At finde sin identitet

Hvem er du og hvad står du egentlig for? The difference between... (2)

Der er flere der har spurgt mig hvordan man egentlig finder ind til sin egen identitet, jeg tror at der er flere veje til dette, men jeg kan fortælle lidt om min vej.

Jeg deler Kierkegaards opfattelse af, at vi ikke er hele mennesker, før vi er bevidste om at blive det, som han også udtrykker det; ” et menneske er ikke uden videre sig selv, men må gennemløbe en række forløb for at blive det”.

Vi må simpelthen finde ud af hvilken vej vi vender, og det kan være rigtigt svært, netop fordi vi også er et produkt af opdragelse og kultur og samtidig bliver bombet med et forventningspres for at være rigtig på den måde som vi får fortalt og bliver fremstillet som køn og som menneske igennem diverse film, reklamer etc.

Så samtidig med, at vi skal finde ud af hvad vi selv står for, så skal vi også kunne sortere opdragelsens og kulturens påvirkning af os helt fra ,og det er ikke en nem opgave, fordi vi har det så meget inde under huden, at vi kan have svært ved at gennemskue hvad der er hvad.

“Integrity without knowledge is weak and useless, and knowledge without integrity is dangerous and dreadful” / Samuel Johnson

Men her kommer den måde, som jeg har grebet det an på.

Da jeg blev bevidst om at jeg ikke blot var mig, men også var ”mig som der blev forventet af mig” samt at jeg faktisk havde så meget, som jeg var begyndt at sætte spørgsmålstegn ved, vidste jeg at jeg og verden måtte være mere og andet end jeg havde i min egen lille bobbel.

For hvordan kunne det være at jeg havde det skidt med det eller det, hvis det vitterligt var noget som blev opfattet som normalt og derfor implicit som ok, var det så mig der var noget galt med, var jeg for nærtagende, for usikker, for meget eller for lidt…

Så jeg startede med at læse alt hvad jeg overhovedet kunne opdrive indenfor personlig udvikling, meget godt og ganske meget skidt, men jeg begyndte at blive god til at sortere i det, fordi jeg begyndte at spørge mig selv hvorfor jeg mente at det og det var godt eller skidt og derigennem fandt jeg en rød tråd i forhold hvad der føltes godt og rigtigt for mig.

Jeg læste også en masse filosofi, og for en filosofi-amatør som mig, så var det noget af en opgave, fordi sproget der bruges inden for denne genre kan være noget mudret at gennemskue, men jeg fik kæmpet mig igennem meget mere end hvad jeg havde troet muligt (en sejr til mig) og begyndte at hive citater ud som jeg kunne relatere til og bruge til min egen personlige udvikling.

Igennem filosofien fandt jeg frem til, at der var en hel masse eksistentielle spørgsmål som jeg simpelthen blev nødt til at finde ud af i forhold til mig selv og mine værdier, så jeg begyndte at søge viden om kærlighed, værdier, relationer, respekt, menneskesyn, ligeværd og ikke mindst troværdighed og dermed personlig integritet.

Jeg begyndte også at læse en masse om personlige kompetencer og forskellige måder at måle eller afklare disse på, så jeg gik i gang med de 7 (9) intelligenser, eneagrammet og meget mere.

Som du sikkert kan se, så har det været en lang proces, ikke mindst med alle disse undersøgelser og alt det jeg har læst med mere, før jeg overhovedet kunne gå i gang med at være aktiv omkring det. Jeg vil også nævne at jeg gik til en masse foredrag, deltog i et hav af debatter og fulgte med i lige så mange fra sidelinjen af for at blive klogere på emnerne og hvor jeg selv stod i forhold til disse.

Det kom der så en e-bog ud af, som jeg sælger via Saxo.com, bogen hedder ”Helt ærligt!” og tager alle de her eksistentielle emner op, som jeg mener er vigtig at vi hver især tager stilling til for at kunne finde ud af hvem vi rent faktisk er, hvad vi står for og hvor vi gerne vil hen, som menneske.

“Personlig ledelse er en proces, der holder din vision og dine værdier op foran dig, og får dig til at indrette dit liv, så det er i overensstemmelse med dem” / Stephen Covey

Da jeg så havde fået afklaret hvad jeg stod for i alle de her vigtige punkter, så gik jeg i gang med at lave mig min helt egen personlige grundlov, en grundlov hvor jeg skrev hvad jeg gerne vil stå for, hvordan jeg ville komme dertil og holde mig på sporet samt hvad jeg ville have i mit liv og hvad jeg ikke ville have samt hvad jeg ville gøre for at overholde alle mine punkter.

