Et kvindeliv

Et helt menneskecouple

Jeg er blevet spurgt om hvorfor jeg interesserer mig for ligeværd, nu at det er livet og kærligheden som jeg brænder for.

Men det giver virkelig god mening for mig, at vi faktisk ikke har så gode betingelser i livet og kærligheden, hvis vi ikke også har ligeværd og derfor er det vigtigt at se bagom hvad der bidrager til disse besværligheder.

Derfor er det min overbevisning at ligeværd må være grundstenen, for at vi kan trives i livet som i kærligheden.

Her følger en personlig fortælling, som jeg har fået lov til at dele.

Blot et kvindeliv

Igennem min barndom og opvækst samt i mit voksenliv, har jeg haft nogle oplevelser, som jeg ikke var okay med, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad det egentlig var der gjorde, at det ikke var ok, netop fordi det var normale oplevelser, noget der hændte ofte for mig som for andre.

Fra jeg var helt lille og til mine forældres skilsmisse da jeg var omring 6 år, var jeg fars prinsesse. Jeg fik håret sat højt på hovedet med fine slangekrøller ned af kinderne, fine kjoler og velourbånd om halsen, jeg blev vist frem og der var stor fokus på, at jeg var pæn og sød at se på.

Da jeg var ti år, skulle jeg en dag alene med bussen, jeg kan huske at jeg havde mit nye tøj på, og der satte sig en mand ved siden af mig, som tog mig på låret helt oppe. Jeg blev helt stiv og anede ikke om jeg skulle reagere og hvordan jeg så skulle dette, han smilede til mig og jeg sad stadig stiv af skræk, heldigvis skulle han af næste gang, jeg fortalte det aldrig til nogen, jeg skammede mig.

Også i mine præteens oplevede jeg, at et mandligt familiemedlem prikkede mig på mine spirende bryster og kommenterede på at jeg var ved at få bryster. Jeg tror egentlig ikke, at han mente noget særligt med det, men jeg oplevede det meget ubehageligt, jeg oplevede mig ikke som et menneske og da jeg fortalte det til en anden voksen, fik jeg også at vide, at han mente jo nok ikke noget med det. Min oplevelse af at det havde været grænseoverskridende blev ikke anerkendt.

Omkring 11-års alderen, var jeg på 3-ugers koloni med folkeskolen og dér var der en pige (14-15 år) fra en af de store klasser som havde store bryster. Det gjorde åbenbart, at mange af drengene rendte efter hende, faktisk overfaldt hende, væltede hende om i græsset for at tage hende på brysterne, de voksne sagde ikke noget til drengene, det var boys-will-be-boys og jeg havde en ubehagelig følelse på mit køns vegne, som jeg ikke kunne sætte ord på.

Da jeg var 12 år var jeg lige startet i ungdomsklub, det var moderne med lange bluser ned over bagen, og jeg fik at vide af en af de store drenge, at jeg skulle trække blusen op, så han kunne se min røv, for han var hamrende træt af den her mode, der gemte røvene væk. Jeg vidste igen ikke hvad jeg skulle sige, smilte blot høfligt og skyndte mig væk fra ham.

En strøgtur sammen med en veninde som 14-årig, hvor nogle unge mænd, passede os op og hev ud i min jakke for at vurdere mine bryster, de drøftede størrelsen og hvor gammel jeg mon var, det skal lige siges at brysterne sad på mig, jeg var tilstede, behøver jeg at fortælle hvor ubehageligt og grænseoverskridende dette var?

Som ca. 18-årig og på vej hjem fra arbejde en lørdag eftermiddag, en ung mand følger efter mig ud af bussen, han fulgtes med nogle andre, så han gik fra dem for at følge efter mig, da jeg nåede til en vej hvor der ikke var så mange mennesker passede han mig op og tog mig på brysterne, jeg løb.

På diverse barer, diskoteksbesøg etc. har jeg oplevet alt fra at blive taget på røven til at blive presset op af en væg og kun blive sluppet fri hvis jeg gav et kys eller et smil til den der holdt mig fast.

