Du skal ikke moralisere … eller bør du?

Du skal ikke moralisere

– eller bør du? 

Jeg oplever, at moral(-isere) er blevet et skældsord. Det at forholde sig etisk og moralsk til forskellige emner er ikke populært, og opfattes af flere som at begrænse vores frihed, vores neoliberalistiske frihed, hvor alle er sig selv nærmest og alt kan og skal kapitaliseres er min påstand.

Men den skal netop udfordres, fordi vi ellers bliver et samfund med hver vores individuelle etik, hvor vi derfor ikke kan eller må påtale, når nogen opfører sig sådan, at det går ud over andre enten personligt eller som gruppe.

Hvordan ville vores samfund se ud, hvis vi undlod at forholde os til os selv, hinanden og vores samfund uden denne etik og moral? Eller hvis (når) den individuelle frihed til at agere ud fra egne umiddelbare behov uden tanke for andre, eller hvis vi for at støtte den individuelles frihed i forhold til dette, gør det på bekostning af en masse andre? Ikke et samfund, som jeg ønsker at være en del af i hvert fald.

Flere af vores love er jo netop bygget på moral, f.eks. at vi ikke længere må slå vores børn. Der er sket en holdningsændring via lovgivning, sådan at de fleste opfatter det etisk forkert at slå og særligt børn, så derfor skal der netop lovgives, for at opnå en fælles forståelse for, at dette er moralsk forkert i vores samfund.

Det at have en etik og moral og søge at efterleve denne, er jo også et spørgsmål ikke blot om selvrespekt, men også i forhold til at kunne respektere og have tillid til hinanden, og dette har stor betydning for det samfund vi lever i.

Rodotà: »Institutioner og mennesker bliver ikke respekteret, når de ikke længere fremstår som respektable. Og jo mere udbredt dette fænomen bliver, des mere umulig bliver den politiske konsensus, som afløses af stiltiende accept og medskyldighed.« / Det er nødvendigt at moralisere, Information 31.12.11.

Der er løbende debatter om hvorvidt vi må moralisere overfor hinanden, og ikke mindst hvorvidt politikere må dette. Jeg vil påstå, at dette er nødvendigt, fordi vi som samfund, bør have en fælles etik og moral f.eks. i forhold til menneskerettigheder og hvordan dette skal udmønte sig i forhold til lovgivning og hvordan vi vil agere overfor hinanden.

Når debatten f.eks. går på prostitution eller omkring porno, så er der flere der stejler, fordi de mener at dette er private anliggender. Men kan det virkelig være et privat anliggende, når det har konsekvenser for andre end lige os selv, og endda også når de konsekvenser det har for os selv, påvirker vores samfund? Og er det så ikke også private anliggender hvorvidt man vil slå sine børn, ryge på offentligt steder, køre med sikkerhedssele eller ej, om man vil donere sine organer etc.? Alligevel har vi lovgivet omkring dette, og det er jo ud fra et etisk synspunkt, i forhold til hvilket samfund, som vi ønsker at leve i.

Så hvad er det så egentlig for et samfund vi ønsker? Det er på tide, at vi får drøftet dette, fordi det er det der danner baggrund for hvordan vi forholder os til os selv, hinanden og ikke mindst de love vi skal leve efter.

Danmark har skrevet under på FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne og har derfor ved dette givet udtryk for, at vi vil søge et leve op til disse. Dette er desværre ikke bindende, for de lande der har underskrevet erklæringen, men hvor troværdig er vi egentlig som land og samfund, hvis vi ikke gør en ihærdig indsats, for at leve op til disse – ellers har vi blot pyntet os med lånte fjer.

Så hvis vi skal gøre en indsats, for at leve op til dette – og det vil jeg absolut mene, at vi skal – så er vi også nødsaget til, at se på hvad sexindustrien rent faktisk er, og hvordan den påvirker os, ikke blot de som er i industrien, men også individuelt som borger, vores relationer, menneskesyn og dermed også vores samfund.

Og det er det, som jeg vil opfordre til, en samfundsdebat omkring vores etik og moral kontra menneskerettighederne, kontra det samfund vi ønsker at være en del af. Og her kan diverse medier og politikere godt tage et stort ansvar, i stedet for at vade om den varme grød, af frygt for ikke at være populære, fordi det vitterligt er emner, som mange har svært ved eller endda ikke ønsker at forholde sig etisk og moralsk til – men dette skal ikke afholde os.

Dog kræver det også, at vi sætter os ind i disse emner, og lytter til de der har undersøgt, forsket og oplevet konsekvenserne på nært hold, direkte og indirekte. Desværre, uanset vi har uanede mængder af muligheder, for at opnå denne indsigt, så er der ikke nok der opsøger denne, eller tror at de opnår indsigt ved at læse et enkelt medie eller to. Vi lever i en click-baite kultur, hvor nyheder skal serveres ’sexet’ og i langt højere grad er mikrofonholderi end det er kritisk opsøgende journalistisk, og det påvirker vores samfund negativt.

Jeg oplever, at vi i Danmark har langt sværere ved at debattere og forholde os på et niveau, der ikke nødvendigvis tager udgangspunkt i egen navle. Og det er vel heller ikke uden grund, at vi er røget helt ned på en 19. plads ifølge den årlige ligestillingsrapport fra World Economic Forum (WEF), Global Gender Gap Report 2016, hvor Danmark er faldet fra en 14. plads i 2015 til at være nummer 19 ud af 144 lande. Til sammenligning er Island, Finland, Norge og Sverige henholdsvis nummer 1, 2, 3 og 4 på listen.

Vi er utroligt konfliktsky – eller også så forhippet på at være populære – at vi hellere insisterer på vores skyklapper og for små sko. Jeg oplever også, at vi er så selvfede, at vi hellere vil bekræfte hinanden (og os selv), end vi vil forholde os selvkritisk, uanset dette har store menneskelige konsekvenser for os selv, vores relationer og samfund og dermed for de næste generationer.

/ Jannie

Læs gerne:

Læs også:

 

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Du skal ikke moralisere … eller bør du?

  1. Pingback: #MeToo |

Skriv et svar