Åh du milde nærvær

At være to og føle sig ensom ensomhed

Jeg har en oplevelse af, at en del mennesker, der er i forhold, og måske endda bor sammen, føler sig ensomme og det er faktisk trist, at det kan være sådan, men ikke desto mindre, så er dette noget, som mange oplever.

Naturligvis, er der perioder i ens samliv der gør, at man kan have mere travlt eller være optaget af andet. Men det er sådanne ting der gør, at det netop er i perioder og derfor mere undtagelsen end reglen. Det er først, når denne ensomhedsfølelse bliver til reglen og ikke undtagelsen i forholdet, at jeg ser det som et problem.

Mange fortæller, at det gør mere ondt, at føle sig ensom, når man er to. end når man er ene. Måske fordi denne ensomhed ikke er synlig, den mærkes indeni, lidt ligesom de der har oplevet at have stress og/eller en depression.

Andre kan ikke se det, man burde jo ikke have det sådan, man kan smile og tale, man er ikke fysisk alene, så det at det sidder indeni og er usynlig for andre, kan gøre, at det er svært at sætte ord på, fordi det er en følelse og ikke noget konkret, vi kan tage frem og vise som et brækket ben.

Men hvad er det så der skal til, for at vi ikke har denne ensomhedsfølelse. Det kan bunde i rigtig mange ting, det kan være vores selvværd, at vi mangler at gøre noget for os selv, at vi ikke har en omgangskreds eller et netværk der giver os værdi som menneske og meget andet. Så det kan også ligge inde i os selv, som det kan ligge i den relation vi har med vores partner.

Hvis vi ikke har et fortroligt forhold, ikke oplever berøring, smil og varme. Hvis vi ikke oplever en interesse i os som menneske, anerkendelse samt respekt for den vi er og det vi står for, eller ikke oplever at vores partner prioriterer tid med os, prioriterer og tager initiativ til fælles stunder og fælles oplevelser, så kan vi føle os ganske ensomme og ind i mellem overvældende ensomme.

Fælles stunder og fælles oplevelser er ikke at hænge i sofaen og se tv, som der også gøres alle de andre aftener, det kan være rart og hyggeligt, men hvis det er hverdagen, så er det ikke det der giver nærvær.

Det kan først og fremmest være at slukke alt og få talt rigtig sammen, at være nysgerrige på hinanden, at spørge ind og virkelig lytte og søge at forstå, at anerkende hinanden som det menneske vi er med vores viden, erfaringer og holdninger.

Det kan udover dette også være at spille et brætspil og grine sammen, at gå en lang tur hånd i hånd, at gå på udstillinger, museum til koncert eller andet. At gå til dans eller spansk sammen, at sejle kano eller gå til madlavning sammen. Det er en byvandring i ny og næ, at gå til foredrag sammen og ikke mindst at få delt sine tanker omkring disse oplevelser med hinanden.

Det er derfor ikke blot den årlige uge til Mallorca, det er afbrydelser i hverdagen, eller rettere afbrydelser af hverdagen samt at det at virkelig se hinanden i hverdagen, ikke hver dag, men hellere oftere end sjældent.

”Nærvær er et grundvilkår for, at mennesker kan have noget med hinanden at gøre, som ikke bare er overflade. Hvis man skal have en historie sammen, skal man komme ud af sit jeg-hus og få en sammensmeltningsoplevelse. Generelt har mange travlt med at finde ud af sig selv, men i virkeligheden er det måske bedre at finde ud af andre og selv blive fundet” / Jørgen Carlsen (fra artiklen Drømmen om nærvær, Kristeligt dagblad)

Vi kan et langt stykke hen ad vejen, selv tage ansvar for de her fælles stunder og oplevelser, men er det altid os der tager initiativet, os der beder om dette, uden at der kommer noget den anden vej, så kan vi godt blive modløse og derigennem blive bekræftet i vores ensomhedsfølelse.

Når jeg taler personlig udvikling, så taler jeg for. at vi ikke kun kan eller skal se på os selv, vi er også nødsaget til at se på os selv i forhold til vores relationer.

Udgangspunktet er naturligvis, at vi skal lære os selv at kende, vores grænser, vores værdier, moral og etik samt de eventuelle mål vi kan have i livet. Vi skal finde frem til en vej, for hvor vi gerne vil hen som menneske fagligt som personligt. Når vi har nogenlunde styr på dette, så er det også meget nemmere at vælge til og fra i vores liv, fordi det giver os en rettesnor.