Men jeg lærte da noget af alt det her, jeg lærte at den anerkendelse jeg kunne få, den skulle jeg have igennem mænd, at de skulle finde mig like- eller fuck-able, for at jeg var noget, at jeg så var noget og ikke nogen, havde jeg ikke lige lært at kende forskel på.

Så jeg opsøgte bekræftelsen, en tur gennem strøget gav mig et plaster på og et øjebliks velbehag, fordi jeg fik kommentarer, blev fløjtet af, blev inviteret ud etc. Jeg fik at vide at når mænd kommenterede på mig eller rørte ved mig, så var det et kompliment, og jeg lærte at det var noget, som jeg bare måtte tage med.

Når mænd fulgte efter mig, når jeg var på vej hjem fra byen, så sagde jeg det ikke til nogen, ikke engang da en mand fulgte mig helt hjem og sad uden for min hoveddør i flere timer, sagde jeg det til nogen, jeg barrikaderede døren og sov med en brødkniv.

Jeg skammede mig, for hvordan kunne jeg synes at alt dette var ubehageligt, det var jo kun drengestreger i voksne mænds kroppe, og jeg havde jo også opfordret dem til det, ved at have gjort mig like- eller fuck-able, det troede jeg i hvert fald, for jeg havde ikke lært andet.

Som ung fik jeg besøg af en mandlig ven, som simpelthen ignorerede at jeg bad ham om at gå, da jeg skulle i seng, han insisterede og jeg endte til sidst med at gøre noget, som jeg ikke ville, blot for at slippe for noget endnu mere intimt.

Jeg har ikke fortalt dette til nogen overhovedet, for jeg skammede mig over at jeg ikke havde fået sagt nok fra, at det åbenbart ikke var på den rigtige måde, fordi han ikke forstod det. Men har nu fundet ud af, at ligegyldigt hvordan et nej, det falder, så skal et nej tages alvorligt, desværre påtog jeg mig alt ansvaret, i stedet for at lægge det hos ham, der havde ignoreret min manglende interesse.

Et af mine første langvarige forhold var fuld af svigt og til tider fysisk voldeligt. Mit næste langvarige forhold, var med en mand der var manipulerede og gjorde det i trusler og psykisk vold. Han havde stor fokus på, hvordan jeg så ud, og jeg oplevede at han søgte efter den bekræftelse, som han fik blot andre vendte sig om efter mig. Mig = hans ejendom.

Jeg havde ikke lært at sige fra, jeg havde ikke lært, at det var ok at sige fra, jeg havde tvært imod lært at mænds meninger, følelser og holdninger var mere værd end mine.

Fra jeg var ca. 14-35 har jeg oplevet et utal af mænd der har onaneret foran mig, særligt på en særlig rute, hvor der var et stort træ, som åbenbart er et yndet tilholdssted for flere af disse mennesker. Men jeg kunne naturligvis også bare have taget en omvej, så jeg slap for dem, min fejl (ironisk).

En anden – kan vi kalde det for en onanihændelse? – var i toget, jeg sad med front mod mellemgangen og en mand der stod dér blottede sig og begyndte at onanere foran mig – og det var så lige i ansigtshøjde og gjorde det bare endnu mere ubehageligt – jeg drejede hovedet og han fulgte fysisk efter, sådan at han igen var i mit åsyn, jeg drejede hovedet igen, denne gang ud mod perronen, som vi holdte ved, og han gik ud på perronen og stillede sig igen foran mit ansigt, dørene lukkede og toget kørte heldigvis videre uden ham.

I mange år troede jeg også, at jeg havde udseendet imod mig, når det vedrørte muligheden, for at blive taget alvorligt, at kunne have stærke holdninger uden at blive smilt overbærende af og til. En stort set altid glad blondine, ikke så høj eller så bred, med ringe fysisk pondus, kan jo heller ikke mene noget sådan helt alvorligt.

