Et kvindeliv

Blot et kvindeliv 

Her følger en personlig fortælling, som mange kvinder kan nikke genkendende til. Denne fortælling er ikke for at udskamme mænd, men for at tydeliggøre nogle af de oplevelser kvinder har i kraft af vores køn og hvordan det påvirker os, begrænser os.

Da det ikke er enkeltstående tilfælde, men noget som alle kvinder oplever i større og mindre omfang og grad, så vil jeg gerne opfordre til at se på dette som et strukturelt problem, der er i vores kultur. En kultur som vi alle er en del af at skabe og dermed alle kan være med til at forandre.

Nogle ting er i sig selv små ting, men hvis det er den samme lille ting, der sker igen og igen, så er den ikke længere lille og hvis der ses på disse hændelser ikke som selvstændige hændelser men i et samspil med hinanden og i et større perspektiv, så er hver enkelt lille oplevelse en del af noget større og giver på denne måde et billede af hvordan kvinder opfattes og behandles i vores samfund.

De små ting, når der er tilpas mange af dem – og tro mig, der er vanvittigt mange af dem – så baner de vejen for at de større ting sker, for har vi en kultur der underminerer kvinder via vores sprog, eksempelvis ved at ignorere kvinders viden, følelser, holdninger etc. som køn, så er det også ‘lettere’ at ikke blot begå men også at se igennem fingre med overgreb lige fra begramsninger og at der bliver onaneret foran os til voldtægt, vold og mord.

Everyday Sexism Project Danmark, har udarbejdet en sexismetrekant, der viser hvordan de forskellige grader af sexisme påvirker og understøtter hinanden og at det derfor er væsentligt ikke kun at tage hånd om de voldsommere ting, men også om den kultur vi har, der er medvirkende til at disse ting sker i det omfang, som vi ser dem. (den kan du se nærmere på her: #MeToo og hverdagssexisme

Jeg har faktisk oplevet så meget, at jeg ikke kan skelne alle mellem hinanden, men nogle oplevelser står alligevel tydeligt for mig, nogle af disse kommer her.

Igennem min barndom og opvækst samt i mit voksenliv, har jeg haft nogle oplevelser, som jeg ikke var okay med, men jeg kunne ikke sætte ord på hvad det egentlig var der gjorde, at det ikke var ok, netop fordi det var normale oplevelser, noget der hændte ofte for mig som for andre.

Fra jeg var helt lille og til mine forældres skilsmisse da jeg var omring 6 år, var jeg fars prinsesse. Jeg fik håret sat højt på hovedet med fine slangekrøller ned af kinderne, fine kjoler og velourbånd om halsen, jeg blev vist frem og der var fokus på, at jeg var nem samt pæn og sød at se på.

Da jeg var ti år, skulle jeg en dag alene med bussen, jeg kan huske at jeg havde mit nye tøj på herunder mine røde strømpebukser. Der satte sig en mand ved siden af mig, som tog mig på låret helt oppe. Jeg blev helt stiv og anede ikke om jeg skulle reagere og hvordan jeg så skulle dette, han smilede til mig og jeg sad stadig stiv af skræk, heldigvis skulle han af næste gang, jeg fortalte det aldrig til nogen, jeg skammede mig.

Også i mine præteens oplevede jeg, at et mandligt familiemedlem prikkede mig på mine spirende bryster og kommenterede på at jeg var ved at få bryster. Jeg tror egentlig ikke, at han mente noget særligt med det, men jeg oplevede det meget ubehageligt. Jeg oplevede mig ikke som et menneske og da jeg fortalte det til en anden voksen, fik jeg også at vide, at han mente jo nok ikke noget med det. Min oplevelse af at det havde været grænseoverskridende blev ikke anerkendt.

Omkring 11-12-års alderen, var jeg på 3-ugers koloni med folkeskolen og dér var der en pige (13-14 år) fra en af de store klasser som havde store bryster. Det gjorde åbenbart, at mange af drengene rendte efter hende, faktisk overfaldt hende, væltede hende om i græsset for at tage hende på brysterne. De voksne sagde ikke noget til drengene, det var boys-will-be-boys og jeg havde en ubehagelig følelse på mit køns vegne, som jeg ikke kunne sætte ord på.

Da jeg var 12 år var jeg lige startet i ungdomsklub, det var moderne med lange bluser ned over bagen, og jeg fik at vide af en af de store drenge, at jeg skulle trække blusen op, så han kunne se min røv, for han var hamrende træt af den her mode, der gemte røvene væk. Jeg vidste igen ikke hvad jeg skulle sige, smilte blot høfligt og skyndte mig væk fra ham.

En strøgtur sammen med en veninde som 14-årig, hvor nogle unge mænd, passede os op og hev ud i min jakke for at vurdere mine bryster, de drøftede størrelsen og hvor gammel jeg mon var, det skal lige siges at brysterne sad på mig, jeg var tilstede, behøver jeg at fortælle hvor ubehageligt og grænseoverskridende dette var?

Som ca. 18-årig og på vej hjem fra arbejde en lørdag eftermiddag, en ung mand følger efter mig ud af bussen, han fulgtes med nogle andre, så han gik fra dem for at følge efter mig, da jeg nåede til en vej hvor der ikke var så mange mennesker passede han mig op og tog mig på brysterne, jeg løb.

På diverse barer, diskoteksbesøg etc. har jeg oplevet alt fra at blive taget på røven til at blive presset op af en væg og kun blive sluppet fri hvis jeg gav et kys eller et smil til den der holdt mig fast.

Og her behøver jeg ikke at nævne alle de fuldemandsberøringer, catcalls etc., som jeg har oplevet samt alle de forholdsregler jeg har måtte tage mig og tanker jeg har måtte gøre mig, når jeg f.eks. skulle hjem fra byen, rejse alene etc. Eller igen, alle de gange, hvor mænd blev aggressive uanset hvor nænsomt, man prøvede at afvise dem.

Jeg lærte så noget af alt det her. Jeg lærte, at den anerkendelse jeg kunne få, den skulle jeg have igennem mænd, at de skulle finde mig like- eller fuck-able, for at jeg var noget, og at jeg så var noget og ikke nogen, havde jeg ikke lige lært at kende forskel på.

Når mænd fulgte efter mig, når jeg var på vej hjem fra byen, så sagde jeg det ikke til nogen, ikke engang da en mand fulgte mig helt hjem og sad uden for min hoveddør i flere timer, sagde jeg det til nogen, jeg barrikaderede døren og sov med en brødkniv.

Jeg skammede mig, for hvordan kunne jeg synes at alt dette var ubehageligt, det var jo kun drengestreger i voksne mænds kroppe, og jeg havde jo også opfordret dem til det, ved at have gjort mig like- eller fuck-able, det troede jeg i hvert fald, for jeg havde ikke lært andet.

Som ung fik jeg besøg af en mandlig ven, som simpelthen ignorerede at jeg bad ham om at gå, da jeg skulle i seng, han insisterede og jeg endte til sidst med at gøre noget, som jeg ikke ville, blot for at slippe for noget endnu mere intimt.

Jeg har ikke fortalt dette til nogen overhovedet, for jeg skammede mig over at jeg ikke havde fået sagt nok fra, at det åbenbart ikke var på den rigtige måde, fordi han ikke forstod det. Men har nu fundet ud af, at ligegyldigt hvordan et nej, det falder, så skal et nej tages alvorligt, desværre påtog jeg mig alt ansvaret, i stedet for at lægge det hos ham, der havde ignoreret min manglende interesse.

Et af mine første forhold var fuld af svigt og til tider fysisk voldeligt. Et andet forhold, var med en mand der var manipulerede og gjorde det i trusler og psykisk vold og særligt når han havde fået noget at drikke pressede mig til sex. Han havde stor fokus på, hvordan jeg så ud, og jeg oplevede at han søgte efter den bekræftelse, som han fik blot andre vendte sig om efter mig. Mig = hans ejendom.

Jeg havde ikke lært at sige fra, jeg havde ikke lært, at det var ok at sige fra, jeg havde tvært imod lært at mænds meninger, følelser og holdninger var mere værd end mine.

