Kæreste og bedste ven

Er din kæreste også din bedste ven?

– er du din kærestes bedste ven? Den der er din ven...

Med kærester mener jeg, at man er et par, om man er gift eller ej, skal bestemt ikke gøre nogen forskel på, om man er kærester.

Man kan godt være venner uden at være kærester, men at være kærester uden at være venner, så er det ikke et kærlighedsforhold

– men måske nærmere blot sex, eller én der gør, at man kan ændre sin status på facebook, og hvad er det så værd, på den lange bane?

For når alt kommer til alt, så er et godt venskab alfa og omega, for et godt kærlighedsforhold.

“It is not a lack of love, but a lack of friendship that makes unhappy marriages” / Friedrich Nietzsche

Når nogen fortæller, at deres partner ikke blot er deres kæreste, men også er deres bedste ven, så er det et tegn på et rigtig godt kærlighedsforhold, hvor man ikke blot elsker og begærer hinanden, men også er der for hinanden med tillid, tryghed, støtte og kærligt modspil.

Mange forhold går i stykker, når kommunikationen bliver dårlig eller ikke tilstede, samt når tilliden og forholdet svigtes – og på den måde, så opfører man sig jo heller ikke, som hinandens bedste venner.

I et godt venskab, der taler man sammen, med respekt for hinandens grænser og tolerance for hinandens særheder.

“Friends are those rare people who ask how we are, and then wait to hear the answer” / Ed Cunningham

Det er rimeligt nemt, at sige hvordan en god ven ikke er. En god ven overskrider ikke ens grænser, er ikke illoyal, skjuler ting, lyver og har hemmeligheder, som han/hun ikke vil stå ved, en god ven bedrager ikke og sætter ikke en sidst i rækken på prioriteringslisten.

Men hvad er det så, der gør, at du er en god ven/veninde for din partner?

  • Du er loyal på den måde, at du ikke udleverer din partner, taler ned til eller taler dårligt om vedkommende til andre eller i andres selskab. Og når I blot er jer selv, så sørger du også for, at have en god, respektfuld og kærlig omgangstone
  • Du er åben og ærlig, så din partner altid ved hvem du er og hvad du står for, på den måde, at du holder hvad du lover, at du gør, det du siger, og siger det du gør – men gør så heller ikke noget, som du har sagt, at du ikke gør…
  • Du er der for din partner i stort og småt, når der er brug for dig, om det er praktisk eller for at anerkende, lytte og give støtte

For mig, er en bedste ven også en, som jeg kan grine og græde med, pjatte og være helt stille sammen med, en som jeg er tryg ved og har tillid til, en som støtter mig i med- og modgang og en som hjælper mig, med at holde mig på sporet, for hvem jeg er, hvad jeg står for og hvor jeg gerne vil hen.

Når min bedste ven, så også er min kæreste, så er det også en, som ikke vil afvise mig, som prioriterer mig og at have tid sammen med mig, en der ikke overskrider mine grænser, og som tager min hånd eller bare kysser mig, fordi han har lyst

– en som er åben og ærlig overfor mig, en som tager ansvar for sig selv og for vores forhold, som er bevist om hvilke situationer som han sætter sig selv i, og vælger til og fra for at kunne stå inde for sig selv.

Det er en som jeg ved hvor jeg har, og at jeg ved hvad han står for som menneske, at han vil mig det godt, er og opfører sig som min ven, ikke kun i ord, men også i gerning, uanset om det er noget, som jeg ved noget om eller ej.

“Det er ikke ligegyldigt hvem du omgiver dig med. Engagement og kreativitet smitter. Ligegyldighed gør også” / ukendt

Jeg har flere gange oplevet, bl.a. når jeg har været i større selskaber, at par har ”hygget” sig med at pille hinanden ned, eller udlevere hinanden, på en ikke særlig kærlig måde, overfor andre.

De har gjort sig morsom eller interessant på deres partners bekostning. Det kan godt lige i øjeblikket, være sjovt at høre på, men det efterlader en ubehagelig stemning, som jeg personligt godt kunne have været foruden.