Indtil jeg fandt ud af, at selv mænd med samme fysiske pondus, smilende og blonde mænd blev der lyttet mere til end til mig, så jeg oplevede, at have mit køn imod mig. For det var ikke fordi jeg ikke vidste hvad jeg talte om, som en af mine tidligere chefer (en kvinde) sagde til mig, at jeg jo ikke var den der blandede mig i alt, så når jeg gjorde det, så vidste hun, at hun skulle lytte, for jeg vidste hvad jeg talte om, og var ikke blot 100 men nærmere 110% sikker når jeg udtalte mig.

Til modsætning, så oplever jeg at ganske mange mænd, sagtens kan have stærke faste holdninger samt udtale sig om noget uden at være tilnærmelsesvis 70% vidende om det de taler om, men det oplevede jeg så ikke var en mulighed for mig, dette er ikke klynk, men ren konstatering.

I diverse debatter oplever jeg, at være enten usynlig som kvinde, eller også at blive talt ned til på grund af mit køn. Har jeg stærke holdninger til noget, så er jeg ikke et stærkt menneske men nærmere en Bitsch. Jeg får åbenbart for lidt pik, jeg kender ikke min plads og får forklaret af andre hvad jeg mener, tænker, føler og har oplevet.

Mine holdninger er ikke valide, de er hysteriske, for nærtagende, for følsomme, for meget af det ene og for meget af det andet, uanset at jeg er saglig og taler ud fra mig selv, samt ud fra den store viden, som jeg har oparbejdet og tillært mig, inden for det som jeg forholder mig til og giver udtryk for.

Da jeg tog mit kørekort, dér havde jeg to forskellige kørelærere, den ene var ekstremt modbydelig og sexistisk i sin retorik og råbte af kvinderne på glatkørebanen som om vi var tumpede børn. Det gjorde han ikke til de unge mænd, som var lige så meget amatører som vi andre var. Det var så slemt, så jeg insisterede på, at jeg aldrig skulle ud og køre med ham igen og derfor endte ud med den anden mand, som var helt ok.

Jeg har oplevet en chef, der ville have mig til at deltage i et kundearrangement og som argument for dette brugte han ”så er der også noget pænt at se på”, dér fik jeg heldigvis sagt fra.

Jeg har oplevet så meget og særligt igennem mit voksenliv, voldsomt meget fra jeg var 18-35 år og derefter noget mindre, dog er det ikke stoppet og den sexisme der findes på nettet stopper ikke, blot fordi jeg er blevet 50.

Der er flere samt værre ting, som jeg ikke har nævnt her, af hensyn til nogle mennesker, som jeg holder af, men jeg kan ikke rumme det mere, det hele flyder sammen og jeg kan efterhånden ikke adskille den ene hændelse fra den anden længere og kun enkelte episoder står tydeligt i hukommelsen, det er for hårdt at gå og huske på det hele, men det sidder indeni, under huden.

Jeg får ribbet op i det hele, når jeg oplever jokes der går på mit køn, ord der bliver brugt nedsættende om mit køn, når mediebilledet viser kvinden seksualiseret i film som reklamer, når jeg oplever at kvinder tjekkes ud, vurderes, bedømmes efter fremmede mænds like-/fuckable skala samt igennem al den anden sexisme der findes i vores hverdag, i vores sprog, i den måde vi agerer på overfor hinanden som i mediebilledet.

Når jeg ser tilbage, kan jeg sagtens se, at jeg selv har søgt at passe ind i den stigmatisering der er omkring vores kønsroller, for at være en rigtig pige/kvinde, som der også er for at være en rigtig dreng/mand og jeg har desværre taget det med mig i opdragelsen af mine to ældste børn i en eller anden grad.

Bare en enkelt ting, da de var helt små – tvillinger, en dreng og en pige på omkring 5 år – da ville min søn vise mig, hvor dygtig han var til at gå armgang og i det samme, så var min datter også hurtigt oppe og tog den i rap armgang og jeg holdt hende tilbage, jeg fik en oplevelse af, at det var synd for min søn, at hun kunne det samme.

