Er du monogam?

Er du til den eneste ene? 

Du har først valgt kærligheden...

– i tanke og i handling…

Der er sikkert flere måder at være monogam på, og vi rykker os også, i vores opfattelse af hvad det er at være monogam, i takt med, at vi bliver ældre, får mere livserfaring og i højere grad bliver mere bevidst omkring sammenhængen, med hvad vi gør, og hvem vi er.

På Wikipedia står der bl.a.: ”Monogami (græsk: monos = én/ene og gamos = ægteskab) er ægteskab mellem to ægtefæller. Monogami bruges også om andre samlivsformer, hvor en person kun har én partner. Monogami indebærer et løfte om seksuel og romantisk troskab og eksklusivitet, dvs. at de to parter i forholdet udelukkende har romantiske følelser for og sex med hinanden. Betegnelsen monogam i denne sammenhæng betegner altså både en personlig og en seksuel præference.

I mange kulturer er livsvarige, monogame forhold den norm, som samlivsformer bedømmes ud fra, og i denne betydning er monogami at en person kun har én seksuel og romantisk partner i sin levetid. I den vestlige verden er seriel monogami den fremherskende norm og inkluderes ofte under betegnelsen monogami”

Jeg går ikke ind for, at man skal stavnsbinde hinanden på den måde, at har man først sagt ja tak til ægteskab, så klapper fælden forever and ever, uanset hvor dårlig en kæreste ens partner eller man selv er.

Men jeg synes til gengæld, at det er fantastisk når det lykkes for ægtepar, at udvikle og vedligeholde kærligheden, så det virkelig bliver til døden os skiller.

Men samtidig mener jeg også, at man ikke blot har ret til, men også er forpligtet til at forlade et skidt forhold, et forhold hvor man går på kompromis med sine værdier, hvor ens grænser bliver overtrådt eller hvor man bliver trukket ned i stedet for op, et forhold hvor der ikke er bedre fremtidsudsigter end dette.

Jeg har en romantisk forestilling om ren monogami, men ved også, hvor svært det kan være, ikke mindst at blive klog på sine egne værdier, men også at finde en partner, der har samme værdier og derfor kan det gå galt, fordi vi dermed forelsker os i en person, der ikke er rigtig for os hver især.

Derfor er det også seriel monogami, som jeg går ind for, hvor man bliver sammen, så længe at man er gode for hinanden, men omvendt ved jeg også, at der skal kæmpes for et godt forhold, og så længe at begge yder den indsats der skal til, lige så længe vil dette forhold have rigtig gode muligheder.

”Græsset er grønnest lige dér, hvor du vander det” / Jannie Nielsen Hansen

Så for mig, er det at være monogam, dét at man er følelsesmæssig og seksuel tro i det forhold man er i.

Det er for mig også en værdi, faktisk en af mine primære værdier udover engagement og troværdighed, som også i høj grad, er en del af det at være monogam.

”Opskriften på succes er kunsten “at elske én”, om det er i kærligheden eller i dit arbejde, så handler det om at engagere sig 100 %, i de enkelte valg, som du tager i livet” / Peter Beier

At være monogam er absolut ikke noget med at ville eje, at ville styre, kontrollere, dominere, at være modvillig, gammeldags, at ville begrænse sin partner, ikke vil udvikle sig og så videre, absolut ikke og måske endda tvært i mod.

Netop fordi så længe at du er tryg og glad i din base, at du elsker og oplever dig elsket, at du med rette kan have tillid til din partner, så kan du have en følelse af, billedligt talt, at kunne bestige de højeste bjerge og springe fra de største tinder, at du kan gå igennem ild og vand og klare de mest umulige opgaver, blot fordi og ikke mindst i kraft af, at din base er tryg og stærk.

Det er ubeskriveligt givende, at være så fortrolig og intim med et andet menneske, men kan også være ganske skræmmende, fordi oplevelsen kan være, at man ved at give hele sin sjæl og sit hjerte til en enkelt person, kan risikere at få det hele knust og sprængt i stumper og stykker, derfor er tillid vigtig, ikke kun at der er tillid til hinanden, men nærmere at man hver især er tilliden værd.

