Ansvar i forholdet

”Græsset er grønnest der hvor du vander det” græsset er grønnest lige der hvor du vander det

Eller ”Græsset er grønnest på den anden side”.

Modsat den sidste, som jeg oplever har en meget passiv tilgang der primært er observerende, misundelig og uden indsigt i hvad man selv har. Så oplever jeg den første have en mere aktiv tilgang, der lægger op til at man selv skal gøre en indsats.

“Fravær – den almindelige kur mod kærlighed” / Miguel de Cervantes Saavedra

Så er der den anden, og den kan jeg godt lide fordi den fortæller at man faktisk skal handle, at man ikke bare kan gå rundt og se på alt det man mener er bedre, for det er der intet der bliver bedre af, og slet ikke det man er i.

Når det drejer sig om et forhold, en tæt relation, så er det ikke nok at den ene part går og vander plænen, altså forholdet hele tiden, hvis den anden ikke også tager et medansvar for dette, for det dræner langt ind i sjælen og til sidst kan man ikke mere uanset hvor meget man selv har vandet plænen, så skal den også have noget gødning, klippes til osv. Og det skal man altså være mindst to om.

Nu kommer jeg til at træde nogle over tæerne, måske endda mest mænd, men inden I evt. farer i kridthuset, så vil jeg bede jer om at orientere jer på emnet, lade det bundfælde sig og dernæst tænke efter.

Jeg er for nylig blevet introduceret til et begreb jeg ikke anede fandtes, nemlig ”emotionel labour” på dansk ”følelsesmæssigt arbejde (ansvar)”. Den har godt nok ligget og ulmet længe i mig, men jeg har ikke fået de rigtige ord på hvad det var, som jeg oplevede både på tæt hold, men også i de relationer som jeg får indsigt i, både fysisk men også via alt det jeg læser omkring mennesker og relationer.

Det er meget komplekst og kan ikke forklares i dette indlæg alene, derfor vil jeg nederst linke til flere artikler, hvoraf mange desværre er på engelsk, men der er heldigvis også nogle danske, for flere og flere bliver heldigvis opmærksom på dette.

Min påstand er, at kvinder har eller får det største ansvar, når det kommer til emotionel labour (jeg bruger den engelske betegnelse, da jeg ikke mener at oversættelsen dækker begrebet godt nok). Kvinder lærer igennem deres opvækst, at være opmærksom på hvordan andre har det, at give plads til andre, at tilsidesætte egne behov, at tage ansvar for den gode stemning og at glatte ud uanset hvem det er der ødelægger den gode stemning.

Mange kvinder har gået i flinkeskolen hvor de lærer at være pleasere, ikke vise vrede eller gøre andre opmærksom på deres uhensigtsmæssige ageren (pænt sagt), for så bliver de jo kede af det, når de får at vide at de ikke opfører sig helt så smart.

Så kvinder lærer ofte at lægge låg på deres vrede, og hvis de så siger fra, så bliver det ofte på en undskyldnede måde, som helst ikke skal såre, ikke fordi der er noget i vejen med at man ikke vil såre, men hvis nu, kvinden er blevet såret og det at fortælle dette gør den der har såret ked af det, vred, utilpas etc. så kan kvinden jo aldrig sige fra, men må påtage sig ansvaret for alene at få det godt igen, fordi den anden ikke kan eller vil stilles til ansvar. Det blev lidt snørklet, håber at det giver mening.

Det er oftest også kvinder der tager ansvar for at forholdet og de selv udvikler sig, det er oftest kvinder der læser selvhjælpsbøger, går til terapi, i sorggrupper o.lign. Det er også oftest kvinder der søger kommunikationen i forholdet, fortæller om sine behov, spørger ind til den anden, og ikke blot ved et enkelt spørgsmål – så-har-man-spurgt-agtigt – men stiller flere uddybende spørgsmål til den anden og søger at forstå.

Kvinder giver generelt langt mere nærhed som at søge og give fortrolighed, at give omsorg og flere kærtegn, knus, smil, et lyttende øre og søde beskeder, hvor mænd derimod og ganske generelt ikke tager et medansvar for at vise og give nærhed andet end igennem sex. Nogle/flere mænd, får dækket deres behov for nærhed igennem porno og hvad der ellers findes på nettet af sexualisering, objektivisering etc. og dette påvirker så også den sex man har med hinanden, som ofte og derfor ikke opleves som nærhed af kvinden.

Kvinder lærer også at tage sig af alt det der er mere synligt når vi taler forhold, det er f.eks. det praktiske omkring børnene, at være den primære omsorgsperson i kraft af at kvinder tager den længste barsel, at kvinder tager den største del af ansvaret for soveritualer, legeaftaler, at trøste, at tale om og give plads til de svære og de nære ting.

Det er oftest også kvinder der står for at samle familien, at sørge for nære stunder, oplevelser sammen etc. om det er ture eller at spille et spil. De står oftest også for forældreintra og at være opmærksom på når børnene vokser ud af deres tøj samt at interessere sig for hvad børnene laver og hvem de gør det med osv. De praktiske ting her, er de yngre generationer – efter min opfattelse – så noget bedre til at deles om, end de der er min generation og de der er ældre.

