Selvindsigt

En god selvindsigt giver større selvværd og en indre harmoni

Vil du gerne udvikle dig som menneske, som kæreste, som forældre, som ægtefælle?

Kender du ikke dig selv, hvordan skal andre så kunne kende dig og vide hvad du gerne vil, hvis du ikke selv ved det?

Det er vigtigt at kende sine værdier og derefter at stå inde for og efterleve dem.

Tag ansvar for dig selv, dit liv og for kærligheden

– om det blot er et lille skridt af gangen, så sørg for at alle skridt går i den rigtige retning…

  • Find ud af hvem du er – og gør en indsats for at ændre på det du ønsker anderledes
  • Du skal handle mod det du gerne vil og tage ansvar for dine drømme, mål og ønsker
  • Vær ærlig og synlig i dine værdier og moral som du selv efterlever
  • Vær bevidst, om det du siger og det du gør, så du både kan og vil stå inde for dig selv

Mange mennesker som for eksempel har svært ved at finde eller opretholde længerevarende parforhold, eller blot være tilfreds i det forhold de er i, de kan med stor fordel arbejde med deres værdier. Coach Sofia Manning har udarbejdet nogle værdiøvelser til hjælp for selvindsigt som er værd at se nærmere på.

Du skal finde ud af hvad du lever efter og hvad der gør dig glad, det kræver at du bliver meget bevidst om dig selv, virkelig mærker efter og registrerer når du mærker “Hov, det her bliver jeg glad af” og får lavet dig et bevidst  mål for dit liv.

Du skal finde ud af hvem du er, hvad du står for, ikke blot for dig selv men også overfor dine nærmeste. Du kan ikke hænge din lykke op på andre mennesker eller på materielle ting, det skal komme indefra, ved at du gør det eller bevæger dig imod det der gør dig glad uden at træde henover andre mennesker.

Det gør du ved at være synlig omkring dine værdier, så det du gør og siger også støtter op omkring dig selv som person. Det du siger er det du gør.

Du har for eksempel en værdi “Jeg trives med ærlige og redelige mennesker”, så skal du også selv være ærlig og redelig, eller “Jeg trives i et fast forhold med troskab”, jamen så skal du også selv være trofast, eller igen “Jeg trives med absolut frihed” og så er det måske ikke lige et fast forhold du skal være i, på trods af at du naturligt har brug for nærhed og kærlighed og måske endda søger dig en partner, så skal du klart blive bevidst om du ikke i stedet er polyamorøs, at du vil have friheden til flere partnere og så være ærlig omkring dette.

Muligheder for at lære sig selv at kende, dem er der mange af, alt afhængig af hvad du er til, jeg er til næsten det hele med forbehold for at kunne vælge til og fra af det jeg får med mig.

Det er oplagt at læse en hel masse bøger om personlig udvikling, bøger om parforhold, mænd kontra kvinder og biografier af mennesker man synes er troværdige.

Der er også en masse test man kan tage, også gratis på nettet. Man kan tale med en terapeut, en coach, en clairvoyant (på anbefaling af andre) og venner og bekendte. Man behøver ikke at tage det hele til sig, men bør tænke over hvad det er man ikke vil tage til sig og hvorfor, og være helt ærlig overfor sig selv.

Men for alt i verden, er du i forhold, så få talt med din partner, om jeres ønsker for hverdagen, for parforholdet, for året der går, for fremtiden, når I bliver gamle, for jeres drømme og ønsker både arbejde og privat.

Kan jeres drømme og ønsker forenes og følges ad? Har i samme værdier og moral? Hvis ikke bør I finde ud af om det er så modstridende at I aldrig vil kunne mødes og sikre hinandens tryghed i forholdet.

Det kan også  være en god ide at tage nogle test sammen, og bruge resultatet som udgangspunkt for at få talt om hvordan I hver især er, ikke at man skal godtage et sådant resultat som et orakel, men mere bruge det som udgangspunkt for en rigtig god samtale. Det kan man også bruge et parforholdshoroskop og artikler om parforhold til. Endda også denne hjemmeside.