Men da vi også er sociale væsener, og har brug
for at elske og blive elsket, for at føle os ensomsom et helt menneske, så må vi derfor også se på os selv i forhold til andre.

Hvem vælger vi til i vores nære liv, hvad er deres værdier, etik, moral og visioner. Hvilken værdi giver vi selv som ven, kæreste eller ægtefælle i disse relationer, og opfører vi os sådan, at vi rent faktisk er deres tillid som kærlighed værd.

Alt dette er jo grundlæggende for et godt kærlighedsforhold, for at vi tør komme til hinanden med vores tanker, bekymringer, sorger og glæder. Det er grundlæggende for, at vi tør vise vores sårbarhed til hinanden og ikke mindst for, at vi evner at tage imod hinanden med alt hvad vi indeholder.

Findes de så, de her forhold hvor alt dette er i skøn harmoni, sikkert og forhåbentligt. Men mon ikke at der i langt de fleste forhold er plads til forbedringer, plads til at vi giver mere af os selv, at vi viser hinanden mere fortrolighed, at vi gør en større indsats, for at være denne fortrolighed samt tillid værd.

Alt for mange tager hinanden for givet, alt for mange har alt for få ambitioner for kærligheden, for fællesskabet, for det at være kærester som en familie. Ambitioner som de selv vil gøre en indsats for.

Men hvilket forhold ønsker vi hver især, ønsker vi fortrolighed, nærvær, fælles stunder og fælles oplevelser som kærester og som familie, så kan vi ikke lade det være op til ens partner, at tage initiativ og prioritere dette, vi må også selv. Det må være ligeværdigt i en eller anden grad og komme fra begge.

Jeg tænker ind imellem, at der skulle lukkes for tv og netværk en hel weekend om måneden, næsten lige som dengang der var bilfri-søndage. Så skal det blot her i stedet være det der ofte gør, at vi lukker os inde i hver vores lille verden. Det der gør, at man kan sidde sammen flere mennesker i samme rum og alligevel føle sig så forbandet alene, ikke hørt, ikke set, ikke værdsat, ikke ønsket.

Skal man lave alt sammen som par, naturligvis ikke, men nogle fælles oplevelser har vi brug for, oplevelser der gør, at der opleves et fællesskab som er unikt i forhold til det fællesskab, som man ellers kan have via kolleger, hobby og sport, oplevelser og stunder der gør, at man netop føler sig som kærester og som en familie.

Naturligvis er vi mennesker forskellige, og har dermed forskellige forventninger til det at være kærester og være en familie. Men hvis vi ikke taler med hinanden om dette, hvis vi ikke søger at imødekomme hinanden og gør en indsats, som tager udgangspunkt i andres behov og ikke blot i os selv, så flytter vi os fra hinanden i stedet for at nærme os hinanden.

Vi mennesker udvikler os også, vi er ikke de samme, som vi var for ti eller tyve år siden. Derfor bør vi holde vores nysgerrighed og interesse i hinanden ved lige, vi må spørge ind, lytte, søge at forstå og ikke mindst åbne op og fortælle.

Hvis vi ikke gør dette, så kommer ensomhedsfølelsen snigende og vi ender med at blive fremmede for hinanden.

Og var det egentlig det vi ville…

Læs også:

Jannie Nielsen Hansen
LoveRoad.dk

Vil du læse mere omkring livet og kærligheden med indspark til at finde ind til dine egne værdier, etik og moral og er du ikke bange for at blive provokeret og blive prikket til, så kan du købe e-bogen ”Helt ærligt!” på saxo.com.

Vil du holde øje med indlæg på bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside.

Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig om mennesker, livet, værdier, troværdighed og kærligheden – Helt ærligt!

 

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

6 kommentarer til Åh du milde nærvær

  1. Pingback: Klogere på kærligheden |

  2. Pingback: Mor, kan du nøjes med far? |

  3. Pingback: Pest eller kolera |

  4. Pingback: Svigt, løgn og latin |

  5. Pingback: Troværdig politiker søges |

  6. Pingback: Når kærligheden gør ondt |

Skriv et svar