Artikel – Utro(lig) kærlighed

Datingsider når man er i forhold…

Uden brug af Sherlock Holmes hat, skæg og blå briller, satte jeg mig for at gå undercover her i forsommeren, for at undersøge utro-siten Victoria Milan nærmere – kunne det være rigtigt, at man opfordrer til utroskab og at folk var med på den idé, sådan helt bevidst og ikke som en ”julefrokost-bommert af den værste skuffe”. Det måtte undersøges nærmere.

Jeg oprettede derfor to kvindeprofiler og en herreprofil uden profilbilleder. Den ene kvinde var en attraktiv slank lyshåret kvinde start 40-erne, i forhold, som kedede sig
og ikke lige vidste hvad hun ville. Den anden kvinde var en karrierebevidst single mørkhåret latino-skønhed, slut 30-erne med formerne absolut helt i orden, som ikke havde tid og lyst til et fast forhold, men gerne ville mødes med én i ny og næ til fælles forkælelse. Og så den modne meget attraktive mand midt i 40’erne som søgte noget uforpligtende ved siden af sit ellers ”lykkelige” ægteskab, som elskede sin kone og ikke ville gå fra hende. Den sidste profil tog udgangspunkt i en anden herre profil jeg fandt på siden.

Da jeg havde haft profilerne i halvanden uge, var der mere end 100 henvendelser til den
lyshårede kvinde (tælleren stopper ved 99) og 60 henvendelser til latino-skønheden,
manden havde blot fået én eneste henvendelse (på engelsk fra Norge), jeg har siten mistænkt for at det var en fup henvendelse, for at få herre profilen til at udvide sit medlemsskab og betale penge for at kunne læse hele indholdet i henvendelsen.

Jeg finder ud af, at det er gratis for kvinder at læse og sende beskeder men det koster penge for manden. Han kan modtage beskeder men ikke se dem eller svare på dem før han
udvider sit medlemskab – altså spytter i kassen.

Der er taget højde for, hvis man overraskes af ”uvedkommende” – tænker ens partner. Til
disse situationer er der oprettet en panik-knap, som automatisk sender én videre til Youtube eller en side efter eget valg. På den måde kan man hurtigt logge væk fra utro-siten. Man kan også vælge ikke at modtage mails vedr. siden, så risikoen for at blive opdaget mindskes.

Det eneste det kræves for oprettelse af en profil er en mailadresse og her kan man jo vælge at oprette en som ens partner ikke kender til – der er absolut intet tjek på, at man er den man giver sig ud for.

Nogle profiler har foto, men det er jo ikke til at vide om de er reelle. Til foto hører endvidere en slørefunktion, hvor man kan bestemme hvor meget af billedet man vil have sløret. Der er mange der ikke har sløret deres billede.

Udpluk fra henvendelser

En gift mand fra det jyske skrev til min  lyshårede profil, at han arbejdede i København nogle dage om måneden, og derfor havde en lejlighed dér, som vi kunne mødes i. En anden gift mand elskede sin kone men kedede sig og ville derfor gerne mødes med mig og vi kunne da også tage ud at spille xx sammen, som han dyrkede i sin fritid. Så var der den gifte direktør der gerne ville mødes og som godt kunne lide at kvinden kendte sin plads, og satte pris på kvindelige former og at kvinden klædte sig derefter, så han kunne se formerne. En gift mand der elsker sin kone og er lykkeligt gift, men søger noget uforpligtende. Den gifte mand der ville mødes med mig i en frokostpause på et hotel, og som fortalte mig hvilket tøj jeg skulle have på og hvordan jeg skulle gå sexet. Og så var der salgskonsulenten der havde hjemmearbejdsplads, og som sagtens lige kunne kigge forbi mig ind imellem til lidt hyggeput, når konen var på arbejde.

Der var så også singlerne lige fra den 19-årige til den 60-årige der gerne ville i kontakt med mig, på trods af at jeg udelukkende søgte i aldersgruppen 40-50 for at begrænse henvendelserne.

Jeg undrer mig

Jeg er blevet klogere på, hvor mange der er villige til at kompromittere sig selv og efter min opfattelse at sætte deres personlige integritet på spil, for der er mange.

Profilerne har virkelig sat en masse spørgsmål i gang hos mig, og jeg undrer mig…

Er nutidens kærlighed virkelig så overfladisk, at man ikke vil lægge energi, fantasi og opmærksomhed i forholdet til ægtefællen/ kæresten, men gerne til en fremmed?

Hvad er det der afholder en fra at tage ansvar for sit liv og den forpligtelse man har indgået?

Hvad er det der driver – er man konfliktsky og reelt færdig med det forhold man er i og
håber på at blive opdaget, så man flytter ansvaret for at gøre det forbi?

Er det for lidt eller for meget selvværd eller manglende selvindsigt samt realitetssans
for konsekvenserne? Elsker man for lidt, for meget, eller slet ikke, eller måske endda blot sig selv?

Hvordan kan man sige at man elsker og respekterer sin partner og så opsøge utroskab?

