Den der mangler

Når man har mistet…

– og kan glædes over minderne med vemod 

Kender du, at man hører en sang, lytter til teksten og tusind følelser og tanker vælter op i en, den ene tanke falder over den anden imens den ene følelse efter den anden maser sig på og det hele bare står i rækker hulter til bulter inden i én?

Sådan havde jeg det i dag i bilen på vej hjem hvor Ankerstjerne og Rasmus Seebach talte til mig med sangen 1000 år.

Jeg har en kæmpe familie som jeg ser meget sjældent, men de er alle i mit hjerte og er en del af mig, onkler, mostre, tanter, fætre og kusiner. De har deres andel i den jeg er, vi har gener, oplevelser og minder tilfælles udover et blodslægtsskab og navnet familien Nielsen som jeg værner om uanset hvor almindeligt et dansk navn det er og uanset at tendensen er at man sletter sine –sen navne og får nogle navne der skiller sig ud fra mængden, så er jeg stolt og glad for mit Nielsen for det er bl.a. en del af mig og min mormor.

Jeg savner min mormor som døde for mange år siden, jeg elskede hende meget højt og havde et tættere forhold til hende end til min morfar. Og på trods af at de boede i Jylland og jeg i København, så følte jeg mig tæt på hende og bildte mig ind at jeg forstod hende på en eller anden måde, eller at hun måske blot forstod mig, og så mig, som den jeg var og elskede mig for det, det var i hvert fald det jeg følte.

Og nu jeg sidder her og skriver om hende, så får jeg en klump i halsen og en tåre presser sig på. Jeg bilder mig ind at hun sidder på en stjerne som en varm sprudlende engel og kigger ned på os alle sammen.

Som barn tilbragte jeg de fleste af mine ferier hos min mormor og morfar og huset var ofte fyldt af onkler, tanter, moster, fætre og kusiner og det var en fest for sådan en som mig, der var altid nogen at lege med, nogen at pjatte med, nogen der pjattede med en, en mormor der pakkede skovturskurv til min kusine og jeg når vi skulle på udflugt ned til bækken, en mormor der stod og holdt øje oppe fra vinduet imens vi legede Ol-gymnaster nede i deres baghave med alle frugttræerne, de kæmpe stikkelsbærbuske og gulerødderne som vi måtte hive op af jorden, hvis vi altså lovede at spise dem vi hev op, gyngerne og hestene nede på engen og en mormor der glattede ud når man blev skældt ud af sin mor.

Jeg elsker min familie, mine nærmeste, mine onkler, tanter, moster, fætre og kusiner, de er med mig indeni og jeg er lykkelig for at være en del af sådan en kæmpe familie uanset at jeg ser dem sjældent efterhånden og jeg kunne godt have undt mine unger at have haft de familieoplevelser som jeg har haft.

Men nutiden og fremtiden er sikkert sådan at man oftere får 1-2 børn end de 9 børn som min mormor og morfar fik, og de 3 børn som flere af deres børn fik, så det bliver nok heller ikke aktuelt for mine tipoldebørn engang.

Jeg kunne godt tænke mig at jeg havde lært min mormor endnu bedre at kende, at jeg kunne have haft kontakt med hende nu hvor jeg er blevet rigtig voksen og selv har store børn, men sådan skulle det ikke være og jeg savner hende og tænker på hende med glæde og vemod.

Der er desværre flere der er faldet fra efter min mormor og nogle alt alt for tidligt, så vi bliver færre og færre ved bordet når familien samles…

Varme tanker

Jeg sender en tanke ud til alle der har mistet og som vil miste, det er en del af livet, men det gør det ikke mindre ondt af, man lærer at leve med savnet, man lærer at mindes alle glæderne i stedet for at blive i sorgen.

Uanset at de ikke er i vores tanker hele tiden og hver dag, så er de alligevel med os og jeg tager mig selv ind imellem i, at skænke hende og andre jeg har mistet en venlig tanke, når de flyver forbi mit indre.

Jeg har sat sangens tekst ind herunder, så kan du se om du også føler dig ramt på en eller anden måde og mon ikke, vi har vel alle mistet en eller flere som vi savner i vores liv og som vi kommer til at tænke på, når familien samles og vedkommende bare mangler…

1000 år

For præcis et år siden,
sad vi alle sammen samlet om det samme bord,
de samme samtaler startede med de samme ord.

Det er længe siden,
godt at se dig, har du haft det godt?
Og hvad med karrieren, sig mig er der penge nok?
Vi kan det uden ad, og lytter til de samme toner,
prøver at undgå at starte alle de samme diskussioner.

Det’ egentlig fjollet vi’ skal spille alle de roller,
men sådan er det altid og der
er noget vi lige skal komme igennem ,
men det blir’ mørkt og lygtepæle tændes over gaden,
efter et par glas der får vi endelig brudt overfladen.