Hvorfor stå inde for sig selv?

Fordi at det er den eneste måde at du kan have selvrespekt og at andre kan respektere dig, at du står ved den du er, det du siger og gør. At du giver andre en valgmulighed for at vælge dig til og fra i deres liv.

Det betyder ikke at man er som man er og jeg giver ikke en meter for udtalelsen “Sådan er jeg bare” eller “De må s.. tage mig som jeg er”, for alle mennesker er igennem en udvikling, men ens værdier i livet, de er mere eller mindre gennemgående og dem skal man være bevidst og synlig omkring.

Hvis du er uærlig og ikke står ved dine ord og handlinger, hvordan skal din partner eller din omgangskreds så kunne respektere og føle sig helt tryg ved dig?

Tager du kritik personligt? Din partner siger: “Er du sød at sætte låget på smørret?”, du ændrer det i hovedet til “For pokker din klaphat, skal jeg nu igen sige at du skal huske at sætte låget på smørret, du kan da heller ikke finde ud af noget selv” Er det det du gør?

Der er mange måder at lære sig selv at kende på, og det er et lille skridt af gangen, men det føles rigtigt og bare så godt i maven, at kunne stå inde for sig selv og den man er. Det giver en indre ro og et overskud.

Det  bedste udgangspunkt er at man er åben og ærlig, vedkender sine følelser og holdninger og tager ved lære af sine succeser og fejltagelser.

En fejl man laver en gang er en fejltagelse, gør man det igen, så er det pludselig blevet et valg og en del af din personlighed.

Er vi så forskellige – mænd og kvinder?

Mænd og kvinder går ofte fejl af hinanden i et forhold. (Læs evt. bogen Kvinder er fra Venus og mænd er fra Mars). Og det er ikke fordi at mænd og kvinder egentlig er så forskellige endda og at de slet ikke taler samme sprog, som bogen Kvinder er fra Venus… ellers fortæller.

Men vi er flasket op med forskellighederne og medierne vil langt hellere skrive om hvor forskellige vi er, end om hvor ens vi i virkeligheden også er.

Mænd og kvinder søger generelt det samme, nemlig at være lykkelig, at elske og blive elsket og værdsat for den vi er inderst inde.

Det at vi er flasket op med forskellighederne og har fået det gentaget gang på gang, igennem medier med mere, kan afskrække mange mænd og kvinder til at bruge kommunikationen i forholdet, til at finde hinanden og til at løse konflikter – for det nytter jo ikke noget, når vi alligevel ikke taler samme sprog.

Men det gør vi, blot bruger vi sproget på hver sin måde med hver vores formål og det er mange gange dér at vi går fejl af hinanden.

Mænd og kvinder har generelt en forskellig løsningsproces. Kvinder finder oftest løsninger under kommunikationen, hvor mænd ofte selv finder en løsning, som de så bruger kommunikationen til at formidle den med.

Den ene er ikke mere rigtig end den anden, dog kunne mange mænd få en gladere kone ved oftere at inddrage hende i løsningsprocessen og ikke blot i en endelig løsning. Og mange kvinder kunne prioritere hvilke løsningsprocesser deres mand og deres forhold har gavn af at blive inddraget i, og med fordel droppe at involvere manden i de andre løsningsprocesser, de der ikke er så relevante for ham eller for hverdagen sammen, der kan du som kvinde jo blot fortælle ham det, når du er kommet frem til en løsning.

Og har kvinden brug for mandens hjælp i løsningsprocessen, så vil hun få mest ud af at sige det til ham direkte “Jeg bakser med noget, som jeg rigtig gerne vil tale mig frem til en løsning på, og kunne rigtig godt tænke mig din hjælp som sparring, så jeg selv eller vi sammen kan finde en løsning eller finde løsningsmuligheder som jeg kan vælge fra”.

Når der er noget der går en kvinde på, så vil kvinder gerne tale om det, for at få det vendt og drejet og ikke mindst for selv at sætte ord på det de tænker og føler, de har ofte selv løsningen eller finder den undevejs.