Man kan sagtens drille hinanden, blot man husker, at gøre det kærligt med et glimt i øjet, og at det ikke går på personlige ting, eller der bliver tilknyttet kommentarer om ens hjernekapacitet eller andet som kan nedgøre en.

“Promise to give so much time to improving yourself that you have no time to criticize others” / ukendt

Den amerikanske psykolog John Gottman har studeret mere end 3000 ægtepar og har opdaget, at bestemte typer adfærd giver en større risiko for skilsmisse.

Det er adfærd som forsvar, kritik, obstruktion og foragt. Det kan du læse mere om i indlægget ”Hvad er det værste man kan udsætte sin ægtefælle for”.

I indlægget kan du også læse nærmere forklaringer på hvad de enkelte adfærdspunkter står for.

Et barn spurgte mig her for nogen tid siden, hvordan man egentlig bliver kærester og finder ud af, at man er kærester.

Jeg svarede, at det er en rigtig god idé, at være gode venner, og at man kan snakke sammen. Det gør det også nemmere, at spørge om man skal være kærester. Det kan godt være, at man synes en anden er rigtig sød, men hvis man ikke tør tale sammen, så er det svært at være eller blive venner, og dermed også svært at være kærester.

Og det gælder jo ikke blot når man er barn, at man skal være venner for at kunne være en god kæreste.

Jeg kan ikke se nogen idé i at bo sammen, hvis man ikke har en generel og overvejende oplevelse af, at være kærester og bedste venner.

At have venner, som man ikke er kæreste med er helt fint, og en room-mate kan man vel altid få, hvis det er der behovet ligger, men at kæreste med en, som man ikke er venner med, en som ikke opfører sig som en ven, det er livet efter min overbevisning alt for kort til.

Det er nemt at se sig selv som en god ven, for vi har sikkert hver især de aller bedste intentioner, så velviljen er der, men fordi velviljen er der, så er det ikke altid ensbetydende med, at vi så også handler sådan, at vi faktisk er den gode ven og kæreste, som vi forestiller os at være.

Det er noget med, at være bevidst om det vi siger og det vi gør, ved at vælge de situationer fra, som vi ikke kan eller vil stå inde for.

Men også stille os selv spørgsmål som:

  • Opfører jeg mig illoyalt
  • Overskrider jeg min partners grænse
  • Skjuler jeg ting, sletter spor og lyver
  • Siger jeg et, men gør noget andet
  • Trækker jeg mig ind i mig selv og holder min partner udenfor de spekulationer, bekymringer og ønsker som jeg har
  • Støtter og anerkender jeg eller kritiserer jeg nærmere og piller ned
  • Er jeg til at stole på, sådan for alvor, i stort og småt

Vi er mange gange rigtig gode, til at se og mærke, om vi oplever vores partner, som en god ven eller ej, og det skal vi naturligvis reagere og handle på, sådan at vi værdsætter det gode og tager konsekvenserne af det der ikke er godt, ved at vælge til og fra i vores liv.

Men mon ikke, at vi også vil have rigtig stor glæde af, at se indad om vi selv er en rigtig god ven for vores partner eller ej – og dermed en person, som vores partner også har lyst til at være kæreste med…

”Skønhed, sandhed, venskab og kærlighed – Dette er de største værdier i livet. Vi kan hverken bevise eller forklare dem, og alligevel skaber de den største stabilitet i vores liv” /  Jesse Herman Holmes

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk Læs også:

– / – Vil du holde øje med indlæg til bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside. Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig om mennesker, livet, værdier, troværdighed og kærligheden – Helt ærligt!

Dette indlæg blev udgivet i Kærligheden. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Kæreste og bedste ven

  1. Pingback: Dyrker du andre end din partner? |

  2. Pingback: Er du monogam? |

  3. Pingback: At være kærester og forældre på samme tid |

  4. Pingback: Det går op og ned |

Skriv et svar