Har du hemmeligheder?

Jeg blev provokeret… 

For nogen tid siden så jeg Aftenshowet, hvor Pernille Tranberg gav den som ekspert med råd om at undgå at blive sporet på nettet og risikere at skulle stå til ansvar for noget man har sagt eller gjort, ja så mente hun at man skulle oprette flere dækprofiler.

Det blev jeg simpelthen så harm over, for var det ikke en idé at man i stedet valgte at være et helt og troværdigt menneske, ved at handle og agere så man kunne stå inde for sig selv, uanset om det var noget man skulle blive konfronteret med eller ej?

Jeg lagde op til debat omkring dette på Twitter og på min personlige Facebook side.

Jeg fik en hel del enig-tilbagemeldinger, men der var også de, særligt på Twitter, som fortalte at de brugte det at have dækprofiler bevidst for ikke at stå ved sig selv, for ikke at blive opdaget i at gøre sig bestemte tanker og have bestemte meninger og nogle brugte det som en slags terapi.

Jeg kan godt se tanken og det ”rare/nemme” i at kunne gemme sig bag et dæknavn – på kort sigt, for jeg mener ikke at det på nogen måde er en holdbar løsning.

Og jeg kan også sagtens se idéen i det, hvis det bruges som terapi, men er det reelt terapi og noget man kan bruge til at finde sig selv, eller hvad behovet nu er?

Andre bruger det også som et frirum, til at tale fra hjertet af. Men igen, kan man stå ved sig selv, så kan man vel altid tale fra hjertet af – også som sig selv.

Der er også de mennesker, som via deres dækprofil lever en personlighed ud som de reelt ikke er, men måske gerne vil være eller ser op til for at få anerkendelse – eller en personlighed som giver dem afløb for en side af dem selv som de ikke er videre stolt af eller tilfreds med.

Bare se alle de profiler der er på diverse score- og datingsider, profiler som deres partner ikke aner noget om og hvor mange af de der faktisk lyver sig mere attraktiv og mere spændende end de reelt er.

Hvis man ønsker en ændring i sit liv, så kan man efter min bedste overbevisning ikke gøre det inkognito, da man bliver nødsaget til at tage et valg for den person man er og være tro mod det. Tro mod sine værdier, tro mod det der gør én glad indeni og det kræver at man handler og udtaler sig så man både vil og kan stå inde for sig selv.

Og det er bestemt ikke nemt, det er en lang proces, at finde frem til sig selv, at finde modet og lysten til at søge selvindsigt og ikke mindst det at handle mod det. Særligt når der er så mange andre konsekvenser der spiller ind når man sætter spørgsmål ved sig selv, sit liv, sin partner og vennekreds, sit arbejde, sin fortid, nutid og fremtid.

Det kan være virkeligt svært og kræver mod, men ingen forvandling uden handling, og det starter altid hos en selv.

Når man har hemmeligheder, så oplever jeg det som utroværdighed ved at leve i en parallelverden, at have et sideløbende liv og på den måde bliver rejsen til at blive et helt menneske unødvendig lang.

Du kender sikkert nogle af disse mennesker som gør ting som de ikke ønsker at deres partner får at vide og måske endda beder sine venner, bekendte, golf- eller spinningvenner om at det ikke fortælles videre. Lige fra drukture til direkte utroskab.

Ens nærmeste vil på et tidspunkt kunne mærke at man har hemmeligheder, fortielser, at man ikke er der fuldt ud eller også vil snakken bare gå en dag hvor man måske selv troede at det var glemt.

Hemmeligheder, løgne og fortielser vil så mistillid og på den måde vil man ikke opnå det man måske savner i forholdet, i sit liv.

Alle de ting der gør at man oplever at have et behov for at skjule sig selv bag dækprofiler, dækhistorier med mere og ikke mindst de løgne der nødvendigvis må følge med, for at dække over at man dækker over sig selv.

