En kvinde

At være til fest sammen the-drongo-love-happy-valentines-day_l

Jeg har haft en kvinde i baghovedet i et stykke tid efterhånden.

En smuk skøn kvinde +60, attraktiv, smilende, smart med en længsel og et savn.

Vi mødtes til en stor fest hvor hun roste mig for min kjole og i samme åndedræt nævnte hun, at hun også havde bidt mærke i at hendes mand, synes den klædte mig.

Jeg sagde tak og sagde til hende at hun så godt ud og det kunne hendes mand vel også se.

Hun svarede mig, at det var mange år siden, at hendes mand havde lagt mærke til hende, at han kun havde øje for kvinder der var 10-20 år yngre end ham selv og hende.

Det synes jeg skisme er trist.

Tænk hvad han går glip af, at flirte med sin skønne kone og opleve at hun får lyst til at give sig hen til ham fordi hun ikke kan lade være, fordi hun føler sig begæret, attrået og ønsket.

Nu er de bare sammen, måske fordi at det har de altid været og måske elsker de også hinanden, måske blot på vennebasis, men magien er forsvundet, fordi at viljen til at forføre er forsvundet.

Når man tager hinanden for givet på den her måde og ikke engang kan udnytte det at være til fest sammen til at flirte med hinanden og dermed varme hinanden op til noget mere når man kommer hjem eller en anden dag.

Eller blot udnytte lejligheden til at knytte yderligere bånd med hinanden, ved at bruge den her skønne mulighed for at være sammen i festligt lag, hvor man er dresset ud og i godt humør, så er man der jo bare, usynlig for hinanden.

Det at gå til fest sammen er jo også at have en oplevelse sammen.

Ikke at man skal sidde på lårene af hinanden hele tiden, men i løbet af aftenen har man som det mindste siddet ved siden af hinanden, kysset, holdt i hånd, set hinanden dybt i øjnene, danset tæt indtil flere gange, grinet sammen og med andre, sendt luftkys igennem lokalet til hinanden, blinket til hinanden og flirtet flirtet flirtet med hinanden.

Det betyder rigtig meget for kærligheden at opleve at man er begæret, at man er ønsket. Også når man er sammen med andre, at man viser sine venner, bekendte og familie at man elsker hinanden, at man er vigtig for hinanden.

Forestil dig at du har været til fest med din kæreste og har følt dig usynlig hele aftenen, at din kæreste har flirtet med alle mulige andre og har måske haft en enkelt pligtdans eller to med dig, når I så kommer hjem, har du så lyst til at elske med din kæreste, og hvad med dagen efter?

Hvis din kæreste nu havde flirtet med dig og du havde følt dig attrået og dejlig for din kæreste, ville det så ikke gøre at du fik tændt for lysten til mere?

Den kvinde her sagde det til mig med selverkendelse og vemod, hun havde en længsel, en længsel efter at være ønsket af sin mand, at være begæret, attrået, at være vigtig for sin mand.

Det har intet at gøre med at hun ikke var attraktiv, for det var hun bestemt, hendes mand så det blot ikke, eller tog hende måske blot for givet og dét at han ikke skulle gøre noget for at holde hendes interesse i ham ved lige, det tog han i hvert fald for givet.

Læs også:

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

– / –

PS! Tjek ind på Facebook og tryk “Synes godt om” på LoveRoad.dk, så vil du kunne holde dig orienteret om nye indlæg her på siden, samt få kloge citater, indlæg fra andre samt stof til eftertanke om livet og kærligheden  – Helt ærligt!

Dette indlæg blev udgivet i Selvindsigt. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar