En rigtig mand …

Kan man være en rigtig mand? 

Jeg går, som du sikkert er bekendt med, meget op i ligestilling eller rettere ligeværd med fokus på den helt basic feminisme som er defineret ved en politisk, social og økonomisk ligestilling kønnene imellem og i forbindelse med dette er det væsentligt at have fokus på at få løftet kvinder ved at få brudt de patriarkalske strukturer og derigennem også sætte mænd fri.

Der er stadig mange forventninger til det at være mand – en såkaldt rigtig mand – og jeg vil påstå, at de forventninger ikke blot er ødelæggende for mænd men også for kvinder, børn og vores indbyrdes relationer og dermed har mange konsekvenser for vores samfund.

Mine betragtninger herunder er mine egne samt andres lommefilosofiske betragtninger og bygger ikke på anden empiri end erfaring og ikke mindst meget af det som flere af os har lært igennem bøger, samtaler, artikler, statistikker, kronikker, kommentarspor etc. Så tag det ikke som den større videnskab, men mere som et oplæg til at få reflekteret over dette i forhold til hvad du selv gør og ikke gør, for at få brudt de her begrænsninger, som der er for at være vores køn på hver især.

Når jeg har spurgt ud i mit netværk, hvad en rigtig mand er, så har jeg fået svar, som for mig at se, ikke er kønsbestemt, men som nærmere beskriver et ordentligt menneske. En der tager ansvar – ikke blot for sig selv men også for den praktiske og følelsesmæssige del i et forhold, en der har selvindsigt, er ærlig og loyal og mange andre gode ting.

Hvis vi ser tilbage til f.eks. år 1950, så var der andre forventninger til det at være en rigtig mand, her skulle manden bl.a. kunne forsørge sin familie, være den der bestemmer – ’bare vent til far kommer hjem’ – ikke deltog i hjemmets pligter, hverken det følelsesmæssige eller det praktiske, men skulle opvartes af kvinden som jo ’bare’ gik hjemme.

I dag er verden forandret, kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, der er institutioner etc. der passer vores børn i flere timer dagligt og kvinder er ikke længere afhængige af mænd blot for at kunne flytte hjemmefra. I dag vælger kvinder primært mænd til, fordi de vil den enkelte mand og det kræver noget andet af manden. Nu er det mere væsentligt hvem han er som menneske og ikke hvad han har.

Manden skal derfor nu til at se på hvilket menneske han er, om han er en som kvinden vil vælge som ven, partner eller blot til at have sex med og her oplever jeg, at mange mænd ikke er fulgt med. Det er stadig primært kvinder der køber selvhjælpsbøger, opsøger psykolog og dialog, opsøger viden omkring selvudvikling, arbejder personligt med sig selv o.m.a. som udvikler som menneske.

Dette tror jeg bunder i, at vi endnu ikke har fået gjort os fri af de forventninger der er til det at være mand ud fra de gamle patriarkalske strukturer og kønssyn.

Når jeg læser diverse kommentarspor, ser mainstream-tv eller lytter til radio, så oplever jeg stadig, at der er de her forventninger til at være mand, hvor manden skal være og se ud på en bestemt måde og vi opfatter stadig det vi betegner som maskuline værdier og kompetencer som mere værd end de feminine.

For nogle år siden, var der en mand der skrev til mig om at han var træt af, at kvinder forventede at han havde svaret på alt og skulle have en holdning til alt, at hans daværende kæreste og andre før hende, altid spurgte om stort og småt. Her tror jeg så, at de er gået fejl af hinanden, for hendes forventning har måske ikke været at han skulle have svaret, men at hun brugte spørgsmålet til at kunne have en kommunikation med ham, hvor han så oplevede det som et pres på at skulle vide alt.

Når jeg ser mænd beskrevet i diverse medier, så bliver mænd stadig knyttet til det ikke at måtte græde, vise følelser – medmindre det er når favorit sportsholdet taber eller man selv har gennemført en eller anden bedrift – at mænd ikke spiser salat eller andet sundt, uha uha, men er til øl, kød, fisse, sport og hornmusik for at være en rigtig mand.

