Jeg er en egoist

Egoisme der også hjælper andre The future depends

Kan man gå ind i noget af egoistiske årsager, der hjælper mange andre end sig selv, og vil det så være ok, eller skal man gå ind i noget af totalt uselviske årsager?

Min oplevelse er, at vi mennesker vågner, når vi oplever noget gå ud over os selv eller vores nærmeste.

Når vi oplever en krise, uretfærdighed og måske endda en verden, som vi ikke har lyst til at give videre til vores børn som børnebørn, så sætter det noget igang i mange af os.

Jeg læste for nogen tid siden i en debattråd, at nogle blev fordømt, fordi de var feminister (går ind for ligeværd) af egoistiske årsager og det undrer mig, for så kender jeg ganske mange mennesker der skal fordømmes inklusiv mig selv.

Da jeg i sin tid blev opmærksom på feminismen, var det jo fordi jeg selv oplevede nogle ting, som jeg havde det skidt med og derigennem fandt et værktøj i feminismen for at løse nogle af disse ting.

At jeg så efterfølgende er blevet opmærksom på, at mine problemer, er lig ganske mange andres problemer, at sexisme og racisme går hånd i hånd, da begge tager udgangspunkt i undertrykkelse, at jeg har fået øje på det store billede og derfor søger at gøre en indsats for dette, så bunder det jo stadig i mig selv i en eller anden grad.

Ja, jeg vil gerne have gjort noget ved sexismen, fordi det påvirker min hverdag, det påvirker mine relationer, mine børn og verden omkring mig, er det så egoistisk, so be it.

For en del år siden efterhånden, da jeg blev opmærksom på Laura Bates og Everyday Sexism Project og derigennem blev opmærksom på Irene Manteufel og Everyday Sexism Project Danmark (ESPD), da det startede op, så var der en verden der åbnede sig for mig, en ventil der blev løsnet med en ganske befriende oplevelse til følge.

Det at finde ud af, at man langt fra – som i virkelig langt fra – er den eneste, der har oplevet mange af de ting som jeg har, var rart, fordi det gjorde, at jeg kunne få lettet byrden fra mine skuldre, den byrde af at det nok var mig der var noget galt med, det var mig der havde sagt eller gjort noget forkert, det var mig der var snerpet, nærtagende, så syner, overfortolkede og bare ikke forstod noget som helst.

For jeg blev klar over, at når vi nu var og er så mange, der oplever de her ting, som jeg vil kalde for hverdagssexisme, så er det med meget stor sandsynlighed ikke os alle hver især, der er noget galt med, det må så nærmere være vores kultur, vores normer, opdragelse etc. der gør, at vi agerer, som vi gør mennesker imellem.

Jeg blev også opmærksom på at denne kultur ikke kun er skidt for kvinder, men også for mænd og ved at vi får gjort noget ved denne, så vil det sætte det enkelte menneske fri, og det var noget af en øjenåbner.

Mit fokus er på hverdagssexismen, og til dels også på hverdagsracismen. Jeg er af den opfattelse, at vi ikke alle kan gøre en indsats på alle områder, det er menneskeligt umuligt, men vi kan hver især gøre vores og derigennem leverer vi hver vores brik til det store puslespil for ligeværd for alle, som feminismen jo er indbegrebet af. Derfor støtter jeg også hvor og når jeg kan, når det omhandler ligeværd.

Jeg overvejede her, om jeg skulle til at forklare hvad feminisme betyder, at det er et værdisæt, at det er for alle og er meget mere specifikt end humanisme, jeg overvejede også, om jeg skulle forklare hvad sexisme eller racisme er, men vil hellere opfordre til, at man selv undersøger dette, for det gøres ikke igennem en enkelt slagfærdig sætning eller via et link til en enkelt artikel, det tager tid at sætte sig ind i og dette bør man hver især selv tage ansvar for.

Læs gerne Et kvindeliv (Et helt menneske) og se disse videoer på engelsk (TEDtalks):

Læs også gerne de fortællinger der er på ESPDs hjemmeside, og tænk over hvordan det kan være, at disse oplevelser er en del af så mange menneskers hverdag. Tror du virkelig, at hver enkelt af disse mennesker misforstår et og andet, eller kan du forestille dig, at det er en del af noget større, som vi alle hver især er en del af?

PS! Link til ESPD hjemmesiden virker ikke pt, men vil blive lagt på lige så snart siden er oppe igen. Men her er link til Facebooksiden Everyday Sexism Project Danmark på Facebook

Jannie Nielsen Hansen
LoveRoad.dk

Ønsker du at læse mere omkring livet og kærligheden og få indspark til at finde ind til dine egne værdier, etik og moral og er du ikke bange for at blive provokeret og blive prikket til, så vil jeg opfordre dig til at købe e-bogen ”Helt ærligt!” på saxo.com.

Vil du holde øje med indlæg på bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside. Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig.

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Jeg er en egoist

  1. Pingback: Du bliver hvad du fylder dig selv med |

Der er lukket for kommentarer.