“If you hurt someone enough, they eventually fall out of love for you and if they don’t it’s because someone who raised them confused them with abuse as being a form of love” / Mary Jo Rapini

Siger jeg så, at mænd ikke kan finde ud af disse ting?

Nej, bestemt ikke, men mænd lærer desværre igennem opdragelse og normer at de ikke kan finde ud af disse ting. Der er tøhø-udtalelser som ”mænd kan ikke tale om følelser”, ”mænd kan ikke tage sig af deres børn, de passer børn – for hustruen altså” og meget andet skidt.

Så mange mænd går i troen på, at de altså ikke kan finde ud af de her nære ting (emotionel labour). Og de tør måske ikke forsøge sig af frygt for at blive bekræftet i den usikkerhed som de er vokset op med – eller måske endda endnu værre – at tro at de så ikke er en rigtig mand, eller andre tror de ikke er en rigtig mand, hvis de gør ting som traditionelt kvinder har fået det fulde ansvar for.

“Stolthed er sjældent kærligheden til gavn” / Jan Hessner Backe

Dette har mange konsekvenser, for kvinder, for mænd, for børn, for de nære relationer og faktisk dermed også for vores samfund.

Mange kvinder oplever sig ensomme i forholdet og føler sig følelsesmæssigt overbelastet og mange mænd kan ikke klare at blive alene fordi de har været vant til at andre tog ansvar for deres følelsesliv, det er der mange undersøgelser der har afdækket og kan bekræfte.

Der er mange aspekter i dette som jeg bliver nødsaget til at tage i små bidder, men vil du gerne blive klogere på dette, så kan jeg anbefale dig at læse disse artikler og indlæg:

Jeg er slet ikke færdig med dette emne, fordi det netop er så komplekst og ofte også ganske usynligt, fordi det primært bliver synligt når og hvis der ikke er nogen der tager ansvaret, det er først når dette sker at vi bliver opmærksomme på at det mangler.

Så kære kvinde, jeg vil opfordre dig til at blive opmærksom på dette, på hvad du gør fordi det ellers ikke bliver gjort, hvad du gør fordi du godt kan lide det sådan og hvad du gør fordi du bevidst eller ubevidst oplever at det forventes af dig, måske endda som et krav for at være en rigtig kvinde og/eller en rigtig mor.

Kære mand, jeg vil så opfordre dig til at læse op på dette og bide mærke i hvad du selv gør, hvilken relation har du selv til jeres barn/børn, er de trygge nok ved dig, sådan at de kommer til dig med de svære ting eller er jeres samtaler oftest om ufarlige ting som f.eks. sport, tipskuponen, geografi, kongerækken osv.?

Jeg vil også opfordre dig til at bide mærke i om du giver plads til din hustru/kæreste til at du anerkender hendes følelser, holdninger og viden. At du er interesseret i og gør noget for at hun har det godt følelsesmæssigt, at du tænker over hvordan du taler til og om hende, at du ikke overskrider hendes grænser, at du imødekommer hendes behov som et voksent ligeværdigt menneske.

Det kræver at du, kære mand, tager et større følelsesmæssigt ansvar for jeres relation og dette indebærer, at du også tager et stort ansvar for dig selv, sådan at du er en person din hustru/kæreste kan have tillid til.

Og du kære kvinde, det kræver så at du også giver plads til at din mand/kæreste tager dette medansvar i forholdet, for jeg er ikke blind for at dette kan være svært som kvinde, når man er internaliseret til at dette er kvindens ansvar hvis man gerne vil opleves som en rigtig kvinde.

Derfor skal vi støtte op om hinanden i dette, ikke kun i de enkelte relationer, men også i vores samfund.

Kvinder der bliver vrede er ikke hysteriske eller nærtagende, de er blot vrede som enhver anden ville oftest vil være i samme situation. Mænd der sætter ord på deres følelser og er interesseret i sin partners følelser og tager hensyn til disse, er ikke under tøflen, men er en person der behandler sin partner med respekt.

Vi skal sige til og fra også når vi er blandt venner og bekendte samt på arbejde, f.eks. når manden går tidligt for at hente børn, når manden lige skriver en sød besked til konen – så er han ikke en tøffelhelt, men en omsorgsfuld person, som måske endda er glad for sin kone.

Det er ligeledes når kvinden arbejder over for karrieren, det er når kvinden sover længe og manden tager på tur med ungerne – så er han ikke en helt og hun er ikke en dårlig mor og det er når børnene helst vil trøstes af far osv. osv. osv.

Læs også:

Jannie Nielsen Hansen
LoveRoad.dk

Ønsker du at læse mere omkring livet og kærligheden og få indspark til at finde ind til dine egne værdier, etik og moral og er du ikke bange for at blive provokeret og blive prikket til, så vil jeg opfordre dig til at købe e-bogen ”Helt ærligt!” på saxo.com.

Vil du holde øje med indlæg på bloggen eller blot følge lidt med i mine betragtninger om værdier, livet og kærligheden, så er du velkommen til at trykke “synes godt om” på LoveRoad.dk facebookside. Her vil du også få link til andre artikler, samt citater og hvad der lige optager mig.

 

Dette indlæg blev udgivet i Blog. Bogmærk permalinket.

En kommentar til Ansvar i forholdet

  1. Pingback: Følelser er hårdt arbejde |

Der er lukket for kommentarer.