Når de taler med deres kæreste er det mere for at få sat alle ordene på, for at få støtte og anerkendelse, ikke nødvendigvis for at manden skal finde en løsning, det skal hun nok bede om hvis det er tilfældet.

Mænd vil ofte selv løse det de bakser med inde i dem selv og har ikke det store behov for at tale sig frem til en løsning som kvinder har, de fortæller det ofte først når de har fundet en løsning og fortæller det blot for at oplyse, få anerkendelse, støtte eller måske et klap på skulderen.

Elsker mig – elsker mig ikke…

Mange kvinder har ubevidst en tjekliste kørende inde i hovedet, hvor der er to kolonner “han elsker mig” og “han elsker mig ikke”:

Når der er noget hun vil tale med dig om og du trækker dig, eller du serverer en  løsning for hende uden bare at lytte, eller måske endda snerrer, fordi du ikke gider det hun beder dig om, eller gider tage stilling til det hun vil bede dig om at gøre f.eks. få repareret den køkkenlåge – Så får du et hak i kolonnen, “Han elsker mig ikke”

Det kan godt være, at du ikke lige gider at ordne den køkkenlåge, betyder det at du aldrig gider ordne den, eller er det bare ikke lige nu?

Gå ind i det, i stedet for at snerre eller trække dig, lyt til hende, lad hende tale færdig og sig så til hende som det er “jeg gider ærligt ikke at ordne den låge, skal jeg ringe efter en der kan, eller vil du gøre det?” eller “jeg vil gerne ordne lågen, bare ikke lige nu, men den er ordnet senest på fredag”.

Ved at lytte og anerkende hendes ønske, så respekterer du hende, og du har endda også taget ansvar og fundet en løsning/afklaring så I begge er tilfredse (du skal så også holde hvad du har lovet uden at hun skal huske dig på det, altså få ordnet den køkkenlåge senest fredag) – “Han elsker mig!” – Voila!

Mænd som kvinder har behov for anerkendelse og jeg ved faktisk ikke om mænd også har en sådan tjekliste kørende, men når kvinder ikke anerkendes som herunder så bliver der helt ubevidst også hakket af.

Du kan også få et hak i “Han elsker mig ikke”-kolonnen, hvis du ikke interesserer dig for hende som person og det hun involverer sig i, hvis du ikke kan anerkende og rose hende når hun siger eller gør noget godt, eller noget der gør hende glad.

Når hun fortæller dig at hun har lagt rent sengetøj på, hvad siger/gør du så? Siger du “det er da lækkert, det bliver godt at komme i seng” eller blot “Nå, ok”?

Hvis hun fortæller dig, at den rejse kunne hun godt tænke sig at prøve, siger du så “ja, det kunne være rigtig lækkert” eller “Vi har ikke engang råd til en weekend-tur”.

Det første anerkender det hun siger eller har gjort, det andet piller hende i den grad ned.

Når hun fortæller dig noget hun er glad for eller kunne tænke sig, sætter du så straks ind med noget der trækker hendes glæde ned igen – ja, så føler hun ikke at du elsker, anerkender og respekterer hende.

Jo fler hak der kommer i “Han elsker mig ikke”-kolonnen, jo mere usikker bliver hun på forholdet og omvendt jo flere hak i “Han elsker mig”-kolonnen, jo mere sikker bliver hun på, at du er manden i hendes liv.

Det betyder ikke at man skal please hinanden, det betyder blot at man skal støtte og bakke op om hinanden, at man skal være energibooster og ikke energitapper i hinandens liv.

Tjenester er for at glæde hinanden – ik?

Når I gør noget for hinanden, også noget der er bedt om, så gør det med et smil, det er helt ok at sige, det er egentlig ikke noget jeg har lyst til lige nu, men jeg vil gerne glæde dig min skat, men for alt i verden lad være med at være demonstrativ, at snerre og tydeligt vise at det her det gider du bare slet slet ikke og du alligevel gør det.