Ingen vil sige det først,
men selvom alle kæmper er det svært at ignorere vores flok
er blevet mindre. Der er tomme stole om bordet,
stemmer der mangler,
en parfumeret duft der plejer at blande sig med de andre,
året der er gået satte tydelige spor,
og det kan ses når vi er samlet om et bord.

Og jeg vil elske dig om 1000 år, 1000 år. Og intet aner selv
om tiden går, tiden den går,
ja jeg vil elske dig om 1000 år, 1000 år.
Du er væk fra mig, men stadig tæt på mig.

Der er gået et helt år siden du sad her sammen med os,
svært at tro på, Dit navn står jo stadig her i min telefonbog,
som om jeg bare kunne trykke på knappen nu og ringe op,
dengang jeg havde chancen ved jeg godt jeg aldrig ringede nok,
så jeg tænkte at jeg ku’ skrive et brev i nat, som kun var dit.

Fortælle dig om hvordan det er gået, både godt og skidt.
Kan starte med at sige, at dagen du tog afsked var smuk,
og fuld af blomster og venner omkring dit gravsted,
og morfar er stærk, vi ser ham knap fælde en
tåre selvom han på mange måder ha’ haft det længste år.

Camilla og min moster de har været ude af den,
jeg tror det går lidt bedre nu, selvom de er udmattede.
Peter han forlod min mor,
selvom det er hvad der sker så tacklede han det skidt
og han bliver nok aldrig velkommen her, Mette er her stadig,
hende og jeg vi passer på min mor og igen i nat der er vi alle samlet
om et bord.

Og jeg vil elske dig om 1000 år, 1000 år.
Og intet aner selv om tiden går,
tiden den går, ja jeg vil elske dig om 1000 år,
1000 år. Du er væk fra mig,
men stadig tæt på mig.

Sidste gang vi var samlet sådan her,
det var i kirken da vi sagde farvel,
og nu hvor lysene tændes og dagen går på hæld,
byen sætter farten ned og roen sænker sig,
så er det tydeligt at der er nogle ting der aldrig ændrer sig.

På nogle måder er det som om der ingen tid er gået,
kvinder i min familie piver stadig aldrig over noget,
og selvom verden hviler tungt på deres skulderblade, sludrer
de om vind og vejr, bladrer lidt i ugeblade, sætter hinanden
først og deres liv på standby, og noget siger mig det er noget
de har lært af dig. Året der er gået satte tydelige spor,
men du skal vide vi stadig samles om et bord

Og jeg vil elske dig om 1000 år, 1000 år.
Og intet aner selv om tiden går,
tiden den går, ja jeg vil elske dig om 1000 år,
1000. Du er væk fra mig,
men stadig tæt på mig.

Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk

Dette indlæg blev udgivet i Selvindsigt. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Den der mangler

  1. Pingback: Tro og spiritualitet |

  2. Pingback: Mening med at miste |

  3. Kim Bach skriver:

    Tak for den artikel, du er fantastisk <3

    Julen er, naturligvis, en tid hvor man tænker på den plejede at være med.

    I mit tilfælde drejer det sig primært om tre personer.

    Min fætter Finn og min fars faster Agnes, som jeg opfattede som egen faster.

    Finn døde i en trafikulykke i 1988 kun 22 år gammel, og, tragisk nok, var det på hans søsters fødselsdag den 4-december, vi plejede at fejre jul med den del af familien, siden dengang har julen ikke været den samme, og det frygteligste syn jeg har set i mit liv var ansigtet på min tante til begravelsen. Den familien

    Agnes var det mest elskelige menneske der har gået på denne jord, vi holdt altid jul sammen med hende og hendes søster Elisabeth. De to søstre boede sammen i en fantastisk lejlighed med kakkelovn på Frederiksberg. Agnes blev taget af kræften efter længere sygdom. En af de ting er mest ked af i mit liv, var at jeg ikke fik sagt farvel til hende, min far ville beskytte mig, og jeg tror han gjorde ret i det.

    Elisabeth var også et fantastisk menneske, men mere introvert, hun blev desværre ramt af demens.

    Jeg har ingen sange, udover julesange og salmer i hovedet, men jeg tænker tit på Agnes og har skrevet lidt om det minde om hende jeg kunne tænke mig blev opført: "Marmorkirken was co-created" http://www.kimbach.org/2006/10/17/marmorkirken-was-co-created/

    Æret være deres minde <3

    • JannieNH skriver:

      Ja Kim – det er godt med minderne og også egentlig ganske betryggende, når man har kunnet give andre gode minder, så har man ikke været her forgæves 🙂 Og tusind tak for at dele din historie og tak for de fine ord, de luner virkelig…

Skriv et svar