Jeg havde også lært at tage ansvar for den gode stemning, uanset hvem der ødelagde den samt lært at da mænds følelser nu var vigtigere end mine, så skulle afvisninger og det at sige fra være meget nænsomt og undskyldende uanset grad af mandens grænseoverskridende opførsel. Som ung lærte jeg, at den afvisning der bedst virkede, det var ikke at sige hverken nej tak, jeg har ikke tid, jeg er ikke interesseret, men at sige at jeg havde en kæreste – uanset om jeg havde det eller ej. Det eneste der blev respekteret, var at jeg var en anden mands ejendom.

Fra jeg var ca. 14-35 år, har jeg oplevet et utal af mænd der har onaneret foran mig, særligt på en særlig rute, hvor der var et stort træ, som åbenbart er et yndet tilholdssted for flere af disse mænd. Men jeg kunne naturligvis også bare have taget en omvej, så jeg slap for dem, min fejl (ironisk).

En anden – kan vi kalde det for en onanihændelse? – var i toget, jeg sad med front mod mellemgangen og en mand der stod dér blottede sig og begyndte at onanere foran mig – og det var så lige i ansigtshøjde og gjorde det bare endnu mere ubehageligt – jeg drejede hovedet og han fulgte fysisk efter, sådan at han igen var i mit åsyn, jeg drejede hovedet igen, denne gang ud mod perronen, som vi holdte ved, og han gik ud på perronen og stillede sig igen foran mit ansigt, dørene lukkede og toget kørte heldigvis videre uden ham.

I mange år troede jeg også, at jeg havde udseendet imod mig, når det vedrørte muligheden, for at blive taget alvorligt, at kunne have stærke holdninger uden at blive smilt overbærende af og til. En stort set altid glad blondine, ikke så høj eller så bred, med ringe fysisk pondus, kan jo heller ikke mene noget sådan helt alvorligt.

Indtil jeg fandt ud af, at selv mænd med samme fysiske pondus, smilende og blonde mænd blev der lyttet mere til end til mig, så jeg oplevede, at have mit køn imod mig. For det var ikke fordi jeg ikke vidste hvad jeg talte om, som en af mine tidligere chefer (en kvinde) sagde til mig, at jeg jo ikke var den der blandede mig i alt, så når jeg gjorde det, så vidste hun, at hun skulle lytte, for jeg vidste hvad jeg talte om og selv mine tvivl var værd at tage alvorligt.

Til modsætning, så oplever jeg at ganske mange mænd, sagtens kan have stærke faste holdninger samt udtale sig om noget uden at være tilnærmelsesvis 60% vidende om det de taler om, men det oplevede jeg så ikke var en mulighed for mig, dette er ikke klynk, men ren konstatering.

Jeg oplever mænd, fylde gevaldigt ikke kun fysisk med spredte ben og at lægge armen på mit ryglæn og dermed tage noget af min plads i rummet, men også ved at de holder enetaler og egentlig kun er interesseret i en der smiler og nikker. Lige så snart jeg ikke er enig eller blot udtrykker, at vi ikke ved nok om dette, til at kunne have så stærke holdninger, eller igen når jeg ved mere om et emne, som mænd alligevel har dannet sig en holdning til, så bliver jeg lukket ned, ‘bedt’ om at holde min kæft, ignoreret og bliver talt henover, får at vide jeg er hysterisk eller nærtagende, bliver talt ned til o.m.a. – altså brug af herskerteknikker og gaslighting.

I diverse debatter oplever jeg jævnligt, at være enten usynlig som kvinde, eller også at blive talt ned til på grund af mit køn. Har jeg stærke holdninger til noget, så er jeg ikke et stærkt menneske men nærmere en Bitsch. Jeg får åbenbart for lidt pik, jeg kender ikke min plads og får forklaret af andre hvad jeg mener, tænker, føler og har oplevet.

Min viden og holdninger er ikke valide, de er hysteriske, for nærtagende, for følsomme, for meget af det ene og for meget af det andet, uanset at jeg er saglig og taler ud fra mig selv, samt ud fra den store viden, som jeg har oparbejdet og tillært mig, inden for det som jeg forholder mig til og giver udtryk for.

