder sammen igen, og børn er meget loyale overfor deres forældre. De kan nemt sige en ting til den ene og en anden ting til den anden, hvis de tror, at det er det forældrene gerne vil høre, det er derfor meget vigtigt, at I som forældre stoler og kan stole på hinanden og ikke mindst tale sammen.

I en skilsmisse kommer børn ofte ud for en voldsom loyalitetskonflikt. Når de er hos den ene forælder, har de skyldfølelse over ikke at være hos den anden og omvendt. Det er vigtigt som forældre at understrege overfor barnet, at det er helt i orden, at barnet også er hos den anden forælder og har det godt der, at man ved, at barnet også har behov for at være der, og at man accepterer det i ord og i handling.

I børnenes bestræbelser på at genforene forældrene, kan der ske det, at de ofte fornægter og udskyder deres egne følelser. Mange børn får skyldfølelse, når deres forældre bliver skilt. De tror, at hvis de blot selv havde opført sig bedre eller fået bedre karakterer i skolen, var det ikke sket. Det er derfor vigtigt tydeligt at fortælle og vise sine børn, at skilsmissen ikke er deres skyld. Børnene skal have at vide, at skilsmissen udelukkende er et anliggende mellem de to voksne, der ikke kan finde ud af, at få tingene til at fungere sammen.

Deling af børn

Avs, det skrev jeg bare ikke. Det gør helt ondt i mig at man siger at man deler sine børn. For når man gør det, så er det oftest ens egne behov man deler ud fra og ikke sine børns. man bør nærmere dele sig som forældre.

Jeg tror på at børn har brug for en fast base, et sted hvor de er mest, hvor de har deres skole, fritidsinteresser, venner og omgangskreds og mulighed for at pleje og udvikle disse venskaber og det er rigtig svært, hvis man er en uge hos mor og en uge hos far – jo ældre børnene bliver, jo sværere. Når børnene har en vis alder vil de selv kunne tage frem og tilbage imellem mor og far, som de selv har lyst til.

Som udgangspunkt, er min overbevisning at man aldrig skiller børnene ad, en til mor og en til far, så er der ingen voksne tabere, eller hvad?

Skulle det hjælpe, så ingen af de voksne føler sig mindre værd end den anden, og skulle det så kunne gøre, at man bedre kan tale sammen? Det er absolut ikke det der skal til, for at sikre et godt samarbejde, det gør blot, at der så i højere grad er flere børn der taber.

Nogle børn kan klare dette, og andre slet ikke, man bør ikke sætte sine børn i dette dilemma, for hvem af børnene har vundet og hvem har tabt, og hvad er der egentlig vundet og tabt – der vil altid være mulighed for en tvivl i det enkelte barn omkring dette.

Børn har også brug for at være sammen med den anden forældre, men det bør der findes en løsning på, som er udfra børnenes behov. Og det er meget meget svært, for man elsker sine børn og føler sit hjerte revet ud, når man ikke kan være sammen med dem og være en del af deres hverdag, man kan have en oplevelse af at miste følingen med deres liv, men det er også en del af det at vælge en skilsmisse eller at presse sin partner til dette ønske ved sine handlinger og prioriteringer i samlivet, endnu en omkostning.

Igen vil jeg sige, at man ikke skal være sammen kun for børnenes skyld, eller for sin egen fordi man ikke kan overskue, ikke at skulle være sammen med sine børn hver dag.

Det er en meget hård og lang proces, at vænne sig til blot at se sine børn f.eks. seks dage om måneden eller at undvære sine børn hver anden weekend, i ferier, helligdage, juleaften osv. Det tager meget meget lang tid og er et kæmpe afsavn som gør ondt helt ind i hjertet og kan give mange nedture, som lyn fra en klar himmel.

Der findes mange løsninger på dette, udfra jeres børns behov, det er afhængig af om I hver især kan sætte jer udenfor jer selv og jeres egne behov, det afhænger af hvor I hver især flytter til og meget meget mere. En mulighed kunne også være, at den forældre der ikke fungerer som børnenes base, så bliver ansvarlig for en fritidsinteresse eller to af børnenes, at følge dem og deltage i sociale arrangementer vedr. disse og have dette sammen med børnene.

“Hvad I end vælger – så lad børnenes behov være udgangspunktet og ikke jeres egne behov for at se børnene, eller for at gøre den anden forældre mest ondt” / Jannie Nielsen Hansen

Lære af skilsmissen

Gør jer selv den tjeneste hver især, hvis det ikke kan være anderledes at I skal skilles, at I lærer af det I har oplevet og det er ikke kun selve skilsmissen, det er også af jeres forhold, så I ikke igen vil stå i samme situation i et nyt forhold.

“Mange har den fejlagtige opfattelse, at et forhold er ligesom en æske fyldt med spændende ting, som man så bare kan tage fra efter forgodtbefindende. Men i virkeligheden er forholdet ligesom en tom æske, som man selv skal fylde ting i” / Lasse Bauer

Alle forelskelser er fantastiske lige i starten og udvikler sig kun til den gode nærende kærlighed, hvis du tager ansvar, det ansvar som du måske ikke har taget i dette ægteskab.

For sent?

Hvor langt er du nået i processen – er det absolut for sent at I kan finde sammen igen?

“Vi elsker at sætte os ind i, hvordan vores computere, mobiltelefoner eller biler fungerer, hvorfor så ikke også sætte os ind i, hvordan sexlivet og kærlighedslivet fungerer” / Jakob Olrik

Selvom du ikke tror at du elsker din partner mere, så findes kærligheden derinde et sted og kan sagtens vække til live, der er bare tidspunkter i livet hvor man kan synes at meget er svært og man så lader det overskygge kærligheden og sin motivation for aktivt at udvikle sit ægteskab.

“Dermed sidder vi altså selv med ansvaret for at ændre tingene, og det er måske lige præcis det, der gør parforholdet så svært? Måske oven i købet så svært, at vi hellere vil droppe det på grund af kedsomhed end rulle ærmerne op og gøre noget ved det?” / Liselotte Vejborg

Er du ikke helt sikker, så vil jeg opfordre dig til at gå på opdagelse i hele hjemmesiden her og langt de fleste blogindlæg og mærke efter inde i dig selv om der er noget som du kan gøre og så give forholdet og ikke mindst dig selv en chance mere.

Langt de fleste forhold fortjener en chance mere – Gør du?

Fra sangen Never ever af All Saints:

A few questions that I need to know
How you could ever hurt me so I need to know what I’ve done wrong
And how long it’s been going on
Was it that I never paid enough attention
Or did I not give enough affection
Not only will your answers keep me sane
But I’ll know never to make the same mistake again
You can tell me to my face
Or even on the phone
You can write it in a letter
Either way I’ve have to know
Did I never treat you right
Did I always start the fight
Either way I’m going out of my mind
All the answers to my questions I have to find…

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

– / –

PS! Tjek ind på Facebook og tryk “Synes godt om” på LoveRoad.dk, så vil du kunne holde dig orienteret om nye indlæg her på siden, samt få kloge citater, indlæg fra andre samt stof til eftertanke om livet og kærligheden  – Helt ærligt!

Menuoversigt:

  1.  Forside
  2. Blog
  3. Personlig udvikling – Selvindsigt – Vaner og mønstre – Intuition
  4. Kærlighed – Forelsket
  5. Utroskab – Er du utro? – Når din partner er utro… – Jalousi – Åbent forhold – Skilsmisse
  6. Sex – Lidenskab
  7. Links
  8. LoveRoad produkter
  9. Brevkasse – Åbne breve
  10. Bag LoveRoad
  11. Kontakt