Lidenskab

Hvem dræber passionen i forholdet…

Er det butleren, frk. Grøn, hverdagen eller os selv?

Vi kender alle til passion, fra forelskelsen og fra film, fra øjeblikke i vores ægteskab/parforhold, som en lettere flyvsk del af vores liv.

De færreste i langvarige parforhold oplever, at passionen er en fast bestanddel.

Mange tror at passionen forsvinder af sig selv, når forholdet er blevet til hverdag med sure sokker og en løssluppen prut i sofaen.

Men det er ikke en naturlov, det er vores egen evne til at skabe passionerede øjeblikke der langsomt forsvinder når evnen ikke holdes ved lige.

Passion er hvordan du forholder dig til livet og hvordan du prioriterer i din hverdag.

Hvis du trækker dig selv igennem hverdagen og livet i udtrådte sutsko uden glæde, livslyst, nysgerrighed og rummelighed. Hvis du har dræbt din indre ildsjæl, din begejstring og positivitet, så vil du opleve at passionen sikkert også mangler i dit kærlighedsforhold.

Og hvis du ikke selv har opdaget det, så kan du være sikker på at din partner har og måske lige så stille er på vej væk fra dig, måske ikke  bevidst, men ganske langsomt mistes lysten til at give sig hen til dig.

Sådan er det også hvis din partner ikke føler sig tryg ved at du er den tillid værd som er udgangspunktet for et godt kærlighedsforhold.

Den store synder der dræber passionen, det er alt det du foretager dig fra forholdet og fra at være den bedste udgave af dig selv.

Vi er bange

Et passionsløst forhold grunder ofte i at vi er bange, bange for at blive såret og afvist.

At glemme passionen og blive ligegyldige overfor hinanden er en måde at beskytte sig selv på. Desværre er det så blot sådan at imens vi har travlt med at beskytte os selv, så modarbejder vi det som vi ønsker dybest inde, nemlig at blive elsket.

Evnen og modet til at leve passioneret er noget, vi lærer  – eller vænner os af med – fra vi første gang svigtes af nogen vi holder af, jo flere svigt, jo sværere kan det være at være passioneret.

“Hvis jeg nu ikke bliver alt for glad for det her eller den her person, så bliver jeg heller ikke så såret når og hvis det ikke fungerer og jeg bliver afvist, valgt fra”

Denne form for forsvar, at beskytte os fra at blive såret, holder vi fast i igennem hele voksenlivet, hvis vi ikke lærer at give slip.

Det betyder, at vi kan have svært ved at identificere et ødelæggende parforhold – og derfor bliver i det, af frygt for at blive afvist i stedet for at være den der afviser.

Det kan også indebærer at vi ikke udnytter et i forvejen godt, varmt og givende forhold, fordi vi ikke tør åbne os op og give os hen – lægge vores hjerte og sjæl i hænderne på et andet menneske og på den måde skubber vi ganske langsomt vedkommende fra os.

“Forudsætningen for et passioneret forhold er tillid” / Jannie Nielsen Hansen

Derfor er udgangspunktet absolut tillid, for at kunne og ville give os hen til et andet menneske. Og ikke den blinde slags, men den slags tillid som man selv tager ansvar for at bekræfte at man er værd og den gælder begge veje i et forhold.

Når tilliden er på plads, er der basis for lidenskab og passion i forholdet.

Læs også “Masser af sex” nu, om fem, ti, femten og tyve år i forholdet.

Bevar gnisten, passionen og lidenskaben

Det er vigtigt at lave noget sammen og have fælles oplevelser men det er lige så vigtigt at lave noget for jer selv, der udvikler, giver andre impulser eller giver jer oplevelser der gør jer interessant for jeres partner, om det er sport eller en master xx er underordnet.

Og husk at være mand og kvinde i forholdet, at manden er bevidst om sin maskulinitet som kvinden er bevidst om at være feminin, da det oftest er det vi blev tiltrukket af ved hinanden fra start af, og det der stadig kan tænde os.

Der er nogle grundlæggende ting som skal være på plads for at passionen har gode levevilkår i kærlighedsforholdet.