Så har du nemlig ødelagt det for dig selv, det at du gør noget som din kæreste ville være glad for, det bliver pludselig ikke til det man jo egentlig gør og det er at glæde hinanden, sådan vil det ikke opleves og det giver ikke på plus-kontoen selvom du reelt gør noget godt, så viser du noget andet.

Det nytter heller ikke meget at sige ja til at deltage i noget med kæresten, barnet eller andre, hvis det oftest er med forbehold som udgangspunkt “Men så kun et enkelt spil” eller “Kun hvis det er hurtigt”. Vedkommende der spørger dig, har lyst til at være sammen med dig, at I laver noget sammen og så er det som at få en spand koldt vand i hovedet at der kommer forbehold på samværet, naturligvis er det ok engang i mellem, bare det mere er undtagelsen end reglen og at du også selv husker at spørge tilbage om I skal lave noget sammen.

Alle har brug for at andre, særligt ens nærmeste, har lyst til og viser interesse for at være sammen med en, at få oplevelser sammen, at have nærvær uden opfordring.

Nullermænd kontra lave mad, eller måske endda nærvær…

Hvis du går og er irriteret på din ægtefælle/kæreste over at han/hun ikke prioriterer vasketøj, opvask, nullermænd eller andet, så skal du se indad. Hvorfor bliver du irriteret?

Er der andet din ægtefælle/kæreste gør for jeres hverdag? Måske synes din kæreste at det er vigtigere at lege med ungerne, at lave maden, at slå græsset osv. Og er det så ikke fint at han/hun gør dette i stedet og at du så gør de ting du synes er vigtig, nemlig at sørge for vasketøjet, tage opvasken og fjerne nullermændende?

Du bør tage ansvar for de ting som du synes er vigtige og ikke blive irriteret på din partner fordi han/hun synes at der er andet der er vigtigere, det er din prioritering og er ikke nødvendigvis også hans/hendes.

Siger din partner noget som du opfatter som kritik, så spørg om det er ment som kritik og ellers forhold dig til det der bliver sagt og hvis det er kritik så er det ikke dig personligt med din handling det omhandler. Læs Parterapeut Katrine Axholm Tager du kritik personligt

Er du forelsket i din kæreste, i selve forelskelsen – eller elsker du…

Der er den virkelige kærlighedsfølelse og så er der den romatiske virkelighedesfjerne udgave som er  en forelskelse i forelskelsen, en dyrkning af selve kærlighedsfølelsen, hvor den anden elskes ikke ud fra, hvem han/hun er, men ud fra de intense oplevelser som en forelskelse giver.

Den romantiske og virkelighedsfjerne kærlighed er ganske selvmodsigende. Den type kærlighed bliver mere intens jo fjernere og jo mere uopnåelig kærlighedsobjektet er og for at holde spændingen ved lige kræves stadig nye hindringer. Derfor kan den den type kærlighed beskrives som en tilstand af evig erobring. Den romantiske helt elsker ikke, som det ofte hævdes, på trods af, men på grund af den smerte og lidelse som kærligheden er ophav til.

Du bør derfor se indad, hvis du er i et forhold. Hvad forventer du og hvad er du villig til at give i forholdet?

Keder du dig når den første vanvittige forelskelse er overstået eller nyder du roen og trygheden og de nye muligheder det giver for jeres forhold?

Du kan læse mere om kærligheden under menupunktet Kærlighed.

Men for at opnå den dybe kærlighed, skal man turde kærligheden, turde og ville være autentisk og ærlig.

Vil du gerne have personlig integritet?

Min fortolkning af personlig integritet er at man er ærlig og troværdig, at man mener det man siger, at man handler ud fra sine overbevisninger, værdier og moral i det store som i det små, som man har synliggjort i handling og ord, at man gør det man siger at man gør. Man er ærlig og står ved sine handlinger og ord.

Det første skridt er at være ærlig i stort som i småt.

  • Jeg er til at stole på
  • Jeg handler ud fra mine værdier som moral
  • Mine værdier som moral er tydelige
  • Det jeg siger, er også det jeg gør

Her kan du finde links til forskellige tests til brug for selvindsigt: