Manglende sexlyst

Er sexlysten forsvundet?krise i forholdet

Eller er det blot til din partner at den er forsvundet… 

Grundlæggende så har hverken mænd eller kvinder den store lyst til at gå i seng med en person, som de synes er åndsvag, dum, led eller uhygiejnisk, eller som de blot er utrygge ved.

Er din eller din partners sexlyst forsvundet, så skal du eller I se på, om det er selve sexlysten der er forsvundet, eller om det nærmere er lysten til hinanden der er væk eller gået i dvale.

Så vil du gerne have sexlysten tilbage hos dig selv eller din partner, så se lige indad i første omgang.

Du skal finde ud af om du giver din partner lyst til at elske med dig, om din partner har grund til at have mistillid til dig, nu eller i fortiden, du skal finde ud af om du er attraktiv for din kæreste.

Og det kan være rigtig mange punkter ved dig selv og måske ved din kæreste der skal kigges på, men start med dig selv.

  • Kan din kæreste stole på dig?
  • Er du oftere sur og tvær end åben og glad?
  • Hvordan taler du til din kæreste i hverdagen (respektfuldt, kærligt eller modsat?)
  • Falder du i søvn på sofaen eller sammen med ungerne?
  • Går du først i seng længe efter at din kæreste er gået i seng?
  • Prioriteres sex først når den ene af jer eller begge er trætte?
  • Kan I kun elske i sengen og når ungerne sover? og måske kun med slukket lys?
  • Hvordan er det med hygiejnen og det rene tøj fra inderst til yderst?
  • Sørger du for at din kæreste har det godt med dig i jeres forhold i hverdagen?
  • Siger du til og fra på en ordentlig måde i hverdagen?
  • Er du åben, ærlig og troværdig så din kæreste har tillid til dig?
  • Tager du initiativet til ikke blot sex men også til nærvær, oplevelser, fællesskab etc.?
  • Kysser og krammer du selvom der ikke er sex i udsigt?
  • Viser du din kæreste at du kan lide at tale med og røre ved hende/ham?
  • Husker I at kysse hver dag?
  • Er du tilstede med din kæreste når I elsker med hinanden eller er du mere inde i dig selv?
  • Bliver du irriteret/sur hvis den smutter ud eller der sker andet imens I elsker som ikke lige var med i din plan?
  • Giver du dig selv hen og nyder at være i nuet med din kæreste?
  • Lægger du op til sex på en kontant upersonlig måde (skal jeg vaske den, kan det betale sig?) eller ved at vise at du er vild med hende/ham?
  • Holder du hvad du lover din partner?
  • Støtter, anerkender og værdsætter du din partner?
  • Bruger du stimuli som at surfe efter andre at glo på med et seksuelt fokus, at se på porno eller andet der overskrider din partners grænse?
  • Hvordan er jeres hverdag sammen?

Hvad kan du gøre – og meget vigtig, hvad vil du rent faktisk gøre for at bevare din partners interesse i dig også seksuelt?

Synes du at der er mange punkter og at det virker totalt uoverskueligt, så tænk lige på, at det faktisk ikke er andet, end det at have det godt sammen og leve sammen i kærlighed og respekt for hinanden.

Da du ville score din kæreste og I var nyforelskede, var det da ikke alt dette du gjorde og hvis du skulle ud og have dig en ny kæreste, ville det så være anderledes? Hvorfor så dog ikke gøre det for den kæreste og det forhold du allerede har?

Udgangspunktet for et godt sexliv, særligt i et monogamt forhold, er udover kærligheden og at man har det godt i hverdagen sammen, faktisk tillid, som er absolut lige så vigtigt.

I flere forhold kan man opleve, at den ene mister lysten til sex, eller rettere mister lysten til sex med sin partner for sexlysten er der stadig, ogdet kan være på grund af alt lige fra hygiejnen til at man ikke føler sig værdsat.

Hvis du har givet udtryk for at være eller gøre noget, eller måske netop ikke at gøre noget bestemt, som bare ikke holder i virkeligheden, så vil din partner også blive utryg og ganske langsomt flytte sig fra dig lyst- og kærlighedsmæssigt, og lysten til at give sig hen til dig, kan du godt vinke helt farvel til.

Det er også sådan, at hvis den ene partner opleves som meget lukket, lyver eller har hemmeligheder, så giver det også en utryghed der med stor sandsynlighed vil gå ud over jeres sexliv.

Jeg havde en underviser engang, der gentagne gange sagde til os, at “hvis din kæreste har brug for at du sender en eller flere beskeder om dagen, eller andet bestemt for at føle sig elsket, så er det lige det du gør, hverken mere eller mindre – hvor svært kan det være”. Og det vil jeg give ham absolut ret i.

Det at man viser at man elsker hinanden, at ens partner er vigtig i ens liv, at man oplever at blive tænkt på og værdsat det er ikke kun godt for kærligheden, det er også godt for sexlivet – det hænger uløseligt sammen.

Sex er som mad og drikke, noget vi generelt som mennesker har brug for

Alle, eller i hvert fald langt de fleste mennesker, har brug for sex, brug for at mærke at en anden interesserer sig for en, har lyst til en, at føle sig tiltrækkende også seksuelt.

Det er ikke kun det seksuelle, udløsningen, det er blot en bonus.

Det er nærheden, berøringerne, at man glæder hinanden og deler noget meget intimt, at være sårbar og helt tæt på hinanden, det giver en samhørighedsfølelse, som også er ganske vigtigt for et godt kærlighedsforhold.

Det er derfor det også er vigtigt at ligge tæt sammen og holde om hinanden efter elskov, det knytter bånd, da man lige på det tidspunkt ofte er meget åben og her kan der ofte også være mulighed for en god snak og det er ikke de tyve ting man er utilfreds med der skal tages op.

En anden god ting at gøre når man lever i et fast kærlighedsforhold, det er at indrette sig sådan at man som oftest går i seng på sammen tidspunkt, det giver en tryghed at kunne være tæt, holde i hånd, ligge i ske eller blot flette ben når man falder i søvn.

Hvis man så også vælger at gå i seng inden man bliver alt for træt, så giver det også mulighed for at udnytte det til elskov, men brug ikke sengen til diskussioner, sengen skal være et trygt helle, hvor I kan elske, hyggesnakke, grine eller blot ligge tæt.

Der er en hel anden snak med sofaen, sofabordet, spisebordet og hvad der ellers findes i hjemmet, der er der frit lejde for alt fra at diskutere til at elske.

 

Læs også Sexologens 10 bedste råd til ham

Når sex bliver kedeligt

Så er det ofte fordi man i forholdet ændrer fokus, så formålet bliver en udløsning i samme stilling og med samme fremgangsmåde, i stedet for et formål der har fokus på at røre ved og glæde hinanden og så lade udløsningen være en bonus.

Gør dig selv en stor tjeneste og læs mere om forspil og for-forspil evt. her via Sexministeriet.

Forspil er også sex, det er alt der der er udover indtrængen i kvinden, det at man kæler, krammer, kysser, udforsker hinanden, masserer, smører hinanden ind, nusser, aer, trykker, kilder, griner, ser hinanden dybt i øjnene, mærker at hinanden bliver ophidset og har lyst til mere.

For-forspil er hvordan I har det sammen i løbet af dagen. Hvis dagen primært har bestået af ligegyldighed, snerren, stress, skænderi, hvis man har følt sig til side sat og uvigtig for sin partner, så mister man ofte lyst til sex, eller rettere man mister lysten til sex med lige ham/hende.

Læs også Lidenskab

Sexlysten skal udvikles og vedligeholdes

Der er naturligt perioder hvor man har mindre lyst og mindre overskud, man skal så blot huske at flirte og røre ved hinanden, så det ikke bliver så stort et spring at tage, når man igen har overskud og lyst.

Og det er igen vigtigt at tale sammen, det er bedre at den der ikke har lyst fortæller det og hvorfor, end at den der føler sig tilsidesat skal spørge efter det.

Men det er så også hamrende vigtigt at den der har meldt sig ud af sexlivet for en periode, tager initiativ til at det kommer tilbage i forholdet og måske skulle man lave en aftale, så der ikke kommer til at gå alt for længe og det bliver sværere og sværere og man dermed rykker sig så meget fra hinanden at det ender med at være for sent.

I skal også huske at udvikle jer seksuelt, med det mener jeg ikke at når man har været igennem missionæren i alle dens afskygninger så er det næste step lak og læder.

Næh, jeg mener at alle mennesker er igennem en udvikling hvis de er åben for det og ikke lader sig selv gå helt i stå også på denne front.

Som teenager er der noget du tænder på og du agerer på en bestemt måde, har du samme indstilling til sex og til dig selv seksuelt når du er 35 eller endnu værre når du er 50, så er du gået glip af en masse.

Du har glemt at mærke efter inde i dig selv og så må du se at komme igang med at finde ud af at sætte nogle andre standarder op for dig selv mht. hvilken elsker/elskerinde du vil være, finde ud af hvad du selv tænder på og har lyst til.

Har du det egentlig godt med dig selv? Er du glad for dit arbejde, forholdet, dig selv? Du skal lære dig selv bedre at kende og ikke kun seksuelt, man er et helt menneske.

Hvis du generelt er utilfreds med dit liv, med dig selv eller med dit arbejde og det tapper dig så meget for energi, så udover at det kan gå udover din egen sexlyst, så kan det faktisk også gå udover din partners lyst til dig – du bliver en “energi-tapper”.

Så er jeres sexliv gået i stå, så er det et vink med en vognstang om at der er noget galt, medmindre I har aftalt at jeres forhold ikke indebærer sex og I begge har det godt med det.

Det er ikke kun den der gang på gang bliver afvist, der kan lide under det manglende sexliv, den der afviser, kan også have det ad pommern til, med skyldfølelse, dårlig samvittighed og med en frygt for at være på vej mod en skilsmisse eller at ens partner vil svigte ens tillid og være utro.

Når partneren så nærmer sig og igen bliver afvist, så bliver vedkommende med stor sandsynlighed såret, skuffet og vred. Det gør så at personen får endnu mindre lyst til vedkommende og så kører det hele i en dårlig spiral, hvor man ikke tør nærme sig hinanden med kys eller knus af frygt for at blive afvist eller at skulle afvise.

Det der ofte går galt i et forhold, det bunder i en dårlig kommunikation.

Mange gange kan det være svært selv at finde ud af, hvorfor man ikke har lyst til sin partner og det kan en parterapeut/sexolog hjælpe med at få afklaret.

Ind imellem er det fordi man ikke synes at ens partner er særlig renlig, får ikke vasket sig ordentligt i alle ender og sprækker, genbruger undertøjet eller klæder sig bare sådan, at man oplever, at man ikke er værd at gøre sig tiltrækkende for. Og det kan være voldsomt grænseoverskridende, at skulle bede sin voksne partner om at vaske sig ordentligt fra top til tå, fra de synlige til de mindre synlige områder.

Manglende lyst kan også bunde i, at man ikke føler sig værdsat, man oplever at ens partner flirter og gør sig interessant for andre, har masser af energi når det drejer sig om arbejdet og sin sport eller hobby, men når det kommer til hjemmefronten så slappes der så meget af, at det er svært at finde den sjove, flirtende og aktive person og så føler man sig virkelig taget for givet.

Alt det der gør en tryg i forholdet:

  • at man er til at stole på
  • man er åben og ærlig
  • man har ikke hemmeligheder for hinanden
  • man giver ikke udtryk for at være en anden end den man er
  • man siger ikke et men gør noget andet
  • man overholder aftaler
  • man prioriterer hinanden
  • man viser andre at man elsker sin partner
  • man anerkender, støtter og værdsætter hinanden
  • – og fortsæt bare listen.

Alt det der giver tryghed og en følelse af, at man er vigtig for hinanden, er basis for at bevare og udvikle sexlysten i forholdet.

Læs også Lidenskab.

Samt:

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

– / –

PS! Tjek ind på Facebook og tryk “Synes godt om” på LoveRoad.dk, så vil du kunne holde dig orienteret om nye indlæg her på siden, samt få kloge citater, indlæg fra andre samt stof til eftertanke om livet og kærligheden  – Helt ærligt!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.