  • Kærlighed, man skal ville hinanden og tage ansvar for forholdet og hinandens tryghed
  • Ærlighed, man skal være troværdig, være til at stole på
  • Man skal ikke overskride hinandens grænser, om det er tillid eller fysisk
  • Holde hvad man lover og giver udtryk for overfor hinanden
  • Overskud, praktikken i hverdagen skal man deles om og der skal prioriteres tid til nærvær og nærhed
  • Det man gjorde da man var forelsket i hinanden skal man fortsætte med ind i kærlighedsforholdet/ægteskabet som at holde sig lækker, vise hinanden interesse i det der siges og gøres, røre ved hinanden, sidde tæt, prioritere hinanden og sende beskeder, mails, ringe, overraske hinanden, grine sammen, date hinanden
  • Man skal huske at anerkende og værdsætte hinanden (for det der siges, gøres og for den man er)
  • Man skal ikke tage hinanden for givet, den indsats man gjorde for at fange hinandens interesse skal man holde ved lige og ikke lade gå i stå
  • Man skal tage ansvar for en opbyggende og ikke nedbrydende stemning og omgangstone i forholdet/familien ved at støtte og opmuntre hinanden med en positiv tilgang til hinanden (læs mere om for-forspil under punktet “manglende sexlyst”)
  • Man skal sørge for at have et fællesskab udover børn og hjem, som fælles interesser og/eller fælles oplevelser udover familiebesøg og sofahygge
  • Man skal give hinanden plads…

Når alt det er på plads, så giver det rum og ikke mindst modet for passionen.

Lige som vi alle har brug for anerkendelse for den vi er, det vi siger og det vi gør, så har vi også brug for at føle os begæret, at nogen vil have vores krop, har lyst til os, til at røre, mærke, smage, kysse, gå på opdagelse i, være tæt tæt tæt på grund af lyst.

Det er ligeså vigtigt som at der er kærlighed, tillid og sex i forholdet at der også er begær og det behøver ikke at være den store-alt-ædende-lyst hver og hveranden gang, men den skal være der i en eller anden afskygning, mere eller mindre fra gang til gang.

Så når du nu ved, at din partner med rette stoler på dig, når I husker at holde hinandens interesse ved lige i hinanden, så smid hæmningerne og usikkerheden, den er der ikke behov for mere.

De fleste mennesker er bange for at blive afvist, men man kan aftale at det er helt ok at sige “ikke i aften min skat, men jeg vil rigtig gerne ligge tæt med dig…” eller hvad man nu lige kan aftale sig frem til.

Men man skal også selv lige inden man siger “ikke i aften…” tænke på baggrunden og hvis man ikke lige helt ved hvorfor – så slip det, slip hæmningerne, deltag i og nyd legen og ikke mindst at din partner har lyst til dig.

Der er da heller ikke noget som kan tænde én, som at mærke at man er begæret, at ens partner har lyst til én.

Det at blive rørt ved fordi den anden ikke kan lade være, at få at vide at den anden har lyst til én, at blive rørt direkte ved, at få flået/listet tøjet af og blive taget eller tage, at give og nyde, men frem for alt at mærke med tydelighed at man bliver begæret.

Husker du i hverdagen at anerkende din kæreste for hans/hendes udseende, bevægelser, krop, duft, blødhed, muskler, gode røv, smukke øjne og så videre? Fortæller du din kæreste at du er vild med ham/hende, at du synes han/hun er smækker lækker?

Rør du ved din kæreste og komplimenterer? F.eks. fat i måsen og sige “du har sgu en dejlig røv min skat” eller lade hånden køre op ad ryggen og skuldre og sige “jeg er vild med din stærke ryg og muller min skat”, eller “du er lige til at spise”, et kys i nakken og “uhm, du dufter dejligt min skat” eller…

Når I elsker med hinanden (har sex) viser du så at du er vild med at røre ved din kæreste, at du nyder at gå på opdagelse og bare være over det hele, at du ikke kan få nok, at du nyder at mærke hende/ham og så videre?

Tænk på det, for det gælder absolut begge veje.

Men kræver også at begge ønsker en kærlighed med passion og lidenskab i forholdet – ønsker du det?

Kan du sige ja for jer begge, så er det bare med at komme igang.

I vil ikke fortryde det 😉

Læs også:

Manglende sexlyst.

Samt:

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

– / –

PS! Tjek ind på Facebook og tryk “Synes godt om” på LoveRoad.dk, så vil du kunne holde dig orienteret om nye indlæg her på siden, samt få kloge citater, indlæg fra andre samt stof til eftertanke om livet og kærligheden  – Helt ærligt!

Menuoversigt:

  1. Forside
  2. Blog
  3. Personlig udvikling – Selvindsigt – Vaner og mønstre – Intuition
  4. Kærlighed – Forelsket
  5. Utroskab – Er du utro? – Når din partner er utro… – Jalousi – Åbent forhold – Skilsmisse
  6. Sex – Lidenskab
  7. Links
  8. LoveRoad produkter
  9. Brevkasse – Åbne breve
  10. Bag LoveRoad
  11. Kontakt