Jeg havde en tidligere kollega, som fortalte mig, at hun havde overtaget sin ældste søns sms-korrespondance med sin kæreste, da de havde en konflikt, med den begrundelse at mænd jo ikke kan kommunikere, så det måtte hun lige klare for ham.

Jeg oplever i diverse kommentarspor, kronikker og artikler flere – også mænd – komme med postulater om hvad en rigtig mand er, som at mænd står op og tisser, basta, mænd er styret af testatoren, mænd tænker kun på sex, mænd har ret til sex (altså med andre, læs kvinde), mænd skal have lov til at opføre sig som drengerøve, for boys-will-be-boys og mange andre ting der indikerer at mænd ikke er blevet voksne eller at vi ikke kan forvente at mænd bliver voksne og tager ansvar for sig selv og de relationer som de indgår i.

Ja, mange mænd – alt for mange mænd – er vitterligt dårlige til at kommunikere og tage et følelsesmæssigt medansvar i et forhold, men det er efter min bedste overbevisning ikke fordi de er mænd, men fordi vi fra de er drenge lærer dem at det ikke er noget vi hverken forventer af dem eller mener at de evner, til forskel fra hos piger/kvinder, som lige fra helt lille lærer, at det er en kompetence og et ansvar der ligger til vores køn. Og ja, så er mange mænd jo ikke gode rollemodeller i forhold til dette for deres sønner og ikke mindst døtre.

Jeg oplever i den forbindelse, at mænd også har meget sværere ved at skulle ’tabe ansigt’ Jeg oplever bl.a. i forbindelse med dette, at mænd generelt har sværere ved at tage imod råd, at undskylde, at spørge om hjælp, at vedkende egne fejl, at kunne håndtere en afvisning eller at kvinden ved mere om et givent emne, har svært ved at være med-limen følelsesmæssigt i et forhold, hvor mænd er blevet langt bedre til det praktiske medansvar så halter det gevaldigt med det andet

Mette Christine Schou Frandsen: ”Når man som mand f.eks uopfordret tager på en kvinde så er det måske fordi man ikke får en afvisning når man gør det på den måde. Eller det gør man, men man har selv bedt om den. Derfor. Det er en måde at komme tæt på en kvinde på, som er omkostningsfri for egoet. Og egoet i maskulinitetskulturen er ALT.

Inden for kønsforskning er der en ret bred enighed om at mandekulturen udfoldes allerede fra mændene er børn. Sagt lidt kort. Vi lærer vores drenge andre ting end vi lærer piger. Heri indgår at vi ikke lærer drenge omsorgslege. Vi giver drengene legetøj der “kan noget” eller har en funktion der knytter sig til barnets ego (fx legetøjsskydevåben og teknisk legetøj). Vi yder generelt heller ikke drenge samme omsorg og nærhed som vi giver til piger (dette er vist for både forældres håndtering af egne børn, men også i institutioner og skolen). Og vi forventer heller ikke det samme af dem i forhold til deres interaktioner med andre børn og voksne, som vi forventer af piger.

Girl toys vs boy toys: The experiment, BBC stories

Opsummeret, så lærer vi ikke drenge samme grad af empati som vi lærer piger og forventer det heller ikke af dem. Dette medfører 2 ting. 1) Piger og drenge adskiller sig fra hinanden da de ser at voksne oplever dem som to forskellige grupper. 2) Drengegrupperne baserer sig mere på hierarki og rolle i gruppen end på emotionelle relationer. Dette styrker de nedlagte mønstre. Piger udvikler bedre og bedre forståelse for andre menneskers følelser og behov og lærer at se sig selv som dele af det sociale i relation til deres personlighed.

Drenge lærer, at passe ind i en drengegruppe ud fra ikke-emotionelle markører som magt, evner, styrke etc. Ting der knytter sig til egoet. Hertil lærer de så om manderollen og den er ekstremt snæver helt fra hvad tøj de må gå i, og til hvad de må føle og interessere sig for (Lavpraktisk: tænk på hvordan piger kan gå i alt tøj, både kjoler og bukser. De kan interesserer sig for alt og må gerne både strikke og sy eller bliver ingeniører. Drenge kan ikke vælge “pigeting” uden et stort tab af maskulinitet. Og da det kvindelige ses som underlegent til det maskuline – hvilket er den bærende bjælke i manderollen pt, kan de ikke strikke og hækle, men kun være ingeniører.). Slet skjult i alt det her, ligger præmissen om at mænd er bedre end kvinder.

Manderollens grundpræmis og den største hindring for at mænd kan leve fulde liv, hvor de reelt kan vælge hvad de ønsker at bruge deres tid på. I forhold til at komme i kontakt med kvinder, kan det jo være svært, da det kræver alle de der kompetencer, som mænd ikke har  lært i særligt høj grad. Afvisning betyder konkret (i forhold til mandebilledet) at de rykker ned i det hierarki der definerer deres værdi. Derfor er en afvisning ret alvorlig. Særligt hvis de andre mænd er der. Derfor er det måske lettere at gøre det andet. Så kan man jo bare grine af afvisningen. ”

Anne Sofie Allarp: ”Jeg mener, at vi som kultur må ombringe mænds initiativ-monopol, når det kommer til sex. Den kurtiseringskultur, som Hans Bonde taler så henført om, er ganske enkelt dysfunktionel. Det er i alles interesse. Men skribenten går ikke ind i det spørgsmål, der virkelig trænger sig på. Hvorfor har mænd så meget panikangst for afvisningen, at man hellere vil 1) købe sig adgang til en ‘villig’ kvinde, 2) resignere og vansmægte, eller 3) overskride folks grænser, psykiske eller fysiske, fordi det er nemmere/mere acceptabelt at gøre, end at gå den vej hvor man kan afvises?
Hvor er det, at der er mindre ubehag forbundet med at grabbe kvinders kønsdele uden tilladelse end at forsøge at etablere en situation, hvor hun rent faktisk har lyst til den berøring.
Hvad er det for en gennemsyg maskulinitet, Frej Prahl her beskriver? Hvad fuck sker der?” (Facebook opslag 3. januar med link til kronikken: ‘Mænd frygter at blive afvist seksuelt’ af Fej Prahl fra Jyllandposten)

Jeg ønsker simpelthen, at vi stopper med at bruge udtryk som ‘en rigtig mand’ og ‘en rigtig kvinde’ fordi disse udtryk indebærer, at der så er mennesker der ikke er rigtige i deres køn.

Mænd og kvinder er forskellige, men der er lige så stor forskellighed mænd imellem som kvinder imellem, og det ønsker jeg, at der skal være plads til uden at nogen bedømmes til at være forkerte. Og så ønsker jeg, at vi får brudt de her stereotype normer for vores køn, at maskulinitetskulturen bliver udviklet sådan, at det ikke længere forbindes med at være mand, at man er en drengerøv, boys-will-be-boys mentaliteten, ikke kan/vil kommunikere om følelser og andet svært, at man ikke tager medansvar for Emotional Labour, at man kun må gå i såkaldt mandetøj og bevæge sig på en bestemt måde, at man skal have en bestemt statur og højde, at man identificerer sig med sit job, at man ikke kan kramme andre mænd, at man ikke må kunne lide såkaldte tøsefilm, at man ikke må græde, at man skal tage første skridt, at man skal være forsørgeren, skal have svar på og en holdning til alt, skal sætte sin partner på plads og give mod- og ikke medspil o.m.a.

Alt dette og mere til – f.eks. også den vold som primært mænd står for, som både går ud over mænd, kvinder og børn – har store konsekvenser for os alle herunder vores fælles relationer.

Og så er der naturligvis også en del jeg ønsker at kvinder slipper for og stopper med.

Vi har alt for mange forventninger og krav til hinanden og os selv ift. hvordan vi hver især må og skal være vores køn på som begrænser os gevaldigt, og det ønsker jeg at gøre op med.

Så nej, jeg kan ikke svare på hvad der er en såkaldt rigtig mand, jeg køber simpelthen ikke begrebet. Og det vender sig i mig, når mainstream medier som f.eks. DR kører programserier med denne titel og ikke mindst ’Min kone er skidesur’ programmer, hvor køn bliver sat op som værende det ene eller det andet blot grundet det vi hver især har mellem vores ben, og det holder bare ikke, men er tvært imod medvirkende til at fastholde os i de strukturer, som er ødelæggende og begrænsende for os alle.