Da jeg tog mit kørekort, dér havde jeg to forskellige kørelærere, den ene var ekstremt modbydelig og sexistisk i sin retorik og råbte af kvinderne på glatkørebanen, som om vi var tumpede børn. Det gjorde han ikke til de unge mænd, som var lige så meget amatører som vi andre var. Det var så slemt, så jeg insisterede på, at jeg aldrig skulle ud og køre med ham igen og derfor endte ud med den anden mand, som var helt ok.

Ved en af mine graviditeter – jeg var ca. i 5. måned – da var jeg til massage hos en mandlig massør. Selvom jeg udtrykkeligt sagde at jeg kun var interesseret i at få masseret nakke og skuldre, så gik han igang med mine lår og området omkring mit skridt, og han blev ved med at løfte ud i min badedragt og var i det hele taget meget grænseoverskridende. Jeg forstår den dag i dag ikke hvorfor jeg ikke bare gik, men ved også godt, at der var en masse små grunde der sammenlangt gjorde, at jeg bare lå og ventede på at det var overstået, det vil jeg ikke komme ind på her.

Jeg har oplevet til afdelingsmøde, at komme med et forslag der blev overhørt, og en mand efterfølgende komme med samme forslag og blive rost for sin indsigt, sin kreativitet etc.

Jeg har oplevet til møde med mandlig chef, at komme med forslag til nye arbejdsgange og han ved det næste afdelingsmøde, fremlagde det som sin egen idé.

Jeg har oplevet en chef, der ville have mig til at deltage i et kundearrangement og som argument for dette brugte han ”så er der også noget pænt at se på”, dér fik jeg heldigvis sagt fra.

Igennem særligt mit voksenliv, har jeg oplevet så meget, voldsomt meget fra jeg var 18-35 år og derefter noget mindre. Dog er det ikke stoppet, og den sexisme der findes på nettet stopper ikke, blot fordi jeg er blevet 50 år. Der er flere samt værre ting, som jeg ikke har nævnt her og det er for hårdt at gå og huske på det hele, men det sidder indeni, under huden.

Jeg får ribbet op i det hele, når jeg oplever jokes der går på mit køn, ord der bliver brugt nedsættende om mit køn, når mediebilledet viser kvinden sexualiseret i film som reklamer, når jeg oplever at kvinder tjekkes ud, vurderes, bedømmes efter fremmede mænds like-/fuckable skala samt igennem al den anden sexisme der findes i vores hverdag, i vores sprog, i den måde vi agerer på overfor hinanden som i mediebilledet.

Når jeg ser tilbage, kan jeg sagtens se, at jeg selv har søgt at passe ind i den stigmatisering der er omkring vores kønsroller, for at være en rigtig pige/kvinde, som der også er for at være en rigtig dreng/mand.

Bare en enkelt ting, da de to store var helt små – en dreng og en pige på omkring 5 år – da ville min søn vise mig, hvor dygtig han var til at gå armgang og i det samme, så var min datter også hurtigt oppe og tog den i rap armgang, hvor jeg holdt hende tilbage, jeg fik en oplevelse af, at det var synd for min søn, at hun kunne det samme.

Lige i det samme, jeg havde gjort det, så vidste jeg alligevel, at den var helt gal, og jeg gjorde det aldrig igen. Jeg holdt ikke længere min datter tilbage, når hun ville klatre, spille fodbold og andet som traditionelt var for drenge.

Jeg oplever unge mænd og kvinder, som ikke føler, at de lever op til det, at være en rigtig mand som kvinde. De er for høje eller for lave, de har for lidt eller for meget af det ene eller det andet, de er ikke tynde nok, pæne nok eller rigtige nok.

Jeg oplever mænd, der hævder deres maskulinitet igennem objektgørelse og nedgørelse af kvinder. Mænd der tror, at de gør dette fordi de er en mand – at det måske endda skulle være biologisk og ikke kulturelt bestemt, at behandle kvinder som anden- eller endda tredjerangsmennesker. Og med den indstilling, hvor disse mænds maskulinitet er så skrøbelig, at de skal stå på skuldrene af kvinder for at kunne være i den, så er vi inde i en ond spiral, som vi simpelthen skal have brudt.