Med hvilke argumenter har man overbevist sig selv om, at man kan stå inde for den handling og samtidig kunne se sin ægtefælle/ kæreste i øjnene?

Der er (måske) også de forhold hvor man er åben omkring det og siger god for at man har
sådan en profil eller hver især har noget kørende ved siden af, og så er der jo ingen skade sket. De kan hver især læse med på hinandens profilside og få noget sjovt ud af det.

Men hvad med alle de andre forhold og ægteskaber hvor man ikke vil acceptere at ens
kæreste/ægtefælle er uærlig, opretter en profil og måske endda har noget kørende ved siden af, og man så selv gør lige akkurat dét, som man ikke kan eller vil acceptere fra den anden?

Det jeg har svært ved, ved denne utro-side er ikke, at man søger en partner, uanset om det
blot er til sex eller til fast forhold, men det er at siden opfordrer til utroskab, som løsningen i et kedeligt forhold, og på den måde gør det legalt og helt i orden at få lidt fut i privatlivet med en anden end ens partner, legalt ikke at tage ansvar for det forhold man er i.

Hvor er ansvaret for forpligtelsen i det forhold man er i? Der er jo ikke kun et fysisk
aspekt i dette – det er løgnene, bedraget og at man vurderer at ens energi er bedre brugt hos en anden end i forholdet, at være utroværdig, med risiko for sin egen personlige integritet, at risikere at miste og ikke mindst at miste muligheden for at det kærlighedsforhold man nu engang har, kan udvikle sig til et skønt og udbytterigt forhold.

Inspiration

Jeg har ikke besvaret nogen henvendelser og har deaktiveret profilerne, men projektet har givet mig en idé og lysten til at forfølge ideen som handler om at lave en modpol til denne side ud fra mit eget værdsæt.

Tanken er, at siden skal kunne inspirere til at tage ansvar og arbejde for at bevare gnisten
i forholdet. Det er ikke altid lige nemt, at være to. Der er sjove tider og kedelige tider og der kan nemt gå for meget sofa, hverdag og leverpostej i et forhold/ ægteskab. Nogle forhold udlever sig selv, men mange kan det virkelig svare sig at gøre en indsats for.

Jeg ved, at man kan genopleve gnisten igen og igen – hvis viljen og motivationen er der.
Det må begynde med at sætte fokus på ”os” i stedet for blot på ”mig”, med udgangspunkt
i kommunikation, ærlighed, åbenhed, nærvær og intimitet, at finde fælles fodslag.

Lægger man ikke selv energi og engagement i sit kærligheds-forhold, hvordan kan man så
forvente at ens ægtefælle/ kæreste skal gøre det? Så er det for nemt blot at være utilfreds, at kede sig, at bebrejde. Gør man sit, får rejst sig fra sofaen, bruger sit nærvær hjemme, er ærlig, taler med ægtefællen/ kæresten om hvordan man har det, med respekt for hvordan de har det, så smitter det af og man får måske endda lige pludselig et helt andet forhold, som nærmere er det man oprindeligt søger?

Derfor

Der er mange sider på nettet hvor man har mulighed for at finde en partner til det ene og til det andet. Men hvad med alle os, der er i ægteskab/ forhold, som elsker sin ægtefælle/ kæreste og gerne vil blive ved med det?

Der er masser af sider hvor man kan læse om sex og samliv, masser af brevkasser og
kvindeblade med gode, sjove, interessante artikler og man kan google sig til en masse inspiration, til at sætte lidt ekstra liv i forholdet og finde dygtige parterapeuter, men jeg har ikke kunnet finde en samlet side specifik for mænd og kvinder i forhold/ ægteskab. Hvor der både er forum og brevkasse, hjælp til selvindsigt og inspiration og konkrete tip.

Derfor er jeg nu i gang med denne hjemmeside, hvor tanken er at man kan sparre med hinanden om samlivet – give sober og kærlig input og inspiration til at bevare
gnisten eller finde den igen, stille spørgsmål og få tip til kæreste-aftener,
hverdagen og lignende. På sigt skal siden udbygges med konkrete tip og tilbud for kæresteaktiviteter, så det skal nok blive spændende.

Mine forudsætninger for at oprette denne hjemmeside er mit eget værdisæt, min tro på ærlige mennesker og at folk vil det bedste uden dog at være naiv, min tro på kærligheden, på at den er værd at gøre en indsats for – fuldt og helt, min åbenhed, nysgerrighed og følsomhed, de forhold jeg kender og kender til, mit liv med de erfaringer dette har givet mig og alle de artikler, brevkasser med mere som jeg suger til mig for at blive klogere på mig selv, på andre og på livet.

”Græsset er grønnest lige dér, hvor du vander det.”

Læs også Ditte Okman: Hvilken slapsvans planlægger utroskab? på kvindetid.dk samt psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen: Kærlighed er ikke at få – men at give på information.dk

Læs også:

 Jannie Nielsen Hansen / LoveRoad.dk / oktober 2011

This entry was posted in Utroskab. Bookmark the permalink.