Måske skulle vi hellere have snakken om hvad et ordentligt menneske er, uanset køn og at det er vores handlinger der definerer os som menneske. Jeg vil påstå, at noget af det største vi kan opnå hver især, det er at være et ordentligt menneske og som minimum stile mod dette.

Jens Kloster: ”Jeg tænker, at vi skal over i at beskrive et “menneske” og måske i højere grad, hvad et godt liv indebærer. Det handler for mig om at være sig selv, at være ægte, at stå ved sine følelser og erkende man ikke er perfekt. Indse og vise sine stærke og svage sider. Og frem for alt give andre plads til at gøre det samme. Hvis vi lægger den vinkel, så bliver vi ikke fordømmende mod andres adfærd men snarere støtter for andres bidrag til fællesskabet. ”

Der er mange kønsforskere etc. som har taget fat i dette emne og det er godt, fordi mænd generelt har en opfattelse af at ligestilling og kønsproblematikker er et kvindeanliggende. Den generelle opfattelse er også, at vi har ligestilling, at mænds ageren ikke har betydning for de problematikker mænd selv står overfor, som f.eks. at kvinder i højere grad får forældremyndighed og bopælsret over fælles børn ved skilsmisse, af den meget gode og væsentlige grund; at kvinder i langt højere grad, er børnenes primære omsorgsperson, ikke blot praktisk men også følelsesmæssigt. At mænd alt for sent får behandling for alvorlige sygdomme, fordi de for sent eller slet ikke går til læge, at mænd i højere grad oplever ensomhed, depression, misbrug og hjemløshed ved større kriser i deres liv som f.eks. skilsmisse og arbejdssledighed. Og ikke mindst at mænd er overrepræsenteret i diverse statistikker lige fra vold (offer og udøver) til anden kriminalitet og fængsel.

Og ja, skilsmisser bunder ofte i ingen eller manglende kommunikation i forholdet, at kvinder eksempelvis oplever manden som ‘at have et ekstra barn i forholdet’, at kvinder oplever at være ene-ansvarlig for at være den følelsesmæssige lim i forholdet og være familiens projektleder samt meget andet, som jo netop tager udgangspunkt i de forventninger og fordomme der er om at være en såkaldt rigtig mand. Hvis manden lever op til dette, så går det med stor sandsynlighed ud over forholdet, og hvis han ikke gør, så kan han føle sig udstødt af mandefællesskabet og følelsen af at være en rigtig mand.

Jeg oplever, at der er flere og flere mænd – og særligt i de næste generationer – som søger at kæmpe mod og ud af denne stereotype opfattelse af at være mand, men det er ikke nemt på grund af omverdenens misbilligelse med de kommentarer som der oftest følger med. Mange af disse mænd finder sammen i fællesskaber, desværre fylder de ikke så meget i debatterne, så det er stadig de der rent faktisk taler deres eget køn ned, som fylder.

Hvis du gerne vil vide mere om manderollen, så vil jeg anbefale dig, at læse bøger og artikler samt se videoer fra Jackson Katz, Robert Jensen, Michael Kimmel, Kenneth Reinecke, Henrik Marstal, Tony Porter, Joe Ehrmann, Bill Pozzobon, Ran Gavrieli, Gary Wilson m.fl. og vil afslutningsvist opfordre dig til at se filmen ’The mask you live in’ (trailer).

Why Im done tryin to be man enough: Justin Baldoni

By reflecting on his own use of porn in his youth, Jensen found that it plays a large role in socialising boys into patriarchal masculinity. “That has obvious destructive consequences for women, but it is not in the self-interest of men to embrace it. Meanwhile, Jensen claims it is important for all men to challenge themselves by re-examining their own behaviour from the feminist lens. “That critical self-reflection is not always easy or fun, but I can testify that it has made my life richer and fuller.” / Robert Jensen

Jannie Nielsen Hansen

Læs også gerne:

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Blog og tagget , , , . Bogmærk permalinket.