At lade sig nøjes …

Mor; kan du nøjes med far?until you make peace

For nogle år siden, da jeg for første gang blev opmærksom på Victoria Milan fandt jeg ud af, at min yngste søn, som på daværende tidspunkt havde været omkring 7-8 år, også havde bidt mærke i den og faktisk tænkt en hel del over den.

En dag i et fortroligt øjeblik, spurgte han mig; ”mor, du kan da godt nøjes med far, ik’?”

Det skal lige siges, at flere af hans kammerater fra klassens forældre var blevet skilt for nyligt og dette sammen med disse reklamer havde gjort, at han igennem nogen tid, var gået med en frygt for om vi måske også skulle skilles engang.

Men ikke blot det her med en skilsmisse, han havde også igennem reklamerne tænkt, at hvis dette var normalt, som de jo gav udtryk for, så ville der komme flere skilsmisser og det kunne lige så godt være hans mor og far.

Den reklame ramte også mig på flere måder, jeg havde en samtale med en person, som jeg ellers anser for at være et fornuftigt menneske, hvor personen gav udtryk for at ”Sådan noget sker hele tiden, og hvis der er nogen der kan tjene penge på det, så fred være med det”, men sådan har jeg det faktisk ikke.

Jeg tænker ikke fred være med det, jeg er ikke ligeglad med hvor mange mennesker der går og svigter hinandens tillid, hvor mange mennesker der ikke lever i overensstemmelse med sig selv, hvor mange mennesker der lever et dobbeltliv. Naturligvis er det deres sag, absolut. Men hvis det så kun gik ud over dem selv, så ville jeg også være fuldstændigt ligeglad.

Og ja, det er mange måder at svigte hinanden på, utroskab behøver ikke kun være at man er fysisk eller digitalt seksuelt sammen med en anden, det kan også være at man giver andre en fortrolighed som man ikke viser sin partner. Det kan også være at man negliserer og ignorerer den andens behov og følelser, at man lyver og har hemmeligheder – altså foretager sig ting som man ikke vil stå ved.

Det kan være at trække sig mentalt eller fysisk om det er de små smil og berøringer i hverdagen eller seksuelt eller at man bliver doven og ikke gør det som det indebærer at vise den anden sin kærlighed og være en del af fællesskabet.

Er jeg så en moralsk dommer, ja, det er jeg vel, men er vi ikke alle det i en eller anden forstand. Hvis nogle handler amoralsk, uetisk og uanstændigt eller blot tarveligt over for andre mennesker, er vi så ikke de nærmeste til at kalde folk ud, for hvis der ikke er nogen der siger fra, vil noget så nogensinde ændre sig til det bedre, det tror jeg ikke.

Jeg tror, at vores stemme hver især er vigtig, det var vigtigt for min søn, at jeg gjorde opmærksom på at blot fordi de reklamerer med utroskab, som om at det var løsningen, så har de ikke nødvendigvis ret i dette og at de faktisk slet ikke har ret, er så også min personlige overbevisning.

Vi talte om alle de reklamer vi havde set, med legetøj der kunne en hel masse og så så sejt ud i reklamerne, men som intet kunne, når man først havde købt det, og at dette blot var endnu en reklame, som man desværre heller ikke kunne stole på.

Vi talte også lidt om, hvad det vil sige, at være en god kæreste og om man egentlig selv havde lyst til at være kæreste med en, som man ikke kunne stole på, en som hellere ville være sammen med andre end en selv, og at det er vigtigt, at man kan stole på hinanden, så man skal ikke love hinanden noget, f.eks. at man ikke vil være sammen med andre, hvis man ikke vil holde det.

“You can’t keep hurting a person and expect them to keep loving you” / unknown

Jeg undrede mig over alle de mennesker, der havde oprettet en profil på dette såkaldte datingside, for hvilke argumenter havde de egentlig brugt over for sig selv, for at kunne overbevise sig selv om, at det nok ikke var så slemt, at det var ganske uskyldigt, at de havde fortjent det etc.

Dengang oprettede jeg nogle dækprofiler på websitet – min mand ved det godt – for at finde ud af hvad det egentlig gik ud på og bundede i, det skrev jeg et indlæg om, som jeg også har postet på siden her, det hedder ”Utro(lig) kærlighed”.