Lige i det samme, jeg havde gjort det, så vidste jeg alligevel, at den var helt gal, og jeg gjorde det aldrig igen. Jeg holdt ikke længere min datter tilbage, når hun ville klatre, spille fodbold og andet som traditionelt var for drenge.

Da min yngste søn var lille, havde jeg gemt de stores legetøj, så han kørte sine bamser og biler rundt i den røde dukkevogn, lavede mad i det store røde plastickøkken, byggede togbane og klædte sig ud som mariehøne eller Spiderman, indtil én han holdte af og stolede på grinte af ham, blot fordi han havde en kjole på og ”lignede en tøs”, så gjorde han aldrig dette mere – nogensinde.

En dag kom min søn hjem fra skole og var rigtig stolt, fordi han havde kunnet holde sine tårer tilbage i skolen. Han havde været rigtig ked af det og det var lykkes ham at skjule det, sådan at ingen opdagede det. Den gjorde s.. ondt helt ind i hjertet. For drenge græder jo ikke, eller…

Jeg oplever unge mænd og kvinder, som ikke føler, at de lever op til det, at være en rigtig mand som kvinde. De er for høje eller for lave, de har for lidt eller for meget af det ene eller det andet, de er ikke tynde nok, pæne nok eller rigtige nok, ifølge de forventninger de har til sig selv og som de oplever fra medierne som omverdenen.

Jeg læser om unge mennesker, der begår selvmord, har lavt selvværd på grund af dette og ser igennem medierne, hvordan vi bliver fremstillet som objekter, stigmatiserede glansbilleder. Jeg oplever forhold der går i stykker eller som bare er ren op af bakke, fordi parterne går fejl af hinanden og ikke mindst af sig selv, for at leve op til hvad det tror de skal for at være en “rigtig” mand, kvinde, what ever.

Drenge som mænd bliver ofte fremstillet som enten boys-will-be-boys uansvarlige teenagere (uanset alder) eller også macho-klarer-lige-hele-verden-agtigt og kvinder er som oftest seksualiseret i en eller anden forstand, enten som lolita-barbie-sygeplejersken eller den der ser beundrende op på manden som hans medhjælper, assistent eller lignende og engang imellem bliver jeg bare så uendeligt træt, træt, træt på alle køns vegne.

Du undrer dig måske over, hvorfor jeg vælger at være anonym. Først og fremmest er det for de jeg holder af, sådan at de ikke skal belemres med alle de kommenterer, der oftest er i kølvandet af indlæg der berører sexisme eller feminisme, men også fordi jeg ikke ønsker alle de mails og beskeder her, dér og allevegne, beskeder som oftest ikke er det mindste respektfulde som lødige – og som jeg nævnte, jeg er træt.

En kvinde, du kan kalde mig for Anne-Li.

Læs også:

Har du lignende beretninger som Anne-Li, så kan du dele disse på Everyday Sexism Project Danmarks åbne side via dette link: ESPD, det er muligt at være anonym som Anne-Li hvis du foretrækker dette.

Hverdagssexisme er et forholdsvist nyt begreb, som ESPD hjælper med at få fokus på via den åbne side som sikrer dokumentering overfor politikere, samfundsdebattører med flere, sådan at vi ved at få dette frem så det ikke længere er noget som den enkelte pige og kvinde går og bærer på alene, kan få det på dagsordenen og derigennem få ændret på den kultur der gør,at gangske mange kvinder oplever en hverdag, et liv som Anne-Li.

Jannie Nielsen Hansen
LoveRoad.dk

Vil du læse mere omkring livet og kærligheden med indspark til at finde ind til dine egne værdier, etik og moral og er du ikke bange for at blive provokeret og blive prikket til, så kan du købe e-bogen ”Helt ærligt!” på saxo.com.

Vil du holde øje med indlæg på bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside. Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig.

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Et kvindeliv

  1. Pingback: Jeg er en egoist |

  2. Pingback: Klogere på kærligheden |

Skriv et svar