Hvorfor går hun ikke bare …

Ja, hvorfor går hun da ikke bare?

Psykisk vold i parforholdet 

Det der ofte bliver kommenteret på ift. et voldeligt (fysisk/psykisk) forhold, det er ”Hvorfor går hun ikke bare…? ”, og dette er en rigtig skidt kommentar på flere plan. Ja, man kan undre sig, fordi man naturligvis aldrig selv ville finde sig i sådan en behandling, naturligvis ikke eller …

Desværre så bliver ansvaret ved denne kommentar placeret hos den der er udsat for volden, for implicit så er det den der bliver udsat for voldens eget ansvar, for vedkommende kunne jo bare gå, men ”vælger” i stedet at være i det og det kan man jo ikke have ondt af, det er decideret dumt, sådan set ude fra sidelinjen. Det viser så blot at man som afsender af denne kommentar, intet begreb har om hvad fx psykisk vold indebærer og har af konsekvenser, for ofte kan man netop ikke bare gå.

Det kan også tage mange år for et offer at indse at det er psykisk vold man udsættes for, mange ser det endda først når de er kommet ud af forholdet og er kommet på afstand, de har længe, måske i flere år, mærket at der er noget galt, men har ikke kunnet sætte fingeren på hvad det konkret var, fordi hver enkel lille ting blev set uden sammenhæng ift. de andre ting man oplevede og samtidig så er konsekvenserne ofte af psykisk vold, at man som offer påtager sig alt ansvar, ser indad, arbejder med sig selv, begynder at tvivle på sig selv, får svækket sit selvværd og alt kommer til at handle om at overleve i stedet for at leve.

At leve i et forhold med psykisk vold er ligesom fortællingen om frøen i gryden:

”Hvis den hastighed, hvorpå vandtemperaturen i gryden opvarmes er langsommere end 0,02 grader pr. minut, vil en frø forholde sig rolig og dø, når vandet bliver for varmt. Ved enhver større hastighed, vil frøen springe ud og flygte. Så hvis du sætter en frø i en gryde med vand og begynder at varme langsomt op, tilpasser frøen simpelthen bare sin kropstemperatur gradvist.

Når vandet begynder at koge frøen, vil den ikke længere være i stand til at tilpasse sig temperaturen, og vil derefter forsøge at springe ud. Men desværre kan frøen ikke længere flygte på dette tidspunkt, fordi den har brugt al sin energi på at justere sin temperatur og den har ikke længere kræfter til at flygte. Som konsekvens koger frøen ihjel og vil være ude af stand til at springe ud og redde sig selv.

Når den følelsesmæssige forværring er langsom, går det ubemærket hen. Dette godtgør vores (her frøens) manglende reaktion, hvorfor vi ikke gør noget med det og ender med at drukne. Når en ændring forekommer langsomt nok, undslipper det vores opmærksomhed. Det formår derfor ikke at forårsage nogen form for (nævneværdig) reaktion eller modstand. På denne måde er der visse typer af romantiske forhold etc. hvor det ikke er ualmindeligt at se mennesker, der ”koger” ligesom historien om frøen.” / Historien om den kogte frø, når misbrug bliver normalt: Bedre Livsstil

“….hvis hun “bare” gik talte vi jo slet ikke om vold i relationer. Hvis hun “bare” kunne gå var der ikke et begreb at tale om.

Har man en røv af en mavesur stodder til kæreste går man jo “bare”.
Og startede den voldelige kæreste med at udsætte en for det han gør 4 år inde i forholdet den første uge gik man jo også “bare”.

Men det gør “han” ikke. Han veksler mellem at skrue lidt på den man er på manipulerende vis og være en dejlig dejlig kæreste. I starten er forholdet mellem hans to personligheder måske 1/99 – hun bemærker det måske knapt.
Til sidst eller længere inde i forholdet er det måske 99/1.

Men der er selvværdet knækket, energien tappet og savnet efter dem dejlige dejlige kæreste er nærmest en afhængighed.

Selv om man nu kan se at det han gør er forkert tager man det ikke ind som man gør hvis man står udenfor og kigger ind. Ens grænser er rykket millimeter for millimeter.

Når nogen siger “hvorfor går hun ikke bare” er der uvidenhed. Det er utroligt traumatiserende for ofret men sagt ud fra hvor den pågældende der kommer med kommentaren står.

Man ved ikke hvor meget et andet menneske kan pille ens indre i stykker før man har prøvet det. Jeg ved godt hvorfor min veninde ikke bare går – for jeg har selv været der. Men når hun fortæller om sit forhold forstår jeg hende alligevel ikke helt.

Derfor skal der viden til. Mennesker der ikke har oplevet vold kan ikke lære at mærke det men de kan lære at forstå.” / Jannie Rosendal Kristensen

Som offer for psykisk vold, så bruger man rigtig meget energi i forholdet på at tilpasse sig og have antennerne ude og veje stemninger for at kunne undgå den næste nedgørende bemærkning, straffen i form af kulde, ligegyldighed eller andet. Man har også antennerne ude hele tiden for at vurdere sandhed kontra løgne, for at holde fast i virkeligheden der ofte bliver fordrejet af udøver, oveni alt dette, så har vedkommende ofte også børn og et arbejde og derfor er der ikke meget overskud tilbage til at bryde ud.