Jeg tror egentlig ikke, at disse mennesker havde tænkt særligt langt og slet ikke forholdt sig ærligt til de konsekvenser deres handlinger indebar, ikke blot for dem selv, for deres partner, for deres eventuelle børn og for deres venner og familie, men også i forhold til hvad det gjorde ved dem selv som menneske, at opføre sig sådan, over for den de gav udtryk for at elske og måske endda havde lovet eller aftalt troskab med.

Dengang faldt jeg også over et indlæg, som en dreng på 15 år havde skrevet, som virkelig ramte mig, fordi det beskrev mange af de samme tanker som jeg selv havde gjort mig. Artiklen hedder ”I ødelægger børns tro på kærligheden” fra Politiken, 2011.

”Jeg vil ikke på nogen måde forsøge at lægge skjul på min forargelse over jeres uacceptable og upassende reklame. Det forekommer uetisk ligefrem at opfordre folk til utroskab.

Jeg vil ikke engang sige, at jeg forstår jeres holdning om, at en affære kan føre noget som helst godt med sig, men jeg kan i det mindste driste mig til at acceptere, at det er frivilligt, hvorvidt man vil besøge hjemmesiden eller ej.

Hvad jeg ikke forstår, er, at I tilsyneladende ikke har skænket konsekvenserne ved utroskab en tanke: I min folkeskoleklasse er der fem skilsmissebørn, og i min storebrors var der ti.”

Og nej, det er naturligvis ikke Victoria Milans skyld, at nogle benytter sig af muligheden, men jeg mener, at de har et stort socialt ansvar ved at deres reklamer udtrykker at utroskab er det der skal til for et kedeligt forhold, det er så modsætnings-fyldt, så det gør helt ondt ned i lilletåneglen.

“Ægteskabsbrud er en betydeligt overvurderet fornøjelse” / svensk ordsprog

Nu har der så været et hacker-angreb på et lignende site, nemlig Ashley Madison, og alle datingprofilerne er blevet offentliggjort på en liste. Det kan du læse mere om i artiklen “Jeg var tæt på at kaste op, da jeg så at sitet var blevet hacket … det koster mig mit ægteskab” Berlingske, august 2015.

Jeg må ærligt indrømme, at min lille indre onde karma-Gremlin den frydede sig, ikke over de mennesker, som er der af andre grunde end utroskab, men de der er der for præcis dette.

Min personlige holdning, til at begå sig på internettet er så også, at hvis man tror, at man er helt privat når man googler, klikker rundt, opretter profiler, køber produkter etc. så skal man nok tro helt om igen. For de der gerne vil finde ud af hvad man foretager sig, der er der rigeligt af muligheder for dette.

Men det er ikke risikoen for at blive opdaget, som jeg ønsker skal skræmme en til at opføre sig ordentlig, uagtet at det nok er det der skal til for nogle mennesker, så kunne jeg i stedet tænke mig, at man satte barren noget højere for sig selv, sådan at man ikke handlede sådan, at man ikke kunne eller ville stå ved sig selv.

Og nej, det gælder naturligvis ikke de mennesker, som bliver forfulgt på grund af at de er homoseksuelle etc., jeg er ganske udmærket klar over, at der er en kæmpe forskel, på at opføre sig idiotisk og skjule det samt på at måtte skjule sig for sin egen sikkerheds skyld.

Jeg har så også hørt nogle mennesker give udtryk for, at utroskab jo ikke er ulovligt, men tænk hvis vi skulle lovgive om alt, det vil betyde, at vi ikke kan regne med, at mennesker kan agere som et anstændigt menneske, hvis det ikke står i loven.

“It is so refreshing when you meet someone who keeps their word. Strive to be that person for someone else” / Mary Jo Rapini

Det at agere, som et anstændigt menneske, det er efter min opfattelse sådan overordnet; at behandle sig selv som andre med respekt herunder ligeværdigt.

Og er man sin partner utro, så behandler man ikke denne med respekt, for utroskab indebærer at svigte den tillid man er blevet givet.

Det indebærer også ofte løgne, fortielser og desværre også anvendelse af magtteknikker og gaslighting som f.eks. at give udtryk for at den anden er for nærtagende, hysterisk, ser syner og andet der ødelægger vedkommendes tro på egne evner for at kunne læse en situation og sin partner – og ikke mindst, så går det voldsomt ud over selvværdet – og det er dæleme ikke respektfuldt på nogen måde.

Og nej, utroskab er ikke de der er single, det er heller ikke de der lever i åbne (polyamorøse) forhold, utroskab er, når man lever i et monogamt forhold, hvor man har lovet hinanden eller aftalt troskab og hvad denne troskab indebærer. Det kan være den fysiske og/eller den fortrolige.