Men hvad er alternativet, til ikke at give sig selv helt? Der er for mig bare ingen mellemvej, det er enten eller, det er helt eller slet ikke, for det gælder også i kærligheden som i alt andet, at du ikke kan spille på et ottendedels lod og så forlange fuld gevinst, du må engagere dig fuldt ud og give dig selv helt, for at kunne tage imod.

Monogam er altså for mig en værdi, der indebærer at hele mit hjerte og min lyst koncentrerer sig om en enkelt person og afvigelser derfra, vil være imod værdien monogam, som for mig er lig med kærligheden.

Det betyder ikke, at de mennesker, der ønsker at leve anderledes, i åbne forhold eller andet, at de er uden værdier, at jeg ser skævt til dem, det gør jeg bestemt ikke, for så længe at de lever på en ærlig, åben og troværdig måde, så respekterer og accepterer jeg deres levevis. De har så bare nogle andre værdier, end jeg har, og det er deres liv.

Det betyder så også, når du er monogam, og omvendt for den sags skyld, at det er hamrende vigtigt, at din partner har samme værdi som dig selv, og efterlever denne værdi, ellers vil forholdet være dømt til at mislykkes, og som minimum vil den ene af jer blive dybt ulykkelig.

Jeg har altid opfattet mig selv som monogam, men kan i bagklogskabens lys godt se, at jo ældre og mere bevidst jeg er blevet omkring dette, jo anderledes og dybere går denne værdi hos mig, og jo mere skarp er jeg også blevet, med hensyn til hvilke situationer, som jeg sætter mig selv i, hvad jeg siger og hvad jeg gør, for at kunne stå ved og stå inde for mig selv i alle sammenhænge.

Det kræver virkelig en evne, en lyst og et mod at opnå den selvindsigt, som det kræver. Men når du først begynder at tage ansvar for dig selv og dit liv og bliver bevidst omkring dig selv, dine værdier og hvilke situationer, som du sætter dig selv i, så lader du dig ikke længere føre med af en vej, som gør, at du ikke kan eller vil stå inde for dig selv.

Når jeg nævner det her med, at være bevidst omkring hvilke situationer, som du sætter dig selv i, så er det fordi du har et valg, du vælger selv hvor dit fokus er, du vælger selv hvad du gør og hvad du siger og hvordan du vil reagere på det der sker omring dig – og de valg du træffer, det du vælger at gøre eller sige, det er dit ansvar og dit valg.

”Selv det der forties kan gøre skade” / Christel Sonne-Rasmussen

Når du bliver bevidst om, at du har ansvar for dine egne valg, så vil du lære at prioritere og vælge det fra i dit liv, som er i vejen for noget, som har større betydning for dig, f.eks. din partner (Står du i vejen for dig selv?)

Du lærer også at undgå at sætte dig selv i situationer, som vil gøre, at du ville vælge at skjule, slette spor, holde noget hemmeligt eller lyve for din partner og det giver en kæmpe frihedsfølelse, udover at der så heller ikke vil kunne sættes spørgsmålstegn ved din troværdighed.

Lad mig lige prøve at liste det op, hvad monogami er for mig:

  • Du er ikke intim (seksuelle berøringer/kontakt, fysisk som online) med andre end din partner
  • Du er kun dybt fortrolig med din partner, om det er i tanke, på skrift eller face-to-face
  • Du fantaserer ikke seksuelt om andre virkelige personer (mennesker med navn, ansigt og personlighed på)
  • Du har absolut følelsesmæssig og seksuelt fokus på din partner
  • Du er troværdig og engageret i forholdet

Hvordan gør du så lige, så du er absolut tro mod din værdi som monogam?

Det er faktisk ganske enkelt, det kræver øvelse, men er slet ikke svært, når du først virkelig har besluttet dig.