Da jeg havde gjort mig det helt klart, hvad der skulle til for at jeg kom dertil hvor jeg gerne vil se mig selv om fem, ti, tyve og halvtreds år, så blev jeg bevidst aktiv omkring at gøre det der skulle til og fandt ud af, at det ikke var så farligt som jeg ind imellem forestillede mig, det var nærmere en lettelse, et skridt af gangen fik jeg fjernet en mursten fra mine skuldre og fra mit hjerte.

Da jeg fandt en masse sikkerhed i at kende mig selv og stole på mig selv, netop fordi jeg ved det jeg gjorde og sagde stod inde for mig selv sådan at jeg oplevede mig selv som troværdig, det gav mig et kæmpe overskud til også at se ud over min egen lille verden, og begynde aktivt at gå ind for nogle mærkesager som er vigtig for mig f.eks. ligeværd.

Jeg fandt nemlig ud af hvordan vi er påvirket og begrænset af vores kultur og opdragelse og at det gav nogle ringe betingelser for kærligheden og for vores indbyrdes relationer

Min oplevelse har været, at det et skridt af gangen er blevet nemmere at være og stå ved mig selv. Jeg har fundet ud af, at jeg slet ikke har behov for andres anerkendelse for at kunne være, den er rar og jo tættere en relation jo mere værdsætter jeg den, men den er ikke nødvendig for at kunne være mig.

Det der er vigtigere end anerkendelse, det er respekt, respekt for mine følelser, mine holdninger, mine værdier og mine grænser.

Derfor har det sværeste også været det at skulle vælge mennesker til og fra i mit liv ud fra dette og det er noget jeg stadig øver mig på, i at finde en balance og tage konsekvensen af relationer der trækker mig ned ved deres manglende respekt, for derigennem er der jo også en manglende respekt for mig selv, hvis jeg ikke tager konsekvensen af disse.

Som så mange andre, er jeg også et produkt af opdragelse og kultur, jeg er også opdraget som så mange andre i flinkeskolen og har været en rigtig dygtig pige (er det til dels stadig) der blandt andet også har taget ansvaret for den gode stemning her, der og allevegne og har altid haft behov for at forklare og forklare mine følelser, fordi jeg havde en opfattelse af, at jeg ikke havde lov til at føle eller mene som jeg gjorde, hvis det ikke blev anerkendt af andre, sådan har jeg det heldigvis ikke mere og det har været en kæmpe lettelse at slippe for.

Så hvis du gerne vil finde din identitet, så skal du finde frem til hvad du mener, hvad du føler og være helt bevidst om at du både har ret til og lov til at føle og mene som du nu gør. Andre behøver ikke at være enige med dig, de skal blot respektere og ikke nedgøre dig.

“Det er ikke svært at træffe beslutninger, hvis man kender sine værdier” / Roy Disney

Nogle af de bøger som jeg har læst, som har hjulpet mig til at finde ud af hvor jeg står og hvorfor er disse:

  • De 7 gode vaner af Stephen R. Covey
  • Kærlighedens fem sprog af Gary Chapman
  • Hvorfor er feminister så snerpede af Gretelise Holm

Samt en masse artikler af forskellige forfattere og filosoffer.

Så – nu har du fået nogle indspark, men du må selv tage vejen et skridt af gangen og jeg vil ønske dig en rigtig god tur.

Jannie Nielsen Hansen
LoveRoad.dk

Vil du læse mere omkring livet og kærligheden med indspark til at finde ind til dine egne værdier, etik og moral og er du ikke bange for at blive provokeret og blive prikket til, så kan du købe e-bogen ”Helt ærligt!” på saxo.com.

Læs også:

Vil du holde øje med indlæg på bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside.

Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig om mennesker, livet, værdier, troværdighed og kærligheden – Helt ærligt!

 

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

5 kommentarer til At finde sin identitet

  1. Pingback: Er en lille hvid løgn også en løgn? |

  2. Pingback: At være to og føle sig ensom |

  3. Pingback: Gøre plads til nyt kræver aflæring af det gamle |

  4. Pingback: Følger du strømmen? |

  5. Pingback: Køn forskelligehed - er vi nu så forskellige? |

Skriv et svar