Udover at det er meget svært at forklare andre omkring den psykiske vold man er og har været udsat for, så står man meget alene og vil være den der skal rykke rod og ikke udøveren som bliver i boligen, måske endda med børnene, hvis offer ikke får mulighed for at tage dem med sig og så er der alt det økonomiske udover det praktiske som kan synes helt uoverskueligt at stå med, for den psykiske vold er jo ikke stoppet og slet ikke hvis man har børn sammen med vedkommende og konsekvenserne af denne vold og at blive helet står offeret også selv med.

Man kan få hjælp hos forskellige krisecentre, Danner, Mødrehjælpen etc. og kan få tilbudt at komme på krisecenter, men det er en meget voldsom beslutning også at tage børn ud af deres hjem for at bo på et lille værelse sammen med mor og søskende og en hverdag der er revet fra hinanden, og ofte er krisecenteret jo ikke tæt på skole, SFO og fritidsinteresser.

Så det er virkelig meget man som offer for psykisk vold skal tage stilling til og handle på udover at man samtidig skal passe på sig selv for også at komme mentalt og følelsesmæssigt ud af den psykiske vold og derfor vil jeg foreslå ikke blot at psykisk vold bliver kriminaliseret, men også at man iværksætter nogle forskellige pakker som et offer kan vælge imellem for at komme ud og komme videre.

Jeg kan godt se, at vi skal have løst problematikken omkring, at kunne vurdere om det nu også er psykisk vold som dermed giver adgang til disse pakker, men det er meget problematisk når vi nu ved, hvor store konsekvenser det har for et offer og dennes eventuelle børn at være i et sådant forhold og ikke mindst at bryde ud af det, at skulle opleve at blive betvivlet og måske endda skulle finde ekstra overskud til at gennemgå en afklaringsproces.

Så kunne det tænkes, at når det nu er kommet så langt, at offeret har søgt om hjælp hos f.eks. Mødrehjælpen eller Danner, så kan disse nemt grundet deres store erfaring vurdere om en sådan pakke ville kunne hjælpe offer og børn og dernæst kunne det næste skridt være om der skal ske en anmeldelse af psykisk vold mod udøver, sådan at der ikke skal være en dom før det kan udløse hjælp.

Pakkerne kunne sammensættes efter det individuelle behov for hjælp ift.:

  • Finde bolig i nærområdet med plads til børn (eller finde bolig til udøver max fx 50 km. Fra nærområde)
  • Praktisk hjælp til at ordne ny bolig eller istandsætte nuværende bolig
  • Praktisk hjælp til eventuel flytning
  • Mental støtte igennem hele processen (en at kunne ringe og skrive til når det brænder på)
  • Gratis psykolog
  • Praktisk hjælp til overblik over økonomi og evt. ansøgning om lån samt opsætning af budget, kontakt til bank, kreditorer etc.
  • Praktisk og økonomisk advokathjælp til eventuel bodeling
  • Praktisk hjælp ift. eventuel samværsordning/-aftale
  • At kunne mødes med ligesindede månedligt eller hver 14. dag
  • Eventuel nedsat tid på arbejdspladsen med løntilskud i op til et år, sådan at lønnen ikke reduceres
  • Og sikkert meget andet

Men dette er ikke nok, vi bør samtidig se på hvordan vi kan sætte ind inden vi når så langt at disse hjælpepakker bliver nødvendige.

En udfordring i sammenhængen med psykisk vold er at voldsudøver ganske ofte ikke evner selvindsigt og fralægger sig ethvert (med-)ansvar for de problemer der er i forholdet, for at kæreste/ægtefælle er ked af det, og endda ulykkelig. Den viden vi har i dag omkring udøvere af psykisk vold når det drejer sig om narcissister, psykopater, sociopater etc. så er det via de der er kommet i fængsel for vold, mord, berigelseskriminalitet etc. og det er de færreste der selv opsøger hjælp til at ændre sig. Vi har en langt større viden omkring konsekvenserne for de der er offer, da mange af disse opsøger hjælp på diverse krisecentre, går til psykolog etc. Så hvordan sætter vi ind, når udøver ikke ønsker at ændre sig, det er en udfordring af de helt store.

I første omgang, skal der masser af oplysning til samt en kriminalisering af psykisk vold, sådan at dette får en opmærksomhed i vores samfund der gør, at flere vil kunne få øje på den psykiske vold og reagere på det inden det eskalerer og nedbryder.

Først når vi har opnået dette, kan vi tale om hvorfor hun dog ikke bare går, for først når hun ved hvad det er hun udsættes for, at det faktisk er ulovligt og derfor ikke i orden og det ikke er hende der er nærtagende etc., så vil hun kunne gå med støtte fra alle de der også er bevidst om at støtte op om hende, fordi de også ved at dette ikke er ok.

Læs også gerne indlægget Psykisk vold i parforholdet og bliv klogere på hvad psykisk vold reelt er, de metoder der benyttes og hvilke konsekvenser det har.

Jannie Nielsen Hansen

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Blog og tagget , , , , , , , . Bogmærk permalinket.