Det kræver at du:

  • Er bevidst omkring dig selv, dine værdier og hvad du foretager dig, også det andre ikke kender til
  • Er åben omkring dig selv og dine værdier, som du selv efterlever
  • Er troværdig og vælger til og fra ud fra dine værdier og den du giver udtryk for at være

Her gælder det så værdien monogam, hvis du giver udtryk for at være til troskab, så indebærer det, at du udover at forvente troskab af din partner, at du også selv handler sådan, så du er tro mod din partner.

Det at du er monogam, betyder jo ikke, at du ikke kan se, at der findes andre spændende, smukke, lækre, skønne og interessante mennesker. Men derfra, og til at have fokus på dem eller på din partner, dér er der en stor forskel. Du kan da også sagtens flirte med andre, lidt her og lidt dér, men den dybere og vedvarende flirt og fortrolighed har du kun med din partner.

”Where the mind goes – there goes the man” / engelsk talemåde

Lige så snart du begynder at dyrke andre mennesker, som du finder attraktiv, i en eller anden forstand, så flytter du fokus fra din partner og er på den måde ikke længere 100 % engageret i dit forhold og i din partner.

Det kan du gøre ved at du opretter hemmelige profiler og mail adresser, med henblik på utroskab fysisk eller i tankerne, men også ved at du udvikler en fortrolighed med en anden end din partner, du kan skrive eller chatte, flirte dybere med dem, eller du kan dyrke dem, ved at du måske Googler og søger informationer om, eller billeder som film af dem,

– og så er du dermed ude i en følelsesmæssig utroskab, som faktisk er langt mere sårende for din partner, end hvis du havde været lidt for intim en enkelt gang med en anden, netop fordi den følelsesmæssige utroskab, går over længere tid og fylder dine tanker, men også det at du er villig til, at lægge energi i noget, der vil skubbe dig og din partner endnu længere fra hinanden.

”Det du I tankerne forestiller dig, eksperimenterer med og fokuserer på, vil have en tendens til at styre dine handlinger. Det betyder at du har et valg, og dermed en høj grad af kontrol over hvad du vælger, ved det du gør og de tanker og forestillinger, som du giver dig selv lov til at have, og om du vælger at lægge energien i dit ægteskab, eller om du vælger utroskaben” / Steen Rassing, Par- og psykoterapeut.

Har du givet udtryk for at være monogam, at være til troskab, så har du også givet din partner nogle forventninger, til den person du er, det du gør og det du siger. Og står du ikke inde for det, som du har givet udtryk for, ved det du siger og gør, uanset om du tror andre kender til det eller ej, så vil du opleves utroværdig.

Det er derfor meget vigtigt, at hvis du har en anden definition af at være monogam end din partner, eller måske endda slet ikke er monogam, at du så åbent og ærligt giver udtryk for dette, så din partner har mulighed for at vælge dig til eller fra, ud fra hvem du virkelig er.

For giver vi ikke hinanden mulighed for at vælge hinanden ud fra et ærligt grundlag, så vil vi med stor sandsynlighed ende med, at gøre hinanden ulykkelige.

Når du er monogam, så giver du din partner din fortrolighed og intimitet og du involverer dig ikke i andre hverken på det dybere fortrolige, følelsesmæssige eller på det seksuelle plan. Det vil sige, at dit væsen og din lyst er forbeholdt din partner.

Men for at kunne være dette, så skal du kende dig selv rigtig godt, da det kræver at du er meget bevidst omkring dig selv og hvilke situationer, som du sætter dig selv i, fordi det indebærer, at du er tro, ikke blot seksuelt men også følelsesmæssigt.

Det vil sige, at du ikke opsøger intim fortrolig kontakt med andre og afholder dig fra at sætte dig i situationer der gør, at du giver det til andre, som er forbeholdt din partner.

Hvis du trækker dig fra din partner om det er med sex/berøringer eller fortrolighed, eller hvis du tænker seksuelt som følelsesmæssigt om en anden end din partner, så er du følelsesmæssig utro, fordi du på den måde, åbner op for en tiltrækning til anden side, som du dermed kan bygge videre på ved at tænke på fysisk utroskab og så har du flyttet dig, ikke blot mentalt, men også seksuelt fra din partner.

Hvis du f.eks. på arbejdet begynder at tale meget med en, som du finder attraktiv, eller måske kunne forestille dig som en ny mulig partner, hvis det ikke lige var for hende/ham derhjemme, og du så begynder at flirte med undertoner, at opsøge berøringer eller nærhed, at skrive sammen på mail eller SMS, måske endda ganske uskyldigt i starten

– i sidder ved siden af eller tæt på hinanden til sociale events eller til møder, begynder måske at mødes til en kop kaffe efter arbejde eller i de små pauser på arbejdet, du begynder måske endda at tale skidt om din partner til vedkommende, så har advarselslamperne blinket rasende voldsomt i længere tid.

Og så er du ude på et skråplan, og det var du allerede, da du begyndte at involvere dig og søge selskab af en som du fandt attraktiv på sex- eller kærestepotentialeplanet. Og du har igen flyttet fokus fra din partner på en måde, som ikke understøtter din værdi omkring at være monogam. Og dermed er du heller ikke tro mod dig selv.

I biblen siges der: ” Enhver der bliver ved med at se på en anden for at begære, har allerede begået ægteskabsbrud i sit hjerte.“ (Mattæus 5:28) Ved at afvise sådanne seksuelle fantasier, vil du dermed ’vogte dit hjerte’ og værne om dit ægteskab”.

Det gælder i alle forhold at åbenhed og ærlighed er udgangspunktet for tillid, som udover en god kommunikation er selve grundstenen i et godt kærlighedsforhold.

“A relationship is more than just finding the right person. It’s about being the right person” / ukendt

Når du efterlever dine værdier, som du er åben omkring, f.eks. værdien monogam (troskab), så vil du opleves troværdig og dermed vil du være din partners tillid værd og din partner vil kunne åbne sig for dig, betro sig til dig og give dig sin fortrolighed.

Men lige så vigtigt, så vil din partner også være tryg sammen med dig, en tryghed som gør, at din partner både kan og vil kunne give sig hen til dig ikke kun på det seksuelle plan, men også på det følelsesmæssige.

Den tillid og hengivenhed der kan og bør være i et monogamt forhold, kræver også at man vil hinanden, at man vil kærligheden med alt hvad det indebærer af fortrolighed, sex, åbenhed, ærlighed, støtte og anerkendelse, at begge ser på forholdet som noget der skal passes og plejes for at få næring og udvikle sig, så man vokser med hinanden og ikke fra hinanden.

For mig har det at være monogam, i høj grad også noget med personlig integritet at gøre, her er værdien blot monogami/troskab, men uanset hvilken værdi du ellers har, så gælder det troværdigheden. At du er åben og ærlig omkring dig selv og dine værdier, som du selv efterlever, uanset om andre skulle vide noget om det du gør eller ej.

Og det sidste, det her med om du gør noget i skjul, som hverken er tro mod det at være monogam, men bestemt heller ikke mod det at være troværdig, at have personlig integritet, så er det på den måde, kun på overfladen, som et skuespil, at du er monogam og troværdig, og så er det ikke blot din partner du svigter, men også dig selv.

Derfor bør du nok lige se indad, og tage et valg for dig selv, om du er monogam eller ej, og derefter være åben omkring og tro mod det du finder frem til og dermed tro mod dig selv.

Læs også:

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

– / –

Vil du holde øje med indlæg til bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside.

Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig om mennesker, livet, værdier, troværdighed og kærligheden – Helt ærligt!

Dette indlæg blev udgivet i Selvindsigt. Bogmærk permalinket.

6 kommentarer til Er du monogam?

  1. Pingback: Kender du egentlig dine egne værdier? |

  2. Pingback: Kommunikation og evolution |

  3. Pingback: Kan du være noget halvt og stadig opfatte dig selv som hel? |

  4. Pingback: Flirt kan også være utroskab |

  5. Pingback: Klare aftaler i forholdet |

  6. Pingback: Dyrker du andre end din partner? |

Skriv et svar