Dér er min overbevisning at gør man ting, som man ikke vil stå ved, så er der noget riv rav ruskende galt inde i en selv og man skal gøre sig selv den store tjeneste at finde ud af hvad det er der forhindrer én i at være et troværdigt menneske, inden man mister sig selv og ikke mindst sin partner, sit job, sine venner eller hvem det nu er man går bag ryggen af.

Nettet giver så mange muligheder for at være alle andre end sig selv og derfor er det endnu mere vigtigt, at man er meget bevidst omkring hvad man gør og ikke gør, for at kunne og ville stå ved sig selv uanset om andre vidste noget om det eller ej.

Men også i forhold til det menneske man er og gerne vil bevæge sig hen mod at være,  harmonerer det så også med det man så reelt foretager sig?

Jeg er mig selv på nettet og i alle andre sammenhænge, med alle mine fejl og mangler, med oprejst pande og mine meningers mod og troen på at vi alle begår ting vi fortryder eller er mindre stolt af, derfor vil jeg også stå ved min fortid og de fejl jeg har begået dér, for det var dengang og fortæller ikke hvem jeg er nu, men måske lidt om min vej hertil.

Vi lever heldigvis i et land hvor vi ikke bliver forfulgt eller andet for at have vores egen mening. Så hvad er det der gør at der alligevel er mennesker der vælger dette at fake og have dækprofiler for dem selv?

Det er deres liv og deres valg – men jeg undrer mig…

I Søndagsavisen fra uge 35, er der et indlæg af Stig William Nielsen ud fra et interview af Jakob Olrik, som fortæller at ”Vores forhold er fyldt med hemmeligheder”.

Artiklen fortæller at 45 % har hemmeligheder for deres partner og det er lige fra at man ikke fortæller at man spiser usundt til at man ikke bryder sig om sin partners familie, til de der ser porno i hemmelighed til de der ryger cigaretter i smug.

Og når nu der står at der er 45 % med hemmeligheder, så kan jeg jo glæde mig over at der alligevel er 55 % der går ind for ærligheden også for dem selv.

Jakob mener at det at lyve handler om retten til at værne om sit privatliv, men i samme åndedrag siger han også at løgn er fysisk skadeligt og skaber afstand i forholdet, da det er brud på et forholds vigtigste grundsten, nemlig tillid.

Artiklen henviser også til en undersøgelse der for nylig blev præsenteret i forbindelse med American Psychologial Associations årlige kongres. ”Vores undersøgelse viser, at antallet af bevidste løgne kan reduceres drastisk, og at et sådant fald markant forbedrer sundheden for folk.”

Og jeg er ganske enig. Forskellen er om man er bevidst omkring at være ærlig, for bevidstheden gør at man ikke sætter sig i situationer som man ikke kan og vil stå inde for.

Og når man først er blevet bevidst omkring dette og handler derefter, så giver det en uendelig frihedsfølelse, at kunne gå all in for sig selv, sine handlinger og meninger.

Aaahhh hvilken lettelse.

“Der kan ligge en stor frihed i at forpligte sig helt. For hvis du altid holder en bagdør åben – eller bare på klem – vil du aldrig mærke den frihed, der kommer af at have sagt ja til noget af hele sit hjerte” / Sofia Manning

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

Se også indlæg på Kommunikationsforum.dk af Trine-Maria Kristensen om at fake på nettet: Personlighed 2.0 og spørgsmålet om at være eller ikke være anonym

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Selvindsigt. Bogmærk permalinket.

8 kommentarer til Har du hemmeligheder?

  1. Pingback: Gør det ondt at tale sammen |

  2. Pingback: At få overskredet sine grænser |

  3. Pingback: Hvad er din indre længsel? |

  4. Pingback: Skal man lyve? |

  5. Pingback: De utro netdatere |

  6. Pingback: Utro(lig) kærlighed |

  7. Pingback: At lyve og svigte den man siger man elsker |

  8. Pingback: På flugt fra kærligheden |

Skriv et svar