Jeg oplever, at det er så tabu at være et offer, at det er med til at for få taler højt om dette og det kan jeg sagtens forstå, fordi reaktionen ofte er, at der bliver victimblaimet, fordi man ikke har sagt fra på den rigtige måde, man kunne også have ladet være med at smile, man skulle have talt højere og gentaget sig selv, man skulle have haft noget andet tøj på, have holdt sig hjemme og er man egentlig ikke også noget nærtagende, hysterisk etc. …

Men man gør sig ikke til et offer, ved at påpege de uretfærdigheder som overgår en, man er et offer for en andens handlinger og det er en væsentlig forskel fra at gøre sig selv til et offer.  Og hvis vi ikke kan tale om at være et offer, så vil der heller aldrig være en gerningsmand og dermed vil den det går ud over selv stå med ‘lorten’, fordi ingen bliver stillet til ansvar.

Og så er der de der siger, at vi faktisk har ligestilling, så hvad brokker du dig egentlig over, du kan jo bare tage dig sammen kan du … Så ja, det kræver mod at stå frem, det kræver mod at sige fra og dermed at skille sig ud fra mængden, som en af de uncool, som ikke bare er ‘en af drengene’, der i hvert fald godt kan tåle noget.

‘Noget’ er så her lig med at få overskredet sine grænser, at blive behandlet som et objekt og ikke et subjekt og at få negligeret sin viden og sine følelser.

Er det så alle mænd, der opfører sig sådan, nej, det er det naturligvis ikke, men jeg vil vove at påstå at alle mænd har en strejf af det uanset de vil det eller ej, fordi det er i vores kultur. Forskellen er blot at nogle mænd er meget bevidste omkring dette og dermed bevidste omkring egen samt andres opførsel. Men nu det ikke er alle mænd, der opfører sig sådan, så er det stadig alt for mange mænd, for jeg vil igen komme med en påstand, som ikke er taget ud af den blå luft, og det er at alle kvinder har oplevet dette i en eller anden grad og i større eller mindre omfang.

Er jeg så et virkeligt uheldigt væsen, har jeg selv bedt om at blive behandlet sådan? Nej, under ingen omstændigheder, men jeg vil gerne tage min del af ansvaret, fordi jeg jo også er en del af denne kultur. Og da jeg først sent i mit liv, er blevet opmærksom på dette og ikke mindst har fået modet, til ikke at være ‘en af drengene’, så har jeg bidraget ved at påtage mig det ansvar, som jeg oplevede at få mig pålagt, i kraft af mit køn og den rolle jeg skulle spille, for at være en rigtig kvinde.

Jeg vil påstå, at denne kultur har store konsekvenser, ikke blot for piger og kvinder men også for drenge og mænd, for vores indbyrdes relationer og dermed også for vores samfund.

Jeg læser om unge mennesker, der begår selvmord, har lavt selvværd og jeg ser igennem medierne, hvordan vi bliver fremstillet som objekter, stigmatiserede glansbilleder, stereotype roller etc.. Jeg oplever forhold der går i stykker eller som bare er ren op af bakke, fordi parterne går fejl af hinanden og ikke mindst af sig selv, for at leve op til hvad det tror de skal for at være en “rigtig” mand, kvinde, what ever. Mon ikke at der er en sammenhæng …

– og engang imellem bliver jeg bare så uendeligt træt, træt, træt på alles vegne, fordi der er så meget modstand på at få fokus på dette store samfundsproblem og når nu kultur er menneskeskabt, så skal der også mennesker – mange mennesker – til at ændre på denne kultur og det kræver at vi tør og vil støtte op om hinanden, at vi lytter til hinanden, at særligt mænd lytter til kvinder (Tak, Troels Mylenberg).

#MeToo

Jannie Nielsen Hansen

Læs også:

Se også:

OBS! Dette indlæg er skrevet i 2015 og har derefter grundet #MeToo bevægelsen oktober 2017 fået nogle tilføjelser og ændringer.

Dette indlæg blev udgivet i Blog og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

3 kommentarer til Et kvindeliv

  1. Pingback: #MeToo |

  2. Pingback: Jeg er en egoist |

  3. Pingback: Klogere på kærligheden |

Skriv et svar