“No true relationship of love is for you. Love is about the person you love” / Seth Adam Smith

Søren Kierkegaard giver udtryk for, at man skal ville kærligheden ved at vælge den og det indebærer at man skal gøre alle de ting, som indebærer at elske et andet menneske.

Så vælger man utroskab – og ja, det er et valg – så fravælger man dermed kærligheden i et monogamt forhold. Derfor, så må man inden da, gøre op med sig selv, om man vil gøre noget FOR kærligheden i forholdet eller om man hellere vil ud af forholdet og så handle derefter, inden man sårer et andet menneske så voldsomt, som utroskab opleves.

Naturligvis skal der to til et forhold, det giver sig selv, og man kan ikke være ene om at have et levende forhold, det kræver at begge ikke blot vil det, men også gør det der skal til.

Det kræver også at vi ind imellem også lader os nøjes, at vi lærer at glædes over det vi har, og ikke hele tiden holder en dør åben, for tænk hvis der kom noget mere spændende forbi, på den måde, så lever vi nemlig kun halvt, vi har kun valgt forholdet halvt og dermed får vi med stor sandsynlighed også kun et halvt forhold.

“Når du har forventninger til andre mennesker, så husk at fortælle dem om dem -ellers er resultatet ofte at du bliver skuffet og de bliver overrasket” / Christian Campbell

Lever vi i et halvt forhold, evt. med en sofakartoffel, der kun kan løfte sig fra sofaen og vende ansigtet fra tv- eller computerskærmen hvis det er for vedkommendes egen interesse, ikke evner at tage et følelsesmæssigt medansvar eller andet og det ikke er sådan vi ønsker at leve, så skal vi heller ikke vælge utroskaben, men tage snakken med partneren. Har man gjort dette, uden at have gode erfaringer med at det at kommunikere om tingene har nogen positiv effekt, så er der kun tilbage at afbryde forholdet eller finde en måde der ikke indebærer svigt at være i forholdet på.

Så ja, jeg nøjes, jeg fornøjes, og jeg har lært at sætte pris på hverdagen, på de små ting og de store ting, jeg har lært ikke at forvente mere end jeg selv ville gøre, jeg har lært at vi har forskellige interesser og det er ok, jeg har lært at tage ansvar for at gøre de ting som gør mig glad, og nogle må så blive uden ham.

Og jeg har lært mig selv så godt at kende og at stole på  mig selv, så jeg ved hvor mine grænser går, hvordan jeg ønsker at leve og ikke at leve, hvad jeg kan gå på kompromis med og hvad jeg ikke kan.

Jeg har så også fundet ud af, at kærlighed er og skal være tovejs – at det kræver at begge tager ansvar for ikke blot at hverdagen fungerer men også at man har den følelsesmæssige nærhed og tillid i forholdet, der skal til.

Kærlighed kræver, at man er interesseret i hinanden, oplever at have et fællesskab, at man respekterer hinanden og hinandens viden, holdninger og følelser, at man husker hinanden også i hverdagen via berøringer og kærtegn, knus, små beskeder, vise ægte interesse, at lytte og søge at forstå. Det er ligeledes betænksomhed samt et smil og flirt med hinanden.

Så hvis kærligheden ikke kan vises gennem hverdagens stunder, men kun via f.eks. sex og praktisk gøren, så vil jeg opleve mig drænet og føle mig ensom, uanset det er i en andens fysiske selskab.

Men det bliver ikke Victoria Milan eller lignende der vil kunne få mig dertil, det er kun et følelsesmæssigt fattigt forhold der vil kunne dette. Og derfor ikke hvad jeg oplever at kærligheden skal stå for og indebære – Den vil jeg ikke nøjes med.

“Ægte kærlighed kommer ikke bare, det er noget to mennesker skaber, ved at holde hinanden tæt” / Niclas Bille

Læs også:

Jannie Nielsen Hansen
LoveRoad.dk

Ønsker du at læse mere omkring livet og kærligheden og få indspark til at finde ind til dine egne værdier, etik og moral og er du ikke bange for at blive provokeret og blive prikket til, så vil jeg opfordre dig til at købe e-bogen ”Helt ærligt!” på saxo.com.

Vil du holde øje med indlæg på bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside. Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig.

 

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til At lade sig nøjes …

  1. Pingback: Du svigtede mig |

  2. Pingback: Er ord ligegyldige? |

Der er lukket for kommentarer.